DK | EN
Tidstavlen år for år
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Tidstavlen år for år

Hop forbi menu og nyheder

Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1868

En rejse til Schweiz

2. april

Får på sin fødselsdag bl.a. fra Elisabeth Jerichau-Baumann et oliemaleri af en havfrue, der løfter sig op af vandet.

20. april

Sammen med Georg Brandes ved en middag hos Collins.

21. - 26. april

I Odense, hvor han giver oplæsninger til fordel for Fr.VIIs Stiftelse for fattige håndværksmestre og deres enker. Imødekommer hermed en opfordring, han fik under sit besøg i Odense d. 6 september 1866, hvor en skomager Gredsted opsøgte ham på Håndværkerstiftelsens vegne.
Oplæsningerne d. 23. og 24. finder sted på Larsens Hotel og indbringer i alt 220 rdl. til stiftelsen. Billetterne koster 3 mark, og der er således 220 betalende gæster hver af de to aftener.
Om den første aften fortæller HCA i dagbogen d. 23, at

"to Bønder vare gaaede halv tredie Miil [ca. 18 km.] for at høre mig, de havde læst Improvisatoren, de skulde nu gaae de halvtredie Miil tilbage igjen. Jeg sendte dem hver mit Vesitkort, da jeg ikke saae dem".

Hyldes d. 24. i teatret, hvor man til ære for HCA opfører hans stykke Den ny Barselstue. Besøger d. 25. stiftelsen og noterer i dagbogen:

"Kongeflaget var heiset; jeg saae hver Bolig, sædvanlig to Værelser for hver; der var hyggeligt og særdeles reenligt, man kunde godt finde sig i at boe her; de takkede mig Alle saa inderligt, jeg saae til en Kone der havde ligget gigtsvag i 15 Aar. En gammel Mand Larsen op i de fiirs fortalte at hans Kone [Frederika f. Pommer] havde holdt mig over Daaben [...] De forskjellige Værelser havde Navn efter Velgjørerne, Gredsted sagde og nu skulde ogsaa mit Navn staae der; jeg lovede at læse et tilkommende Aar for at skaffe lidt mere".

1868: En rejse til Schweiz


26. april

Fra Odense over Fredericia, Hamborg, Minden, over den hollandske grænse til Arnhem og videre til Amsterdam.

30. april - 7. maj

I Amsterdam som gæst hos Georg Brandt. Besøger digteren, rigsadvokat Jacob van Lennep.
Er sammen med oversætteren ten Kate, der læser sin versificerede oversættelse af "Verdens deiligste Rose" og prosaoversættelsen af "Pigen som traadte paa Brødet" for HCA.

7. maj

Til Belgien: Antwerpen og Gent.

11. - 19. maj

I Paris, hvor Einar Drewsen tager imod ham. Er sammen med Frölich, der ikke er glad for modtagelsen af hans illustrationer til HCAs eventyr. Skriver på "Dryaden".
Går med Einar Drewsen på bordel,

"hvor jeg dog kun sad og talte med Fernanda, den lille Tyrkinde mens E morede sig. Hun var ellers den smukkeste, vi talte om Constantinopel, hendes Fødeby, om Illuminationen der paa Mahomeds Fødselsdag, hun var meget paatrængende "pour fair l'Amour", men jeg sagde jeg var kun kommet for at tale ikke videre. Kom snart sagde hun, men ikke imorgen, da er det min Fridag. Stakkels Qvinde"
(dagbogen d. 17.).

19. maj.

Afrejse fra Paris til Schweiz: over Dijon, Neuchâtel, Lausanne til Genève, hvor han afhentes af Jules Jürgensens søn Alfred, indkvarteres på Jürgensens landsted med udsigt over Genfersøen.

19. maj

Skuespillet Mulatten overføres til Casino og får her 10 opførelser i HCAs levetid.

23. maj - 1. juni

Gæst hos Jules Jürgensen. Udflugt til Nyon.

1. juni

Med dampskibet l'Aigle til Ouchy.

3. juni

Videre med omnibus til Bern (besøger her sognepræsten Carl Baggesen, søn af Jens Baggesen), videre over Basel ind i Tyskland til Baden-Baden. Herfra videre til Darmstadt (for første gang) og Ems.

7. - 13. juni

I Ems (hvor man spiller Lumbye på flere offentlige steder, hvor HCA kommer).

12. juni

Horace Scudder sender HCA et brev med et tilbud om at lave "a complete and authorized edition of your works". HCA går ind i konkrete forhandlinger om denne amerikanske lancering med ønsket om, at den planlagte "complete" udgave skal indledes med Mit Livs Eventyr og ikke nøjes med et genoptryk af The True Story of My Life (dvs. Mary Howitts oversættelse af den tyske selvbiografi fra 1847). HCA tilbyder Scudder at føre biografien up to date - dvs. frem til æresborgerfesten 1867 - og går da i gang med dette arbejde. Sidste del af det færdige manuskript kan han afsende d. 4. juni 1869.

13. juni

Afrejse fra Ems, over Köln og Hannover til Hamborg (her 15.-17. juni, besøg af Otto Speckter, der skal illustrere nogle af HCAs sene eventyr og historier til en engelsk udgave).

17. juni - 2. juli

I Altona. Gæst hos bankier John Warburg, som han i september 1866 havde mødt hos Melchiors.

Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1868 – 1870 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. VIII af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)