H.C. Andersens Samlede Skrifter. Anmeldte af Dr. Gr. Thomsen

Anmeldt i

Dansk Maanedsskrift.

Anmelder

Thomsen, Grímur

Udgivet

1855.

Anmeldte værker

Samlede Skrifter af H. C. Andersen. - Første Bind

Bibliografisk (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Grímur Thomsen 1855: "H.C. Andersens Samlede Skrifter. Anmeldte af Dr. Gr. Thomsen" i Dansk Maanedsskrift, redigeret og udgivet af Dr. M.G.G. Steenstrup, bd. 1, 1855, s. 229-248.

Man er ved Bedømmelsen af en Forfatters samlede Skrifter heelt anderledes stillet, end ved Bedømmelsen af et enkelt af samme Forfatters Arbejder. I sidste Tilfælde har man kun med det enkelte Skrift, som et organisk Hele i og for sig, at gjøre, og dette staaer da eller falder med sine Dyder eller Lyder, uden andensteds fra at kunne hente sit Correctiv. I første Tilfælde derimod, hvor en gjennem enkortere eller længere Aarrække samlet Forfattervirksomhed i sin Sammenhæng foreligger, bliver det enkelte Skrift kun et Led i Kjæden. Det betinges og suppleres paa mange Maader af de øvrige; dets Mangler udfyldes, dets Dunkelheder oplyses, dets Fortrin hæves, og dets Fejl stundom rettes, stundom atter forstærkes ved de foregaaende saavel som efterfølgende Skrifter. Et klart Overblik over den hele Forfatterejendommelighed vindes; Lys og Skygge blive rigtigere og fuldstændigere fordelte over det Hele, og Forfatterens sande Charakteer træder fyldigere frem, end i noget enkelt, selv af hans bedste Arbejder.

Om intet Slags Forfattere gjælder dette i samme Grad, som om Digtere.I disses Skrifter gjøre Virkningerne af Livsudviklingen sig stærkere gjældende, og træde skarpere frem; det individuelle Liv, Menneskehjertet og dettes Berøringer med Naturen, Historien, og det Samfund, hvori de leve og virke, er deres Tænkningskilde, og selv de saakaldte "objektive", i Særdeleshed de episke Digtere i strængere Forstand, ere, som saadanne, ogsaa paavirkede af deres Livserfaringer og Livsanskuelse. Selv Homer skildrer i Phæakernes Skjald den blinde Digter, ligesom Odysseen i det Hele bærer tydelige Præg af at skylde en Sanger, som selv havde "hjemsøgt mange Stæder, og lært mange Folkeslags Sind at kjende", sin Tilværelse; ja, Homers Samtidige fandt utvivlsomt mange Berøringspunkter mellem hans Liv og hans Rhapsodier, som vi, formedelst den store Afstand, ikke mere kjende. Tager man nyere Epikere, som Dante, Tasso, o.s.v., saa træder Digterindividualiteten endnu skarpere frem, skjøndt dette vel altid skeer paa en mere middelbar Maade, end hos vore Dages Digtere, som baade ere, og fornuftigvis, uden alt Hensyn til den formelle Inddeling i episk, dramatisk, og lyrisk Poesi, ogsaa maa være mere subjektive, end de Gamle. Christendommen er jo Personlighedens Forløsning, og Subjektet er kommet til en Ret, som det vel undertiden misbruger. Imidlertid er det nu engang saa; deri maa vi finde os, vi som, hver især, helst beskjæftige os med os selv; uretfærdige blive vi først da, naar vi forbyde vor poetiske Næste at gjøre det paa hans Vis, som vi selv prosaisk gjøre, og naar vi t. Ex. om en Digters Arbejder sige: "O, ja, det er ret kjønt, men det er ham selv, og evig ham". - Er det virkelig "evig" ham, saa bør vi, ret forstaaet, tvertimod være tilfredse, thi det Evige i ham er, paa en anden Maade, ogsaa det Evige i os, og dette Evige er netop ligesaa meget Objektivt, som Subjektivt.

Naar man derfor har henregnet H.C. Andersen til de fortrinsvis subjektive Digtere, og atter og atter fornemmelig lagt ham denne formentlige "Subjektivitet" til Last, saa haaber jeg i det Følgende at skulle kunne godtgjøre, at det ikke forholder sig saa. Herhjemme i hans Fødeland, hvor Propheter, som andre Steder, have deres Vanskeligheder, har mangen En, som maaskeedog ikke kjendte Andersen saa nøje, naar Alt kom til Alt, troet at kjende ham saa godt paa Hverdagslivets Østergade, at han ikke ønskede eller behøvede at gjensee ham idealiseret i hans Skrifter. Selv gjør Andersen denne Anke anskuelig i Eventyrcomedien "Lykkens Blomst", hvor han lader Johansen sige til Ewald:

- "I skriver ned, hvad I har selv oplevet,
Er det at skabe, finde paa -?"

I Udlandet derimod er Ingen falden paa at bebrejde Andersen dette, og hvorfor? fordi der har man, som man bør, holdt sig til den i hans Værker idealiserede Digter, og ikke til Andersen, som han staaer og gaaer. Og i Virkeligheden forholder det sig saa, at saaledes som Andersen's digteriske Personlighed foreligger i de "Samlede Skrifter", er denne Subjektivitet ikke stærkere fremtrædende, end hos mange af de saakaldte "objektive" Digtere, t.Ex. Göthe. I Andersen's samlede Skrifter faae vi ingenlunde Indtrykket af en med sig selv næsten udelukkende beskjæftiget Forfatter, som t.Ex. Heine; men tvertimod et klart og anskueligt Billede af en med Barnligt Lune, rig og original Phantasi, samt en desværre alt for sjælden Følelsens Renhed rigt udstyret Natur, der fuldt saa meget lever sig ind i det givne Stof, som han optager dette i sig. Hans Styrke i Naturskildringen er almindelig anerkjendt, selv af hans Modstandere, og hvor han gaaer og staaer, enten han rejser tilfods fra Holmens Canal til Amager, eller han paa Jernbanen, pr. Schnellpost, og Vetturin iler fra Norden til Orienten, eller han pr. Maaneseiler høit over den menneskelige Virksomhed, som i "Billedbog uden Billeder", eller han magelig færdes "i Sverrig", eller han endelig sidder stille i Børnestuen, - overalt levendegjør han det, som for Hverdagsmennesket er dødt og betydningsløst. For ham er Forsynet bogstavelig allestedsnærværende. Et Tagkammer med en skrøbelig Stol paa halvtredie Been, en Tællepraas stukken i en tom Flaske, gjør han, om ikke hyggelige, saa dog levende, og man griber Stolen, og man vender Flasken, for at see, om der ikke skjuler sig en Alf, eller en Nisse i dem, Alt eftersom han befaler. Hans poetiske Anskuelse er i den Grad frisk og umiddelbar, hans Billeder i den Grad baade naturlige og slaaende, at Barnet troer ham, og den Voxne med, naar han ikke var saa "fornuftig". Hvor vi Andre kun see Forstandens kolde Prosa, eller Materiens guds- og aandsforladte Tryk, der føler han den højere Fornufts Pulsslag, der finder han Elementaraandernes Poesi, og Aandens Herredømme over Materien. Den brusende Fabrik med Dampmaskiner, Hjul, Ventiler, Klapper o.s.v., hvor "Blodløs" spinder gloende armtykke "Jernstænger, der igjen knækkes som Lakstænger, hvor tykke Metalplader klippes saa stille, saa blødt som Postpapir, hvor den store Jernhammer med tunge Slag gjentager sit: Banko, Banko", bliver i hans Haand til et Aandeværksted, befolket med usynlige Alfer og Gnomer, der vel at mærke lyde den store Aand, - Menneskeaanden. Hans glødende og rige Phantasi vilde overvælde os, hvis han ikke forfriskede os med Ironiens Støvregn, og denne vilde for meget afkjøle os, hvis der ikke under den slog et Hjerte varmt for alt Ædelst og Skjønt. Og dette Ædle og Skjønne søger han ikke, som desværre saa mange nyere Digtere, udelukkende eller fortrinsvis i Livets og Samfundets højere Lag, han finder det ligesaa let og ligesaa skjønt i Livets lavere Sphærer, i Skomagerens Kjælder ("de to Baronesser"), ligesaavel som paa Baronens Slot, hos Commandoren paa Halligerne ligesaavel som hos "Kammerjunkeren". For at blive ved den samme Roman, hvor retfærdig er ikke ogsaa hans Ironi, uden Persons Anseelse, uden Standsforskjel; den tykke Cathrinesen, denne "Æbleskive, med to Been under" bliver ligesaa lidt skaanet, som Grevinde Clara, der protegerer Konsten og sværmer selv for det Ydre af Thorvaldsen's Museum, "og det uagtet hun ikke er malet paa Muren". Allerede Heiberg har indrømmet Andersen mere Humor, end nogen anden dansk Digter siden Vessels Tid, og vil man have et Par Exempler herpaa blandt utallige, saa er der "et af de Vers som Cathrinesen havde skrevet til Trines Bryllup, der ogsaa stod som Mindedigt paa hans egen Grav", eller "den unge Moder som sad og græd ved sit døde Barn; der stod en lille Dreng ved Siden af hende; han saae med spørgende Øine paa Moderen, aabnede de smaa Hænder, i hvis Huulhed han skjulte en lille Sommerfugl, han havde fanget; - og Sommerfuglen fløi hen over det lille Lig". - Shakspeare vilde ikke have gjort det bedre. Hvem skildrer en kjøbenhavnsk Regndag, som Andersen, "naar Rendestensbrædter standse Vandløbet, og hver frisk Skylle truer med at drukne et Par smaa Børn og svagelige Gamle i Kjælderne, naar svømmende Halm og Kaalstokke drive som Forkyndelse af Vaaren, naar de slidte Fliser staae med deres smaa Vandbeholdninger fyldte, naar Folk genere hinanden med vaade Paraplyer og man saa roser ""det deilig milde Veir"" - Hvem skildrer mere træffende Børns literaire Smag: "de Smaa holde ikke af langt Kjærlighedsvrøvl, de ville: ulykkeligt, men gesvindt". Hvilken Student maa ikke glæde sig ved Skildringen i "O.T." af en Aften i Studenterforeningen - den gamle Studenterforening ved Holmens Canal? Hvor livagtigt og nærværende! Thi deri afspejler Phantasien Evigheden, at Rum og Tid blive forsvindende Momenter deri, at det Fjerne bliver Nært, det Forsvundne Nyt. - Vil man have et Exempel paa det Rørende, saa erindre man den gamle Etatsraad Heimeran's Yttring: "den ældste Søn har jeg i Ostindien, den anden i Archangel, de to Yngste - vor Herre delte med mig, - dem tog Han til sig; de To har jeg da nærmest!" Og vil man have en nordisk Idyl, man læse "i Sverrig" Skildringen af Midsommerfesten i Leksand, hvor Digteren gjør sig udødelig ved at levere "nye Faconer" til Peberkager. Man læse i samme Værk Afsnittene: "Bedstemoder", som har gjemt en tør og flad Rose i sin Psalmebog; og "den stumme Bog", hvor et Herbarium indeholder den afdøde Upsala-Students Levnetsbeskrivelse. Kan man vel tænke sig en mere poetisk Livssymbolik? - Dette digteriske Øje for Aandens Liv og Virken i Materien, i Prosaen, i Hverdagslivet, i det Mindste og det Ringeste, og denne skabende Phantasi, som blæser Liv ind i det Døde og "Blodløse", er H.C. Andersen's store Gave. Man kan være Digter og dog ikke besidde meer end en ringe Skjærv af den Rigdom, som er ham i denne Retning forundt. Deri bestaaer hans Primitivitet og hans Universalitet; derfor er han alle Alders [Aldres] og alle Nationers Digter, som blot kunne læse ham. Heri viser han sig ogsaa, for at bruge Kunstordene, ligesaa objektiv, som subjektiv. Thi om han end opfatter og gjengiver det udenfor ham værende paa sin Maade, saa skeer det dog saaledes, at enhver Læser fra Barnet til Oldingen kunde opfatte det paa samme Vis, og denne digteriske Colonisation af det Livløse, af "Stoppenaale", "Tinsoldater", "Galoscher" o.s.v. skeer i det Almindeliges, i Menneskeaandens, og ikke i Andersen's Navn. Den objektive Digtning bestaaer jo netop deri, at Digterens Anskuelse er hans og dog Alverdens; kun at han opdager de poetiske Verdensdele, som Hvem, der vil, siden bebygger.

Derfor kan H.C. Andersen efter Poetikens strænge Regler heller ikke henregnes til de fortrinsvis lyriske Digtere. At han har skrevet to Bind lyriske Digte, og deriblandt mange ypperlige, gjør Intet til Sagen. Den vedholdende, varige lyriske Stemning er ikke hans Styrke. I Reglen fører hans Ejendommelighed ham bort fra den oprindelige Stemning, hvori Digtet begyndtes, til Naturbetragtninger og andre Betragtninger, paa ironiske og humoristiske Veje. Man er nu eengang bleven enig om af det lyriske Digt at fordre Stemningens og Tankens Enhed og Afrundethed; paa andet Dansk, Tanken maa være holdt; ligesom en Melodi, et musikalsk Thema, finder den lyriske Tanke sin egentlige Skjønhedsfylde i sin rette Begrændsning. Andre Themaer, andre musikalske Tanker, hvor skjønne de end kunne være, maa holdes borte, thi de virke forstyrrende for Enheden. Dette gjør Andersen vel undertiden, som i "det døende Barn", "Sneedronningen", "Soldaten", "Hjemvee", i "Pantalones Vise" (af "Ravnen"), i "Dødsøieblikket", "En Digters sidste Sang", "Fuldmaanen skinner paa Busk og Krat" (af "Bruden fra Lammermoor"), "I Hytten hos min Moder", "Jeg er en Skandinav", "Bøgetræet", o.fl., men almindeligere er det at see ham improvisere lyrisk. Han løber fra den ene Tanke til den anden, fra det ene Thema til det andet, slynger Billeder om Billeder, og, om disse end ere nok saa poetiske, saa fremkommer deraf - nok et smukt Digt, men ikke et lyrisk Digt i højere Forstand. Den oprindelige Stemning varer for kort, og skydes til Siden af en anden, som atter fører til en tredie. Til andre Tider holder han Tanken for en Stund, men pludselig gjør hans Pegasus Sidespring, t.Ex. i "Spillemanden", hvor sidste Vers ret er en subjektiv Capriol, af det rørende Slags. I "Rosenknoppen" er noget Lignende Tilfældet. De tre første Vers udtømme Tanken paa en smuk Maade, men i det fjerde slaaer Digteren en lystig, men overflødig, Krølle paa den. Man vil svare: dette er, hvis det er en Fejl, kun en Formfejl. Men i det lyriske Digt er Formen meget vigtigere end mangen troer, ja den er saa meget vigtigere, netop i den mindre poetiske Organisme, som det lyriske Digt, end i den større, t.Ex. en Roman, som en Synd imod den paa det første Sted forstyrrer Sammenhængen og Harmonien kjendeligere, end paadet sidste, hvor Handlingens Interesse, til Trods for alle Episoder og Diversioner, vedligeholder sig gjennem to og tre Dele. Det lyriske Digt er for fintbygget til at taale Episoder. Hovedtanken forkues og skjules under dem; Indtrykket afbleges; og spørg Barnet! det lærer et saadant overlæsset Digt vanskelig udenad, og husker det kun kort. I Lejlighedsdigtet er H.C. Andersen heller ikke altid heldig, ligesaa lidt som Oehlenschläger; Heiberg og især C. Ploug staae over begge. Derimod er han ret hjemme i den komiske Lyrik, t.Ex. det uforlignelige Digt: "Grethes Glæde over Sommeren", der ender med følgende ubetalelige fire Linier:

"- O, hvor jeg glæder mig til denne Sommer,
Det er dog deiligt! Hvor jeg elsker den!
Især naar saadan Efteraaret kommer,
For saa begynde Ballerne igjen!"

Men muligvis har jeg anlagt en urigtig Maalestok, som det jo i det Hele baade i og for sig er misligt, og navnlig, hvad Andersen i Særdeleshed angaaer, vanskeligt at tvinge hans Digterejendommelighed ind i Categorierne. Noget kan det ogsaa komme deraf, at han, som man i det Følgende vil see, staaer saa meget større for mig i andre og væsentlige Retninger, end som Lyriker. Hans egen Natur har forøvrigt i hans senere Udvikling mere og mere ført ham fra den egentlige lyriske Poesi, til en højere Digtning i ubunden Stil, som i mine Øjne fordunkler hans Digte, der, som man selv kan overbevise sig om, i de senere Aar ere komne sjældnere og sjældnere fra hans Haand. Dette gjælder vel i større eller mindre Grad om de fleste større og mere produktive Digtere, som gjærne fra den mere umiddelbare Lyrik hæve sig til de højere og omfangsrigere Digtarter, men det gjælder ikke om de lyriske Digtere, i strængere Forstand, t.Ex. Burns, Chr. Winther o.m.fl. som hele deres Liv igjennem kun have modtaget Musens Kaldelse i denne Form og Retning. Det bør holdes fast, at Andersen's lyriske Digte, ved at betragtes i de "Samlede Skrifters" klarere Belysning, træde mere i Baggrunden, end de utvivlsomt vilde gjøre, naar de bleve bedømte for sig. Udsættelsen er derfor relativ, og skal ikke gjælde for noget Mere end et Bevis paa, at H.C. Andersen ikke, som fortrinsvis lyrisk Digter, med Rette kan henregnes til de, i snævrere Forstand, subjektive Digtere.

Imidlertid ere der i alle Menneskers, og maaskee i en endnu højere Grad i alle Digteres, Liv Perioder, hvor de vende sig indad i deres eget Bryst, hvor de opsummere de gjorte Erfaringer, ordnede modtagne Indtryk og opgjøre deres Udviklings aarsregnskab - ligesom for at komme til Klarhed over deres aandelige Status, og see hvilken Driftscapital de have opsamlet til ny Virksomhed udad i Tanken og i Livet. H.C. Andersen har havt flere saadanne Perioder, og i de Skrifter, som tilhøre disse Afsnit af hans Digterliv, træder den subjektive Charakter stærkere frem. Læseren maa i denne Henseende henvises til hans "Livs-Historie"; det være nok her at erindre om, at af Romanerne høre "Improvisatoren", "Kun en Spillemand", af Rejseindtrykkene "Fodreisen", "Harzreisen", og "En Digters Bazar", samt en Række af hans fortællende Digte til denne mere subjektive Cyclus. Ikke at tale om, at den subjektive Digtning i og for sig, og fornemmelig i vore Dage, er aldeles berettiget, saa ere de nævnte Arbejder i sig selv højst værdifulde Arbejder, og den Personlighed, vi der lære at kjende, ere vi vel tjente med at lære at kjende. Jeg hører sige, at man hist og her mærker for meget til en vis Slags Forfængelighed, Ømskindethed og sygelig Klage over Misundelse. Ja det er sandt: Andersen skjuler ikke, hvad saa mange Andre ere kloge nok til at skjule; men forresten - hvem af os troer nogensinde, at det gaaer ham i denne Verden efter egen store Fortjeneste, og hvor mange af os ere saa capitelfaste, at de, naar de troe de lide Uret, bære den med Lammets Taalmod eller Stoikerens ophøjede Ligegyldighed? Det ligger allermindst i Andersen's Natur, at have en haard Hud, som man siger, og troer man, hvis han havde denne saa meget anbefalede haarde Hud, at hans Følenerver for det Gode og det Skjønne da vare saa fine? Den hele Anke er ugrundet; er en oprindelig, ejendommelig Digternatur først givet os, saa maa vi tage den, som den er, med dens Lys- og Skyggesider. Vi kunne nu engang ikke faae den anderledes. Og fik vi den anderledes, saa fik vi ikke den, saa fik vi en anden. Og hvilken er nu denne Personlighed, som vi i hine Arbejder blive bekjendte med? Det er en Personlighed, som staaer i fuldkommen Harmoni med sin Digtning. Det er en phantasirig, fintfølende, letbevægelig, klartseende, med et skarpt Instinkt og en stærk Tro begavet Personlighed. Disse ere Hovedtrækkene. At nu denne samme Personlighed i Troen paa sin Bestemmelse, eller rettere paa Forsynets Bestemmelser for dens Vedkommende, en enkelt Gang kan synde imod en justeret "Beskedenheds" Fordringer, at den i Følelsens Finhed kan overvurdere de Hindringer og Stød, som møde den, at dens Instinkt undertiden kan tage sig for store Friheder med Forstanden, det er meget muligt, men det kan ikke være anderledes. Og hvem kan nægte, at hans Klager og Bitterhed altid træde yderst humant frem, og som oftest uden Navns Nævnelse. Hvorledes have ikke andre berømte Digtere, f.Ex. Byron, hudflættet og korsfæstet deres Modstandere. Og paa den anden Side, hvor smukt viser ikke Andersen's Taknemmelighedsforhold sig til de Mange, som have ledet ham paa hans Bane f.Ex. Collin og H.C. Ørsted. I den Retning har H.C. Andersen desuden i Tidens Løb forandret og udviklet sig Meget; det er kun en sjælden Gang, han i sine senere Arbejder paa en indirecte Maade beklager sig over sine Landsmænd, som f.Ex. den Linie han i "Lykkens Blomst" lægger Ewald i Munden:

"og spotte det forstaaer den Danske godt!"

og om han end i en vis Forstand altid vil vedblive at være en subjektiv Digter, saa er det lykkedes ham at kaste en heel Deel af de Subjektivitetens Tilfældigheder overbord, som han i sine tidligste Arbejder herhjemme maatte høre ilde for.

Svagest viser han sig i det strengt Dramatiske, og hvorfor? Fordi Dramaet ikke ligger for ham. Det falder mig ikke ind at nægte, at han ofte har smukke dramatiske Momenter, som t.Ex., hver i sin Slags, i "Kongen drømmer", og "Den nye Barselstue".; men hans digteriske Kald er neppe det Dramatiske, og hvorfor? Fordi Charakteertegningen ikke er det. Denne afhænger af tre Momenter, som sjældent ere forenede hos en og samme Forfatter: af det skarpe Øje for det Oprindelige, det Tilgrundliggende, det Blivende, man kunde sige Modermærket i en Charakteer; af dens sande og naturlige Udvikling i Livets Prøvelser og Sammenstød; og endelig af det man kunde kalde det Mimiske i Charakteren, der viser sig i bevægede Øjeblikke i Berøring med andre Charakterer, af Stemningernes Afvexlinger og Overgange, af det Pludselige, som glimter frem i Dialogen og Repliken, Noget, hvori kvindelige Forfattere, som t.Ex. George Sand, have en stor Styrke. H.C. Andersen opfatter som Faa det Første, det Typiske i Charakteren, dens ejendommelige Physiognomi; der kommer det stærke Digterinstinkt ham ret tilpas, og derfor ere mange af hans Roman-Figurer saa plastiske, og saa ypperlig tegnede; men i Charakterens Udvikling, dens Fremvæxt op af Livets mangehaande Jordbund, i mangehaande Vejrlig, som, især hos Shakspeare, er saa sand og saa omhyggelig, og som, strængt taget, er uundværlig i det christelige Drama, der ikke, som det antike Drama, eller det italienske Maskespil, kan blive staaende ved det Typiske, det engang for alle Færdige, - deri er Andersen's Svaghed. Hans Charakterer ere, om man saa vil, nok consequente, naar Talen er om det Consequente i det Stationære, i det Blivende; men denne Consequents bliver og kan ofte blive inconsequent, naar den anvendes paa det Vordende, det sig Bevægende, Skabende. Dette har Andersen selv vist undertiden følt, og det forekommer mig tvivlsomt, om han saa meget er bleven dramatisk Digter af en indre Drift, som fordi det nu eengang er Skik og Brug blandt Digtere - en Skik, hvorpaa iøvrigt mangen stor Digter har strandet - at forsøge sig i det Dramatiske. Idetmindste har han i de "Samlede Skrifter" med en roesværdig Selvfornægtelse udeladt en Deel af sine tidligste dramatiske Arbejder, som "Ravnen", "Bruden fra Lammermoor", og "Festen paa Kenilworth", med Undtagelse af de smukke Sange, som i 15de Bind ere optagne blandt Digtene.

Det maa udtrykkelig fastholdes, at Talen her ene er om det egentlige Charakteerdrama, thi i Eventyrcomedien er han igjen, i Kraft af sin ejendommelige Natur, paa sin rette Plads. Der kan han gjøre Brug af sit rige Udvalg af staaende Typer; der kan han give Phantasien Tøjlerne, og jage afsted over Jord og under Jord. Til Skoleridt er hans Pegasus mindre skikket. Der kan han, som i "Meer end Perler og Guld", digterisk ægtevie det Eventyrlige med vore Dages mest fremadskredne Industri, fra Skyerne gjøre Luftrejser til Jorden i en Luftballon, eller med Jernbanen gaae til en eller anden terra fabulosa, som "Sandhedens Land", eller "Abekattenes Rige". Der kan han, som i "Lykkens Blomst", ved sin gode Ven, Nissen, udaf Phantasiens Perler fremtrylle, det være sig et svundet Digterliv, med dets Savn og Krænkelser, eller Riddertidens Frænders Had. Der kan han frit, uden Hensyn til Tidens, Stedets og Handlingens Enhed, lade den ene Tilstand afløse den anden, og ved at drage Fortiden ind i Nutiden, afklæde hin Afstandens magiske Glands, knuse Illusionen med Illusionen, og belære en godt gift Skovfoged om, at det er bedre, at være det 19de Aarhundredes huslig lyksalige Skovfoged, end Riddertidens Valdemar, eller det 18de Aarhundredes Ewald. Der kan han endelig om de historisk givne, flygtig skizzerede Typer, eller saadanne, som han selv af Hverdagslivet fremdrager, frit slynge Phantasiens Arabesker, og uden nogen af Dramaets indre Bygning paalagt Tvang, paa lignende Maade, som Shakespeare i "Stormen" og en "Midsommernatsdrøm", holde Spillet gaaende mellem Drøm og Virkelighed, mellem Feeverdenen og Hverdagslivet, idet Charaktererne her ikke, som i det egentlige Drama, behøve at holdes i den dramatiske Udviklings Tugt og Ave. Thi i Eventyrcomedien kommer det fornemmelig an paa det Sindrige, Træffende og Dybe i Vexelspillet mellem det Hverdagslige og det Eventyrlige, men Handlingens Enhed fordrer ikke strængt holdte og consequent gjennemførte Situationer og Charakterer. - Blandt Eventyrcomedierne staaer "Ole Lukøje" forsaavidt ene, som den er mere allegorisk end de øvrige. Deri fører Digteren nemlig en Skorstensfejerdreng, der i sin friske Livsglæde med komisk Plastik fremstiller sig som en Art spansk Ridder - paa Grund af Kappen, og den snævre sorte Dragt, - gjennem pludselig og uden egen Anstrængelse erhvervede Rigdomme, Ødselhed, Orgier, Gigt, Podagra og Livslede, der alle personlig møde, tilbage til hin glade Fattigdom og Nøjsomhed, idet han paa den sindrigste Maade præsenterer alle disse Masker, med Ihændehaveren af Drømmenes Familieparaply, "Ole Lukøje", i Spidsen. Andersen har i det Hele en stor Styrke i at costumere sine Personificationer, thi hvad kan t.Ex. være pudsigere, end Lygtemanden i "Hyldemoer", der møder som "Handlende med chemiske Svovlstikker, der ikke lugte", eller Muldvarpen, som finder det for betegnende at træde op som "Rodemester", og foretrækker at melde sig som velhavende "Kjeldermand". - Uagtet Digteren selv ikke kalder "Agnete og Havmanden" en Eventyrcomedie, men et "dramatisk Digt", saa hører den dog til denne Klasse, forsaavidt Accenten lægges, ikke paa Comedie, men paa Eventyr, thi "Agnete og Havmanden" er en Eventyrtragedie, grundet paa det bekjendte Sagn. Den hører iøvrigt til Digterens tidligere Udvikling, og er at betragte som et Forbud paa Arbejder af lignende Art, hvori H.C. Andersen senere har culmineret. Der er i Folkevisen en Anelse om de Synder, som Bibelen kalder de utilgivelige: "Synderne mod Aanden"; en saadan Synd har Agnete begaaet, ved at lade sig forlokke af Havmanden, et Væsen, som, om Andersen end i Grunden gjør ham god og skikkelig, dog hører til en anden aandelig Verden, end Agnete, - til Antichristens Rige. - "Hun glemte sin Jesum og sprang i hans (Havmandens) Favn". Derfor "vende Billederne sig" i Kirken, da Agnete træder ind. I Sagnet ligger ingen Mulighed til Forsoning, thi Agnete har begaaet en Dødssynd, og om det end er tænkeligt, at denne kan udsones ved at hun, efter at have forladt Havets Bund, for at gaae i Kirke, ikke mere vender tilbage til Havmanden, saa maa dog en ny Synd begaaes, en Synd imod Naturen, imod Moderpligten. Dette Dilemma løser Andersen paa en antik Maade, ved at lade hende kaste sig i Havet, men uden at falde deri; - hun synker død om paa Strandbredden. Hun løser det altsaa ikke selv, i Kraft af Villiens Valgfrihed; Tilfældet redder hende fra Havets salighedsløse Udødelighed. Jeg vil ikke afgjøre, om denne Løsning er den poetisk rigtige; men den tilfredsstiller ikke; den efterlader Tomhed.
Overgangen fra Eventyrdramerne til Eventyrene er nu herved given. I Tiden falde disse først; thi, naar "Agnete og Havmanden" undtages, havde Andersen, om jeg ikke husker fejl, allerede udgivet flere Bind Eventyr, førend han begyndte paa Eventyrcomedierne. Man kan om denne Digtart, som er ny og helt forskjellig, saavel fra de Gamles, som fra Lafontaine's "Fabler", sige, at den til Andersen's øvrige Arbejder forholder sig, som Bouquetten til Vinen, og den almindelige Mening har, som jeg troer, med Rette, udtalt, at hans Digterejendommelighed i Eventyrene har fundet sit fyldigste og sandeste Udtryk, ligesom Chr. Winther's i "Træsnittene". Det er med Phantasiens Yndlinge, som man ovenfor har seet, tit en vanskelig Sag at bringe dem og deres Værker ind under Systemet. Hvortil skulde Andersen's Eventyr t.Ex. henføres, til den episke eller den lyriske, til den objektive eller subjektive Digtart? - Ingen af disse Categorier passer, thi Eventyrenes Form er vel episk, men deres Aand og Indhold er det ikke og heller ikke lyrisk. Paa den anden Side er det Objektive og Subjektive saaledes blandet i Eventyrene, at heller ikke nogen af de to Benævnelser svarer til deres sande Væsen. Med større Rette kunde man kalde "Eventyrene" og "Historierne" den specifict humoristiske Digtart, forsaavidt som Digteren i dem fortrinsvis seer Jordelivet "fraoven", som Andersen i Eventyret "Hjertesorg" kalder det, og i samme Eventyr saa træffende oplyser. Thi den lille pjaltede Unge, som ikke ejede en Seleknap, dette uundværlige Tegn og Adgangskort til Moppens Grav, og som derfor blev den eneste Unge paa Pladsen, der ikke havde seet denne Mærkværdighed, hun sørgede ligesaa inderlig, som en Voxen ofte kan sørge over et glippet Haab, eller en Tilsidesættelse. I Eventyrene blive de Første de Sidste og de Sidste de Første, idet "Alt kommer paa den rette Plads". Kun den rene Klang fra Hjertebunden, fra Menneskenaturens Allerhelligste, optages i det usynlige Rige, hvor Alfer og Skytsengle herske med Sandhedens Tryllegreen. I Eventyrene gaaer den Glands og Politur, som mange Romanforfattere, uden noget høiere ethisk Hensyn, blot som saadant, besynge og forherlige, let og hurtig af Slotte og Saloner, hvor Løgnen og Hovmoden driver sit tvungne Spil. Hvad nytter det at Alt straaler af Silke og Guld, at Sophaerne, som Andersen etsteds siger, "næsten kunde gaae paa deres egne Been", naar Hjertet forlængst har faaet Been at gaae paa, og den aandelige Livskjærne hos Ejeren er udtørret og henvisnet. Eventyret vender op og ned paa den ydre og indre Virkelighed, idet denne bestandig sættes istedetfor hin, og udøver paa denne Jord en hinsidig Retfærdighed, som uden Skaansel nivellerer Højt og Lavt, Fornemt og Simpelt, Mægtigt og Svagt, idet disse Begreber altid opfattes efter deres oprindelige, ikke efter deres conventionelle Betydning. Gaasepigen og Hosekræmmeren blive i Eventyret undertiden Aristokrater, Adelsmanden undertiden - ikke til Demokrat, men til en aandelig og hjertelig Plebejer. Lad mig i Forbigaaende anføre, at det er et dybt ironisk Træk af Andersen i "Alt paa sin rette Plads", at medens Forgyldningen gaaer af Herremanden, saa standser Hosekræmmeren ved at blive "Justitsraad", men driver det ikke til Greve, og Røgteren flyver op - ikke i Storstuen, der kunde han ikke komme, nej op i Tjenerkammeret, mellem det fine Tjenerskab, "der gik i Silkestrømper". Nej Hosekræmmeren og hans Hustru "vilde ikke lade sig adle, de gamle skikkelige Folk", og Røgteren skulde kun være et livagtigt Memento for Silkestrømperne. Fiat justitia er Eventyrets Moral. Derfor nivellerer detg heller ikke hensynsløst. De Aristokrater, som tillige ere Hjertets og Aandens Aristokrater, de forblive i uanfægtet Besiddelse af deres velerhvervede Prærogativer. Paa denne Maade holder Eventyret en lystig Dommedag over Skin og Virkelighed, over den ydre Skal og den indre Kjærne. Der gaaer en dobbelt Strøm deri. En ironisk Overstrøm, som leger og spøger med Stort og Smaat, som spiller Fjerbold med Højt og Lavt; og saa den dybe Alvors Understrøm, som retfærdigt og sandt bringer Alt "paa sin rette Plads". Dette er den sande, den christelige Humor. I nogle af Eventyrene, t.Ex. den "grimme Ælling" og "Svinedrengen", viser Humoren sig paa en anden Maade, idet den ikke udøver Retfærdigheden paa Fortjenestens selverhvervede, men paa det medfødte, det prædestinerede Værd, og sætter Gjenstanden paa dens rette Plads, ikke i Kraft af dens Ansvar, men af dens Uansvarlighed. Denne Række af Eventyr nærmer sig mere til Folkeeventyret; den minder om de forhexede Prindser, og om den end reent æsthetisk betragtet kan tiltale Læseren lige saa meget, eller maaskee mere - og dette har unægtelig været Tilfældet med de citerede Eventyr - saa staaer den ethisk lavere end hine, og det Ethiske maa ved Bedømmelsen af det Humoristiske ikke lades af Sigte. Thi i den christelige Humor er Ansvaret afgjørende. Sæt Prindsen vedbliver at være forhexet, fordi det udenfor hans Omraade liggende Trylleord ikke kommer tilstede, sæt Svanehammen udebliver, medens Svanens Røst og Natur ere der, Svinedrengen er dog i Grunden Prinds, og den grimme Ælling Svane. De mangle Anerkjendelsen udenfra, og derved udebliver Forsoningen, men Humorens ethiske Fordring er tilfredsstillet, thi Humoren gaaer tilbunds, og lægger kun Vægt paa, hvad der er "i Grunden". Det maa derfor fastholdes overfor dem, som have villet frakjende Andersen Originalitet, som Eventyrdigter, og have citeret Folkeeventyret, eller Tieck, som hans Forbillede, at dette kun gjælder om ganske enkeltstaaende Eventyr, som netop de samme Folk sætte højest, hvorimod hans store og uskatteerlige Fortjeneste bestaaer deri, at han har skabt Ansvarlighedens, det selverhvervede Værds Eventyr. Heraf har Digteren ogsaa selv, skjøndt, som det sig hør og bør, ubevidst, til Tider havt en Følelse, idet han undertiden har kaldt denne sidste Art af Eventyr: "Historier"; og Benævnelsen er træffende, thi medens Eventyret passende medoptager det Uansvarlige, der i og for sig netop er eventyrligt, saa er Historien, som Indbegreb af menneskelig Tænken og Virken, Ansvarets rette Værneting. Dog "Historie", eller "Eventyr", dybere forstaaet kommer det ud paa Eet, thi til Lykke for Menneskene tages Ansvaret hissetr ei saa strængt; og det Uansvarlige er jo i Arvesynden og Forløsningen Menneskeslægtens Undskyldning og Redningsplanke. Vi maa derfor saa meget mindre strides om Navne, som allerede Voltaire kaldte Verdenshistorien une fable convenue.
Der staaer endnu tilbage i Korthed at berøre eet af H.C. Andersen's Skrifter, som, skjøndt det ikke hører til hans seneste Arbejder, dog staaer ene i den hele Række, og saavel ved sin egen indre Tanke, som i Betragtning af andre udenfor det liggende Kriterier, peger hen til en fremtidig Udvikling hos Digteren, et nyt, et ukjendt Land, "Poesiens Californien", som han et andet Sted kalder det - et Land, hvis Tilværelse han selv endnu snarere aner, end han alt har opdaget det. Han har flere Gange slaaet paa denne Streng som i Afsnittet: "Tro og Videnskab" i "I Sverrig"; og han gjentager det andre Steder, at det er i Videnskaben, at Poesien fremtidig skal bryde sig en ny Bane. "En Skjald vil komme", siger han, "der med Barnesind, som en ny Aladdin, træder ind i Videnskabens Hule, med "Barnesind" sige vi, thi ellers ville Naturkræfternes stærke Aander gribe ham og gjøre ham til deres Tjener, medens han med Poesiens Lampe, der altid er og bliver det menneskelige Hjerte, staaer som Hersker, og bringer underfulde Frugter fra de dunkle Gange, og mægter at bygge Poesiens nye Slot, skabt i een Nat af tjenende Aander". - Et Tilløb hertil har Digteren selv allerede gjort i hint enestaaende Arbejde, hvormed man vil have gjættet, at jeg sigter til "Ahasverus". Ahasverus, Menneskeaanden, den gjennem Historien vandrende Menneskeaand, som bestandig søger og finder nye Sider paa Sandhedens Polygon, med det uendelige Antal Sider, men som endnu ikke har fundet denne Polygons, denne Cirkels Quadratur: Sandheden selv, - den absolute Sandhed; - som bestandig higer, og dog i denne Higen higer efter det Modsatte af al Higen: Ro og Hvile - Ahasverus er et storartet Æmne, hvorpaa enkelte Digtere have forsøgt sig, flere have tænkt at forsøge sig, men ere blevne overvældede af dets Storhed og Omfang. Til de sidste høre Gøthe, til de første Englænderen Shelley, og af danske Digtere, foruden Andersen, Paludan-Müller. Anden Deel af "Faust" er os det bedste Bevis paa, at Gøthe havde begge Hænder fulde, og man undres ikke over, at den, som vilde fuldføre Faust, ikke fik Stunder til at begynde paa Ahasverus. Thi naar man betænker at Ahasverus, naar Navnet skal have nogen Betydning, Legenden altsaa i sit Omrids respecteres, overhovedet ikke kan blive fuldført, hverken af een eller flere Digtere, om saa den ene begyndte hvor den anden slap, eftersom Ahasverus bestandig gaaer videre, og selv den yppigste Phantasi, forbundet med det skarpeste Seerblik ikke formaaer, end ej poetisk, at gjennemtrænge Fremtidens Slør "i Tid og Evighed"; - naar man desforuden ihukommer, at et saadant Værks indre Tanke hverken er mMere eller Mindre end den christne Histories Poesi, saa maa selv et nogenlunde vel organiseret Hoved svimle ved at skue ned i det Dyb. Imidlertid - der er Stoffet til det metaphysiske, eller som Nogle kalde det, det apokalyptiske Drama. Det er Forsøget værd, og gjælder det nogetsteds, saa gjælder det her: in magnis voluisse sat est. - Jeg holder mig overbevist om, at Andersen selv, uagtet Digtets mange Skjønheder, ikke betragter sin "Ahasverus", som noget Andet eller Mere, end et Tilløb, en Begyndelse, et Brudstykke, eller om man vil en Kjæde af frit staaende Brudstykker, Scener, Acter, eller hvad man vil kalde det, og det følger af sig selv, at hvad han i den af ham selv antydede nye Retning fremtidig maatte skjænke os, vil blive en Fortsættelse af, Supplementer til den paabegyndte "Ahasverus, eller ialfald, selv om han ikke saaledes betegner det, vil kunne betragtes saaledes; - hvilket iøvrigt ogsaa fremgaaer af "Ahasverus's" Slutning:

En bedre Skjald vil i en bedre Sang
Fortælle os om Vandringen, - som følger -

Thi Videnskaben, den christelige Videnskab, de menneskelige Opdagelser og Erfaringer I kunstens og Kunstfærdighedens Rige, Historiens Lærdomme og Vendepunkter - Alt, Alt gaaer i Ahasverus's Randsel. At selv dette transcendente Stof bør behandles med digterisk "Barnesind", deri stemmer jeg ganske med Andersen; en rimet og rytmisk Paraphrase af Humboldts "Kosmos", Hegels Historiens Philosophu, Ørsteds "Aanden i Naturen" o.s.v. vilde kun maadelig løse Opgaven; og, da Andersen med digterisk Barnesind heldigvis er begavet som faa, saa berettiger den Omstændighed, saavel som den allerede foreliggende "Ahasverus", til at vente Meget af ham ogsaa i den Retning; men at dette nye Poesiens Slot, uden at man behøver at tage Ordene bogstavelig, skulde blive "skabt i een Nat af tjenende Aander" - at det overhovedet skulde kunne bygges udelukkende selv ved en andersensk Phantasies magiske Umiddelbarhed, - derimod strider Begrebet "Videnskab"; thi denne kan Ingen, end ikke poetisk, magte, uden lang Grandskning og mange vaagne Nætter. Intuitionen strækker der ej til. H.C. Andersens "Ahasverus" ender som bekjendt, med Americas Opdagelse, og i det Digteren lader Verdensaanden udbryde: "Vejen er fundet!" og tolke den sig paa denne Vej aabenbarende Guds Villie:

- Eet Folk, een Tanke, Forening, Forstaaen

lyder Svaret fra den hidtil tvivlende Ahasverus's Mund, men som nu troer at have kastet et Blik ind i det forjættede Land:

- Alt bliver mig saa klart - et kort Minut!

og Englenes Chor dertil lyder:

- I Jordens Skjalde, lad Harperne klinge,
At hver i sin egen og Verdens Historie
Seer Aandens Udspring, dens Kamp og Glorie.

Her begynder altsaa, som man seer, egentligen Opgaven, og "Ahasverus", saaledes som han i Andersen's Bearbejdelse allerede foreligger, nemlig:

- fra Jerusalem faldt i Flammegrav
Til Columbus saae Land i Vesterhav.

er, ifølge Veronika's Aands Udsagn, kun

- et Spand af Evigheds Døgn rullet hen,

og man er forberedt paa, at

- et nyt og et nyt - ruller op igjen.

Heraf vil man see, at jeg tyder Digterens egen Opfattelse og hans fremtidige Plan ret. Kun maa der, efter Andersen's Opfattelse, blive en qvalitativ Forskjel, mellem det følgende og det allerede givne Afsnit af "Ahasverus", - en Forskjel, som jeg maa bekjende, jeg ikke havde tænkt mig, og endnu ikke fatter, idet nemlig den fra Jerusalems Fald til Amerikas Opdagelse evig vandrende, higende, tvivlende Ahasverus, ifølge Andersen, nu er kommen til Klarhed, og derfor i det Følgende maa træde op paa en helt anden, og med Legendens Ahasverus, saavel som den af ham repræsenterede Menneskeaand, saavidt jeg skjønner, ikke let forenelig Maade. Thi om Andersen end hylder deres Anskuelse, som i Amerika, i den "nye Verden", see Historiens forjættede Land, saa vil det Amerika tiltænkte Hegemoni i Verden dog heller ikke blive noget Andet og Mere, end "et Spand af Evigheds Døgn"; og, naar jeg spørger saaledes, maa Ahasverus meget mere spørge - "og saa?" Derfor er Legenden fuldkommen correct, naar den lader ham vandre til Dommedag, til Verdens Ende.

Det vilde imidlertid være aldeles utilstædeligt for en Anmelder, og stridende mod hans underordnede Rolle, om han vilde foregribe den seende og Skabende Digter. Jeg tilraaber derfor H.C. Andersen: frisk Mod! i hans store og ophøjede Hverv, idet jeg med Glæde erkjender, at hans "Samlede Skrifter", saalangt de hidtil naae, berettige til lige saa store Forventninger i Fremtiden, som de, hans bedste Venner tidligere have næret, og som han allerede i rigt Maal har tilfredsstillet. Ogsaa dette er glædeligt, at de "Samlede Skrifter", skjøndt de i og for sig ere et afrundet Hele, dog ikke ere et afsluttet Hele, og at de allerede i og ved "Ahasverus" indeholde Forjættelsen om en ny Aabenbaring af H.C. Andersen's rige Digternatur.

Jeg maa til Slutning endnu tilføje, at om jeg end er mig bevidst, at have villet være retfærdig imod H.C. Andersen, saa kan jeg baade have overseet Meget, som burde tages med i Betragtningen, og paa sine Steder have udtalt skjæve Domme. Heller ikke venter jeg fuldkomment at tilfredsstille enten Digteren selv, eller hans Musas Beundrere, hvis de læse disse Blade, men saameget veed jeg, at om jeg end kan have faaet en lille Stump af Spejlet i "Sneedronningen" i Øjnene, saa har jeg ikke faaet den i Hjertet, og endelig beder jeg Digteren, hvor min Opfattelse af ham strider mod hans egen, i sin Erindring at tilbagekalde et Udsagn af Schefer, der staaer som Motto over et af Capitlerne i "O.T."

- - Andre leben wir,
Noch Andre denken wir zu seyn; wir scheinen
Noch Andre - Andre macht die Zeit aus uns.