DK | EN
Review
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Review

Skip over navigation and news

Anonym anmeldelse af Kjærlighed paa Nicolai-Taarn

Reviewed in

Maanedsskrift for Litteratur.

Reviewer

David, C.N.

Published

1829.

Reviewed works

Kjærlighed paa Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review (anonymous, written by C.N. David) of Hans Christian Andersen: Kjærlighed paa Nicolai-Taarn, eller hvad siger Parterret. Heroisk Vaudeville i een Act., in Maanedskrift for Litteratur, vol. 1, 1829, p. 543-552.

Det første Spørgsmaal, som vi pleie at gjøre os efter en Bogs Gjennemlæsning, er: hvad har Forfatteren villet med dette Skrift? Thi unægtelig bør man ligesaa vel fordre af den, der vil levere et Kunstværk, at han skal være sig en bestemt Bestræbelse bevidst, som man overhovedet forlanger dette af enhver, der foretager sig nogetsomhelst andet end at gaae i Taaget. Paa den anden Side, naar vi ville bedømme en Bog, bør det være os klart, hvad Forfatteren har villet, førend vi kunne tale om, hvorledes han har skilt sig ved dette.

Efter Gjennemlæsningen af denne saakaldte heroiske Vaudeville gjorde vi os derfor det ovennævnte Spørgsmaal, men vi tilstaae, at dets Besvarelse faldt os vanskelig, thi vi havde ondt med at opdage nogen Grund-Idee i dette bizarre Product, eller nogen bestemt Hensigt hos dets Forfatter. Da vi imidlertid ikke kunne troe, at han slet ikke har villet noget, eller med andre Ord, at han har skrevet i Taaget, saa maae vi snarere antage, at han har villet for meget, og at det da er gaaet ham i Analogie med den bekjendte Regel: at den som beviser for meget, intet beviser. Det synes os nemlig, thi klart kan man ikke see, hvor der hersker Forvirring og Mørke, som om Forfatteren har villet parodiere Skjæbnetragoedien, Riddersørgespillet, og hvad vi troe at kunne betegne ved Udtrykket Rhetorik-Tragoedien, samt Vaudevillen, i det mindste forsaavidt denne i dens Slutning træder udenfor det dramatiske Gebeet, og henvender sig directe til Publicum. Men ere Skjæbnetragoedien og Riddersørgespillet saa almindeligen gjængse paa vor Skueplads, eller spille de en saadan Rolle i vor dramatiske Litteratur, at de opfordre til Modstand, og gjøre en Parodie ønskelig eller nødvendig? Er den første ikke endog næsten ganske ukjendt paa vor Scene, og er det sidste, som gik igjen hos os i enkelte maadelige Oversættelser, ikke allerede for flere Aar siden bragt til en Hvile, som sikkert ingen, der vil stride for den gode Smag, burde have Lyst til at forstyrre. Med Satirens eller Parodiens Vaaben at ville bekjæmpe en Tendence, som ikke existerer, forekommer os at være en Kamp ikke uliig den, som Don Quixotte fægtede mod Veirmøllen, og den synes heller ikke at forjætte dens Helt andre Laurbær end dem, som Ridderen af den bedrøvelige Skikkelse høstede. Men naar Forfatteren har villet parodiere Skjæbnetragoedien, og vi maae antage dette, thi vi kunne ikke indsee, hvad den megen Snak om Skjæbnen skal betyde, hvis han ikke hermed har villet alludere til den evige Raaben paa Fatum i nogle tydske Digteres Værker, saa burde han dog i det mindste kjende det Væsentlige i dette Genre. Det er charakteristisk ved Skjæbnetragoedien, at tilsyneladende Tilfældigheder og formeentlige Ubetydeligheder deri spille en vigtig Rolle, og at disse tjene den usynlige Magt, der skal styre Menneskenes Skjæbne, til hemmelighedsfulde Vink. Men hertil alluderes slet ikke i Parodien, og dette synes ganske at være undgaaet Forfatteren. Han siger vel, at Maren laver en "skjæbnesvanger" Punsch, men dette Epitheton, som staaer i en Anmærkning til Læserens Underretning, er her aldeles betydningsløst, og Tilskueren har idetmindste ingen Grund til at formode, at Forfatteren et Øieblik flygtig har tænkt paa at ville bruge denne Drik som en deus ex machina. Forfatterens Ubekjendtskab til det, som vi maae antage, at han har villet parodiere, sees imidlertid tydeligst af Stykkets Slutning, thi han gjør Handlingens Udfald afhængigt af Publicums usikkre og tvivlsomme Dom, (det vil nemlig beroe paa den Modtagelse, som Publicum skjænker Stykket, om Ellen skal blive lykkelig med sin Søren eller ulykkelig ned Peer) istedetfor at dette i Skjæbnetragoedien er knyttet til et ubøieligt Fatums Styrelse, som udtaler sig i Begivenhedernes nødvendige Følge, om vi end ikke kunne ahne deres causale Forbindelse. Intet Under derfor, at denne heroiske Vaudeville ikke parodierer det, hvad vi dog maae troe, at den efter Forfatterens Hensigt skulde parodiere. Men maaskee har han i Stykkets Slutning frivilligt givet Slip paa den første Hensigt for at jage efter en anden, nemlig at parodiere Vaudevillernes sædvanlige Slutning? Naar det allerede ikke er let, med et Smæk at slaae to Fluer, som sidde ved Siden af hinanden, kan man da vel undre sig over, at man slaaer feil, naar man med et Smæk vil ramme en Tobiste, som roder i Jorden, og en Sommerfugl, som flagrer i Luften? Og er desuden den til Vaudevillen efter Handlingens fuldkomne Tilendebringelse knyttede Epilog noget denne Digtart saa Eiendommeligt, eller noget i og for sig selv saa Fordømmeligt og Konsten uværdigt, at det fortjener at parodieres? Vi troe ingen af Delene, og ere i alt Fald overbeviste om, at de, som snakke saa meget om det Uværdige i disse "Betlercadencen" ikke vide eller erindre, at hverken Plautus eller Shakespear, der dog vel ikke digtede Vaudeviller, have anseet det under deres Værdighed i Stykkets Slutning at anbefale dette til Publicums Overbærenhed. Der kan i det Hele ligesaa lidt være noget Urigtigt eller Fordømmeligt heri, som deri at en Sagfører ender sin Procedure med en rhetorisk Apostrophe til Dommerne. Lade disse sig derved bestikke til at dømme imod sund Sands og Retfærdighed, da er Brøden deres og ikke hans.

Men Forfatterens Hensigt med Stykkets Slutning være hvilkensomhelst af de omtalte, vist er det, at denne selv er uden comisk Virkning ligesom uden parodisk Kraft; og omendskjønt vi ikke ville nægte, at Choret i Slutningen hist og her er ret vittigt, og at denne forsaavidt er original, som intet andet til Opførelse bestemt, intet i det mindste os bekjendt, Stykke lægger saaledes Knudens Opløsning i Publicums Hænder, saa kunne vi dog ikke andet end ansee netop Slutningen for høist mislykket, da den forfeiler enhver tænkelig fornuftig Hensigt, som Forfatteren kan have havt.

Vi have ovenfor nævnet Rhetorik-Tragoedie, og have dermed villet betegne Tragoedier i en vis Stiil, hvori det Poetiske er druknet i en kold Rhetorik, og hvor et pompøst med Billeder og Lignelser overlæsset Sprog er gjort til Hovedsagen, mens Handling og Charaktertegning er skjænket mindre, for ikke at sige ingen Opmærksomhed. Dette Genre, hvoraf vi ikke have faa Prøver, snart under en Forfatters Navn snart under Anonymitetens Firma, kan vel have fortjent at blive Gjenstand for Parodien, thi det har trods sin Gehaltløshed noget den halv Dannede saa let Bestikkende, at det ikke kan feile, at det finder Indgang hos Mange, og bidrager til at fordærve Smagen og Sandsen for det ægte Poetiske. Parodien er maaskee her bedre paa sin Plads end den alvorlige Critik, og hiin er det vel før lykkedes at vise det Svulstiges Unatur, medens dennes Bestræbelse til det samme Maal ikke har kunnet virke paa Mængden. Kunne vi derfor ikke misbillige denne Forfatterens Hensigt, hvor vi kunne skimte den, saa maae vi dog i høieste Grad misbillige, at han ogsaa her gjør et mere eller rettere sagt en andet. Thi istedetfor alene at copiere denne Maneer og at parodiere dens tomme Ordbram, søger han ogsaa at opnaae en parodisk Effect ved utvetydigen at alludere til bekjendte Steder i vor bedste Tragikers Sørgespil, hvis Sprog dog vel kan siges at være fri for Svulst og Affectation; ja han lægger endog i Munden paa sine lav-comiske Personer Replikker, der ere udrevne af hine. Saaledes ved Haaret at trække det ægte Tragiske over paa det comiske Gebeet er en Kaadhed, og den Latter, som en Forfatter derved kan opvække, gjør hverken hans Forstand eller Smag Ære. Hans Seier kan desuden hos den tænkende Læser eller Tilskuer kun vare saalænge, indtil Reflexionen vaagner. Vi vide ret vel, at man kan parodiere Alt, og man har parodieret Meget, Hamlets Monolog ligesaavel som Kotzebues Hussiter; men et Misgreb og en Smagløshed undskylder ikke en anden, og ti uændsede Smagløsheder og Misgreb kunne ikke forskaffe det Smagløse eller Forfeilede Borgerret i Kunstens Rige. Dog troe vi heller ikke, at nogen anden Forfatter har drevet sin Kaadhed saa vidt, at ville parodiere det erkjendte Gode for det samme Publicum og paa det samme Theater, hvor hiint er blevet modtaget med udeelt Bifald. Selv en agtværdig Individualitets tro Copieren kan vække Latter og more til Tid og Sted, men det viser kun liden Tænksomhed, at prøve derpaa i Nærværelse af den Paagjeldendes Nærbeslægtede. og det maa opvække Harme, na[a]r vi see, at det skeer for at saare disse. Digterværker, der ere en sand Nationalskat, ere ethvert fædrelandsk Hjerte saa nærbeslægtede, at et letfærdigt og kaadt Spøg med dem maa opvække almindelig Indignation.

Men foruden alle disse Misgreb, der samtlige udspringe af Forfatterens Hensigt, eller maaskee rettere sagt Mangel paa Hensigt og ham klart bevidst Bestræbelse, lider dette Stykke af en væsentlig Feil, som ligger i Stoffets Behandlingsmaade. Forfatteren har nemlig tilintetgjort sine Personers egen Natur i deres parodiske Bestræbelse. Han synes at have glemt, at der for at røve Liv udfordres Liv, og at ingen, som ikke lever selv, kan slaae nogen Levende ihjel. Han kan sikkert ikke undre sig over, at vi ved at betragte hans Personer komme til at tænke paa Personerne i Wessels Kjærlighed uden Strømper, thi de have en ikke blot tilfældig ydre Lighed. Men hvor indvortes ulige ere de ikke trods den aabenbar tilsigtede Lighed. Johan von Ehrenpreis er en i et tragisk Gevandt indsyet Skrædder, ligesom Heltene i de Stykker, som Wessel parodierer, vare datids Franskmænd drapperede med romerske Togaer. Wessel bragde den lave Skræddernatur, vi tillade os dette Udtryk, og haabe ei at blive misforstaaede, ind i en høiere Sphære; han satte Skrædderen, som han stod og gik, paa Cothurnen, og dette var af en stor parodisk Virkning. Men i Søren Pind er Skræddernaturen slaaet ihjel. Mens Ordet Skrædder døer paa Johans Læber, da han uforvarende kommer til at sige: "Thi Klokken er kun for Skomagere og Skræd-" snakker Søren uafladeligen om Skrædderen, medens dog Ømtfindlighed og Sky for denne Benævnelse har været et charakteristisk Træk hos denne Stands Medlemmer, selv længe fø'rend de kunde blive Lieutenanter i Borgerskabet, og Forfatteren angiver dog, at hans Stykke spilles "omtrent 1829". At lade en Skrædder sværgfe ved sin Sax er ikke parodisk Overdrivelse, men ligefrem Unatur, ligesom om man vilde lade en Helt sværge ved sin Corporalstok og ikke ved sin Qværnbider eller Dyrendal. Wessel lader Johan sige:

Men Kjærligheden har med tætte Attersting Saa syet mit Hjerte ind -

og det kan lade sig sige af en Skrædder, thi Skræddernaturen gaaer her over Skrædderoptugtelsen, men det strider sikkert lige meget imod Natur og Optugtelse, at lade Skrædderne komme sammen til Lystighed i deres Kroe med Saxe ved Siden, eller lade Søren gjenhilse sin længe savnede Brud med Udraabet:

O søde Øieblik! Du søde Løn for mangt et Heltestik.

Man sammenligne hermed Johans Gjenhilsen til Grete:

Hvor seer jeg glad igjen de mange Yndigheder, Som den maa være blind, der ei kan see hos Eder.

Den første er ligesaa unaturlig, som den sidste er comisk, og dog i Johans Charakteer.

Man sammenligne Peer, denne Vaudevillens Mads, med Gretes ulykkelige Elsker i Kjærlighed uden Strømper. Denne er yderst correct, i langt høiere Grad end selv Johan er det; og hvor parodisk en Indklædning hans Tanker end have, saa træde de dog intetsteds uden for den Tanke-Kreds, der er i den Characteers Natur, som Wessel har villet skildre. Men naar Peer, som føler sig en "Auka-Thor i Norden" kalder sin egen Historie "et claurensk Stykke", saa parodierer han kun sig selv, og tilintetgjør sin Individualitet. Det samme er Tilfældet med Søren, naar han siger til Ellen: "Du faaer vist ondt af Talens Blomster-Duft". Han parodierer sig selv saa meget, at han ikke faer Tid til at parodiere nogen anden. Og saaledes gaaer det med næsten alle Personer i denne Vaudeville; de ere berøvede al Individualitet, fordi Forfatteren under sit Stofs Behandling har glemt sine Personers Natur, idet hans Parodies Kreds stedse har udvidet sig, og derfor har han villet lægge i dem alt hvad Øieblikkets Lune, en blot Tilfældighed eller en Idee-Association indgav ham.

Dog kunne vi neppe undre os over, i Stykket at finde denne Mangel paa Individualitet, thi af den blotte Fortegnelse over Personerne see vi Forfatterens Forvirring i denne Henseende. Saaledes angiver han, at Ole og Peer Hansen ere Vægtere og Naboriddere, at Vægterdatteren Ellen er Borgfrøken. Intet Under derfor, at de ere ingen af Delene, fordi det ikke har været Forfatteren klart, om de som Riddere skulle parodiere Vægtere eller som Vægtere skulle parodiere Riddere. De ere ingen af Delene, fordi de skulle være begge Dele. Naar Ellen i sin første Repliks første Linie siger: "Her sidder jeg forladt paa Ridderborgen" og i den samme Repliks sidste Linie udbryder: "Og Enden blier, jeg skal paa Taarnet døe", saa varierer hun egentligen kun denne Forvirring; og heri driver Forfatteren sin Conseqventhed saavidt, at man ikke engang kan see, hvad han har tænkt sig ved sine Bipersoner, thi han lader Choret af Naboer, der forskrækkes over Vægternes Piber, synge Pag. 35:

Ha, saa hør paa vor Tale! De enten er gale, Eller spille vi alle i en Opera.

Dette Sted kan ogsaa tjene til Exempel paa, at Forfatteren, hvis Versification i det Hele er let og flydende, ogsaa kan skrive Vers, der baade formaliter og materialiter ere slette. Enkelte Sange ere derimod mere end godt versificerede, de ere vittige og lunefulde, og vi ville som Exempler herpaa foruden Slutningschoret anføre Romancen Pag. 10 og Sangen Pag. 32; men andre ere rigtignok aldeles gehaltløse og uden comisk Kraft, som f. Ex. Sangen Pag. 5, 14, 22, 38. Melodiernes Valg er næsten heelt igjennem heldigt og af parodisk Virkning.

Skulle vi slutteligen med faa Ord sige, hvorledes vi troe, at et saa bizart Product er fremgaaet af Forfatterens Pen, da kunne vi ikke tilbageholde vor Formening om, at han har taget Wessels: "jo galere, jo bedre!" i bogstavelig Betydning, og at han har glemt, at Galskab først da kan interessere os, naar vi opdage at ""skjøndt det Galskab er, har det dog Methode".

Vi skulle ikke have værdiget dette Arbeide saa megen Opmærksomhed eller have afhandlet det med saa megen alvorlig Strenghed, hvis vi ikke trods alle dets Feil og trods alle Phantasiens Udskeielser, som vi opdage i det, dog bemærkede Glimt af Lune og Vittighed og Spor af Talent. Vi have ladet, og ville i Fremtiden sikkert lade mangt et Product gaae os upaatalt forbi, hvis Forfatter, vi erkjende, at have forsyndet sig ligesaa meget imod Kunstens Regler og mod reen Smag som den nærværende. Det er sand Interesse for et sig forvildende Talent, der har opfordret os til at bedømme hans Arbeide, og til at bedømme det med Strenghed, thi Critiken er sikkert i et saadant Tilfælde paa sin rette Plads. Critiken kan man sige, er, betragtet fra et vist Synspunct, et Fyrtaarn. Dette bør især være tændt, naar et Skib med ikke ringe Ladning omtumles blandt blinde Skjær paa Havet. Hvad vilde der ellers blive af Skibet, især naar den uerfarne Styrmand, af Glæde over Seiladsens tilsyneladende lykkelige Begyndelse, har drukket sig en Ruus under de end mere uerfarne Matrosers Hurraraab?