H.C. Andersen : Enkelttryk - 38 titler
Kategorien enkelttryk dækker over en række små grupperinger af overvejende digte og eventyr. Enkelttryk er en betegnelse, der berører udgivelsesformen og ikke den litterære genre, og det drejer sig om titler, som har en plads i H.C. Andersens brogede forfatterskab, men kun er udgivet netop én gang. Enkelttrykkene er ikke i sig selv værker og er ikke blevet genoptrykt som sådan, heller ikke i f.eks. Samlede Skrifter. Enkelttryk kvalificerer sig til dette register ved at indeholde nyudgivelser af andre værker.
De fleste titler indenfor kategorien enkelttryk er intetsigende, f.eks. "Smaa-Digte af H. C. Andersen". Andre, f.eks. To Billeder fra Kjøbenhavn, har et indhold, der er værd at hæfte sig ved. Netop To Billeder fra Kjøbenhavn er et eksempel på, hvad et enkelttryk i bedste fald kan være, nemlig et eksperimentelt nybrud, der benytter den særlige frihed ved udgivelsesformen. To Billeder fra Kjøbenhavn udkom i Gæa, æsthetisk Aarbog (1847), indeholdende de to meget interessante prosaskitser "Fra et Vindue i Vartou" og "Et Billede fra Castelsvolden", der siden blev optaget blandt eventyr og historier.