Forord

Modtagelsen af H. C. Andersen er et omfattende og interessant emne, der fortjener en langt fyldigere behandling, end det er givet her. Jeg kommer i det følgende kort ind på nogle af de mest interessante eksempler på kritik, der ikke falder ind under begrebet anmeldelser, men udgør spændende og betydelige dele af historien om modtagelsen af H.C. Andersens værker i den danske offentlighed: Henrik Hertz' og senere Johan Ludvig Heibergs satire i egne litterære værker, og derefter mere overordnede opfattelser af H.C. Andersens forfattervirksomhed i afhandlinger af Søren Kierkegaard, Carsten Hauch og Georg Brandes.

Indledning

Forholdet mellem H.C. Andersen og hans kritikere var spændingsfyldt. Han tog sig kritikken, både den negative og den positive, meget nær. Anmeldelser og anden kritik, f.eks. litterær satire og venners kritik, betød (for) meget for ham.

H. C. Andersen følte sig misforstået i Danmark, hvor han tidligt blev stemplet som en naiv forfatter, især efter de tidligste eventyrsamlinger, der bar betydeligt præg af folkeeventyr og angiveligt var "Eventyr, fortalte for Børn". Andersens vej til disse eventyr gik imidlertid over vidfyldte, ironiske og til dels dystre værker som Fodreise (1829) og Skyggebilleder (1831), men han blev givet prædikatet "naiv", måske for med den etiket at forstå og "forklare" hans enestående forståelse af (børns) sprog og tænkemåde og hans sprudlende og farverige fantasi.

For Andersen havde kritikken til tider virket hjerteløs og uforstående. Han gav igen i forskellige tekster (f.eks. "Et godt Humeur", "Grantræet", "Noget", "Suppe paa en Pølsepind", "Nattergalen", "Taarnvægteren Ole"). Andersen behandler emnet med sin enestående humor, men også med alvorlig følelse. Tænk for eksempel på historien om grantræet, der øser af sit livs skønneste og mest fortryllede erindringer om sin ene juleaften til musene (publikum) og rotterne (kritikerne) på loftet. Da træets historie ikke indeholder hverken flæsk eller tællelys, har den ingen interesse for rotterne. Disse kritikere er ikke åbne, men afviser med lukkede hjerter og sind en fortælling, der ikke svarer til deres forventninger.

H. C. Andersens karikaturer af anmeldere er mange. Georg Brandes har ligefrem skrevet til Andersen, at han var "den Skribent af alle, som har gjort Kritiken mest Uret, understøttet alle vulgære Fordomme imod den, bragt den i Ringeagt og i Vanry" (brev af d. 10. juli 1869, dagen før første del af Brandes' artikel i tre dele om H.C. Andersens eventyr udkom i Illustreret Tidende. Citeret fra Elias Bredsdorff: H. C. Andersen og Georg Brandes, Aschehoug, København 1994, s. 24).

Hertz og Heiberg

Henrik Hertz' Gjengangerbreve, der bl.a. latterliggjorde Andersen, udkom (udgivet anonymt) i december 1830. Bogen faldt i Johan Ludvig Heibergs og dermed den litterære elites smag på det tidspunkt, og satiren var til H.C. Andersens ærgrelse en succes. Dette anonyme satiriske angreb var en første markering af det modsætningsforhold, der var ved at opstå mellem Andersen på den ene side og Heibergs og det københavnske litterære parnas' idealer om en formfuldendt og intellektualistisk digtning på den anden. Andersens lidt studentikose bogdebut fra 1829, Fodreise, var faldet i denne smag og blevet godt anmeldt af Heiberg, hvilket var med til at sikre dens succes. Men allerede i rejsebogen Skyggebilleder (1831) valgte Andersen et mere frit hjertesprog fremfor den snævre københavnske Heiberg-kreds' ironi og kultur.

HCA blev forsonet med Hertz under opholdet i Rom november 1833 på Andersens dannelsesrejse til Italien. Forholdet til Heiberg og hans kreds blev imidlertid til et modsætningsforhold. Heiberg drillede H.C. Andersen i Nye Digte (1841, udkom december 1840) ved at omtale Andersens skuespil Mulatten og Maurerpigen som værker, man skal se i helvede. (Johan Ludvig Heiberg: Poetiske Skrifter, udgivne af Carl S. Petersen, Kbh. 1932, s. 63f, kan læses på http://www.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgText.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=29&p_sidenr=63 og http://www.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgText.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=29&p_sidenr=64)

Søren Kierkegaard: Af en endnu Levendes Papirer

Et særligt opsigtsvækkende, nærmest grotesk eksempel på samtidens til tider uforstående holdning til Andersen og hans digtning er Søren Kierkegaards debut i 1838 med bogen Af en endnu Levendes Papirer. Bogen er en forvokset anmeldelse af Andersens roman Kun en Spillemand fra 1837. Den udkom d. 7. september 1838. H.C. Andersen fik et eksemplar d. 6.

Kierkegaard hævder i sin anmeldelse, at H.C. Andersens digtning er idéløs og tilfældig, og at han ikke evner at adskille sig selv fra sine romaners hovedpersoner. Kierkegaard mener, at spillemandens håbløse kamp er et udslag af HCA's egen fortrydelse imod verden, "Andersens Grund-Anskuelse: Misfornøielse med Verden" (s. 45):

(...) forstemt og misfornøiet som han er med den virkelige Verden, søger han i sine egne poetiske Skabningers Forknyttelse at have ligesom en Satisfaction for sin egen. Som Lafontaine sidder han derfor og græder over sine ulykkelige Helte, der maae gaae under, og hvorfor? fordi Andersen er den som han er. Den samme glædeløse Kamp, som Andersen selv kæmper i Livet, gjentager sig nu i hans Poesie.

(Niels Jørgen Cappelørn o.a. (red.): Søren Kierkegaards Skrifter, Bind 1, Søren Kierkegaard Forskningscenteret og G.E.C. Gad, Kbh. 1997, s. 30f)

Kierkegaard mener, at H.C. Andersen simpelt hen ikke holder af verden. Han anser holdningen for ugyldig og forkastelig; Verden skal man give sig i kast med og enten acceptere eller angribe. Andersen (og hans romanhelt) er ikke en sådan verdens-behersker. Det er det, Kierkegaard hænger sig i ved Andersen som person, digter og ved hans romanhelte: Han er ikke et ubændigt og rasende geni, der kæmper sig frem trods alle odds, men lader sig tæmme af livets stød. Det ægte geni er i Kierkegaards øjne "ikke en Praas, der gaaer ud for en Vind, men en Ildebrand, som Stormen blot udæsker" (ibid. s. 43).

I romanen Kun en Spillemand savner Kierkegaard "Livs-Anskuelse", en overordnet idé, der ordner værket og heltens liv i en meningsfyldt helhed. Livsanskuelse i en roman er, eller vil oftest udmønte sig som, en alvidende og ordnende fortæller, der fortæller en opbyggelig og sammenhængende historie. Opbyggeligheden er ikke nødvendigvis af religiøs karakter, men repræsenterer som et minimum en tro på sammenhæng, på at livet kan forstås og beskrives meningsfyldt og sammenhængende - fordi det er sammenhængende og verden er et ordnet sted. I dette verdensbillede har individet en plads i verden, som det "blot" skal finde. Den klassiske dannelsesroman, i traditionen efter Goethes roman Wilhelm Meister (1796), handler om denne søgen og opfyldelse. En sådan roman har "livsanskuelse". Kierkegaards ståsted og udgangspunktet for hans kritik af Andersen er den Goethe-prægede humanisme-tradition, som var grundlaget for den danske guldalders ideologi. Det for Kierkegaard ubehagelige ved Andersens romaner er deres trussel mod guldalderens harmoni og optimisme i verdenssynet. Hovedpersonen i Kun en Spillemand havde ingen givet plads i verden. Spillemandens omgivelser og tilfældet spillede i hans liv en rolle, hvis omfang var uforeneligt med samtidens danske guldalderideologi, men i tråd med en gryende europæisk modernisme. Andersen var modernist, og Kierkegaard opponerede. På dette tidspunkt.

Kierkegaards debutværk er ikke et imponerende værk, og hans kritik ikke så rammende i dens mangel på forståelse for Andersens digtning. Eftertidens ærefrygt for filosoffen og en tendens til at forenkle tingene har imidlertid affødt en tradition for at modstille de to giganter Kierkegaard og Andersen som den dybsindige (og vrede) digter og den overfladiske (og glade, naive) fortæller. Det er en uret mod dem begge.

Af en endnu Levendes Papirer findes online på http://www.bjornetjenesten.dk/teksterdk/Af%20en%20endnu%20Levendes%20Papirer.htm

Carsten Hauch: "Nogle Bemærkninger med Hensyn til Digteren H. C. Andersens Poesie"

Carsten Hauchs kritik i afhandlingen "Nogle Bemærkninger med Hensyn til Digteren H. C. Andersens Poesie" (Dansk Ugeskrift nr. 197, 2. række, 30.1.1846) angår hele Andersens litterære karriere før 1846.

Historien bag afhandlingen

Hauch skrev afhandlingen som et plaster på et sår, han havde givet Andersen i sin roman Slottet ved Rhinen (1845), hvor han havde karikeret HCA som en forfængelig digter ved navn Eginhard, der dør sindssyg. Portrætligheden med Andersen var slående, i al fald stor nok til, at det regnedes for en skandale. Andersen følte sig truffet og klagede sin nød til B.S. Ingemann i et brev af 16. september 1845:

jo, man har Ret i at sige: "Det er Andersen!" Her ere alle mine Svagheder samlede! Jeg vil troe og haabe, at jeg har gjennemgaaet [altså overstået] denne Periode; men Alt, hvad denne Poet siger og gjør, kunde jeg have sagt og gjort; jeg følte mig uhyggeligt greben af dette grelle Billede, der viste mig i min Elendighed.

(C. St. A. Bille og Nikolaj Bøgh: Breve fra H. C. Andersen, bd. 2, København 1878, s. 121ff)

Ingemann talte med Hauch og foranledigede ham til at skrive en afhandling om Andersen som digter. Andersen modtog den ved sin ankomst til Wien 6. marts 1846:

Læst Haucks Bemærkninger over mig, som Digter; der er eensidigt og ikke vel udarbeidet; opfattet som de opfatte mig hjemme, han har seet til at dreie og vænde mig saaledes, at jeg kan passe til hans Roman-Helt og dog ikke ligne ham.

(H.C. Andersens Dagbøger, bd. III, s. 71f. DSL/Gad, Kbh. 1974)

Andersen afviser, at affæren skulle være en fejde i Mit Livs Eventyr (Mit Livs Eventyr I-II, Gyldendal, København 1951, bd. I, kap. 7, s. 195f), hvor han kalder affæren en misforståelse af Hauchs roman og figuren Eginhard.

Kritikken

Hauchs kritik viser sig at være positiv, men hans gennemhegling af subjektivitet som digterisk metode i starten af teksten kan få en til at tro det modsatte.

Afhandlingens indledning er af generel natur og skal vise Hauchs teori og metode. Det handler om realisme kontra subjektivisme. Hauch bygger sin kritik på en simpel, men problematisk, realisme-konception, der placerer digteren med sin pen på den ene side og digterens omverden, adskilt fra digteren, på den anden. Det er ifølge denne model muligt for en digter at betragte virkeligheden og beskrive den objektivt. Men altså ikke for enhver digter, nemlig ikke for den, der mangler det objektive og faste (maskuline) greb om sit stof. Synspunktet ligner Kierkegaards i Af en endnu Levendes Papirer ved sit krav om objektivitet og ved metaforisk men utvetydigt at knytte objektiviteten sammen med mandighed og mod.

"Nogle Bemærkninger med Hensyn til Digteren H. C. Andersens Poesie" findes online på https://andersen.sdu.dk/forskning/anmeldelser/anmeldelse.html?aid=9684.

Georg Brandes: "H. C. Andersen som Æventyrdigter"

I 1869, 11. juli udkom første del af Georg Brandes' afhandling i tre dele om H.C. Andersens eventyr i Illustreret Tidende, her under titlen "Andersens Eventyr". Anden del udkom 18. juli 1869, tredie del 25. juli.

Brandes' opfattelse af Andersen har påvirket eftertiden, hvor kulturradikalismen, som Brandes var en af de betydeligste repræsentanter for, i det hele taget har spillet en stor rolle (i Danmark). Villy Sørensens nyklassiske læsning af Andersen (og Kierkegaard) i Digtere og dæmoner (1959) kan i høj grad ses som et indslag i den tradition, Brandes skabte med sine skrifter om Andersen. Karakteristisk for begge er den modernistiske og kulturradikale opfattelse, at sand kunst bringer sandheden (om livet, mennesket, samfundet) frem, og at denne sandhed er grim. Brandes mener, "Den grimme Ælling" er sentimental og inkonsekvent; slutningen, hvor fuglen folder sig ud som svane, falder ikke i hans smag, fordi svanen ender som et husdyr blandt mennesker, ikke som en fri fugl i den vilde natur (se Elias Bredsdorff: H. C. Andersen og Georg Brandes, Aschehoug, København 1994, s. 40f). Det dæmoniske eventyr "Skyggen" er derimod for Brandes' (og senere Villy Sørensens) et mønstereventyr:

Dette Eventyr om Skyggen, det er en lille Verden for sig. Jeg betænker mig ikke paa at kalde det et af de største Mesterværker i vor hele Literatur. (...) Det er ogsaa eet af de faa, hvor Digteren tiltrods for sin bløde Optimisme har vovet at lade den grimme Sandhed træde frem i hele dens Nøgenhed.

(ibid. s. 65)

"H. C. Andersen som Æventyrdigter" (facsimile af Georg Brandes: Samlede Skrifter bd. 2, Gyldendal, Kbh. 1899, side 91-132) kan læses (og fortjener stadig at blive læst) på http://www.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=10&p_sidenr=91.

Sammenfatning

H. C. Andersens digtning og personlighed er traditionelt blevet opfattet som naturlig, barnlig og følsom. Han er af mange, ikke mindst af den litterære elite, digterkolleger og litterater, blevet opfattet som et slags naturgeni, der har følsomhedens gave, men til gengæld mangler den form for køligt overblik, de større episke genrer, roman og drama, kræver.

H.C. Andersens største mesterværk er eventyrene, men det bør i sandhed ikke få læsere til at overse hans værker i andre genrer, hvor han også var og er en usædvanlig og bemærkelsesværdig digter. Især digtene og rejseskildringerne rummer samme originale og overraskende moderne sprog og tanke, som verden kender fra eventyrene.

I tråd med opfattelsen af H. C. Andersen som en naiv forfatter er han blevet kritiseret for i for høj grad at bruge sit eget liv som digterisk stof og for dermed at skabe digtning, der er subjektivt privat i stedet for at objektivisere det personlige til noget almenmenneskeligt. Som en følge af denne opfattelse er der opstået en omfattende tradition for at fortolke H.C. Andersens værker ud fra en biografisk synsvinkel, altså at se hans tekster i lyset af hans liv.

At nøjes med at læse Andersen ud fra en biografisk synsvinkel er at reducere stor og udfordrende litteratur til tekster fra en case story. Det er for eksempel en skam primært at opfatte "Nattergalen" som en historie om Andersens forelskelse i sangerinden Jenny Lind, når man lige så vel kunne fokusere på eventyrets udsigelser om kunst, kærlighed, natur, væren, liv og død. Eller på den uforligneligt smukke og dybt originale måde, det er fortalt på. H. C. Andersens digtning er stor, men der er en tradition for at gøre den lille.

Det har været og er stadig en opgave for formidlere af H. C. Andersens liv og værk at justere billedet og prøve at vise ham som en tænkende digter.

Lars Bo Jensen 2003