DK | EN
Tidstavlen år for år
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Tidstavlen år for år

Hop forbi menu og nyheder

Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1864


1. oktober

Begynder at stå model for billedhuggeren H.V. Bissen - samtidig med, at han stadig står model for Stramboe. Bissen vil lave en buste af ham.

28. oktober

Til børnefødselsdag hos fru Heiberg, hvor plejebørnene bl.a. fremsiger "Det døende Barn" og råber hurra ("jeg fandt det barnagtigt", dagbogen dags dato), og han selv læser op.

28. november

Får tilsendt bogen Kroisos. Lydiens sidste Konge. Dramatisk Digtning af den anonyme forfatter. HCA er meget optaget af bogens sydlandske sanselighed og skriver tilbage. Får besøg af forfatteren (der viser sig at være den 24-årige skuespiller ved Det kgl. Teater Alfred Flinch) d. 8. december.

December

Trykkes i Dansk Folkekalender for 1865 "Folkesangens Fugl. En Stemning".

22. december

Med godstoget til Sorø (ser ved afrejsen for første gang "vor nye Banegaard, der er meget anseelig"). Rejsen med toget tager hele 4 timer!

"Fru Ingemann blev særdeles glad ved at jeg kom, men hun er desværre nu saa særdeles døv at man maa have mange Tale-Kræfter for at sætte en Slags Samtale igang; jeg gik op paa min Stue og hvilede imellem; men det fornøiede mig meget at see endnu hvor levende det indre Liv var, og hvor deiligt hun lever i gammel Tid og i den hun seer saa klart bag Graven; uendeligt længes hun efter at samles med sin Bernhard. Gartner Rothe har gjort store Forandringer med Haverne ned til Søen og saaledes ogsaa med Ingemanns, den halve Deel er skaaret bort"
(brev til Henriette Collin d. 25. december).

I samme brev fortsættes der om Sorø:

"Det hele nye Anlæg hvorved Rectorboligen, Rothes og Ingemanns Huse komme til at ligge som Enklaver i Academie Haven, er særdeles smukt, men Drengene paa Academiet miste en stor Tumleplads og fra Ingemanns Have er skaaret den Deel hvor Ingemann oftest sad, en stor Høi er jevnet, den gamle Søile-Sokkel som tjente til Bord, ligger nu udenfor paa Veien, hvor dog endnu de mægtige Træer skygge, men ikke længer inde i Haven".

Får her hos fru Ingemann af pigen Sophie nogle digte af Ingemann i manuskript.

24. december

Videre over Skælskør til Basnæs. Der er først juletræ for de fattige bønderbørn:

"De havde spiist godt forud og syntes næsten at have spiist sig tause og stille, der var ikke Fut i dem [...] Her var meget stille og ingen Juleglæde"
(brev til Henriette Collin d. 25.).

Efter the juletræ for herskabet.
Under opholdet på Basnæs divergenser med ejeren, fru Scavenius.

31. december

HCAs formue opgøres til 11. 484 rdl. I årets løb er den vokset med 1.445 rdl.
Med udgangen af året 1864 slutter Edvard Collin sin

"Embedscarriere og forlader det grønne Bord, ved hvilket jeg nu har siddet i over 33 Aar"
(brev til HCA d. 26. december).
Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1864 – 1865 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. VI af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)