DK | EN
Tidstavlen år for år
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Tidstavlen år for år

Hop forbi menu og nyheder

Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1832


Oktober

Skriver på sidste del af det - ufuldførte - erindringsmanuskript, der først kom til forskningens og offentlighedens kendskab, da litteraturprofessoren og HCA-forskeren Hans Brix i 1926 opdagede det på Det kgl. Bibliotek og udgav det under titlen Levnedsbogen.

26. oktober

Udkommer Ravnen eller Broderprøven. Trylleopera i tre Acter, (efter Gozzis tragicomiske Eventyr). Musikken componeret af J.P.E. Hartmann. I 1840 skrev Robert Schumann om Ravnen i Neue Zeitschrift für Musik:

"Digteren har givet en Trylleopera, men ikke en dum barnagtig en, som tyske komponister så ofte må tage til takke med, men en tekst, hvori der er forstand og mening, ja, til og med poesi. Man finder tanker deri, værdige i sandhed en digter, overhovedet et ejendommeligt liv. Også dialogen er skrevet med ånd og vid".

27. oktober

Digtet "Lille Viggo" ("Lille Viggo, vil Du ride Ranke?" - digtet er skrevet til Viggo Drewsen, f. 1830) trykkes i Nyeste Repertorium for Moerskabslæsning.

29. oktober

Førsteopførelse på Det kgl. Teater af operaen Ravnen - "i Anledning af Hendes Majestæt Dronningens og Hendes Kongelige Høihed Kronprindsessens høie Fødselsdag". Operaen opføres i alt 10 gange i HCAs levetid.

7. december

Søger rejsestipendium hos fonden ad usus publicos (den kongelige kasse til understøttelse af kunst og videnskab).

18. december

Udkommer digtsamlingen Aarets tolv Maaneder, tegnede med Blæk og Pen, som HCA overrækker til Fr. VI, idet han samtidig gør kongen opmærksom på sit behov for at komme ud på en stor dannelsesrejse.


Last revision:23.6.2001 Š Johan de Mylius.

Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1825 – 1834 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. I af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)