Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1855


11. november

Søren Kierkegaard dør efter at have slidt sig selv op på kampen mod kirkens "forvanskning" af kristendommen.

28. november 1855

Udkommer Billedbog uden Billeder i 4. udgave (3. udgave var i Samlede Skrifter 1854).

November - december

Følger fysiologen og zoologen professor D.F. Eschrichts forelæsninger mod materialismen i tysk filosofi og naturvidenskab som led i sine forberedelser til romanen At være eller ikke være.

December

Udkom seks Novelletter af Hartmann med ledsagende tekster af HCA. Da Hartmann spillede stykkerne for ham, fandt han en hel lille historie i hvert af dem og skrev således sine småvers dertil. Meningen var, at de skulle læses op før hvert sit musikstykke.

December

Maleren August Schiøtt beder HCA sidde for sig. Om det er blevet til noget med dette maleri, vides ikke.

3. december

Offentliggør i Fædrelandet digtet "Christian Winther. (Efter at have læst hans Digtning 'Hjortens Flugt')".

7. december

Tilbytter sig udgaven af Ingemanns samlede værker fra Reitzel. Ud over Tankebreve fra en Afdød var HCA i de senere år især optaget af Ingemanns nutidsromaner Landsbybørnene (hvor han i hovedpersonen Anton genfandt træk af sin egen kunstnerskæbne) og den politiske roman Den stumme Frøken, som han fandt uretfærdigt overset af samtiden.

8. december

Sender Mit Livs Eventyr til sin gamle lærer fra Odense, Fedder Carstens på Tåsinge.

20. december

Læser eventyr og historier for de blinde på Blindeinstituttet.

Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1851 – 1860 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. IV af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)