Nogle Bemærkninger med Hensyn til Digteren H. C. Andersens Poesie

Anmeldt i

Dansk Ugeskrift.

Anmelder

Hauch, Carsten

Udgivet

30.1.1846.

Anmeldte værker

Aarets tolv Maaneder, Tegnede med Blæk og Pen, Det døende barn (Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove), Recension (Vel rødmer land og hav ret smukt i aftensolens flamme), Den grimme Ælling, Sneedronningen, Ole Lukøie, Svinedrengen, De røde Skoe, Den lille Havfrue, Improvisatoren, O. T., Kun en Spillemand, En Digters Bazar, Aarets tolv Maaneder, Tegnede med Blæk og Pen, Samlede Digte

Bibliografisk (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Professor Carsten Hauch: "Nogle Bemærkninger med Hensyn til Digteren H. C. Andersens Poesie ", Dansk Ugeskrift nr. 197, anden række, den 30. januar 1846. Denne afhandling om H.C. Andersens digtning (det angår ikke kun digte) blev skrevet på opfordring af B.S. Ingemann som et dementi af en litterær karikatur af H. C. Andersen i Hauchs roman Slottet ved Rhinen (1845). Læs mere om anmeldelsens historie.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1984/134, 1971/458)

[Disse tekster omtales i teksten. Klik på en titel for at springe til stedet i teksten.]

Lille Viggo | Dødsøieblikket | Det døende Barn | Recension | Graat Veir | Hvile paa Heden | Bjergsituation i Harzen | Moderen med Barnet” | Malerie fra Jyllands Vestkyst | Sneedronningen | Ole Lukøie | Svinedrengen | De røde Skoe | Den lille Havfrue | Den grimme Ælling | Improvisatoren | O.T. | Kun en Spillemand | Samlede Digte | Årets tolv Maaneder | En Digters Bazar

Den Forfatter vi her skulle sysselsætte os med, maa sikkert, uagtet en stor Deel af hans Frembringelser ere Foretællinger, og uagtet enkelte deraf endog fremtræde i dramatisk Klædebon, henregnes til de Digtere, der, i Følge deres inderste Natur, fortiene Navn af subjective, til dem nemlig, der lettere og oftere giengive poetiske Stemninger end plastiske Skikkelser. Hos dette Slags Digtere pleie Phantasie og Følelse ikke blot at være i den Bevægelse, som Gienstandens Fremstilling fordrer, men Strængene paa deres Lyra ville endnu svinge stærkere, Phantasien vil sprudle med flere Billeder, og Følelsen vil vise sig mere bevægelig end den plastiske Fremstilling fordrer, eller endog, strengt taget, tillader. Saaledes ville de ikke saameget vise os Gienstanden selv, som den af Gienstanden bevægede Digtersiæl, der i bestandig Fluctuation leger med Billederne, ligesom Bølgerne lege med den Verden, de opfange i deres bævende Skiød.

En slig Tilstand pleie vel alle Digtere i deres Ungdom, i den saakaldte Giæringsperiode, at giennemgaae; men hos dem, der ere kaldede til den strengere objective Fremstilling, ville dog disse Bølger i Siælens Inderste snart krystallisere sig i faste Skikkelser. Der gives imidlertid ogsaa poetiske Naturer, hos hvilke den omtalte Fluctuation vanskelig nogensinde lader sig standse, og hvis Musa bestandig vedbliver at vugge sig paa Følelsens Strøm og at lege med Phantasiens Billeder, saa at det undertiden kan synes, som om den fastere, mandigere Holdning manglede dem, og som om de aldrig vidste at beherske deres Stof, men snarere blev behersket af dette. Slige Naturer ville vel ogsaa deres hele Liv igiennem være udsatte for mangfoldige Illusioner, i det mindste ville de vanskelig naae den kunstneriske Selvstændighed, der er nødvendig for at forme Stoffet paa en af ethvert fremmed Indtryk uafhængig Maade; ikke desmindre kan man ogsaa anvende paa dem, hvad Goethe lader Tasso sige: ”In dieser Woge spiegelte so schön die Sonne sich, es ruhten die Gestirne in dieser Brust, die zärtlich sich bewegte”. Ja naar Følelsen blot er sand og inderlig, og Phantasien rig, (hvilket vistnok er Tilfældet hos den Digter, vi her skulle omtale), da kan der i deres Productioner findes en saa mægtig Lyrik, en saa stor Rigdom af digteriske Momenter, at den maatte ansees som aldeles lukket for en heel Side af Poesien, der ikke kunde see de aldrig visnende Krandse, hvormed Muserne tidt ogsaa have smykket deres Tindinger.

Da det Personlige imidlertid hos disse Digtere har en saa stor Indflydelse, saa er det en Selvfølge, at man, for ret at begribe deres Fremstillinger, maa tage megen Hensyn til dem selv og til deres eget Liv; thi de forskjellige Situationer, hvori de have befundet sig, de Hændelser, der have mødt dem, vorde jo netop Bærere for deres poetiske Productioner; og da det saaledes er deres eget Inderste, der tildeels danner deres Stof, saa kan man, hvis man vil forstaae dem, heller aldrig ganske tabe deres Personlighed af Sigte. Med andre Ord man maa ikke blot kiende deres indvortes Digten og Tragten, men ogsaa de ydre Omstændigheder, der have foranlediget den, deres Begivenheder, deres Forhold til Andre, deres øiebliklige Sindsstemning, de forskjellige Standpunkter, hvorpaa de have befundet sig, og overhovedet deres hele Udvikling, ja selv deres Vildfarelser; thi først under disse Betingelser aabnes vore Øine ret for den poetiske Verden, hvori de bevæge sig; den ydre Personlighed faaer saaledes hos dem en større Interesse, end den har hos den objective Kunstner. Hos dem er derfor ogsaa den biographiske Fremstilling især paa sit Sted; de kunne nemlig ikke saaledes som den plastiske Digter skiule sig bag de poetiske Skikkelser, de have opstillet, det vilde derfor være en stor Uret imod dem, hvis man vilde formene dem i deres Poesie at stille deres eget Indre til Skue, hvortil en dunkel Drift i deres Siæl bestandig driver dem. I den biographiske Fremstilling af deres egen Natur besidde de ogsaa i Almindelighed en stor Virtuositet, eftersom deres eget Jeg, der saatidt er Gjenstand for deres Digtning, paa mangfoldige Maader maa opfordre dem til Efterforskning og Opmærksomhed; og naar de da paa denne Vei virkelig levere os Digtninger, som have Krav paa dette Navn, saa fortjener dette vel, da de saaledes have viist, at et virkeligt Digterkald driver dem, snarere Ros end Dadel.

Forudsat nemlig, at de virkelig befinde sig i en poetisk Stemning, saa er det jo ikke Forfængeligheden, der bringer dem til at stille deres Personlighed i saa nær Forbindelse med deres Productioner, men det er kun Følelsen af, at de, ved at fierne dem selv fra deres Poesie tillige have fiernet det Lys, der skal give Digtningen Glands og Farve. Ja da det især er poetiske Stemninger, de forstaae at giengive, saa kunne vi heller ikke undres over, at de vise os og sætte Priis paa det Instrument, der saaledes stemmes, og hvorfra Tonerne udgaae.

”Men”, vil man sige, ”denne Afhængighed, hvori Poesien sættes til en enkelt Individualitet, kan dog vanskelig billiges; eftersom det jo for det meste kun er en egoistisk Virtuositet, der her driver sit Spil med de poetiske Billeder, giennem hvilke Digteren hvert Øieblik stikker sit eget Hoved frem, og istedenfor, som han burde, at glemme sig selv i den Verden, han fremstiller, saa bruger han kun denne til Folie for sit eget Portrait. Men dette er jo dog kun en Leeg, hvori Muserne nedværdiges til Tienerinder, og hvori Aanden maa trælle for Egenkjærligheden, hvilket vist ikke kan være noget værdigt Øiemed for den sande Kunst.

Upaatvivlelig har man her henpeget paa en af de farligste Klipper, hvorpaa dette Slags Digtere kan strande. Men Misbrugen tilintetgiør naturligviis ikke Brugen, og fordi man i denne Retning undertiden har drevet en forfængelig Leeg med Musernes Gaver, saa er det ingen nødvendig Følge, at enhver Sammensmeltning af Poesien og den digtende Personlighed ubetinget bør forkastes. Det gjelder nemlig her, om det virkelig er den ædlere, den betydningsfuldere Side af Digterens Siæl, der saaledes giør sig gjældende, om det ikke er den dødelige, men den udødelige Natur, ikke det aldeles Tilfældige, men det almindelig Gyldige, det, der ikke blot gjelder for den Enkelte, men for Flere, forudsat at de befinde sig i samme Stilling, hvori Digeren var; med andre Ord om denne, i det han giengiver sig selv, tillige giengiver det almindelige Menneskelige; thi dette er det jo netop hans Kald og Pligt at fremstille, og naar han virkelig giør dette, da kan det egentlig fra Poesiens Standpunkt være ligegyldigt, enten han fremstiller sig selv eller en Anden som Bærer deraf, saameget mere, da selv den objectiveste Digter dog maa erkjende, at heller ikke han ret vilde forstaae det udvortes Liv, hvis han ikke tillige forstod at skue indad i sin egen Siæl.

Og saaledes kan vel ogsaa det Tilfældigste hos en slig subjectiv Digter komme frem, naar han blot selv virkelig i sit Allerinderste betragter det som Tilfældigt, og naar man midt i hans tilsyneladende Interesse derfor, i det mindste i et ironisk Smiil skimter den befriede Aands Uafhængighed. Dette giver Anledning til den saakaldte Humor, hvori Digteren leger med sin egen eller Andres Indskrænkning, og hvori han vel kaster et Blik ud over Jordens Storhed og Ringhed, men kun i det han i en høiere Spære med dristig Flugt hensvæver derover.

Den Methode, som det subjective Talent anvender, kan nu hvad enten Fremstillingen er af alvorlig eller humoristisk Art, være dobbelt: Enten kan nemlig Digteren ligefrem og aabenbar gjøre sin Personlighed til det heles Middelpunkt, dette skeer da almindelig paa den biographiske Vei eller giennem Reisebeskrivelser (saaledes som Baggesen har gjort det i sin Labyrinth, eller Sterne i sin sentimental journey), eller ogsaa kan han gaae mere skiult og indirecte til Værks, i det han opstiller en Verden, som ved første Øiekast synes objectiv og fremmed for hans Væsen, men hvori dog hans egen Skjebne, hans egen Kamp i Livet, og hans inderste Natur ligesom forklædt og maskeret træder os for Øie. Denne sidste Methode har den Digter, vi her omtale, i flere af sine betydeligste Arbeider anvendt, uden at vi dog ville paastaae, at han ikke til andre Tider har valgt en mere ligefrem Fremstillingsmaade; dette er f.Ex. Tilfældet i hans Biographie, i ”en Digters Bazar”, o.s.v.

Hovedgjenstanden i Andersens bedste og mest giennemarbeidede Skrifter, i dem hvori den rigeste Phantasie, den dybeste Følelse, den meste bevægede Digtersiæl kommer frem, er et Talent, eller i det mindste en ædlere Natur, der vil kæmpe sig frem af snevre og trykkende Kaar. Dette er saaledes Tilfældet i hans tre Romaner, og i denne Retning har han jo ogsaa virkelig et betydningsfuldt Liv at fremstille, en indre Verden, som Ingen bedre kiender end den, der selv har drukket af den bittre Kalk; Lidelse og Savn, smertelige og dybe Følelser, som ere nær beslægtede med dem, han selv har giennemgaaet, og hvori Erindringen, der efter den gamle betydningsfulde Mythe er musernes Moder, Haand i Haand med disse træder ham i Møde. Hvad han her kan fortælle Verden, fortjener da sikkert med Opmærksomhed at høres; thi uagtet det paa den ene Side kun er den Enkeltes inderste personligste Liv, saa er det dog tillige Talentets og Geniets almindelige Lod, [idetmindste naar det befinder sig i ringe Kaar], der her føres os for Øie. Forsaavidt han nemlig i sin ”Improvisator”, i ”O. T.” og i ”Kun en Spillemand” ikke blot fremstiller sig selv i sin afsondrede Particularitet, men tillige den betydningsfulde Kamp, som Mange have giennemgaaet, og som ogsaa han kiender, fordi hans Liv har udviklet sig derigiennem, saa giengiver han jo slet ikke Noget, der tilhører Illusionens Verden, men kun det, der vidner om Sandheden, og der, som ethvert sligt Vidnesbyrd, har en almindelig og varig Gyldighed. Ja han forfegter saaledes ikke blot Talentets og Geniets, men, som sagt, tillige den krænkede og uretfærdigt behandlede Menneskeheds Sag; og da han selv saa smertelig har følt denne svare Kamp, hvori Laokoonsslangerne knuge de opadstræbende Hænder, da han selv har været nødt til at drikke af det malurtfyldte Bæger, som den ligegyldige og overmodige Verden saa tidt rækker den, der befinder sig i en undertrykt Stilling: saa er han ogsaa i Stand til at give sin Fremstilling i denne Henseende en Sandhed og Alvor, ja en tragisk og smertevækkende Pathos, der vanskelig paa det følende Menneskehierte forfeiler sin Virkning.

Hvo kan f.Ex . i hans ”Spillemand” læse den Fremstilling, hvor den ulykkelige Dreng bliver til Spot for sine grusomme Kammerater, og hvori han flygter som et forfulgt, vildt Dyr, eller hiint Optrin, hvori den ”fornemme Hund”, som Digteren udtrykker sig, med Foragt vender sig bort fra den Føde, hvormed den fattige Dreng maa tage til Takke, uden tillige at erkjende, at dette ikke er en Leeg, hvori Forfængeligheden søger sin Triumph, men at det tvertimod er den i sit inderste Dyb krænkede Menneskenatur, der her udtaler sin Smerte! Det Samme gjelder ogsaa om Grundtanken i O.T., hvori Hovedpersonen den hele Bog igjennem forfølges af den ængstelige Bevidsthed, at han bærer et hemmeligt Mærke, der, hvis det nogensinde blev bekjendt, vilde udsætte ham for en vel ufortjent, men dog sønderknusende Skiændsel, ligeledes om hiin Scene i samme Bog, hvori Heltens ulykkelige Moder maa undergaae den vel uforskyldte, men dog ligefuldt vanærende Straf at ”bære Fiddelen” som det hedder. For Resten mene vi ikke, idet vi fremhæve dette, at det blot er i enkelte Glimt, en saadan dybere Opfattelse hos vor Forfatter bryder frem, men vi ville kun med faa prægnante Exempler oplyse, hvad der egentlig udgiør Kiærnen i hans Poesie, hvori alle Phantasiens Blomster kun tjene til at bekrandse det Krater, i hvilket Menneskehedens dybe Smerte, selv om den ikke kommer til et saadant Udbrud, at dens Ild vækker Verdens Opmærksomhed, dog bestandig giærer i det Skjulte.

”Men dette er dog kun een eneste Tanke”, vil man sige, ”og hvor stor en Phantasie, hvor stærk en Følelse Digteren end for Resten lægger for Dagen, saa er dog den Natur fattig, der for en stor Deel indskrænker sig til Fremstillingen af een Tanke”. – Svaret ligger her nær for Haanden; thi det er ingen almindelig og lavere Tanke, men en Tanke af høiere Orden, hvorom her er Talen, en Tanke af uendeligt Indhold, og hvoraf tusinde andre kunne udvikle sig. Men slige Tanker, hvoraf et høiere Liv og en uendelig Mangfoldighed kunne udvikle sig, er det jo netop vi give Navn af Ideer; thi de indeholde (som f.Ex. Ideen om Friheden) i Følge deres Natur Spiren til en heel Verden og ere saaledes i Stand til at udfylde et heelt Menneskeliv og at skjenke det en uudtømmelig Rigdom.

Ja i det Digteren saaledes har opfattet den fremadstræbende Naturs Kamp i sit eget Indre, saa er tillige hans Sympathie bleven vakt, og hans Siæls Øie bleven aabnet for den Kamp og Smerte, der ogsaa kan finde sted i andre Retninger. Paa denne Vei er han da undertiden bleven i Stand til at fremstille Skildringer, der have et mindre subjectivt Præg; som Exempel herpaa kunne vi anføre af hans ”Spillemand” det ulykkelige og forkastede Væsen, der forgjeves stræber at kæmpe sig ud af sin Skjændsel og sin Elendighed, og der endelig tilsidst styrter sig i Døden, da dette Forsøg mislykkes. Saavel her som paa flere Steder vorder det indlysende, at den, der har giennemgaaet en alvorlig Strid i sit eget Indre, ogsaa derved i det mindste tildeels har faaet en Maaalestok for den Sjælekamp der i andre Henseender synes at være ham ganske fremmed.

Det følger af sig selv, at en Digternatur af det Slags, vi her omtale, maa have en stor Tilbøielighed til at udtale sig igjennem den lyriske Poesie; thi denne er jo netop det meest umiddelbare Udtryk for den oprindelige Subjectivitet, og heri kan Alt, hvad Digteren har seet og oplevet, Alt, hvad han frygter, aner og haaber, paa den korteste, meest ligefremme Vei blive optaget. Ja man kunde alt a priori construere en slig Digters Fremgangsmaade saaledes, at han nærmest og først maatte være henviist til den egentlige Lyrik, dernæst til det Episke, især forsaavidt han selv har oplevet det og forsaavidt han har Tilladelse til at gjennemflette det med lyriske Udbrud, med sin egen Længel, sit Haab, sin Frygt og sin Smerte. Fjernest staaer han vel fra det egentlige Drama, hvori den objective Verden strengest giør sin Ret gjeldende, eller hvis han dog ogsaa stræber at nærme sig hertil, saa vil han dog vanskelig kunne indskrænke det lyriske Element indenfor de nødvendige Grændser, og han vil derfor sædvanlig, istedenfor det rene Drama, give en eller anden Mellemart f.Ex. den lyriske Comedie, o.s.v.

Kaste vi nu et Blik paa Andersens lyriske Digte, hvoraf den største Deel er udgivet i den Samling, der udkom 1833, saa ville vi i flere af disse see, ikke blot at hans Subjectivitet spiller en overmægtig Rolle, thi dette ligger jo for en stor Deel i Lyrikkens Natur, men endog at han ofte gjengiver, hvad han umiddelbar enten paa sine Reiser, eller paa andre Maader har oplevet; ja Mange af de bedste høre ligefrem til den beskrivende Klasse. I sine Genremalerier afspeiler han saaledes ligesom i en Laterna magica de Billeder, der have rullet ham selv forbi; flere af disse f.Ex. ”Jyllands Vestkyst, graat Veir, Hvile paa Heden, Bjergsituationen i Harzen, Moderen med Barnet” o.a. fl. ere særdeles heldige, og Hovedsituationerne deri ere, som det lader, af ham selv oplevede: flere smukke Beskrivelser findes ligeledes i den Digtsamling, der fører Navn af ”Aarets tolv Maaneder”.

Et af de skjønneste Træk i Andersens Personlighed er upaatvivlelig hans Naivetet, den barnlige Følelse, der følger ham endnu ind i Manddomsalderen, og der uden Tvivl aldrig vil forlade ham. Derfor sympathiserer han vel og saa inderlig med den barnlige Alder, ja han er selv endnu bestandig et Slags Digterbarn, i det mindste udøver Barndomsalderen, dette indenfor sine trange Grændser med saamange Spirer fyldte Liv, endnu et meget stærkt Indtryk paa ham. For at give et Exempel herpaa, der ogsaa er taget af hans samlede Digte, ville vi blot henpege paa ”den lille Viggo”; hvori atter hans egen Subjectivitet, Følelsen af den Forgængelighed, der muligviis truer hans bedste Stræben, paa en simpel og virkelig rørende Maade er sammensmeltet med hans Glæde over den barnlige Natur; dette Digt er sikkert et af hans allerheldigste i denne Retning.

Som en Modsætning hertil kunne vi anføre ”Dødsøieblikket,” hvori den milde subjective Maade, hvorpaa han betragter Menneskelivet, frembringer et skiønt, veemodigt og dog tillige trøstende Indtryk. De Ord, hvormed Digtet slutter:

O kunde vi herneden saa klart i Andre see
Som i vort eget Indre, vi gjorde dem ei Vee;
I hver jeg mig gjenkjender, i Store som i Smaae,
O, skal vi da i Døden hverandre først forstaae!

vilde neppe nogen Digter undsee sig ved at have skrevet, ligesom enhver mildere Menneskenatur vel ogsaa deri vil gjenkjende sit eget Indre.

Endnu et høiere poetisk Moment havde han, da han digtede sit berømte ”døende Barn”, i hvilket Digterens naive Natur i Forening med hans inderlige Sands for den Poesie, der ligger skiult bag Uskyldighedens Kamp og Smerte, i fortryllende Toner kommer for Dagen. Det er atter Anelsen af den barnlige Aands Herlighed, af dens Seerblik og Seier midt i den tilsyneladende Undergang, Følelsen af, at selv den dybeste jordiske Smerte dog ikke er Andet end det høiere Livs Begyndelse, skuet paa Vrangsiden, som han her saa skiønt har udtalt. I alt dette bliver det aabenbart, at det netop er hans egen inderste og bedste Natur, hans ædlere Subjectivitet, der har paatrykt disse Digte deres skjønneste Stempel.

Det Digt, der bærer Navn af ”Recensionen” er ogsaa Frugten af et virkeligt genialsk Øieblik; den falske Maade, hvorpaa Kritiken ofte anvendes af dem, der aldrig burde tale med om Poesien, fordi de aldeles mangle den poetiske Receptivitiet, er her med faa, men sikkre og faste Penselstrøg fremhævet. Det hele ligefra Begyndelsen af:

Vel rødme Land og Hav ret smukt i Aftensolens Flamme,
Man ak, Maneren mærker man bestandig er den samme,
Original er Solen ei, hvad saa den er for Resten,
Bestandig staaer den op i Øst og synker ned i Vesten o.s.v.

ligetil Slutningen

Høit Skummer Bølgen, men for stærkt, den maa sig moderere,
Det Hele røber vel Genie, men heller ikke mere.

er den fortræffeligste Recension over de indbildte Recensenter, som Nogen vil forlange. Ogsaa her er det vel det Subjective, den Uretfærdighed, som han selv har været udsat for, der har fremkaldt det hele Digt.

Denne let bevægelige Subjectivitet kan nu vistnok ogsaa forlede til den Feil, at Digteren altfor stærkt bøier sig og giver efter for Øieblikkets Fordringer, og for denne Feil kunne vi langtfra heller ikke sige Andersen fri. Mange af hans lyriske Digte, især de fra hans mellemste Periode, bære netop et stærkt Præg af Modesmagen, hvilket især yttrer sig i en falsk Humor, hvori han, uden Tvivl for at undgaae Bebreidelsen for Sentimentalitet, ligesom vender sig bort fra og undseer sig ved enhver høiere og alvorligere Tanke samt leger med Ubetydelighedens Verden, ligesom en Kattekilling, efter en bekiendt Forfatters Ord, leger med Papirstrimler; hvorimod den ægte og sande Humor bestandig staaer i et hemmeligt Forhold til den høiere Poesie, selv der, hvor den udvortes synes at tage Parti derimod.

Alt hvad der fængsler Tidens Opmærksomhed, deraf gribes ogsaa han, og han giengiver da almindelig sin Følelse i et lyrisk Digt; saaledes sporer man af og til Interesse for Polen, for Napoleon o.s.v. Alt dette kommer frem som Lynglimt og forsvinder ligesaa hurtig, og han viser sig ogsaa her som det letbevægelige Barn, der levende opfatter ethvert Indtryk, men tillige let glemmer det ene for det andet; ja, da det ikke er vor Hensigt at lægge Dølgsmaal paa hans Feil, saa ville vi heller ikke negte, at hans Barnlighed endog i enkelte Momenter gaaer over i det Barnagtige, ligesom ogsaa at der blandt hans lyriske Digte findes adskillige som man kun kan tilgive for det Bedres Skyld.

Saa subjectiv er dog Andersen heller ikke i denne Retning, at han ei undertiden ogsaa skule have forsøgt sig i den meer objective Lyrik, saaledes har han endog med stort Held i en Romance behandlet et Sagn om Holder Danske. ”De Danske og deres Konge”; hvori Stoffet er hentet af Historien, er sikkert ligeledes et meget heldigt Digt.

Naturligviis er det heller ikke vor Mening, at Andersen, fordi det Subjective hos ham har Overvægten, ikke af og tilmed Held skulde kunne behandle et historisk Æmne; ikke desmindre ligger dog vel Sagnet og det egentlig Eventyr ham nærmere, især synes Børneeventyret, at være det, der meest stemmer med hans Lyst og hans Talent; dette følger jo ogsaa ligefrem af hans allerinderste Digternatur, og det er derfor heller ei at undre over, at han i dette Slags Poesie har lagt en stor Virtuositet for Dagen.

Ogsaa blandt hans Eventyr kan man udpege dem som de heldigste, hvor hans egen subjective Følelse kommer frem. Dette er f. Ex. Tilfældet i et af hans senere Eventyr ”Sneedronningen”, hvori blandt Andet den Opfindelse om Speilet sikkert har en stor Værdi. Dette Speil, der er forfærdiget af den onde Aand, har nemlig den Egenskab, at alle Ansigter, der sees deri, selv de skiønneste og ædleste, paa en hæslig Maade fordreies og forvandles til Karricaturer af dem selv. Uagtet dette Speil tilsidst, da Dæmonerne altfor frækt drive deres Spil dermed, knuses af en høiere Magt: saa spredes dog Splinterne deraf over den hele Jord og trænge sig ind i Øinene, ja endog i Hierterne paa mangfoldige Mennesker, der i Følge heraf ligesom tvinges til at betragte Alt med Iiskulde og i et fordreiet Lys. Dette er da atter et Billede paa den falske Kritik, der synes saa træffende, at det neppe kunde opfindes bedre. Næsten ligesaa heldigt er Billedet af det chinesiske Spil, der ogsaa omtales i hiint Eventyr, og hvori det iiskolde Begreb ved Combinationer af visse Figurer troer at kunne opløse Verdens Gaade. Disse Billeder, der vel ere udsprungne af den Stemning, hvori en ubillig Kritik og den kolde Forstandsleeg havde fat i ham selv, høre sikkert til de betydeligste, han har opstillet.

Paa alle de Steder, (og de ere ikke faa), hvor der i hans Eventyr er Tale om Reiselivet, kommer ogsaa hans Subjectiviet, hans egen Higen og Tragten frem. Her er da Svalen i Almindelighed Repræsentant for den poetiske Flugt, medens Hønen repræsenterer Philisteriet. Dette giør den nu ofte med saa stor komisk Kraft, at man gierne lytter til den Viisdom, den har at forkynde, saaledes f.Ex. i ”Ole Lukøie”, hvori den forsikkrer os om, at den havde reist tolv Miil i en Bøtte, men at der ikke var nogen stor Fornøielse derved o.s.v.

Undertiden kommer ogsaa Digterens Antipathie mod den falske Kunstdommerviisdom frem i et satirisk Klædebon, dette er saaledes Tilfældet i den særdeles gode Fortælling om Keiserens Datter, der beskytter Kunsten, og der vrager Nattergalen og den virkelige Rose, fordi de ere naturlige, men sætter alle Hensyn til Side for at erhverve sig den kunstige Gryde, ved hvis Hielp hun og hendes Hofdamer kunde faae Alt at vide, hvad Folk spiste i Byen.

I de røde Skoe er den Fare, hvormed Forfængeligheden truer Mennesket, i det den bringer ham til at glemme den høiere Verden for en ringe udvortes Glands, udmalet med stærke Træk. Enden derpaa, Forløsningen gjennem en dyb Smerte og Selvfornegtelse, indeholder en betydningsfuld Lære; især er den Ulykkeliges Dødsøieblik, hvori Kirken, som hun ikke selv kan besøge, ligesom drages hiem til hende, saa at hun i Forløsningens Time igjen optages indenfor den Omkreds, hvorfra hendes Forfængelighed tidligere havde udelukket hende, i høi Grad skjønt og poetisk.

I den lille Havfrue fremstilles atter den smertelige Kamp, hvorigjennem en dybere Natur stræber at løsrive sig og tilsidst forløses fra en lavere Omgivning; kun at denne Kamp her foregaaer i et qvindeligt Bryst.

Et Eventyr, der efter vore Tanker maa henregnes til de allerfortræffeligste, er ”den grimme Ælling”!. Her er det atter Digteraanden, der i Begyndelsen er en Hemmelighed ikke blot for Andre, men ogsaa for sig selv, hvis Skjebne træder os i Møde. Dette skeer denne Gang under Billedet af en Svaneunge, der er bleven udklækket i en Ællingerede, og der, netop fordi den er af en høiere Natur, forhaanes og forfølges af den hele Hønse- og Andegaard med Kalkunen i Spidsen. Hvert Billede, hver Replik er her af stor Værdi, Kalkunens Adfærd og Ændernes Snaddren afgive en fortræffelig Parodie paa den Viisdom, der ved slige Leiligheder pleier at komme for Dagen, og paa den almindelige Dom, der tidt møder det opstræbende Genie. Opholdet hos Konen, der var den Klogeste i Verden, og der kun eiede en Kat og en Høne, og hvoraf Resultatet var, at Svanen, der hverken kunde lægge Hønseæg som Hønen, eller krumme Ryg som Katten, betragtedes som et aldeles unyttigt Dyr, er virkelig klassisk. Den stakkels Svanes Lidelser, dens Forvirring og de ringe Tanker, den har om sig selv, ere skjønt tænkte og poetisk fremsatte. Alt er i denne Fortælling hugget af eet Stykke og hentet af Æmnets inderste Natur, uden at dog den symboliske Betydning i noget Øieblik formørkes, eller tabes af Sigte. Endelig er den Bemærkning, hvormed Eventyret slutter, at det ikke skader at være udklækket i et Ællingerede; naar man kun har ligget i et Svaneæg, saa slaaende, at den vel fortiente at blive til et Ordsprog.

For Resten maa vi endnu engang erklære, at det aldeles ikke er vor Mening, at Andersen aldrig skulde have digtet Noget, hvori det Subjective ikke spiller Hovedrollen; vi paastaae kun, at det Subjective som oftest er fremherskende i hans bedste Digte, og at det netop er dette Element, der giver dem deres indvortes Sandhed og deres Betydning.

Men dog kunne vi ikke negte os selv, hvilket vi allerede ovenfor have henpeget paa, at denne Digterens overveiende Personlighed tillige truer ham med en virkelig og stor Fare. Thi ligesaa vist som det er, at en slig Subjectivitet befinder sig i sin fulde Ret, naar den i sig selv afspeiler Ideens Udvikling og den høiere Menneskenaturs Kamp, ligesaa uberettiget er den, naar den glemmer sit høiere Kald og kun vil giøre sin egen Personlighed gieldende i dens Skrøbelighed og Indskrænkning. Dette er en Klippe, paa hvilken allerede Mange ere strandede, og allermeest maa den vogte sig derfor, der saa stærkt er henviist til sin egen Subjectivitet som Andersen. Det gielder da, som vi ovenfor bemærkede, at bringe sit lavere Selv til Offer, at hengive den dødelige Deel i sin Subjectivitet til Forgængeligheden, i det man beholder den udødelige Deel renset tilbage. Dette er den store Kamp, som denne Forfatter har at bestaae, og hvori han skal udvikle ikke blot sin poetiske, men ogsaa sin menneskelige Natur, der hos enhver Digter, og allermeest hos ham, paa det nøieste ere forbundne med hinanden.

Denne korte Fremstilling kan vel være tilstrækkelig for at vise, hvor betydeligt det Talent er, hvoraf denne Digter er i Besiddelse. At jeg netop har fundet mig foranlediget til at nedskrive disse Bemærkninger og til at udtale min Overbeviisning om Andersens Digtervirksomhed, det har ikke blot en indvortes, men ogsaa en udvortes Grund; ja jeg betragter endog denne Kritik som en Fyldestgjørelse, som jeg virkelig skylder ham, eftersom saa Mange have meent, at et Charakteerbillede, hvori jeg i Almindelighed har søgt at blotte Forfængelighedens farlige Magt over Talentet, skulde indeholde – hvad der dog aldeles ikke var min Hensigt – en personlig Satire og være et Angreb, der væsentlig var rettet imod ham.