H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Mathias Winther: "De elleve Svaner"

Hop forbi menu og nyheder

Mathias Winther: "De elleve Svaner"

Teksten stammer fra Mathias Winthers samling Danske Folkeeventyr fra 1823. Om H.C. Andersen har hørt dette folkeeventyr i sin barndom i Odense, vides ikke. Men i et brev til digtervennen B.S. Ingemann i Sorø, dateret 5. oktober 1838 skriver HCA: "Læs i Mathias Winthers Eventyr det om "de vilde Svaner", og siig, om det er godt eller slet omdigtet hos mig". Den direkte kilde er således denne ultrakorte nedskrift hos Winther. Mathias Winther (1795-1834) havde et kort og omskifteligt liv som militærlæge, bibliotekar og forfatter samt udgiver af bl.a. det satiriske blad Raketten (1831-33). Han var fra Fyn ligesom H.C. Andersen, født i nærheden af Vissenbjerg af fattige forældre. Havde især sit virke i Odense. Hans bog, Danske Folkeeventyr, er den første bogudgivelse af danske folkeeventyr overhovedet.

Der var engang en Konge, som havde elleve Sønner og een Datter. Da de nu vare bleven store døde hans Dronning. Herover sørgede han saa meget, at han aldrig tænkte paa at forvinde den Sorg. Men da de tolv Børn vare blevne voxne, giftede han sig igjen, men denne Kone var en leed Troldhex. Hun kunde slet ikke lide de tolv Børn, hvorfor hun sendte Datteren ud at tjene, og omskabte de elleve Sønner, saa at de om Dagen vare Svaner, og om Natten Mennesker. Da fløi de langt bort, og Faderen sad ene tilbage hos den onde Qvinde, sukkede, og tænkte ofte paa den afdøde gode Hustrue. Men da et Aar var forløbet kom Søsteren hjem, og spurgte efter sine elleve Brødre, men fik intet Svar derpaa. Da tænkte hun hvor de vel kunde være, græd altid, og ønskede at være hos sine Brødre. Da bad hun sin Fader om Penge, tog alt sine Brødres Tøi og deriblandt deres elleve Sølvskeer, og gik saa ud i den vide Verden for at søge efter dem.

Elisa i skoven

Da hun havde vandret mange Dage, kom hun omsider ind i en stor, tyk Skov. Der gik hun længe omkring, og kom da til en Hytte hvor der sad en gammel Troldhex og spandt. Hende spurgte hun, om hun ikke havde seet elleve Drenge, den ene større end den anden; men Hexen svarede, at hun kun havde seet elleve deilige Svaner i Dag, der svømmede paa Aaen. Da fulgte Søsteren med Haab i Hjertet langs med Aaen og kom til sidst til en lille Straaehytte. Deri stod elleve Senge og elleve Potter med elleve Træskeer i. Da tog hun Træskeerne af Potterne og satte de elleve Sølvskeer istedet, og gik saa bort. Og da det lakkede mod Aften kom der elleve sneehvide Svaner svømmende op ad Aaen, og, da de kom til Hytten, bleve de til Mennesker, og det var hendes Brødre. Da de kom indenfor, kjendte de deres Skeer, og tænkte paa deres Søster, og søgte efter hende.

Næste Dag bleve de igjen til deilige Svaner, og fløi bort over Skoven. Men Søsteren havde imidlertid bundet tre Næt, og da hun omsider fandt de elleve Svaner, som laae imellem Rørene, kastede hun Nættene over dem og fangede dem alle. Da spurgte hun hvorledes hun skulde frelse dem, men derom kunde de ej give hende nogen Beskeed. Da græd hun bitterlig, og gik med dem gjennem Skoven til deres Hytte, og, naar Torne og Buske stode dem i Vejen, løftede hun dem vaersomt derover, at de ingen Skade skulde komme til. Hun blev nu hos dem om Natten og de elleve Svaner lagde deres Hoveder paa hendes Skjød og sov saa ind, thi de bleve først til Mennesker ud paa Natten. Men om Natten drømte den ældste Broder at de kunde frelses, naar deres Søster om Morgenen plukkede Tidsler paa Marken, og uden at tale et Ord, heglede dem til Hør, spandt og vævede det, og af Lærredet syede elleve skjorter.

Hun gik da ud paa Marken og plukkede med sine bløde Fingre Tidslerne, som stode der. Nu heglede hun dem til Hør, og spandt flittigt, at hendes Brødre kunde blive til Mennesker igjen. En Dag var det et saa deiligt Vejr, at hun tog sin Rok i Haanden, og gik dermed ud i Skoven, hvor hun satte sig under et stort Træe og spandt, medens Fuglene rundtomkring sang for hende. Da vare hendes Brødre igjen Svaner, og svømmede langt ude i Aaen. Men som hun sad der og spandt, kom Kongen ridende forbi, og da han saae hende, tyktes han ej at have seet nogen deiligere Qvinde, hvorfor han tog hende hjem med sig og giftede sig med hende. Da var den gamle Konge kort forhen død.

Nu kom der engang Bud til Kongen, saa at han maatte ud i Krigen. Medens han var borte fødte Dronningen to deilige Børn, men den gamle Dronning tog dem fra hende, og befoel en Svend at dræbe dem, og lægge i deres Sted to brogede Hundehvalpe. Imedens sad den unge Dronning og spandt, og vævede, og tænkte paa sine Brødre, og hvor de nu vel vare. Da nu Kongen kom hjem, og han hørte at hans Dronning havde født to Hundehvalpe til Verden, blev han saa vred, at han dømte hende til Døden. Da havde hun fast faaet alle Skjorterne færdige, men paa den ellevte manglede det ene Arme. Græd hun da igjen bitterlig, og ønskede at hun dog havde faaet den færdig. Men da hun nu kjørte i Karethen til Retterstedet, kom der elleve snehvide Svaner flyvende efter den; og de fløi i Kredse rundtomkring hende og satte sig endelig paa Karethen, og flagrede med deres hvide Vinger. Da kastede hun den ene Skjorte efter den anden ud til dem, og som de fik Skjorterne bleve de til Mennesker. Men den Ellevte som fik Skjorten med det ene Ærme i, beholdt sin ene Svanevinge. Da sagde hun Kongen det Hele. Svenden blev hentet, og han havde af Medlidenhed ikke dræbt de to Prindser, men skjult dem. Men den onde Stedmoder blev lagt i en Spigertønde, og rullet tildøde.

   Top