88. Til E. Collin.
Fredagaften Klokken 11 den 28 Aug 1835.
Min kjære, kjære Eduard!
Skrive eller ikke skrive, er Spørgsmaalet! I Grunden skulde jeg ikke, men De bad mig derom og jeg vil da, for jeg er »god«! men saa vil jeg ogsaa skrive et Brev, ret ud af mit eget Hjerte, ret saadant et Brev, som jeg siden ærgrer mig over. Eet af de Breve hvor jeg lader Følelsen være Nummer eet, men Forstanden Nummer 16. Ærgrer det Dem? Nu saa vil det i Tidens Løb, trøste mig, thi at Eens Følelser blive udleet, kan sætte Gift i Blodet og Dolk i Haanden. Jeg er en Italiener mærker De. Jeg længes efter Dem; ja i dette Øieblik længes jeg efter Dem, som var De en deilig Calabreserinde, med de mørke Øine, og det opflammende Blik. Aldrig havde jeg en Broder, men havde jeg een, jeg kunde ikke elske ham, som Dem og dog – De gjengjælder det ikke! det piner mig – eller maaskee er det just det, som binder mig fastere til Dem! Min Sjæl er stolt, ingen Førstes kan være det mere; Dem har jeg ret klynget mig til, Dem har jeg – – – bastare! det er et godt italiensk Verbum, der i Nyhavn kan betyde »hold Kjæft!« I min ny164 Roman kommer en Characteer, som jeg laaner mange Træk fra af Dem De skal see hvor kjær De er mig, med hvilken Omhue jeg behandler den; men De har Feil og Personen faaer flere end De. Han faaer Feil, De har – kan De tilgive mig det? Han saarer Helten i Bogen eengang saaledes som jeg engang – indbildte mig en Historie, der aldrig glemmes, uden jeg bliver Adelsmand og De – i et ringere Livsforhold, end jeg og det hører til Umuelighederne! Jeg maa skildre denne Characteer saaledes, dog vidste jeg at det var Dem ukjært – jeg kunde selv opgive Romanen, om den endog vilde have blevet min høieste Triumph. Vort Venskab er en forunderlig Skabning! Ingen har jeg været vred paa som Dem! Ingen har jeg saaledes kunde prygle, ingen har faaet flere Taare i mine Øine, men Ingen har heller saaledes været elsket af mig, som De. Jeg vilde fortvivle mistede jeg Dem. Vort Venskab egner sig just til at skildres, og dog – frygter jeg for at det ikke bør sket Det synes maaskee unaturligt at vise denne Contrast og dog store Harmoni! – Hele min Sjæl kunde jeg udtale for Dem, selv – mit Hjertes dybeste Hemmelighed, men vort Venskab, det er, som »Mysterierne«, det tør ikke ret analyseres. O Gud give De maatte blive meget fattig og jeg riig, fornem, Adelsmand. Ja, da skulde jeg ret indvie Dem i Mysteriet, De skulde komme til at skatte mig mere, end nu. O, er der et evigt Liv, som der dog maa være, der skulle vi ret165 forstaae og skatte hinanden. Der er jeg ikke længer den Fattige, som trænger til Interesse og Venner, der ere vi Lige! Alle Former falde bort! Der kan jeg forlange, hvad her paa Jorden blev givet til Mennesker, der stode dybt under mig; ja hvad De166 har kunde givet disse. Studeer ikke paa, hvad jeg mener! De seer det er Drillerie det Hele! Nu skal De høre Nyheder, som De kan fortælle ved Bordet, hvor De vist nu sidder! – Bellona er ariveret med sine Kunstskatte og levende Beboere. Den kom hertil Torsdag middag Klokken 12. Sørgefesten for Schall er udsadt til Torsdag, da Kongen kommer i Theatret. Velhaven fra Norge er ariveret. Hauch har paa ny skrevet mig et nydeligt Brev til, hvori han udvikler, hvorledes de største Digtere blive167 miskjendte, selv af de der burde forstaae sig paa det. Saaledes Homeer af Lucian, Holberg af Schiller. Göthe der ikke vurderede Øehlenschlæger og Walter Schott. Endelig Bulver, som Englands bedste Journaler kalder »en Laps uden Talent«. Hauch sætter mig høit, som Digter, saa høit – som jeg vil168 staae hos Dem som, Ven. Siig nogle Netheder til Deres Jette, hvor der er saa god Anledning maa det jo falde let. Udbred mine andre Hilsener i Familien, giv Emil et venskabeligt Nakkedrag og glem ikke mit Brev. Løverdag og Søndag er hele Besætningen fra Nygaard, Louise og Lind iberegnet, paa Reise O: i
Frederiksborg. Farvel kjære Ven!
Deres
H. C. Andersen.
[I Margen: ] Tænk Dem! jeg mødte igaar Fru Meisling og hun vovede ved lys Dag at tage mig paa Haanden!
