DK | EN
Tidstavlen år for år
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Tidstavlen år for år

Hop forbi menu og nyheder

Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1840

Hyldest fra studenterne i Lund
Europa- og orientrejse

1840: Hyldest fra studenterne i Lund


3. februar

Mulatten. Originalt romantisk Drama i fem Akter uropført på Det kgl. Teater. Går i alt 21 gange i HCAs tid.
Dette arbejde giver HCA en indtægt på mellem 800 og 1.000 rdl.

5. februar

Mulatten udkommer i bogform. Stykket er i sin skildring af paria'en og af seksualiteten i det sociale spændingsfelt mellem oppe og nede en dramatisk pendant til romanen O.T.

Begyndelsen af 1840

Udkommer O.T. i svensk oversættelse i N.H. Thomsons Kabinets Bibliothek af Den Nyaste Litteraturen (Stockholm).

11. marts

Vaudevillemonologen Mikkels Kjærlighedshistorier i Paris førsteopføres på Det kgl. Teater. Opføres 3 gange ialt i HCAs levetid.

13. - 20. april

På ny til Skåne. Over Malmø til Hyby.

17. april

Hyldes af studenterne i Lund.

13. maj

En Comedie i det Grønne. Vaudeville i een Akt (efter Dorvigny og Kotzebue) opført på Det kgl. Teater. Musik af Edv. Helsted. Opføres i alt 38 gange i HCAs tid. Får et honorar på 40 rdl. for stykket, et honorar, som HCA senere i betragtning af stykkets succes er utilfreds med og (i 1842) forsøger at få reguleret op til 100 rdl.

4. - 24. juni

Besøg på Nysø.

27. - 30. juni

Til kroningsfesten på Frederiksborg.

24. juli - 11. august

Sommerrejse til Odense og Glorup. Er til en koncert i Fåborg, hvor han genser familien Voigt (Riborgs familie) og ser hendes mand.

1840: Europa- og orientrejse


27. oktober

Udkommer En Comedie i det Grønne.

31. oktober

Rejser HCA ud på en næsten etårig rejse (er hjemme i Danmark igen d. 13. juli 1841), som skulle danne baggrund for En Digters Bazar. Havde forinden under sit ophold på Hyby, juni 1839, læst Lamartines Voyage en l'Orient. Det er indtægterne fra Mulatten, der skal finansiere rejsen, i hvert fald dens første del. HCA håbede på lignende indtægter (800-1.000 rdl.) fra Maurerpigen, og det var for disse forventede ekstra indtægter, han ville kunne nå helt til "orienten".

3. - 4. november

Hos rigsgreve Conrad Rantzau-Breitenburg på slottet Breitenburg ved Itzehoe.

6. november

Besøger digteren K.F. Gutzkow (der hører til det radikale "unge Tyskland") i Hamburg og hører Franz Liszt spille ved en koncert.

9. november

Opsøger forlæggeren Vieweg i Braunschweig.

10. november

Kører for første gang med tog. Strækningen var de godt 15 mil (ca. 110 km.) fra Magdeburg til Leipzig, og turen varede fra kl. 7 morgen til godt halv elleve. Det er denne togrejse, HCA beskriver i sit berømte stykke i En Digters Bazar, kapitlet "Jernbanen", hvor han kalder den "et Aandens Storværk" og siger, at han her

"med al min Tanke [har] ligesom skuet Gud Ansigt til Ansigt [...] I Poesiens Rige ere ikke Følelsen og Phantasien de eneste, der herske, de have en Broder, der er ligesaa mægtig, han kaldes Forstanden".

11. november

Opsøger Mendelssohn-Bartholdy under en prøve på Beethovens 7. symfoni i Gewandhaus. Til middag hos familien Brockhaus (forlæggeren selv var i Paris).

14. november

Besøger boghandler Fr. Campe i Nürnberg.

17. november - 1. december

I München. Sammen med digteren H.P. Holst. Besøger maleren Fr.L. Storch første gang d. 17. Storch var fynbo som HCA selv.
Er d. 21. til koncert med pianisten Sigismund Thalberg.

18. - 23. november

Offentliggøres "Die Seejungfrau" ("Den lille Havfrue") i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin).

26. november - 3.december

Offentliggøres "Die Seejungfrau" i Frankfurter Konversationsblatt.

27. november

Besøg hos maleren Kaulbach i dennes atelier -

"en ung bleg Mand, med et genialt Ansigt, men med lidende Træk, han kjendte mit Navn og trykkede mig kjærligt i Haanden, gav mig en trykt Forklaring over hans nyeste Malerie, der i Carton stod for mig",
(dagbogen dags dato).

Kaulbach bliver en ven for livet for HCA og laver senere en meget udbredt illustration til HCAs historie "Engelen".

29. november

Besøg hos filosoffen Schelling.

2. december

Afrejse fra München. Over Innsbruck og Brenner via Bolzano, Verona, Mantova, Bologna til Firenze (12.-13. december); videre bl.a. over Perugia, Assisi, Foligno, Terni, Civita Castellana og Nepi til Rom.

December

December udkommer Billedbog uden Billeder af H.C. Andersen. Ny Samling. Helliget mine svenske Venner omfattende aftenerne 21-30 (nr. 22, 24. 25 og 27 havde været trykt i Danmark tidligere på året). I Hertha, Svensk-Dansk Nyårsgåfva för 1841.

En ny samling HCA-eventyr udkommer på svensk i Lekkamraten (fællestitel for flere hæfter, det første kom i december 38) på L.J. Hiertas forlag. Serien fortsættes med hæfter op til julen 1841 og 1842 (i sidstnævnte kommer "Den lille Havfrue", som HCA selv i et brev af 16. april 1839 havde anbefalet Hierta som et eventyr, der hellere burde udkomme i Hiertas Läse-Bibliothek, da det var "mere beregnet for Ældre".

December udkommer Johan Ludvig Heibergs Nye Digte, hvori HCAs dramatik forvises til teatret i helvede (i En Sjæl efter Døden).

18. december

Maurerpigen. Original Tragedie i fem Akter opført på Det kgl. Teater (spilles 3 gange i alt). HCAs økonomiske udbytte af denne fiasko bliver kun ca. 300 rdl. mod de forventede 800-1.000. HCA må derfor ansøge kongen om ekstra rejsemidler fra fonden ad usus publicos for at kunne nå sit mål: Konstantinopel.

Fru Heiberg havde nægtet at spille hovedrollen i Maurerpigen, og Heiberg selv havde i det hele taget været imod, at stykket skulle antages. HCA rager ved denne lejlighed uklar med Heibergs. Heiberg var jo ellers den, der i slutningen af 1820'erne havde introduceret HCA på den litterære scene.

19. december

Maurerpigen udkommer i bogform.

19. december - 24. februar 1841

I Rom.

Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1836 – 1844 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. II af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)