DK | EN
Review
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Review

Skip over navigation and news

Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.

Reviewed in

Maanedsskrift for Litteratur.

Reviewer

Heiberg, Johan Ludvig

Published

1829.

Reviewed works

Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Johan Ludvig Heiberg reviewed Hans Christian Andersen's first book, Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829 (A journey on foot from Holmens Canal to the east point of Amager in the years 1828 and 1829), in his periodical Maanedskrift for Litteratur (Monthly review of literature), vol. 1, 1829, p. 169-172.
Heiberg had a leading position in the cultural elite of Copenhagen at that time, and his flattering review of Fodreise contributed to Andersen's succes, even though Heiberg and Andersen were on a collision course later (cf. Criticism of Hans Christian Andersen).
Fodreise was first published at the author's expense (as Reitzel would not pay HCA the 100 rdl., he had requested). The edition of 500 copies - priced at 1 rdl. - was quickly sold. C.A. Reitzel then paid HCA 100 rdl. for the right to print a 2nd edition.

Udgiven af H. C. Andersen. Kjøbenhavn, paa Forfatterens Forlag, 1829. 136 Sider, 8.

Der gives i den skjønne Litteratur Skrifter, i hvilke det saakaldte Indhold er, ligesom i videnskabelige Værker, en Hovedsag, der følgelig frem for alt maa udhæves af et saadant Skrifts Anmelder eller Recensent. Til denne Act henhøre de fleste episke og dramatiske Digterværker, i hvilke en streng og kunstrigtig Plan er den væsentlige Grundvold. Men der gives ogsaa en anden Classe af poetiske Frembringelser, i hvilke Indholdet er mere eller mindre uvæsentligt, medens derimod den poetiske Colorit, den digteriske Grundtone er hovedsagen. Et Exempel herpaa afgive de fleste lyriske Digte. En Recensent, som – idet han omtalte en Samling af saadanne Smaadigte, der for største Delen ere fremkaldte af et øieblikkeligt Lune, troede at give os en Forestilling derom, ved at fortælle Indholdet af de forskjellige Stykker, istedetfor at vise os, hvorvidt disse Øieblikkets Inspirationer besidde Energie og Gratie, hvorvidt de ere udsprungne af en fælleds Grundtone, hvorvidt de besidde en bestemt Colorit, o.s.v. – en saadan Recensent vilde røbe en betydelig Mangel paa Capacitet. Ved Betragtningen af det lille Skrift, som vi her anmelde, vilde den samme Fremgangsmaade være ligesaa meget at dadle, thi uagtet Hr. Andersens Fodreise har Formen af en Fortælling, saa seer dog Enhver, at det, som han fortæller, netop er det Uvæsentlige, men at Maaden, hvorpaa han fortæller det, ere Hovedsagen. Om Digteren paa sin Vandring til Amager tager ind paa Christiansborg Slot eller i Holmens Kirke, om han gaaer forbi Druknehuset eller forbi Sukkerhuset, er aldeles tilfældigt; alle Begivenhederne i Bogen kunde have været som andre, uden at Grund-Ideen (ifald en saadan er udtrykt deri) vilde lide mindste Afbræk derved. Skriftet bør betragtes som et lyrisk Digt, og i et saadant bestaaer Skjønheden ofte just deri, at et Indhold, som enten er hverdags eller i det mindste indifferent, ved Poesiens Kraft hæves til Værd og Betydning.

Den unge Digter, som, inden han udarbeidede nærværende Skrift, allerede havde gjort sig bekjendt og yndet ved endeel lyriske Digte, meest af humoristisk Indhold, har i sin Fodreise udentvivl fundet en passende form for den Overgang, hvori hans Genie befandt sig, nemlig fra det Lyriske, hvormed næsten enhver Digter begynder, til Frembringelser af en mere objektiv Natur. Forfatteren befinder sig omtrent i samme Stilling, som en Maler, der inden han vover sig til strengere Compositioner, først øver sig paa Arabesken; thi ogsaa i Arabesken ere Elementerne tilfældige, heterogene og ligegyldige imod hverandre, men den Originalitet og den Gratie, hvormed de ere sammensmeltede, giver den Kunstværd. Eller, for at vælge en Sammenligning, som ligger nærmere: Fodreisen er at betragte som en musikalsk Phantasie. En Phantasispiller veed, i det Øieblik han begynder, endnu ikke, hvad der vil følge paa Begyndelsen, og endnu mindre, hvorledes han vil ende; han følger kun Øieblikkets Inspiration, og er saa lidet Herre over denne, at han tvertimod ganske lader sig henrive af den. Men den samme Aand opfylder ikke de forskjellige Phantaserende. Inspirationen er ikke den samme hos den meer og den mindre Begavede; hos hiin er den originalere, mere overraskende og mere beundringsværdig. Den er heller ikke den samme hos den fuldendte Mester og hos den uøvede Begynder; hos hiin er den, med al sin Vilkaarlighed, dog tillige underkastet visse Regler, hvorved den, selv i den mest brogede Forvirring, stedse vedbliver at være correct og smagfuld. Der gives visse Harmonier, som ere saaledes forbundne, at Øret, ved at høre den ene, venter den anden; der gives andre, som kun ved et dristigt Spring kunne berøre hinanden, og selv dette maa motiveres med en stor Kunstforstandighed og Kunstfærdighed; den geniale (og øvede Mester undgaaer hine, som tilbyde sig af sig selv; han frapperer og henriver ved disse. Hvad her er sagt om den musikalske Phantasie, lader sig saare let anvende paa den digteriske. Et Analogon til de omtalte nøie forbundne Harmonier finder man i alle ved den blotte Idee-Association forbundne Forestillinger. Denne er saaledes den sletteste Ledestjerne, som Phantasien kan vælge sig, deels fordi den er triviel, og findes ligesaavel hos det eenfoldige, det underordnede Menneske, som hos Geniet, deels fordi den er continuerlig i det Uendelige, og savner al discret Eenhed, der kunde afgive et Princip for Begyndelse, Fremgang og Ende.

I Hr. Andersens lille Skrift findes mange Exempler paa en heldig Retning af Phantasien. Den bevæger sig ofte mellem originale og frappante Ideer, som den forbinder paa en sindrig Maade; men man seer ogsaa paa den anden Side, at Forfatteren ofte, hvor den genialere Inspiration forlader ham, blot følger sin Idee-Association, og derved vel forøger sit Stof, men ikke paa den behageligste Maade for Læseren, eftersom denne meget ofte kan fra den første Forestilling slutte sig til en Række af de følgende, hvoraf tillige den dobbelte Ubeqvemmelighed opstaaer, at Forfatteren faaer Udseende af en Samler, hvem det vel meget er at gjøre om Qvantiteten, og at han, ledet af Idee-Asssociationen, frembringer en Mængde Reminicenser fra andre Digtere. Næsten Alt hvad der i Fodreisen skader Interessen, eller stemmer Læseren mindre behageligt, udspringer af den angivne Kilde. Feilen er forresten undskyldelig hos en begyndende Digter, og i nærværende Tilfælde saa meget mere, som Forfatteren selv synes at have følt den; idetmindste har den i Slutningen af det syvende Capitel (Side 64) bortskaaret et Stykke, der fandtes i de tidligere leverede Fragmenter af Bogen, som vare indrykkede i den flyvende Post, et Stykke, hvori han, ved at omtale Amagerport, lededes af sin Idee-Association ikke blot til Betragtning af de Syndere, som henrettes paa Amager – thi denne Betragtning er bleven staaende – men derfra i samme Ledebaand førtes til nogle hverken nye, eller tilstrækkelig grundede, eller til Skriftets Grundtone passende Reflexioner over Forbrydelsernes Tilregnelighed.

Nærværende Anmeldelses Forfatter har, som man seer, ikke havt isinde at gaae ind i en detailleret Critic over Skriftet; han har blot – hvad neppe er uhensigtsmæssigt ved en Bog, der er saa meget udredt, og læses af saa Mange – forsøgt at bestemme det Synspunkt, hvorfra den rigtigst bedømmes.