Anmeldelse af

Anmeldt i

Dansk Maanedsskrift.

Anmelder

Rosenberg, C.

Udgivet

1858.

Anmeldte værker

Nye Eventyr og Historier. Første Række. Første Samling. 1858.

Bibliografisk (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Anmeldelse af Nye Eventyr og Historier 1858, af C.R. [kancellist, dr. C. Rosenberg] i Dansk Maanedsskrift udg. af M.G.G. Steenstrup, bd. 7, 1858, s. 437-438.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-676c, A-733i)

Eventyret og den eventyragtige Fortælling ere ret egentlig en romantisk Digtart. I Modsætning til al hedensk Poesie, der, om den end beskjæftiger sig aldrig saa levende med et Hiinsidigt, dog hviler paa Bevidstheden om en nødvendig indenfor Endelighedens Grændser fuldstændig udfoldet sædelig og Naturens Orden, udenfor hvilken den menneskelige Aand ikke kan komme, bæres Romantiken af Anelsen om, at en uendelig Kjærlighed er Tilværelsens Ophav og Maal, d.v.s. af den christelige Troes Grundtanke. Under Paavirkning af denne Aand er folkeeventyret blevet til hos de europæiske Nationer; dets Eiendommelighed er derfor, at det, idet det levendegjør Dyre- og Planteverdenen, ja selv den uorganiske Natur, lader Kjærligheden være den raadende Magt i denne drømte Tilværelse, hvori Menneskelivet speiler sig, deels idet Evnen til at elske og vinde Gjenkjærlighed skaffer den bundne Natur Aandens Frihed, deels forsaavidt en veemodig Higen bort fra denne ufuldkomne Verden mod en fuldkommen Lyksalighedstilstand gjennemtrænger den, deels endelig forsaavidt Menneskenes Daarskaber og Svagheder, saavelsom deres jordiske Lidelser sees i et mildt humoristisk Skjær, fordi der er en algyldig Forløsning beredt fra al jordisk Ufuldkommenhed. Alt, hvad der charakteriserer Folkeeventyret som romantisk Poesie, gjenfindes hos H.C. Andersen, og heri ligger ganske vist hans store Betydning og Grunden til den Popularitet, hans Æventyr og Smaafortællinger have vundet; thi, om man end i aldrig saa høi Grad har vendt sig bort fra det Romantiske, om man end aldrig saa meget har lært i Poesien at søge en Forklaring af den naturlige verdensorden, som den er, nemlig en Skyldens og Bodens, en Tilblivelsens og Tilintetgjørelsens Verden, et Spil af mægtige, men forgængelige Kræfter, om man end aldrig saa stærkt har tilegnet sig Christendommen som en praktisk Livsmagt, bestemt til at lede Mennesket seirrigt gjennem Fristelsernes Labyrinth, idet den giver Villien Styrke og Hjertet Resignation: man kan dog ikke læse disse Digtninger, hvori paa en Maade det virkelige Liv sees i de opfyldte Forjættelsers Lys, uden at føle sig greben og løftet i Veiret, som om man for et Øieblik fik Lov til at aande lettere, fik Hvile fra Arbeidet, en Forudfornemmelse af den Lyksalighed, vi haabe hiinsides.

Noget Saadant har vist Enhver følt ved Andersens tidligere Eventyr. De nye ere aldeles digtede i samme Aand, og eet af disse er maaskee en af de meest romantiske Digtninger, som nogensinde er bleven til; vi sigte til "det gamle Egetræes sidste Drøm". At lade selve Planteverdenen, repræsenteret, ikke af dens spædere ligesom mere luftige Skabninger, men af det vældige, ret stærkt til Jorden bundne træ, gjemme paa Længselen efter en bedre, en evig Tilværelse, at lade denne Længsel være parret med en Kjærlighed, der omfatter alle Skabninger af samme Art, og dog at gjøre dette Billede saa sandt og levende, at det bliver poetisk Virkelighed, ikke en vilkaarlig Allegorie, en slig Tanke kunde kun fattes og udføres af en virkelig Digter, hvis Genie heelt og holdent tilhører Romantiken. Skulde vi tilkjende nogen af de sex smaa Fortællinger Fortrinet for de andre, maatte det derfor blive den nys nævnte. Men ogsaa i de andre træde de ovenfor betegnede Eiendommeligheder ved det ægte Folkeeventyr meer eller mindre tydeligt frem. Navnlig er Fortællingen "Noget" baade i Anlæg og Tone en fortrinlig Legende, idet en dyb og alvorlig Lærdom ligger skjult i en barnlig Opdigtelse, der sætter Menneskenes Færd og Idræt i umiddelbar Forbindelse med den hiinsidige Verden og udtaler sin Dom over det Gode og Slette gjennem St. Peters Mund. I "Suppe paa en Pølsepind" og "A. B. C. Bogen" leger Digterens Phantasie humoristisk og dog ikke uden Dybsind med menneskelige Latterligheder. Over de to Fortællinger: "Flaskehalsen" og "Pebersvendens Nathue" endelig hviler et dybt, men humoristisk forklaret Veemod, idet Digteren minder os om det Usikkre ved alle Forhaabninger om Lykke her paa Jorden og lader Resignationen vise sig som den Balsom [!], der ene gjør det muligt at udholde Livet, uden at svigte Ungdommens Idealitet.

Sammenligner man dette lille Hefte med H.C. Andersens tidligere Frembringelser af samme Art, faaer man den glædelige Forvisning, at han staaer i sin fulde Kraft, ikke blot, forsaavidt her den samme varme Menneskekjærlighed træder os imøde, som er Sjælen i alle hans tidligere Digtninger, men ogsaa med Hensyn til den skabende Phantasies Fylde og Klarhed. Der er saaledes ikke mange af hans tidligere Eventyr rigere paa brogede Billeder end "Suppe paa en Pølsepind", og hvo der vil have et Begreb om Andersens Evne til med faa Træk at male Naturen, saa at man ligesom selv oplever den skildrede Scene med hele den i samme liggende Stemning, behøver f. Ex. blot at lægge Mærke til Flaskens eensomme Seilads paa Havet, eller den deilige Skildring af den klare Julemorgen efter Stormen, der har fældet det gamle Egetræ. Skjøndt Forfatteren ogsaa i dette Hefte oftere har yttret sit mindre venlige Sindelag mod Kritiken, kunne vi derfor - tvertimod hans Formodning i "Suppe paa en Pølsepind" - ikke Andet end takke ham baade for denne og for de andre Stykker, som Bogen indeholder, hvormed han har bragt sine Landsmænd et nyt Budskab fra den Egn af Poesiens Verden, hvortil han alene har Nøglen.