DK | EN
Anmeldelse
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Anmeldelse

Hop forbi menu og nyheder

Anmeldelse af: H.C. Andersen, Agnete og Havmanden, Dramatisk Digt.

Anmeldt i

Maanedsskrift for Litteratur.

Anmelder

Monrad, D.G.

Udgivet

1834.

Anmeldte værker

Agnete og Havmanden

Bibliografisk (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Anmeldelse (signaturen D.G.M., dvs. D.G. Monrad) af H.C. Andersen: Agnete og Havmanden, Dramatisk Digt, i Maanedsskrift for Litteratur, bd. 12, 1834, s. 109-117.

I den gamle Sang om Agnete og Havmanden synes der ikke at være Noget, som kunde give Anledning til deri at see et stort Livsbillede med Hjertets aldrig tilfredsstillede Længsel, dets forunderlige Higen efter en ny, en anden Verden. Ei er der nogen Antydning, der kunde lade os formode, at Sværmerie er Grunden til Agnetes Forbindelse med Havmanden, tvertimod svarer hun sin Moder, da denne spørger hende om, hvad hun har faaet for sin Ære:

Og gav han mig et prægtigt Guldbaand,
Der findes ei bedre om Dronningens Haand.

I Baggesens Omarbeidelse fremtræder det Element, som Hr. Andersen især har fremhævet.
Begyndelsen af hans "Agnete fra Holmegaard" lyder saaledes:

Agnete var uskyldig
Var elsket, var troe,
Men stedse var hun eensom,
Hun havde aldrig Roe.
Aldrig Roe.
Hun frydede vel Andre,
Men aldrig var hun froe.

Hvorledes det imidlertid stod sig med hendes Troskab, faaer man længere hen i Sangen at see, hvor der fortælles at hun forlod to smaae Døttre for at følge Havmanden. Oehlenschlæger er i sit herlige ægte nordiske Digt vendt tilbage til den oprindelige Forestilling om Agnete. Ved en dramatisk Behandling maatte adskillige af Balladens Skjønheder gaae tabte; saaledes vil neppe den dramatiske Skarphed og Tydelighed kunne erstatte Tabet af den interessante Dunkelhed, der er udbredt over Agnetes Liv med Havmanden, hvorved netop Phantasien sættes i den allerstærkeste Bevægelse, da den ikke faaer bestemte Billeder, men nødes til selv at danne sig dem. Da Critikens egentlige Opgave bestaaer i at hæve poetiske Skjønheder fra Livet i den umiddelbare Skjønhedsfølelse til Livet i Erkjendelsen, ville vi ikke opholde os ved Hennings sygelige, forkuede, ynkelige Character, der ideligt klynker over sin Fattigdom og næsten mangler enhver Gnist af Begeistring; ikke heller ville vi udvikle, hvor grovt og ucomisk Hintzes Character er tegnet, naar han f. Ex. siger:

Thi naar jeg først er mæt, saa har jeg noget,
Ja noget Vigtigt for Jer begge to,

og kort efter gjentager, ret ligesom det ikke var meer end nok, at det var sagt eengang:

Og naar jeg nu har spiist, er bleven mæt,
Saa faaer vi en fornuftig Passiar.

Endnu mindre ville vi trætte vor Læser ved en Fremstilling af det Upoetiske i det carricaturagtige Billede af Middelalderens Herremandsvæsen, som optager en saa stor Plads i Dramaets anden Deel, Agnete, Havmandens Viv. Thi hvis [skal være: Hvis] Følelse er saa afstumpet, at han ikke kan see, at Forfatterens Satire over Bodil, der fornøier sig over det Billede, hvor man seer Hjob give Roerne [= skorperne] af sine Saar til Spillemændene, i Grunden ikke er andet end Satire over den Læser, der kunde fornøie sig over at see en kold Herremand skyde den vanvittige Henning? - Vi ville derfor kun nøiere undersøge Stykkets Idee, og hvorledes den er udført. Det, der skulde udgjøre Eenheden i Agnete og Havmanden, characteriserer Forfatteren selv som en ny, en anden Væren. Denne Higen constitueres ved aldeles forskjellige Retninger i Sjælene. Er det endelige Væsens Stræben henvendt mod det Uendelige og Evige, da vil Sjælen gjennemglødes af Længsel efter at realisere dette i sit Indre, hvis den er bleven sig sin Kraft bevist [skal være: bevidst], men mangler det Materiale, hvori denne kan udfolde sig. Tilfredsstilles Længselen endogsaa efterhaanden mere og mere derved, at flere og flere af Sjælens Functioner gjennemarbeides af det Guddommelige, saa vil den dog neppe ganske ophøre. Thi jo mere Menneskets aandelige Væsen er bleven identificeret med det Evige, desto mere vil dets Stræben gaae ud paa ikke alene at lade sin Person blive et Organ for det Uendelige, men ogsaa at bevirke dette med Hensyn til alle andre aandelige Væsener. Saaledes kunne vi vel med Grund antage, at der i de Hjerter, hvori det Guddommelige er tilstede i sin største Fylde, vil røre sig en Længsel, som aldrig tilfulde kan tilfredsstilles. Af en ganske anden Beskaffenhed er imidlertid den Længsel, hvoraf vi finde Spor i Agnete og Havmanden. Er en kraftig Sjæls Stræben henvendt mod det Endelige, vil den nedsjunken heri finde sin Hvile og Fred, saa er det en Følge af de endelige Tings Natur, at en desto større Længsel, en desto større Higen efter en anden Væren vil opstaae, jo større Sjælskraften er; og i Ordets egentligste Forstand kunne vi sige om denne Længsel, at den aldrig vil blive tilfredsstillet. Den blotte Sjælekraft, løsrevet fra Forbindelsen med det Uendelige, vil saaledes kun frembringe Utilfredshed med Livets sædvanlige Gang og en urolig Tragten efter at kastes fra det ene Forhold i Livet til det andet. En lignende Stemning udtaler sig gjennem Agnete. Den salte Bølge i sin vilde Brænding døbte hende; hun er Havets Barn. Derfor drømmer hun bestandig ved Havet; derfor føler hendes Sjæl sig ei tilfreds ved de sædvanlige qvindelige Sysler; derfor seer hun ingen Lykke i det stille Huuslige Liv, men naar hun vandrer ved Strandbredden, naar Storm og Bølger kjæmpe[1] mod hinanden, naar Brændingen og Skummet fyge op, da faaer hun Lyst til at springe ud i Stranden og flyve paa den vilde Bølgetop. Altsaa i en ung Piges Sjæl den Higen efter at gribes af Livets Storme og omtumles ved dem, er vistnok særdeles interessant, og Bestræbelsen for at gjennemføre denne Character, er Tegn til at Forfatteren begynder at indsee, at den rette Gjenstand for Poesien ikke er en tom Leg med Tanker og Følelser; men den uheldige Opløsning af Opgaven viser, at den bedre Indsigt ikke saaledes har bemægtiget sig hans Sjæl, at noget poetisk Hele derved er fremkommet. - Agnetes første Fremtræden røber allerede Mangel paa Kyndighed i at behandle de dybere Følelser i Sjælen; thi uden Viden [skal formodentlig være: uden Videre] fremstiller hun sit Indre for sin taabelige Beiler, en rig Slagter:

En Hustrue skal forlade Slægt og Hjem
Og følge Manden hvor han gaaer i Verden,
Med Sjæl og Tanke leve kun for ham,
Og skabe Lykke ved sin stille Virken;
Det kan jeg ei, det føler jeg for vel!
Der er en mægtig Higen i min Sjæl,
Den driver mig, jeg kan det ei forklare!

Saaledes at blotte det Hemmelige, Gaadefulde, det for Hjertet selv Uforklarlige, og at gjøre dette for en Person, som det har været Forfatterens Hensigt at skildre som comisk, er et besynderligt Misgreb. Bedre kunne vi finde os i at Agnete udtømmer sit Hjerte i en Monolog (pag. 23), skjøndt det er mindre naturligt at dunkle Følelser træde saa skarpt og tydeligt frem, som det her er Tilfældet. Havmanden indfinder sig og beskriver for Agnete et Slot, hvis Væg og Tag er grønne Bølger Lag paa Lag, og som naaer fra begge Polers Iis henunder Sydens Paradiis. - Denne dybe Sang gaaer underligt til Agnetes Hjerte, omendskjøndt den ikke synes at svare til hendes Begeistring for den fraadende vilde Søe. Havmanden udvikler nu sin Philosophie for hende:

Jeg bragte mangen Pilgrimsskare did,
Hvor Mahoms Maane lyser over Korset,
Hvor Græklands stolte Gudebilleder,
Halv sønderbrudte ligge skjult i Græsset,
Der lærte jeg: selv Guderne maae døe!
For Edens Have reiste sig Olympen
Med Sneelaviner og med Blomst og Frugt;
Og da den sank, stod i den lave Dal
Den røde Rose duftende og frisk,
Der svulmer til en Throne for Madonna,
Ei Mahoms Houris bryder den saa let!
Dog selv den bedste Blomst i Tiden visner:
Madonna selv gaaer til de gamle Guder.

Hvis Forfatteren har havt nogen Mening med denne Tale, da maa det have været den, at Havmanden skulde hos Agnete opvække Tvivl med Hensyn til hendes Christendom, da denne muligt kunde lægge Hindringer i Veien for hans Hensigter. Men denne Tale synes intet mindre end at være skikket dertil. Er Havmandens Tale besynderlig, saa er dens Virkning paa Agnete endnu mere uforklarlig. "Begjærlig drikker hun Lyden fra hans Læbe, vel fatter hun ikke Alt, hvad han siger, men nye Begreber fødes i hendes Tanker - Havmanden gaaer nu over til at ynke Qvindens Lod, Manden er som en Ørn, der flagrer vidt omkring, mens Qvinden er dømt at voxe fast og qvægende om Manden". Agnete skildrer en stille Huusligheds Lyksalighed, men Havmanden svarer:

Du er tilfreds da med din Lod, Agnete!
Nei kun din Læbe maler deiligt Havblik!
Jeg veed din Tanke, veed den som du selv;
Hvis Du var Mand da steeg du stolt paa Bølgen
Forlod en dorsk, en død Eensformighed!
Lod Stormen kjøle Blodets vilde Brand! -

Din Sjæl er stærk og dristig som en Hval,
Mandsmod og Tanke lever i dit Indre,
Følg denne Kraft, derfor blev den dig givet!

I disse Linier træder Agnetes Character tydeligt og bestemt frem; men Hr. Andersens originale Opfatningsmaade af Agnete bliver hyppig fortrængt af hans egen Sjæl ved Tonen fra den gamle Kjæmpevise, som han ikke har havt Kraft nok til ganske at lukke Øre for. Saaledes er formodentlig Kjæmpevisens Fremstilling Grunden til at han ogsaa i sit Drama lader Havmanden forlokke Agnete ved Løfte om Herlighed og Glands. Efter den Skildring, som paa mange Steder i Dramaet gjøres af Agnete, kunde disse Løfter ikke gjøre videre Indtryk paa hende; thi ei ønsker hun et roligt mageligt Liv, men hun ønsker et kraftigt og bevægeligt. I Dramaets anden Deel, Agnete, Havmandens Viv, seer man Agnete leve et stille huusligt Liv. Hun føder Børn, oplærer dem, og søger efter Evne at gjøre Havmanden from og god. Dette Hverdagsliv kjeder dog ingenlunde den før saa dristige kjække Agnete; men derimod ængstes hun for sine Børns Salighed, hun begynder at længes efter sine Venner, som hun forlod paa Jorden, og føler Trang til at besøge Kirken og nyde Nadveren. - Naar Forfatteren i denne sin Deel af Dramaet saa stærkt fremhæver det religiøse Element i Agnetes Sjæl og det med god Grund, fordi Agnete var en Pige fra det 12te Aarhundrede, saa synes det besynderligt, at det i den første Deel aldeles ikke er bleven forklaret, hvorledes en christelig from Pige kunde lade Religiøsiteten saaledes træde tilbage i Sjælen, at hun, uden at denne kommer i Bevægelse, lader sig forlokke af en Havmand.
Vi ville her standse med denne Udvikling, da det forekommer os at være tilstrækkeligt indlysende, at Agnetes Character, omendskjøndt den skylder en original Tanke sit første Liv, dog ingenlunde er bleven gjennemført, men er bleven sammensat af Elementer, hentede fra den gamle Kjæmpevise og dennes forskjellige Behandlinger. Tilbøielighed til et pragtfuldt Liv skyldes Kjæmpevisen, og Oehlenschlæger Fromheden, og Længselen skyldes Baggesen; men Baggesen er af Forfatteren bleven opfattet paa en original interessant Maade, skjøndt paa en saadan Maade, som synes at maatte udelukke saavel Fromheden som Tilbøieligheden til et mageligt pragtfuldt Liv.
Naar Digterens Hovedidee er bleven saaledes udført, saa taber endnu mere den Masse af Enkeltheder, der skulde tjene til Ideens Indfatning, i Betydning og Værd. Man behøver blot at tænke paa de lange Taler af Skove, Bølger, Blomster, Træer etc. Da Dramaet Agnete og Havmanden ikke er af den Beskaffenhed at en udførlig Critik anvendt derpaa er passende, saa ville vi ikke opholde os herved; men glæde os ved at kunne ende med at fremhæve adskillige Steder, hvor Digterens Talent har gjort sig gjeldende.
Gerdruds [skal være: Gertruds] Feiltagelse da hun troer at Hintze frier til hende,gjør en sand comisk Virkning. Da Henning har udlagt Agnetes tvetydige Svar til sin Fordeel, udbryder han begeistret:

Hun elsker mig! O hvor det lyder smukt,
Jeg Blomsterne maa kysse i min Glæde,
Og vække Alferne til Morgenflugt,
De saae i Aftes mig saa bittert græde.
(tager en Blomst)
See Blad for Blad har lukket sig saa tæt,
Derinde slumrer Alfen sødt og drømmer;
Vaagn op! hun elsker mig! O veed du det?
O føl den Lyst som mig igjennemstrømmer!

Ret naiv er Samtalen imellem de to Fugle (pag. 49):

Den Første.
Vil du flyve med mig til den grønne Eng,
Der i Hast vi samle til en Brudeseng.

Den Anden.
Kom først med til Vindvet see dog lidt endnu.

Den Første.
Søde lille Hjerte, jeg vil alt som du.
(de flyve til Vinduet).

Den Anden.
Endt er deres Maaltid, de slaae dem til Roe.

Den Første.
Det er det jeg mener, vi skal med, vi to!

Den Anden.
Hvad mon hver nu drømmer? Sig mig lidt Besked.

Den Første.
Kan man drømme andet end om Kjærlighed.

Særdeles smuk er den første Deel af Scenen mellem Agnete og Havmanden, hvor Agnete sover, medens Havmanden synger for hende:

Havmanden.
Agnete kjend mig i din Drøm
Trofast og øm!
Har du Mod, vil du mig følge
Paa Bølge?

Agnete (i drømme), [skal være: Drømme]
Paa Bølge?

Havmanden.
Ingen Sjæl jeg fik i mit Bliv
Kun Liv.
Mægtige Kræfter. Du kan mig ene
Forlene
Udødelig Sjæl! Tør du følge
Med under Bølge?

Agnete (i drømme), [skal være: Drømme]
Dig følge?

Det som i Særdeleshed i disse Linier gjør Indtryk paa den poetiske Følelse er Agnetes korte afbrudte Svar: Paa Bølge; Dig følge; disse faa Ord give os et fuldkomment Billede af Agnetes Sjæl, hvorledes den i Drømme lytter til Havmandens Tale; hvorledes den henrives saaledes, at den neppe har Kraft til endnu at kunne spørge: "Paa Bølge?" Dig følge? Hertil kommer at disse Følelser fremtræde saa utydeligt, i et saadant Dæmringslys, som erindrer os om at Drømmens Dunkelhed er udbredt over dem. Hvorledes disse Skjønheder imidlertid ere optraadte for Hr. Andersens Bevidsthed, kan man see af den lange Tale, som han lader Agnete holde i Drømme.
At der foruden de anførte Steder endnu gives andre smukke Enkeltheder, det ville vi ikke nægte; men Nydelsen af disse Skjønheder vil vist, selv for den meest modtagelige Læser, forstyrres ved den totale Mangel paa Eenhed, ved den mislykkede Stræben efter Dybde og ved en Mængde upoetiske Enkeltheder, som skylde en ikke dannet Smag deres Tilværelse.

D.G.M.


1) Forfatterens Udtryk.(TILBAGE)