Anmeldelse af "At være eller ikke være"

Anmeldt i

Nord og Syd.

Anmelder

Goldschmidt, Meïr Aron

Udgivet

1857.

Anmeldte værker

At være eller ikke være

Bibliografisk (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Anmeldelse af At være eller ikke være af M.A. Goldschmidt i Nord og Syd, bd. 3, 1857, s. 97-108.

Det behøver næppe nogen Forklaring, hvorfor Red. af dette Skrift, saalænge Slutningen af "Hjemløs" ikke er færdigtrykt og udgivet, afholder sig fra at kritisere Andres Fortællinger, men især saadanne, som have en lignende, om end fjernt lignende Opgave. Saa meget snarere troede vi i Anledning af Andersens Roman at kunne unddrage os, hvad vi ellers i Reglen maae erkjende for vor Forpligtelse, som der i "Fædrelandet" under Mærket Z u-z kom en velskreven Anmeldelse. Naar blot Sandheden bliver sagt, er det jo ligegyldigt, af hvem den siges, og bemeldte Artikel syntes os derfor at gjøre en Udtalelse fra vor Side overflødig. Men senere er i et andet Blad fremkommet en Artikel, der efter vor Formening kan forvirre Anskuelserne om en Romans Betydning, om den Maalestok, der bør anlægges o.desl., og i den Anledning maa det være os tilladt at gjøre et Par Bemærkninger.

Vi opstille det Spørgsmaal: Hvad er en Roman? Hvad Nytte skal den gjøre? Hvad Ret har den?

Der er hos de Fleste en dyb Trang til at gjøre Bekjendtskab med Livet, en Nysgjerrighed og Videbegjærlighed med Hensyn til Menneskenaturen og Menneskeforholdene, og tillige ere de forhindrede fra, i større Omrids selv at erhverve sig denne Slags Kundskab. Digteren kommer denne Trang imøde, yder Læserne dette Bidrag til Dannelse, Verdenskundskab og Selverkjendelse. Hvorfor maa man være Digter for at gjøre dette? Hvorfor kan ikke enhversomhelst biographisk Notits gjøre en lignende Nytte eller gjøre den i samme Grad? Fordi Romanen skal vise Menneskelivets røde Traad, der i Virkelighedens Begivenheder saa tidt er skjult; fordi Begivenheder, Virkninger altsaa maae opfindes og ordnes i det Øiemed at vise Aarsagen; fordi Forfatteren til den Ende blotter Menneskesjælen, fremstiller medfødt Hang, Fristelser, Lidenskaber, Kamp imellem det, han troer Godt, og det, han troer Ondt, og endelig Resultatet i Lykke eller Ulykke. Gjør han dette med Kundskab til Sagen, med Sandhed, Energi og Friskhed, saa er Bogen interessant, griber, gjør Virkning, efterlader ved sin Livfuldhed et ganske andet, dybt Præg, end hvis dens ledende Tanke var udtalt i Læresætninger eller Formaninger.

Navnlig maa en Roman paa saadan Maade gjøre sig berettiget, naar den vil godtgjøre Sjælens Udødelighed. Menneskene have alt Biblen, hvor Udødeligheden er forkyndt og forsikkret med de tydeligste Ord og bevist med den overordenligste Opoffrelse af Livet. Havde Christus været et slet og ret Menneske, vilde Evangeliet været en Roman. Idet han fremtræder som Guddom, er det nødvendigt, at man skal troe paa denne Guddommelighed, og da denne Tro nu engang er vanskelig, dels at komme til, dels at holde fast og gjøre til Udgangspunkt for alle Ens Handlinger, saa maa en Roman, der behandler dette Stof, vise Troens og Vantroens Følger i Tilværelsen og gjøre det paa saa rigtig, simpel Maade, med saa megen psychologisk Kundskab og Erfaring, at Menneskene føle sig grebne deraf, komme i en Stemning, der er Troeslængsel eller Troesglæde.

Her falder følgelig det Ethiske og Æsthetiske sammen. Jo dybere man selv er greben, jo livligere og kraftigere man fremstiller Livets Fremtoninger, jo klarere man belyser dem, desto større er den ethiske Virkning; jo mindre man tiltaler Phantasien, jo mere uklare og slappe man gjør Charakterer og Handlinger, desto mindre Virkning tilveiebringer man og viser, at man ikke er kaldet til Opgaven, ikke har elsket den nok, offret tilstrækkelig Tid og Kræfter derpaa.

Den Person, Andersen har skabt til at repræsentere Bogens ledende Tanke, altsaa dens "Helt", Niels Bryde, "havde ingen Anfægtelser", som der siges etsteds, aabenbar for at vække en Slags Beundring for ham. Hvorfor? Hvorledes er dette motiveret? Af hvilken Naturbund kom han da? Er der i det simple danske eller kjøbenhavnske Folkefærd, hvorfra han stammede, en særegen Renhed, hvorledes er den kommen, og hvordan har den vedligeholdt sig gjennem Forsømthed og Uvidenhed? Det burde været udviklet, og en Skildring heraf vilde have været mere passende til Bogen end de mangfoldige, urolige, mange Steder pjattende Beskrivelser ligefra Rundetaarn til Silkeborg og Hamborg; men alligevel vilde et Menneske "uden Anfægtelser" ikke due til Hovedperson i en saadan Roman. Det vedligeholdes da heller ikke; adskillige Gange har Niels dog Anfægtelser overfor det sandselige Liv; men deres Styrke og Dybde paavises ikke, endskjøndt en saadan Roman maa frem med Sligt og kan gjøre det temmelig hensynsløst, fordi det kun fremkommer som enkelte Modsætninger, der gaae tilgrunde i den rene Hovedstrøm. Det angives ganske kort Pg. 165, at hvad der hjalp Niels mod Fristelser, var hans Skjønhedssands. Men det klares ikke: hvilken Skjønhedssands. Den antike Tid havde en Skjønhedssands, som førte til Nydelse og Naturtilbedelse. Den livlige, begavede Ungdom har i Almindelighed Noget af denne Art Skjønhedssands, som istedenfor at fjerne "Anfægtelser" hidfører dem og forskjønner dem, saa at Mange endog ganske overgive sig til dem. Hvorfor kunde, ja maatte ikke Niels Bryde, da han kom ind i Kunstens og Intelligensaens Verden, falde paa, at Livets Opgave var at nyde med Smag og Skjønhed? Hvorfor maatte han ikke gaae denne Vei og først prøve den saakaldt æsthetiske Livsanskuelse efter en Stund at have kjæmpet mellem denne Længsel og Anelsen om en anden, høiere Skjønhed? Og hvad holder ham tilbage, da han ved at studere Strauß, Naturhistorie o. desl. ganske opgiver Troen paa Gud og Udødelighed? Hvorfor bliver han i Grunden et lige skikkeligt Menneske, enten han troer eller ikke troer? - Fordi han er af Træ, intet virkeligt Menneske, intet Paradigma, hvorefter vi andre declineres eller conjungeres. Man har kaldt Niels Bryde "en Pjalt"; men det synes os urigtigt; thi han er hverken svag eller feig; han er heller ikke stor og betydelig, men kold, træet, en Dukke ligesom han, Paludan-Müller lod gaae op i "Luftskipperen og Atheisten".

Der er et Sted i Bogen, hvor Niels Bryde ikke er træet [rettet fra: 'ræet'], og det er der, hvor han som Barn dræber Katten, for hvis Skyld han er bleven mistænkt for Tyveri. Dette betegnes med Rette som et voldsomt Udbrud af hans Retfærdighedsfølelse. Men hvorfor kommer denne Retfærdighedsfølelse saa ikke til Anvendelse ved Løsningen af Bogens Opgave? Vi troe - og faae et andet Sted Leilighed til at vise det - at Retfærdigheden, denne Sands, som vi Alle bære i os, idetmindste mod Andre, kan naar den vendes mod os selv, paa stærkeste Maade træde i Idealets, Guddommens, Udødelighedens Tjeneste, ligesom man ved at betragte den hele Verden belyst af Retfærdighedens Idee, maa komme til ikke ubetydelige Resultater. I Begyndelsen af sin Bog har Andersen taget dette Motiv, men ikke formaaet at bruge det. Vi komme strax tilbage hertil og fremføre blot en Bemærkning, der hører hid. Et Spørgsmaal, der nemlig med Magt trænger sig frem, naar man behandler Udødelighed, Gud, Forsyn o. desl., angaaer Tilfældet. Hvad er tilfældigt i Livet? Andersen har streifet Spørgsmaalet, idet han f. Ex. lader Hr. Svane vinde de 25.000 Daler i Lotteriet. Men han har ikke taget mere Hensyn dertil end til en Forbigaaende, der i Vrimlen kan berøre hans Kjoleærme. Da Hr. Svane har faaet Pengene, erklærer Andersen, at "nu kunne vi slippe ham". Paa en Mængde Læsere løbe Tænderne i Vand ved at læse om en saadan stor Gevinst; men fra hvilket Standpunkt maa den Digter, som er gjennemtrængt af Udødelighedsfølelsen og vil meddele den til sine Læsere, behandle en saadan Lækkerbidsken?

Det er en Selvfølge, at der heller ikke kan være Tale om Heltens eller nogen anden Persons Skjæbne. I det virkelige Liv, som jo altid maa foresvæve Romanforfatteren, ligge Skjæbnens Traade tildels saa dybt og vidt spredte, at man ofte er fristet til at kalde den uudforskelig eller "tilfældig"; men for en meget stor, maaskee for den største Del, er Skjæbnen dog en Følge af Enhvers Gjerning indenfor givne Forhold. Men da Andersen ikke har tilstrækkeligt Blik for Tilværelsens Retfærdighed og heller ikke har tilveiebragt en Mening angaaende det Tilfældige, saa har han ikke et Øieblik tænkt paa at paavise en Skjæbne, og det er i fuldstændig Harmoni hermed, at Helten ikke handler. Niels Bryde træder paa intet Punkt i et saadant Forhold til Verden, at Noget maa times ham som Følge deraf, paa Grund af Skyld eller Fortjeneste. Han føres ikke til, gjennem Erfaring at erkjende noget Fornuftigt, Ledende, Nødvendigt, der er mægtigere end han, og som dog er af en saadan Natur, at naar han forsones med det, hengiver sig til det, bliver han fri.

Istedenfor at lade saadanne Magter komme til Anvendelse og frembringe "Choc" - som Andersen ynder at sige - er det i Reglen pinlig-forstandige, tildels umodne eller ubetydelige Disputer og Reflexioner, der fuldføre "Udviklingen". Menneskene tale og tale om Udødeligheden, ikke ud af en Trang, der meddeler sig, af Erfaring i Smerte eller Glæde, af dyb Kundskab om det Evige i det Timelige, men urolig, literairt, dogmatisk, bestandig streifende Yderkanten, uden Magt til at trænge ind i Centrum og med en trættende, forceret, anstrengt Iver for Troens Theori, ikke for dens Praxis, dens Udtræden i Livet. Store Begivenheder føres frem, navnlig den slesvigholstenske Krig og Choleraen; H.P. Holsts Correspondanceartikel om Hovedkvarteret efter Slesvig-Slaget er benyttet ligesaa vel som J.C. Magnus's Angreb paa Almindeligt Hospitals Indretning og den officielle Beretning om Kampen ved Øvre-Stolk; Død, Skudsaar, Typhus optræder tilligemed Vanvidet; Andersen veed, at det Ord, han søger, er etsteds derinde; men han har ikke Villie, Ro, Magt til at gaae tilbunds, han flagrer om det, nipper til det og haster videre. Andersen siger selv, at en hel Del af disse Skildringer ikke høre hjemme i Bogen; men efter denne Afbrydelse fortsætter han alligevel flink med at opdynge dem. Jo, vist høre de til, de ere ganske vist brugelige. Men naturligvis skulde de store og smertefulde Begivenheder været skildrede paa en saadan Maade, at Himlen, Evigheden syntes at række sig nær til Jorden, eller at Jordens Forhold føltes gjennemtrængte af Evighedens Magter; der skulde - medens Helten stod skjævt til disse Begivenheders sande Indhold, men lempelig bragtes nærmere - gaae en stille, høitidsfuld Bæven gjennem Læsernes Sjæl, kommende fra Digterens; men han selv har den ikke og søger kun ved at vække Minderne ubestemt at anslaae en for sig gunstig Stemning i Publicum. Selve Vanvidet, han skildrer, er ikke Vanvid, ikke seet og følt. Bagved Andersen stod det skrækkelige Spørgsmaal: Hvor er den Vanvittiges Sjæl? Er den forstyrrede Maskine udødelig? Ere vi Andre det da? Hvad er Sjælen? Han mærkede ikke engang, at det bankede ham paa Skulderen; det var ham nok at have indført en Scene mere og have berørt og løst et Hovedspørgsmaal med samme Nøiagtighed og Dybde som den, hvormed han kalder Times's Trykning en Lotusblomst, der udbreder sig.

Et stort Moment i Liv og Død er Kjærligheden. De fleste af vore Evner ere kun af mathematisk Art: de tjene til at maale og faae Forstand paa det Synlige, Sandselige, Haandgribelige. Kjærligheden er det "Choc", som bringer nye, hidtil ubrugte Sjæleevner i Bevægelse, aabner de Øine, der see det Usynlige, gjøre Udødeligheden indlysende. Vistnok skal den være stærk og ædel for at frembringe slige Undere - Hverdagsundere; thi Alle opleve det engang, de Fleste kun momentvis. I denne Roman "i tre Dele" fylder Kjærligheden knap een Side (see Pg. 275 og 278). Niels har med Venlighed og Forstandighed holdt Omgang med en jødisk Familie, og især tiltaler ham en af dens Døttre ved Navn Esther, der er Christen. Hvordan hun er blevet det, og hvordan det har kunnet gaae af uden Collisioner med hendes jødisk-fromme Fader, erfare vi ikke; at skildre et jødisk Sinds Overgang til Christendommen og Betydningen deraf laa Andersen for dybt, han havde ikke Ro til at gaae tilbunds deri. Esther er lutter Aand, noget sygelig, meget belæst og giver Anledning til en tør Fremstilling af Goethes "Faust" 2den Del - den skulde jo ogsaa med - og Pg. 275 opdager Niels, at han elsker hende, og Pg. 278 døer hun af Cholera, uden at Kjærligheden er viist os med nogensomhelst Kraft eller Inderlighed.

Nogle Linier af Bogen ere her meget betegnende; thi her er Centralpunktet, her skulde Digteren fremtræde i al sin Kraft, her skulde man føle, at han sjælelig havde oplevet, dvs. sat sig ind i, hvad han skildrer. Niels, der jo er Læge, er bleven hentet til Esther:

"Tak, fordi De kom!" sagde hun; det klang hult, langt borte. "Sig mig det kun, det er forbi snart! - Videnskaben siger, at det er - - "
"Døden!" sagde stille, uvilkaarlig Niels Bryde, overvældet og betaget af det Uventede. Alt dreiede sig rundt for ham.
"Og Troen siger", hviskede hun, "det er Livet!" -

Vil en Døende tale saa abstract? Skulde hun ikke snarere sige Ord, der lode føle, hvorledes Troen er Livet?
Strax efter, ved selve Dødssengen, holder Niels Bryde følgende Monolog:

"Hvad have de Viiseste i alle Tider udfundet om Tilstanden efter Døden? kun Phantasier, Gisninger, en af Mennesker opdigtet Mellemtilstand. Pindar i sin anden olympiske Seirs-Hymne anviser de Gode Ophold i et Skyggerige, før de komme til de Saliges Øer; i Platons "Phædon" tales om Befrielsen fra de underjordiske Steder, og at komme til renere Vaaninger over Jorden. Hvad lære vi heraf? kun det, at Hedningen selv har fornummet Trang og Stræben efter at betegne dette for os Ubestemmelige. Den Døde sover!" gjentog han, "det synger endnu vor Tids Digtere! Hvor usandt! Nei, selv Støvet, der hviler i Graven, sover ikke, det gaaer over i Tingenes Kredsløb, og Sjælen - den rettroende Christen, som de kalde ham, siger: den er gaaet over i Himlens stille Salighed - Nei! dertil er den ikke hos Nogen udviklet nok; den svæver frem mod en større Fuldkommenhed, eller er slukket! - "ikke være" - Nei, nei, det er en Umulighed for den Gud, der er retfærdighed og Kjærlighed!" - Hans Tanke svulmede til at sprænges!

At E-Strengen saa springer paa Claveret, og at han deri troer at høre Bud fra Esther, er noget Sentimentalt og Latterligt, som vi ikke skulle dvæle ved, især da Andersen selv kalder det Overtro og ikke lader det faae ringeste Indflydelse. Niels er og bliver i Grunden lige træet; men Pg. 284 faae vi at vide, at "gjennem uendelig Smerte og Længsel kom Barnesindet", og han bad til Gud om Tro, og Pg. 294 har han faaet den. Hvad den da egenlig er, hvad Indhold den har, om den sidder som en Prik i Sjælen, eller om den er hele Organismens Livsessens, om den vil vise sig i Handling o.s.v. - derom erfares Intet, og den egenlige fortælling kunde derfor begynde, hvor Bogen slutter. - Andersen har godt vidst, at han ved at lade Esther døe og Niels blive tilbage slog paa en Streng hos Alle, der have mistet en kjær Person, og at de vilde blive rørte ved at mindes; men Digteren skal ikke paa saadan Maade lade sig hjælpe af Publicum; han skal give det, der bevæger sig hos Publicum, et stærkere og klarere, idealt Udtryk. Noget Lignende gjælder med Hensyn til den hyppige Brug af saadanne Udtryk som, at man fornam Hjerteslaget, Hjerteroden, Hjertestrengen - uden at der er nogen dybere Skildring af Slaget, Roden, Strengen.

Om de smukke Enkeltheder, man har fundet i Bogen, maae vi sige - det gaae ud over os selv eller ei - at vi ikke kunne finde andre Enkeltheder smukke end dem, der tjene Helheden og Enheden. Den Skikkelse, som Horats beder Poeterne vogte sig for, var foroven Kvinde, forneden Fisk. Det øverste Stykke var smukt, og Fiskehalen vilde maaskee ligeledes været en stor Prydelse, men for en Fisk; Helheden var derfor styg og forkastelig. Hver Enkelthed skal være udarbeidet i den Hensigt at tjene Hovedtanken, og idet den organiserende Tanke saaledes er tilstede overalt, betingende og betvingende Skildringen, fremkommer Stil. Andersen har aldeles ikke gjort sig Umage for at betvinge sig selv, samle sig under en Opgave, mindst under en, som sluttede sig til Evangeliet. Enkeltheder som den om Taterkonen kunne vi Danske kun være ham lidet erkjendtlige for, saalænge vi ikke utaknemlig glemme Blicher, der ganske anderledes sundt og rolig har skildret hin særegne Menneskenatur. Det er i denne Henseende ret mærkeligt, at Andersen undgaaer for sit engelske og tydske Publicum at nævne Digtere, han skylder saa meget eller kommer saa nær som Paludan-Müller og Blicher, hvorimod han med Omhu nævner og roser Digterinden, Frøken Nielsen. At han ogsaa nævner Eventyr-Poesien med overordenlig Ros og anseer den for noget af det Ypperste, Menneskeheden har produceret, og uden at nævne Digteren, han sigter til, finde vi efter Omstændighederne ganske i sin Orden. Ogsaa vi sætte Eventyr-Poesien meget høit og have ikke været sparsomme med Anerkjendelse af H.C. Andersen i denne Retning, hvortil behøves en særegen genial Begavelse, der i korte, dybe, humoristiske Glimt seer Sandheden og overlader til Læseren at philosophere over de vidtlysende Blink.

Man har sagt, at H.C. Andersen har været Gjenstand for "uretfærdig Ringeagt" i Hjemmet, og dels derfor, dels af Hensyn til, at han nu har den Lykke at digte "for tre Nationer", kunne vi gjerne bære over med overflødige Skildringer, der for os ikke ere nye. Hvad det Første angaaer, saa er det rigtignok sandt, at Andersen har været Gjenstand for Kritik og maaskee undertiden for uretfærdig Kritik; men paa den anden Side der han dogh ogsaa i høiere Grad end de Fleste bleven baaren af Samfundet, hjulpen og kjærtegnet paa mange Maader. Og hvad det Andet angaaer, indrømme vi meget gjerne, at der kan være Grund til gemytlig Overbærenhed, dels hos Folk i Almindelighed, dels hos et Blad, han sender Correspondance fra England; men skulde den ovennævnte Lykke ikke netop fremkalde store Fordringer til Digteren selv, og kan de danske Literatur af et saadant Hensyn opgive sine Krav? Skal den virkelig tage tiltakke med mager Kost for Sønnens Skyld? Og skulde monstro de andre Nationer være glade ved, i en Bog om Udødeligheden at finde Brudstykker af historiske, geographiske, literairhistoriske Beskrivelser, der i og for sig ere saare Lidet og overfor Udødeligheden Intet? Skulde det Bedste for Andersen ikke være, at han skrev rigtig, sand Poesi for een Nation, i den Forvisning - som han jo er saa lykkelig at have af Erfaring - at saa er den ogsaa Poesi for andre Nationer?