Rolighed d. 29de Juli 1867.
Kjere Herr Etatsraad!
Endelig kan jeg naa hen til mit Skrivebord for at underholde mig lidt med Dem og sige Dem min hjertelige Tak for alle Deres kjere og saa særdeles velkomne Breve, hvilke Første jeg for mange Dage siden havde til Hensigt at besvare; men indtil Dato har det været mig umuligt. Jeg har havt saa mange kjere Besøg, saa stor en Corespondence, ja saa meget, som hver Dag her har afholdt mig fra at opfylde en mig saa kjer Pligt. De kjender jo nu ogsaa lidt til det urolige Liv paa Rolighed og vil da vide at jeg ikke med den bedste Villie altid er Herre over min Tid. - Jeg tror at det er overflødigt at gjentage for Dem, hvor meget jeg er Dem taknemmelig og hvor stor Priis jeg sætter paa Deres hjertelige Breve, der blive opbevarede, som en Skat; de to Første bedrøvede mig imidlertid lidt, da de havde Præg af en temmelig sørgmodig Stemning, og kan De tro at jeg ønskede at jeg havde formaaet Dem til at blive nogle Dage endnu herude, istedetfor at være saa længe ene paa Basnæs, hvor det dog kun blev et temmelig kort Besøg. Nu er De jo paa det skjønne Glorup, hvor De sikkert har det, som Blommen i et Æg. Det var jo heldigt at hendes Naade Grevinden kom saa tidligt hjem; det havde De vel neppe ventet. Hvor det maa være storartet, med det høie Vandspring, hvor Straalerne naa til Toppen af Poppeltræerne, især naar de ere saa høie, som vort Eneste paa Rolighed, min Stolthed. Nu kommer nok vort beskjedne lille Hjem til at staa i Skygge for den store Pragt, De nu er omgivet af, men ikke sandt? man kan være lykkelig med mindre og det har De jo været Vidne til at jeg er og har Grund til at være i fuldt Maal. - Og nu maa jeg endelig til at fortælle Dem lidt om os Alle herhjemme og maa bede Dem undskylde at jeg begynder med mig selv, men jeg er for Øieblikket desværre den vigtigste Person, paa Grund af det lille Uheld jeg har havt med at støde mit Been, hvilket har fængslet mig i 8 Dage til Sophaen. Jeg erindrer ikke om De nogensinde har været indenfor i vort Badehuus, da vil De have bemærket at der paa den halve Deel af Basinet er lagt Brædder hvorpaa Børnene kunne staa; da jeg i nogen Tid ikke havde været derhenne havde jeg ikke bemærket den store Aabning der var kommet imellem to Træmmer, og da jeg efter Badet vil gaa op, i den gode Tro at jeg havde Fodfæste, faaer jeg Foden derned og synker i, til Knæet, hvilket sidste heldigviis ikke blev beskadiget, hvorimod jeg skrabede Benet saaledes at der kom stærk Hævelse deri. Jeg lod Anna gaa hjem at hente Vognen, og har saaledes fra første Øieblik været meget forsigtig og anvender jeg nu al Anstrengelse for at blive fuldkommen rask, til min kjere Mand kommer hjem. Han har næsten hver Dag skrevet og flere Gange sendt Hilsen til Dem, med Undskyldning for at han ikke tidligere har besvaret Deres Skrivelse og endelig i Dag sendte han indlagte Linier, som jeg iler med at sende Dem. Han har været til mange storartede Fester i London, til den store Concert i Chrystal Paladset til Ære for Sultanen, hvortil der Dagene forud var solgt 26,000 Billetter, og var der overalt paa de Steder, hvor Sultanen opholdt sig en saadan Trængsel at man ikke kunde røre sig. Senere var han paa det store Bal i Agricultural Hall, hvor man blev meget skuffet over at Sultanen bad sig undskyldt at han ikke kunde komme, da han havde været til Concert og Bal i Guildhall. Der var blandt andre Notabiliteter, Prindsen af Wales, Prindsesse Alice og Prindsessen af Hessen. Her skal have været en Pragt, som man i mange Tider ikke har seet Magen til. Jeg læste en udførlig Beskrivelse derom i "the Standard", som min Mand sendte mig til Gjennemlæsning. Idag har jeg ogsaa Brev fra Paris, hvor han ordentligt har benyttet de 4 Dage, han kun opholder sig der; jeg antager at han er i Hamborg og kan jeg saaledes vente ham om et Par Dage. -
Den 30te Juli.
Længere var det mig ikke muligt at naae igaar, skjønt at jeg saa bestemt vilde have sendt mit Brev afsted men den ene Forstyrrelse kom efter den Anden. [herefter mangler formentlig 4 sider, hvorefter brevet fortsætter:] seer det ikke saa straalende ud, Regnen vedbliver ustandselig at falde i Strømme den hele Dag; undertiden holder den sig om Aftenen skjult bag Skyerne, saa at man dog engang kan trække lidt frisk Luft, men saa er det kun for at begynde paa ny den næste Morgen. - Maa jeg bede Dem at bringe Herr Greven min varmeste Gjenhilsen med Haab om at hans Befindende er efter Ønske. Vil De fortælle ham at jeg har forsonet mig med det gamle hollandske Maleri, siden det er kommet ind i Billiardstuen og vil han deraf see at jeg har sat min Krig igjennem, dog uden at der har staaet store Slag iforveien, men min stakkels Mand maatte overgive sig paa Naade og Unaade. - Og nu min kjere Andersen har De vist faaet nok af mig for denne Gang, jeg skammer mig næsten over at have jadsket saa mange Sider ned, men De finder vist nok et ledigt Øieblik, til at gjennemlæse det. - Jeg maa endnu fortælle Dem noget særdeles mærkværdigt, nemlig at min kjere Svigerinde Therese var herude en heel Dag i forrige Uge med 3 Børn. Vi sadde rigtig hyggeligt og rart og passiarede og kom hendes Mand om Aftenen og hentede hende. Hun spillede Fiirhændigt med lille Emil og glædede sig meget over hans ypperlige Spil. - Theas Rebus har De naturligviis gjettet paa det nær at der skulde staa Nykjøping istedetfor Niebe, da Endebogstaverne skulde være "Gaaseurten"; hun er oppe at læse med Frøken Petersen, som har bedet mig at hilse Dem venligst, ligeledes glædede Sophie Melchior sig meget over Deres Hilsen, som hun paa det hjerteligste gjengjelder, saavelsom Billes, Louise, Harriet og de andre Børn, William staaer hele Dagen og skriver Brev til Dem; "det kan han, da nok vide at jeg mente Øine" sagde han. Han beklagede sig over at det regnede saa meget at han ikke kunde komme i Haven, "Naar jeg skulde lade det regne skulde det ikke regne saa meget; blot om Mandagen, for om Søndagen skal man jo i Skoven" - I dette Øieblik bringer Postbudet mig Brev fra min Mand med Underretning om at han kommer imorgen. Jeg tror neppe at jeg kan hente ham paa Jernbanen, da jeg endnu har Smerter i mit Been. Nu for Alvor Farvel, Pennen hænger som en paatrængende Burre fast ved Papiret den vil ikke slippe, den er ikke vant til at jeg i saa lang Tid har faaet Lov til at sidde uforstyrret ved mit Skrivebord, og løber nu tiltrods for sin Natur løbsk paa Papiret. Tilgiv Deres vrøvlevaarende men oprigtig hengivne Veninde
Dorothea Melchior.
