DK | EN
Tidstavlen år for år
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Tidstavlen år for år

Hop forbi menu og nyheder

Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1872

Jeg var i chokolade

7. - 12. april

På Basnæs som optakt til rejse til Tyskland, Østrig og Italien.

12. april

Afrejse fra Basnæs. Hans rejsefælle William Bloch støder til i Korsør. Han er inviteret med på rejsen som HCAs gæst. William Bloch, der på dette tidspunkt er 27 år, er en yngre bror til maleren Carl Bloch. Han er cand. jur. og ansat i krigsministeriet og bliver senere sceneinstruktør.
Rejsefællerne tager først til Odense, hvor HCA viser William Bloch de gamle steder. Bl.a. viser han ham det sted,

"hvor han havde staaet med sin Moder mellem en tæt Skare Mennesker, for at se Fred. 6. og hvor han da, dengang han steg ud af Vognen, havde sagt: 'Aa - det er jo ikke mere end et Menneske!' Hvorpaa Moderen havde tysset paa ham: 'Er Du fra Forstanden, Dreng!'
(William Bloch: Paa Rejse med H.C. Andersen. Udgivet posthumt 1942).

Episoden fra HCAs barndom minder meget om slutningen på "Keiserens nye Klæder" og kan være det, der ligger bag.
Via Hamborg, Hannover, Magdeburg, Leipzig går rejsen til Dresden.

20. - 25. april

I Dresden. Her sammen med de gamle venner, fru Serre og Beaulieu.

22. april

HCA og William Bloch besøger Henrik Ibsen,

"der bor meget tarveligt [beskedent]. Han modtog os tilsyneladende meget venligt, men jeg tror egentlig, at han helst var fri for vort Besøg"
(Paa Rejse med H.C. Andersen).

25. april

Videre til Prag (ophold her 25.-27.), over Brünn til Wien.

28. april - 4. maj

I Wien.

4. maj

Videre over Linz, Salzburg, Kufstein, Innsbruck, Bozen og ind i Italien: Riva ved Gardasøen, Desenzano, Venedig.

5. maj

Slaget på Fælleden i København. HCA modtager d. 8 et brev fra fru Melchior, hvori han hører

"om stærke Arbeider-Bevægelses [= tumult, oprør] Uhyggelighed hjemme"
(dagbogen d. 8.).

14. - 17. maj

I Venedig.

17. maj

Fra Venedig over Verona, Bozen, Innsbruck til München.

21. - 25. maj

I München. Besøger her sin gamle bekendt, kong Max' livlæge Franz Xaver von Gietl og frue.

25. maj

Fra München over Augsburg, Nürnberg (26.-29.), Hof, Leipzig, Halberstadt, Braunschweig, Haarburg, Hamborg (3.-5. juni), Fredericia, Korsør (her skilles rejsefællerne uden særlig beklagelse fra HCAs side, selv om han meget godt kan lide Bloch) til Basnæs.

1872: Jeg var i chokolade


7. - 13. juni

På Basnæs.

13. juni

Tilbage til København. Indlogeres straks på Rolighed (bliver her til 29. juli). Samme dag åbnes Den nordiske Industriudstilling i København. Besøger den d. 17. og konstaterer med ærgrelse, at hans buste ikke er der sammen med de andre poeters, men:

"Jeg var i Chokolade, der kunde man jo ogsaa gnave paa mig. -
(dagbogen dags dato)".

Juni Carsten Hauchs "testamentariske" anbefaling af Georg Brandes til professoratet offentliggøres i Nyt Maanedsskrift.

Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1871 – 1872 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. IX af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)