H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Ludwig Bechstein. "De syv svaner"

Hop forbi menu og nyheder

Ludwig Bechstein: "De syv svaner"

Oversættelse ved Johan de Mylius (1998) af Ludwig Bechsteins "Die sieben Schwanen" fra hans Deutsches Märchenbuch (1845).

I et land var der en ung ridder, han var rig og smuk og havde en prægtig borg. Engang red han ud i skoven med sine hunde for at jage, da så han en hind, som var hvidere end sne og som flygtede af sted for ham op i bjergene og ind i de vilde, høje buskadser. Men ridderen skyndte sig efter den og kom til sidst til en vildsom, mørk dal, dér tabte han på grund af hundene hinden af syne, red frem og tilbage og kaldte hundene sammen igen. Bedst som han gjorde det, kom han til en flod, og ved dens bred så han en smuk jomfru stå og vaske sig, og i hånden bar hun en gylden kæde. Og da han syntes godt om jomfruen, steg han sagte ned fra sin hest, listede sig, uden at hun lagde mærke til dethelt hen til hende og tog den gyldne kæde ud af hånden på hende. Men i denne kæde var der en særlig kraft og planetarisk trolddom, og jomfruen var en lille troldkvinde og så smuk at han over hendes skønhed glemte hinden og sine hunde og ville hjemføre jomfruen som sin hustru. Og således gjorde han og førte hende hjem til sin borg.

Men den unge ridder havde også en mor, og hende kom svigerdatteren ikke til pas, for hun havde hidtil bestemt alt helt alene og blev nu bekymret for, om hun ville miste magt og anseelse på borgen. Da blev hun harmfuld mod svigerdatteren og hadede hende og opfordrede ofte sin søn til ikke at have hende alt for kær og pønsede kun på at stifte ufred og splid mellem de to. Men det kom hun ingen vegne med, for hendes søn ville ikke høre på hende og blev hver gang ærgerlig på hende. Da hun nu så det, anstillede hun sig føjelig og tjenstivrig over for sin søn og hans unge kone, men det var altsammen af et falsk hjerte, hvor hun ovenikøbet havde udtænkt en grusom ondskab mod den unge kone, selv om hun udadtil gav sig udseende af at yde hende megen ære. Så kom den tid, da den unge kone lå i barselseng og nedkom med seks sønner og en datter, som alle havde en guldring om halsen. Straks kom den gamle, ondskabsfulde kvinde, den unge ridders mor, og gav prøve på sin nederdrægtige ondskab, som hun havde udtænkt i sit falske hjerte, og tog de syv små børn, mens moderen sov, bar dem bort og lagde syv hundehvalpe, der var kommet til verden samme nat, ned til hende i deres sted. Imidlertid havde denne falske og utro kvinde en betroet tjener, ham gav hun de syv børn til og lod ham sværge på tro og love, at han ville bære dem ud i den vilde skov, dræbe dem og begrave dem eller drukne dem. Det lovede tjeneren at gøre, bar børnene ud i skoven, lagde dem under et træ og gjorde sig klar til at kvæle dem. Da overvældedes han af en gru for mordet, og han gøs tilbage for en så uhyrlig gerning og lod de små børn leve, gik hen og sagde til sin frue, at han havde fuldbyrdet hendes bud.

Men alt levendes Skaber, som leder alt til det bedste, forbarmede sig over børnene og sendte dem en plejefader, det var en gammel visdomslærer, der boede ude i skoven for at dyrke visdommen, han tog børnene med til sin eremithytte og gav dem mælk at drikke fra de hinde, der var vant til at komme til ham. Her var de i syv år.

Da den onde kvinde havde taget børne fra moderen, førte hun sin søn hen til hans unge kone, viste ham hundehvalpene og sagde: "Se, min søn, de børn, som din kone har født dig, det er hundehvalpe". Det gjorde hun mod sin søn for at hævne sig, fordi han elskede sin unge kone så højt. Da han så hundehvalpene, troede han på sin mor og fattede had til sin unge kone, som han ellers havde haft så kær, ville ikke høre et eneste undskyldende ord, men lod hende begrave op til brystet nede på slotspladsen, og over hendes hoved lod han et vaskefad med vand sætte op og befalede alle sine folk at vaske sig over hendes hoved og tørre deres hænder i hendes smukke hår. Og hun skulle også kun have det samme at spise som hundene.

Således måtte den arme, uskyldige kvinde stå syv samfulde år opret i sin grav i nød og angst, og ikke en levende sjæl måtte forbarme sig over hende. Således hentæredes hendes smukke legeme, hendes klæder rådnede, og hun havde efterhånden kun hud over knoglerne.

I mellemtiden lærte de unge børn at skyde vildt og fugle i skoven og at ernære sig af deres kød, og da skete det, at ridderen, deres far, atter engang red ud at jage i skoven. Da opdagede han børnene, som løb rundt og legede mellem træerne, og de havde alle en gylden kæde om halsen. Og hans hjerte blev grebet af hengivenhed for børnene, og han ville gerne have standset et af dem, dog var de ikke til at fange, men forsvandt i skoven. Hjemme fortalte han sin mor og andre riddere og venner, at han ude i skoven havde set små børn med guldkæder om halsen. Da forfærdedes hans mor i sit indre, kaldte tjeneren til sig og spurgte ham: "Slog du dengang børnene ihjel, eller lod du dem leve?" Da bekendte tjeneren, at han ikke havde kunnet få sig til at slå dem ihjel egenhændigt, men at han havde lagt dem under et træ, og dér var de sikkert snart døde. Da befalede hun tjeneren hurtigst muligt at ride ud i skoven for at søge efter børnene, som slet ikke var døde, og tage de gyldne kæder fra dem, ellers ville det blive til skam og skændsel for dem begge. Tjeneren adlød fuld af angst, søgte i tre dage efter børnene ude i skoven, men fandt dem ikke; først den fjerde dag fandt han dem, de havde lagt kæderne fra sig og var nu forvandlet til svaner og svømmede rundt og legede ude på vandet. Men pigen havde stadig sin menneskeskikkelse og stod og så på, hvordan svanerne legede på vandet. Da sneg tjeneren sig hen og tog de seks gyldne kæder; men pigen løb bort, så han ikke kunne fange hende.

Da tjeneren bragte kæderne til den gamle kvinde, sendte hun dem til en guldsmed og befalede ham at fremstille et bæger af dem. Da nu guldsmeden ville støbe et bæger af kæderne, så han, at guldet var så ædelt og rent, at det hverken kunne forarbejdes med en hammer eller smeltes i ilden undtagen en lille kæde, den slog han i stykker og lavede en ring af den; de andre vejede han på sin vægt, lagde dem til side og tog til gengæld deres vægt i noget andet guld og gjorde et bæger af det, det gav han til kvinden sammen med ringen, og hun lukkede begge dele sikkert ned i sit skrin.

Men sønnerne, som nu ikke mere kunne få deres menneskeskikkelse tilbage, blev bedrøvede og sang med sød, klagende stemme en vemodsfuld sang, der lød som små børns gråd. Til sidst fløj de højt op på deres vinger for at se, hvor de kunne søge hen. Da fik de øje på en stor, spejlklar sø, dér fløj de ned og landede. Men søen omkransede et højt bjerg, en stor klippe ragede ud fra bjerget, og på klippen lå der en smuk borg. Klippen var så stejl, og vandet gik helt ind til bjerget, så bortset fra en ganske smal bjergsti var der ingen adgang til borgen. Og det var netop den borg, der tilhørte den unge ridder, som var børnenes far, og vinduerne i borgens spisesal vendte ud mod vandet, så at ridderen snart opdagede svanerne og undredes såre, thi han havde endnu aldrig set så smukke fugle. Derfor smed han brød og andet spiseligt ned til dem og bød alle sine folk, at ingen måtte jage dem væk eller fordrive dem, men de skulle altid smide brød ned til dem, så svanerne ville holde sig der som hjemme. Dette påbud blev med flid efterlevet, og svanerne fandt sig snart hjemme og blev så tamme, at de altid kom til spisetid og fik deres foder. Men den arme, forladte pige, deres søster, havde nu ganske vist beholdt sin menneskelige skikkelse, men var hjælpeløs og gik op på sin fars borg for at tigge. Da gav man hende resterne fra bordet, og hun delte dem med den stakkels kvinde i udgravningen, thi så ofte hun så hende, måtte hun græde bitterligt. Men de genkendte ikke hinanden. Pigen tog også nogle tiloversblevne brødkrummer med ned til vandet for foden af borgen og gav dem til svanerne, hendes brødre. Hver gang hun nærmede sig, kom svanerne hen til hende, flyvende og flagrende og syngende og tog deres mad fra pigens skørt. Hun kærtegnede dem venligt og tog dem ofte i sine arme og gik så altid hen mod aften igen op på borgen og sov hver nat foran kvinden, som stod begravet i jorden uden at vide, at det var hendes mor.

Alle borgens beboere så alt dette med stor forundring og så, at hun altid græd, når hun stod henne ved kvinden, og også at hun lignede hende meget. Og da blev også ridderens hjerte bevæget, så at han betragtede pigen nærmere og så ligheden med hans kone og så også den gyldne kæde om hendes hals. Og lod pigen træde frem for sig og spurgte hende: "Mit kære barn, sig mig, hvor stammer du fra og hvor kommer du herhen fra? Hvem er dine forældre, og hvordan har du tæmmet svanerne således, at de spiser af dit skød?"

Da sukkede barnet af hjertensgrund og sagde: "Kære herre! Mine forældre har jeg ikke kendt. Jeg ved heller ikke, om jeg har set dem? Men når du spørger om svanerne, så er det mine brødre, der sammen med mig blev opflasket med hindenes mælk i skoven. Engang skete det, at mine brødre lagde deres gyldne kæder fra sig, fordi de ville bade, da blev de forvandlet til svaner; og da kæderne blev røvet, kunne de ikke få deres menneskeskikkelse igen og måtte blive ved med at være svaner".

Denne tale hørte den falske utro kvinde og hendes tjener, og de blev heftigt forskrækkede og blegnede begge ved bevidstheden om deres skyld. Ridderen så det og tænkte over det, da han gik ned fra borgen for at spadsere. Men den gamle hidsede tjeneren op til, at han skulle dræbe pigen. Og han tog et blankt sværd og fulgte efter pigen, da hun efter sin sædvane gik ned til svanerne. Men ridderen opdagede ham, kom til, og da tjeneren ville begå sin udåd, slog han ham sværdet af hånden. Da faldt tjeneren ned på knæ og bekendte alt for sin herre. Derpå gik ridderen til sin mor og truede hende til at tilstå; da åbnede hun sit skrin og gav sønnen det bæger, der skulle være gjort af børnenes kæder. Straks sendte ridderen bud efter guldsmeden ogudspurgte ham indtrængende om bægeret. Da denne nu også blev bange for at blive straffet, bekendte han sandheden, at han stadig havde kæderne, som de var, bortset fra én, af hvilken han havde lavet en ring. Ridderen befalede ham at komme med kæderne og gav dem til den unge pige; hun lagde dem om halsen på hver af svanerne på nær én, som måtte forblive svane. Om denne svane finder man flere bøger optegnet mange sælsomme eventyr. Nu lod ridderen skyndsomst den stakkels kvinde grave op af hullet, lod hende nyde godt af ædle krydderier og kostbare urter, så hun igen blev en smuk kvinde. Sin falske mor lod han sætte ned i det samme hul, som hans uskyldige kone havde vansmægtet i i syv lange år, og hvor hun havde lidt under al den ondskab. Hende gik det da, som profeten siger: Den, der graver en grav for andre, falder selv i den.

   Top