DK | EN
Tidstavlen år for år
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Tidstavlen år for år

Hop forbi menu og nyheder

Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1867

Æresborger i Odense

25. oktober

Til Basnæs, hvor der er stort bryllup (Lucie Scavenius og Carl Castenschiold).

1. november

Tilbage til København. Hjemrejsen har HCA givet en malende beskrivelse af i et (utrykt) brev til fru Scavenius:

"Hjemreisen var noget langsommelig; fra Slagelse kjørte vi 12 1/2 og naaede først Kjøbenhavn Klokken halv sex om Aftenen, det var hele fem Timer paa den Vei, jeg i Sommer ikke brugte to Timer til; Opholdene ved hver Station varede i det Uendelige; det var uheldigviis den 1ste November og mange Tjenestefolk skulde i Tjeneste, de kom med uhyre Kister, Komoder og Skabe, der var en Opstilling som paa en Fløttedag; Regnen skyllede ned og det varede syv lange og syv brede, som man siger, før man fik sit Tøi paa Banegaarden. Vognene vare dertil forfærdelige haarde og snevre, aldrig før har jeg prøvet at kjøre i en saadan anden Klasse-Vogn".

Inviteres af biskop Engelstoft til at komme til Odense d. 28.november og blive fejret d. 30. Medio november slipper det ud i de fynske aviser, at HCA skal være æresborger i Odense. Får siden brev fra kommunalbestyrelsen i Odense om det. HCA udskyder arrangementet til d. 6. december. Bladene skriver, at spådommen - som han har omtalt i Mit Livs Eventyr - om, at byen skulle illumineres for ham, nu går i opfyldelse.

1867: Æresborger i Odense


December

Trykkes i den af Chr. Richardt udgivne Fra danske Forfattere. Digte og Skizzer 2. og 3. akt af HCAs tekst til en opera Kong Saul.

5. december

Afrejse til Odense med overnatning i Korsør. (Har på rejsen og i det hele taget i denne tid store kvaler med sine kunstige tænder). Indlogeres hos biskop Engelstoft i Odense.
I et brev til Henriette Collin af dags dato, hvor HCA beretter om modtagelsen i Odense og om det forestående program, siger han:

"Gid at imorgen var overstaaet, det er vel en lys og mærkelig [dvs. bemærkelsesværdig] Dag i mit Liv, men jeg er betaget [dvs. angrebet, medtaget] ved at tænke paa den [...] Hvorfor mon dog saa megen Glæde og Hæder forundes mig? Det er næsten ængsteligt".

6. december

Udnævnes om formiddagen på rådhuset til æresborger. Skolerne i Odense har fri i anledning af dagen. Stor festmiddag om aftenen på rådhuset med 240 indbudte. Lykønskningstelegram fra kongefamilien, deputation fra Arbejder- og Industriforeningen. Flag over hele byen, fakkeltog, hilses i rådhusets vindue med sang og nifoldigt hurra nede fra pladsen.
Middage de følgende dage for HCA hos borgmester, biskop (ved festen hos biskoppen er der 130 mennesker til stede) og domprovst. Besøger sammen med biskoppen fattigskolen, hvor han selv har gået, Lahns stiftelse og barndomshjemmet.

11. december

Tilbage i København. Sporer nogen misundelse med hans fejring i Odense:

"Nogle havde ligesom trøstet sig med at den [hæderen] dog nok ikke var saa stor, som Aviserne mældte, Andre at Christian Winther dog burde have Sligt frem for mig. Men han var jo nu ikke født i Odense, svarede jeg"
(dagbogen d. 21.).

Men Paludan-Müller og Bjørnson giver ham fuld honnør for fejringen.
Bjørnson siger til ham (20. dec.), at Grundtvig og han (HCA) er

"de to egentlige Folkedigtere, trængt ind i Folket, de andre Poeter kunde nok sidde og dufte"
(dagbogen).

12. december

Udkommer både Femten Eventyr og Historier. Ny Udgave. Med Illustrationer af Lorenz Frølich (teksterne er alle genoptryk) og Kjendte og glemte Digte (1823-1867).

24. december

Fejrer jul på omgang hos Kochs (Ida Koch er datter af admiral Wulff), familien Henriques og Jerichaus.

31. december

HCAs formue opgøres til 14.150 rdl. Der har i 1867 været renteindtægter på 450 rdl., og der er betalt skat med 45 rdl.

31. december

Tilbringer nytårsaften hos den engelske gesandt, Sir Charles Murray.

"Gik fra Muries før elleve, spiist hjemme, høre Nytaars Skud, og slutter nu Aaret 1867, det meest hædrende og vexlende for mig [...] jeg er blevet Etatsraad og har i Odense oplevet en Hyldest der hører til de meest sjældne i denne Verden [...] Herre min Gud, min eneste Gud, Tak for det gamle Aar, hvad kan, tør, vil og skal det nye bringe; jeg beder Herre, giv mig Kraft til at bære det, slip mig ikke! -"
(dagbogen dags dato).
Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1866 – 1867 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. VII af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)