289. Til E. Collin.
Maxen 24 Juli 1856.
Kjære Ven!
Tak for Deres hjertelige Brev! jeg forstaaer det saa godt at De og Deres Kone ikke ville lade Jonas alene, i den Alder han nu er, flyve ud i Verden, jeg vilde, selv uden Ansvar, være i stor Angest for ham før jeg saae det kjære lille Menneske! Forslaget er fremsprunget saaledes: Deres Svoger sagde: nu har jeg saa stor en Leilighed at jeg kunde have Dem hjemme med hos mig! da udbrød jeg, indviteer Jonas i hans Ferie!–»men jeg kan jo ikke føre ham om!« sagde Thyberg, da fik jeg den største Lyst der til, vidste hvor velkommen Jonas vilde være i Maxen, og at han her mellem Marmorbrud og373 Skovnatur vilde kunde more sig; jeg tænkte paa en Fart ind i de schlesiske Bjerge, og at han med mig kunde flyve hjemad, Udgiften vilde det være mig en Glæde at bestride; næste Dag sagde Thyberg at han havde indviteret baade Jonas og Louise, jeg [havde] tænkt Mueligheden, men var meget mere urolig, især for Louise, som jeg var bange for vilde føle sig fremmed her i Maxen mellem det Dusin Forfatterinder her var, snart fattede jeg mig imidlertid, overbeviist om at hun kom ikke, og at Jonas skulde jeg nok skaffe en meget behagelig Tid, Thyberg betragtede imidlertid det Hele som Spøg'ndash;jeg, ærlig talt, ikke, men var urolig for min unge Ven, til jeg havde ham.–Nu engang, om Gud vil, og Fader og Moder tillade det flyve vi lidt ud sammen at ogsaa jeg kan vise ham et Stykke, af den store Fuglerede vi kalde vor Jord. Hils ham!––Først i Dag er det sommerligt, Maxen ligger høiere end Königsstein og De kan da tænke Dem hvor koldt her er. Næste Uge har jeg været her omtrent en Maaned og største Delen af den er gaaet hen med at være syg, jeg kom ganske i Feber fra Weimar, saadan en Forkjølelse har jeg ikke før kjendt, thi aldrig havde jeg tidligere Feber, jeg frøs saa Tænderne klapprede og derpaa sprang de hede Vanddraaber ud af alle Porer, som i et russisk Dampbad374. Mit Hoved var som et Smedeværksted, og hver Nærve fik et ordentligt Hammerslag, endnu gaaer jeg og hoster, har ondt i Brystet men er betydeligt bedre. Tiden er imidlertid flyvet hen, jeg har læst Göethes Faust, anden Deel, som jeg før ikke forstod, nu ligger den mig saa klar og herlig, den er just Blomsten af den hele Digtning, tag den dog engang frem, den siger mig, hvad jeg for en Deel selv vilde sige i min nye Roman, kun lidt mere i Allegorie taler Goethe.–Major Serre er ganske gaaet ind i at oversætte mig, det er blevet ham en Lidenskab, og hvor syg jeg følte mig har jeg hver Dag dog maatte give et Par Timer hvori han, der ikke kan et dansk Ord har, bedre end nogen Tydsker før, gjengivet: Fuglen i Pæretræet, den nye Barselstue og Silkeborg, det sidste er ganske, som jeg vilde have skrevet det var jeg en tydsk Digter; det kommer i det nye Maanedskrift Vieveg og Westermann i Braunschweig udgive; det bliver eet af de meest udbredte, selv for de Tydske i Amerika, og til Medarbeidere har jeg saadanne Folk som Liebig, Schleyden, Humboldt etc., det er nok en særdeles Hæder, at jeg som Udlænding er anmodet om at være een af Medarbejderne; nu, »Silkeborg« kommer som min Debut.–Den 28 Juli er det Major Serres Fødselsdag, her paa Riddergodset er bygget et meget smukt, ikke lille Theater, Skuespillere fra Hoftheatret i Dresden, og Deletanter opføre her min Vaudeville »Fuglen i Pæretræet«, ganske med den samme Musik, som i Kjøbenhavn, der komme omtrent 200 Tilskuere. Den 29 tager jeg til Dresden, derfra skal jeg ud til Enkedronningen en Dag, desuden besøge mine Dresdner Venner og altsaa før den 6te August kommer jeg neppe derfra, nu var Bestemmelsen at komme til Silkeborg, men da jeg vil være i Kjøbenhavn først i September, saa maa jeg opgive Silkeborg og gaaer enten til Glorup eller Basnæs, derom vil De senere høre. Jeg har saa mange »Godser« at jeg ikke ret veed hvor jeg skal tage hen!–Fra Charles Dickens fik jeg forleden et langt deiligt Brev, han er i Frankerige i Bologne og skriver paa »Little Dorrit«, som han ikke i de 10 første Maaneder faaer sluttet, han indbyder mig, naar jeg kommer til Engeland at boe i hans Huus og leve med ham; det er meget deiligt, men naar kommer jeg der!
Dybt greb mig Efterretningen om Christian Wulffs Død, jeg var febril syg da jeg fik den; skrive nogle Ord over ham, især dersom det kunde være hans Nærmeste en Slags »gjøren Godt« vilde jeg saa gjerne, men jeg kunde ikke'ndash;mit Hoved var ikke sammen med mit Hjerte, nu først har jeg et lille Digt, jeg sender Dem det og beder Dem at De vil lade det komme enten i Dagbladet eller Fædrelandet, men kun dersom De og Deres Kone finde at det ikke er et ganske almindeligt Digt, jeg beder Dem betænke dette, selv har jeg ingen Mening endnu derom.–Hils alle Kjære
Deres trofaste Ven
H. C. Andersen.
