DK | EN
Tidstavlen år for år
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Tidstavlen år for år

Hop forbi menu og nyheder

Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1858

Oplæsning i arbejderforeningen

1858: Oplæsning i arbejderforeningen


22. oktober

HCAs mindedigt over Jette Wulff trykkes i Dagbladet.

29. oktober

Liden Kirsten Genoptages efter flere års pause, nu i nyindstudering og med ny rollebesætning. HCA noterer sig stigende tilskuertal og bifald ved opførelserne.

Oktober eller november

Læser som den første danske digter højt i den tidligste arbejderforening

("da Arbeiderklassen første Gang samledes i Forening, var jeg, i 1858, den, som brød Isen, og det er en Ære, som jeg ikke vil give slip paa",
fortsættelsen af Mit Livs Eventyr).

Oplæsningen var et stort tilløbsstykke.
HCA var nervøs ved det uvante publikum:

"Det var paa en uhyggelig, bevæget Tid i Kjøbenhavn. Der strømmede langt flere Folk til, end der var Plads til i den store Sal; udenfor trængde Mængden sig tæt op til Vinduerne og forlangte, at disse skulde aabnes; det var for et nerveust, frygtsomt Gemyt som mit ganske overvældende. Dog, saasnart jeg stod paa Talerstolen forsvandt al Frygt"
(i fortsættelsen af Mit Livs Eventyr).

Over for arbejderpublikummet introducerer HCA digtekunsten som "den Kunst, der aabner vore Øine og vort Hjerte for det Skjønne, det Sande og det Gode", og han bruger samme billede som i romanen De to Baronesser, billedet med den røde tråd, der løber gennem alt tovværk i den engelske marine:

"Gjennem alle Menneskers Liv og Levnet gaaer der ogsaa en Traad, en usynlig Traad, der viser, at vi tilhøre Gud. At finde denne Traad i Smaat og Stort, i vort eget Liv, i Alt uden om os, det skal Digtekunsten hjælpe os til". HCA slutter sin introduktion af med ordene: "Saaledes stiller Digtekunsten sig ved Siden af Videnskaben og aabner vort Øie for det Skjønne, Sande og Gode"
(smstds.).

December

I Folkekalender for Danmark 1859 trykkes "De Vises Steen. Et Eventyr".

2. december

I et brev til fru Henriette Scavenius på Basnæs (utrykt) beretter HCA:

"Fra Ungarn er sendt mig en ungarisk Udgave af mine Eventyr, disse og fire af Romanerne ere nu i ungarisk, bøhmisk, russisk og polsk; altsaa i fire slaviske Sprog, det er en underlig Lykkestjerne der svæver over mine Skrifter".

15. december

Hører fra sin tyske forlægger Wiedemann, at hans Skrifter er udkommet på fransk.

15. december

Premiere på Casino på eventyrkomedien Lykkens Blomst, der havde haft førsteopførelse på Det kgl. Teater 1845. Opføres på Casino i alt 3 gange i HCAs levetid.

18. december

Rejser til Basnæs med en enkelt nat i Sorø. Er på Basnæs d. 19. december-3. januar.

19. december

Er der på Det kgl. Teater premiere på Bournonvilles ballet Blomsterfesten i Genzano med musik af Edv. Helsted og H.S. Paulli. Ballettens emne er inspireret af skildringen af den italienske folkefest i HCAs Improvisatoren.

Pr. 31. december

Opgøres HCAs formue til 6.516 rdl.

Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1851 – 1860 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. IV af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)