DK | EN
Anmeldelse
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Anmeldelse

Hop forbi menu og nyheder

Anmeldelse af "Nye Eventyr og Historier" 1858

Anmeldt i

Nord og Syd.

Anmelder

Goldschmidt, Meïr Aron

Udgivet

1858.

Anmeldte værker

Nye Eventyr og Historier. Første Række. Første Samling. 1858.

Bibliografisk (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Anmeldelse af Nye Eventyr og Historier 1858, af M.A. Goldschmidt i Nord og Syd 1858, bd. 1, s. 231-234.

Det Mærkværdigste ved Andersens Eventyrdigterevne viser sig især tydelig overfor Efterlignerne. man skulde troe, at naar der i en saadan begrændset Digtart blev produceret Meget og af Mange, saa blev Markedet flaut, som det hedder i Handelsproget, og den første Opfinder maatte see sig om efter en ny Genre. Men noget ganske Modsat skeer: Medens man læste hine, mindedes man stadig om ham; men naar man læser ham, har man glemt dem. Der kunde vist digtes et Eventyr om Folk, som droge ud for at løbe omkap med Vestenvinden, og de vare ogsaa stadig i den, men den var tillige bestandig forud for dem, saa at de aldrig vidste, hvor den vilde være i næste Øieblik. Hver Aften sloge de Leir, og med sig selv og velsindede Folk bleve de enige om, at Vestenvinden havde lagt sig; men var En saa samvittighedsfuld at staae op om Natten og give Agt, saa mærkede han, at den bølgede sagte om og forbi ham, legede med Træernes Blade, viftede om Blomsterne og om de sovende og syngende Fugle; saa skulde de Andre op i Hast for ogsaa at vifte og lege med Blade og Fugle; men saa var det imidlertid blevet Morgendæmring, og saa var Hin alt borte i nye Egne mod Østen.

Det Mærkelige er endvidere, at vi Andre, Læserne, komme i et lignende Forhold til ham. Hvergang vi faae nye Eventyr fra ham, synes det os, at nu kjende vi da Tonen og Maneren saa godt, at vi ved at anvende lidt Tid og Umage kunde slutte os til Indholdet; men naar vi saa læse, er det dog nyt, og Tonen og Maneren bliver ogsaa ligesom ny, fordi den passer til Indholdet og er skabt af dette. Andersen gjentager sjelden eller aldrig sig selv og udvikler sig heller ikke. Der maa altsaa være en dyb Brønd, vel fyldt af Naturen; den giver sit friske Væld fra Phantasiens Kilder i længere Tid, end hos de fleste andre Digtere er Tilfældet.

Vi sagde, at Andersen ikke udvikler sig, og det er vel ikke ganske nøiagtigt; thi i selve Eventyrdigtningen kan mærkes en Forandring, som ikke er en Tilbagegang. Saaledes findes i nærværende sidste Samling vel ikke alt det friske, barnlige Lune, det kraftige Phantasiens Sving og den legende, ungdommelige Skaberkraft som i hans mest berømte Eventyr; men der er en dybere Følelse af Tilværelsen, en gribende, poetisk skjøn Vemod, navnlig i "Flaskehalsen" og "Pebersvendens Nathue". Flaskehalsen, som den gamle Jomfru bruger til Drikkeglas for sin Fugl, har, uden at hun veed deraf, siddet paa den Flaske, som hendes Elsker i sin Glæde kastede bort paa deres Forlovelsesdag, for at den aldrig skulde tjene nogen Anden - og paa den samme Flaske, hvori han senere, uden at kjende den igjen, lagde Sedlen, der skulde melde hjem, at han var ved at forgaae i Havsnød. Digteren har for fin en Sands til at lade Flaskehalsen yttre nogen Deltagelse - det er kun, hvor Menneskesorgen er lille, at det Umælende kan tale med uden at blive sentimentalt eller ubehageligt -; over den lille, simple Fortælling er udbredt en dyb Fornemmelse af Forgjængeligheden, af al Tilværelsens hemmelige Sympathi overfor denne, og af Noget, der lever stille og er uforgjængeligt. Det Samme gjælder saa temmelig om "Pebersvendens Nathue"; men det turde være, at Eventyret i denne Retning ikke kan gaae videre, uden at Vemoden vil synes at blive til Sørgmodighed.

I disse poetiske Skildringer af Forgjængelighedens verden med underliggende Budskab om Uforgjængeligheden viser Digteren sig som poetisk-from, "naturfrom", hvorimod han i "Det gamle Egetræes sidste Drøm" paany betegner sin Retning hen imod det kirkelig Fromme. Dette Sidste kan være saare godt og gavnligt, men næppe i Længden for Eventyrpoesien. Thi det specifikt Religiøse vil være Eneherre; det forvandler enten Poesien til Allegori eller svinger sig op som Psalmesang, som Halleluja eller Miserere.

Endnu Et beskjæftiger Andersen Meget, og det er Kritiken. I "Suppe paa en Pølsepind" giver han den Sidehug, og i "Noget" seer man Recensenten blive udlukket fra Himmerig. Der er Noget deri; men naar en Poet kommer derop, mon da alle hans Værker blive indladte uden Kritik? Vi ville ikke haabe det; det vilde afskrække mangen ærlig Sjæl. Endelig har Andersen skrevet nogle nye A-B-C-Vers, som vistnok for Størstedelen kunne træde istedenfor de gamle. Han har sat dem i en eventyrlig Ramme, idet den gamle A-B-C-Bog bliver en kritisk Hane, der læser og bedømmer sin Concurrent. Det er et morsomt og vittigt Indfald, og vi maae kun bemærke, at Hanen vilde blevet desto mere komisk, jo fortræffeligere Versene havde været.

Titlen "Eventyr og Historier" er meget heldig, efterdi man tidt skal have Vanskelighed ved at sige, hvor Eventyret holder op og den sædvanlige Fortælling begynder. Naar Væsener og Gjenstande udenfor Menneskeverdenen optræde med selvstændigt og bevidst Liv, med symbolsk Betydning og dog tillige med barnlig Vilkaarlighed kalder man Digtningen Eventyr. Men det Livløse kan ogsaa bruges til at fortælle en menneskelig Begivenhed eller blot være Anledningen til, at den bliver fortalt, og saa have vi Noget, der omtrent er en sædvanlig Novelle; men formedelst det Skjær, som kastes derover fra den nære Eventyrverden, kalder Digteren den "en Historie". "Flaskehalsen" og "Pebersvendens Nathue" ere Historier; af Eventyrene slutter "Noget" sig til den gamle, folkelige Eventyrdigtning, der søger at bringe trøstende Orden i Livet ved at fortsætte det til Himlens Porte. Men "Noget" er en Tilslutning eller Efterligning, hvorved det Gamle bliver paa original Maade gjendigtet og ligesom har faaet en finere og blødere Sands.