Dato: 13. juli 1830
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

17. Fra E. Collin.

Kbhvn d. 13 Julii 1830.

Da jeg muelig paa Løverdag ikke faaer Tid at skrive Dem til, har jeg be­sluttet at expedere denne Skrivelse extra ordinem til Dem idag (Tirsdag) uden at have det mindste egentlige Stof til et Brev; et, idetmindste for Øie­blikket, voveligt Foretagende, thi Budet staaer og venter paa at bringe Brevene paa Posthuset.....

Man fortæller her i Byen, at Archiater Sch: er bleven ansat ved den fran­ske Expedition til Algier; og man har nu nærmere faaet at vide, hvorledes dette forholder sig. Som bekjendt er med Expeditionen indskibet en heel Deel Soldater af Pap, til at besætte Poster med for at narre Araberne og Tyrkerne; denne Division er det, han er bleven ansat ved, jeg troer, som øverste Læge; man fortæller fremdeles, at han har indgivet Ansøgning om, ved sin Hjemkomst at turde tillægge sig Navnet Africanus.

Professor Siboni har ved sin Hjemkomst fra Sverrig holdt en Tale i Mu­sik-Conservatoriet, og ved at forklare Conservatoriets Fremgang og Nytte, har han brugt det Udtryk, at Eleverne der havde nydt en ligesaa god Underviisning, som i Slukefter; formodentlig har han meent: Efter­slægten. Denne Feiltagelse er et pendant til den, (da han paa Kjøbmagergade faldt over et Sviin) da han sagde, at han var faldet over et Flesk.

Hvad man saalænge har snakket om, er nu afgjort : Jfr. Pätges har slaaet op med Hviid, eller rettere sagt, de ere i al Venskabelighed blevne enige om, at de kjede hinanden.

Heiberg synes meget godt om Deres Digt: Havfruen ved Samsøe, især Begyndelsen; det mig tilstillede: Fragment af et Riimbrev er ikke blevet indrykket i Flyveposten, jeg veed ei hvorfor ; men, sandt at sige, troer jeg, at hverken De, Flyveposten eller Læserne have tabt Stort derved; læg Mærke til, at jeg siger: Stort. – Nu erindrer jeg mig imidlertid, at De selv holdt mere af dette end af det Andet.

I Deres næste Brev venter jeg at faae Efterretninger om Deres Ophold paa Hofmansgave, og Deres Tanker om dette Sted.

Jfr. Zrza bad for nylig Manthey om at tale for hende hos Kongen om Understøttelse til hendes Udenlandsreise, men han svarede, at det kunde han ikke; han havde endnu aldrig faaet noget Afslag af Kongen, og det udsatte han sig for ved denne Leilighed. – Iblandt de væsentlige For­bedringer, som samme Mand har gjort ved Theatret er ogsaa den, at Lam­perne i Lampekronen ere blevne rykkede nærmere sammen. Samme Mand har i en Note til Kongen roest sig af, at have med yderste Strænghed paaseet, at intet Forskud paa Gage blev givet til noget Medlem af Theaterpersonalet; men, hvad han ei har omtalt, er, at han selv har optaget af Theaterkassen af sin Gage 2 Qvartaler forskudsviis. – Sidste Bidrag: han roser sig tillige af at have virket til Sædelighedens Fremme ved Theatret derved, at han har taget det Løvte af Ryge, Nielsen, Winsløw jun: og Cetti, at de ikke mere vil drikke stærke Drikke under Forestillingerne. Conditoren Capretz kan dog nok være rolig, thi han forsikkrer, at Nielsen endnu som før lader hente 2 Glas Punsch hver Aften, han spiller.

Den eneste vigtige Ting, som jeg har at tale med Dem om, har jeg opsat til sidst. For nogen Tid siden talte jeg her i Byen med en Person om Dem, som udlod sig med megen Venskabelighed ja Agtelse for Dem, men paa­stod fuldt og fast, at De var i en utilgivelig Grad Egoist, og saa indbildsk, at De, hvis man sagde om et af Deres Digte, at Øehlenschläger ei kunde have skrevet det bedre, vilde tænke som saa: »der skulde jeg dog ogsaa troe, at der var noget mere originalt ved mig end ved Ø:«; samt at De vistnok endogsaa vilde lydelig udsige dette. At jeg, som Deres Ven, forsvarede Dem mod denne haarde Beskyldning, venter De vist, og med Rette; men just som Deres Ven maa jeg ved denne Leilighed gjøre Dem opmærksom paa det Sande, der tildeels ligger i denne Dom. – Skulde jeg blot dømme efter ydre Criterier, da maatte jeg betræde denne Dom, men Deres Tænke­maade og med eet Ord: Deres Forhold til mig vil altid drage mig derfra. Jeg fortalte Fader det Ovenanførte; han var af samme Mening som jeg, men hans Udtryk derom vare drøiere, men vistnok sande. Han sagde, at han vidste ikke selv, hvorledes De havde det, men De kom undertiden med Exclamationer, som ret kunde ærgre Folk; f. Ex. at De engang, da han sagde: »De maatte ønske, De kunde skrive saadan en Roman, som Inge­mann« – udbrød: »Nei, det veed Gud, det vilde jeg ikke ønske« etc., dette antog han imidlertid for at være, som han udtrykte sig,–Fianterie. Er nu dette Deres virkelige Mening i det nævnte Tilfælde–som jeg ei vil ønske–saa skal jeg vistnok ikke indlade mig paa et saa utaknemmeligt og frug­tesløst Arbeide, som det at betage En sine gode Meninger om sig selv; men det er høist uklogt, høist skadeligt for Dem med Hensyn til Andres Mening om Dem at De lader Andre mærke det, og derfor skylder De Dem selv at skjule dette; og saameget kan og bør jeg sige Dem.–

Deres Ven

E. Collin.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost