H.C. Andersen centret

Det var for et Par Decennier siden almindeligt at ivre imod Romanlæsning, fordi det Liv, der fremstiltes i de fleste og meest læste Romaner, fornemmelig det indre Liv hos de handlende Personer og Udviklingen af visse Følelser, der pleiede at udgjøre Hovedmotivet, ikke ganske svarede til Virkeligheden, og saaledes fyldte især det ungdommelige og ubefæstede Sind med vrange Forestillinger, og, istedetfor at forberede en klar og kraftig Existents i den givne Virkelighed, ledte til at ahne og længes efter Forhold og Tilstande, der dog ikke siden kunde realiseres.Vistnok gaves der Romaner, hvorom dette ingenlunde lod sig sige; men, naar man skal dømme efter Størstedelen af dem, der underholdt Læseverdenen, var denne Frygt ikke ugrundet, og selv gode, ja endog udmærkede Digterværker af denne Art. som f. Ex. Werthers Leiden, kunde med al deres indre Sandhed være istand til at overvælde og forvirre det umodne Sind, der kun eensidigt formaaede at tilegne sig deres Indhold. Saaledes kom Romanlæsningen i ondt Rygte, og Adjectivet romanagtig tjente til at betegne allehaande forskruede, overspændte Følelser og Forestillinger, som ikke fandt deres Gjenstand eller Anvendelse i den omgivende Verden. Nu derimod er Meget her blevet anderledes, og siden Walter Scott, Cooper og Flere, der have skrevet i samme Aand, ved en ny og riig Romanlitteratur have trængt den ældre tilbage, vil Ingen længer ubetinget fordømme Romaners Læsning, og man seer dem endog ikke ugjerne i Ungdommens Hænder som gode Midler til Dannelse og Belæring. Aarsagen til denne Forandring er ikke vanskelig at forklare. I den foregaaende Periode gik de poetiske Hensigter nærmest ud paa at fremstille Individuet, dets Charakteer, Stemninger, Lidenskaber, Reflexioner, Skjebne; af dets Omverden blev i Almindelighed kun saameget optaget i Billedet, som var uundværligt for at understøtte disse Hensigter. Hos de talentfuldeste Forfattere fremtraadte nu ogsaa dette Sidste med Klarhed og Fylde, hvilket ikke kunde være anderledes, fordi de øste af Naturen og Sandheden, og lededes af Begrebet om Overeensstemmelse. Men hos de mindre Talenter og Efterlignerne, der kun bestaae ved at overdrive det, som Andre før dem have gjort fuldkomment, maatte det snarest vise sig, hvad der var Hovedretningen, idet de uvilkaarligt ilede fremad i denne. Det blev da Individuernes Liv, hvorpaa de fornemmelig anvendte deres Kunst og Kunstgreb, og efterdi Charakteertegningen altid er det vanskeligere, skabte de Carricaturer eller kastede sig med desto større Iver over Lidenskaberne og Følelserne, især den almeeninteressanteste, Kjærlighedens. Da alt skulde være piqvant, maatte Unatur til, hvor Naturen ikke syntes piqvant nok, derhos allehaande Forviklinger og underlige Eventyr, hvorved Bizarrerier opdyngedes over hverandre, og en Maneer dannede sig, som paa den brede Vei førte bort fra Kunsten og Sandheden. Som nu Opmærksomheden imidlertid tabte sig for den virkelige Omverden, og man dog skulde have et Locale og Omgivelser for sine Personer, dannede der sig af Nødvendighed en Romanverden, der var ligesom et stort Theaterdepot, hvorfra man tog Slotte, Fjelde, Skove, Klostere, Munke, Røvere, Spøgelser, Djævle o.s.v., kort alt, hvad der paa nogen Maade kunde være piqvant og veie op imod det saa høit opskruede personlige Liv. Var nu Formen og Maneren der eengang, saa lod der sig let skrive Bøger i hundredviis, og saaledes fremkom en Flod af mere eller mindre slette Romaner, som overskyllede de enkelte klassiske Værker, og, liig "en dygtig Regn, der veed at finde Vei overalt", trængte igjennem lige til Rødderne af det borgerlige Selskabs Træ, som indsugede den usunde Næring.

Da fremstod Walter Scott, som gav denne Green af Litteraturen et nyt og frisk Liv, idet han nedlagde Frugterne af sit nøie og grundige Bekjendtskab med sit Lands Historie og med dets og Folkets Eiendommeligheder i en Række af Romaner, hvor Individuerne ikke fremstiltes uden i og med en stor og mangfoldig Omverden, som frembød et sandt og levende Billede af nærværende eller forbigangne Tilstande. Man forbausedes ved at see, hvilke poetiske Skatte man med et fast og klart Blik paa sine Omgivelser kan opdage, hvilken levende Verden der lader sig mane frem af Krøniker, Rustkamre og Ruiner. Først troede man maaskee, at det kun var Skotland eller England, der var saa interessant, siden saae man sig om i sit eget Land, og saaledes opstode der ogsaa andensteds værdige Efterfølgere af Walter Scott. Hvad man lærte af ham, havde man vistnok allerede før kunnet lære af ældre Mestere; man behøver kun at nævne Göthe; men det var lettere at lære af Walter Scott end af Göthe, fordi han var lettere at efterligne, fordi han i visse Henseender overdrev det Nye, som han bragte, og derved gav det mere Eftertrykkelighed, og fordi han skrev saameget i samme Art, at der dannede sig en Maneer og de techniske Haandgreb bleve kjendeligere. Som nu Skildringen af den Verden, der omgav de optrædende Personer, blev udført med al individuel Nøiagtighed under Iagttagelse af Localiteter og Tidsforhold, saa at meget, der ellers hører Historien, Folkebeskrivelsen og Chorographien til, maatte tjene som Material for Romanen, som derved fik et usædvanligt Præg af factisk Sandhed, saaledes kunde Skildringen af Menneskene og Tildragelserne, der fremstiltes i dette livstroe Billede, heller ikke blive udeelagtig i den Soliditet og Grundighed, hvormed det Øvrige var behandlet; ligesom der ogsaa nu var mindre Fristelse til at søge Effect i Vrangbilleder af Menneskenaturen, da der var saameget Andet, som kunde understøtte Interessen. Saaledes syntes Romanen at have fæstet Rødder i en frisk Jordbund, hvor den sikkert og skjønt kunde udvikle sig i sine forskjellige Nuanceringer, og kom derved atter i den Credit, som tilkommer alle sande Digterværker, at være en Skole for Livet, at indeholde Veiledning for Erfaringen, mangfoldig Berigelse for Forestillingerne og Stof til Følelsens Dannelse.

Finde vi nu Aarsag til at glæde os herover, saa kunne vi paa den anden Side ikke dølge os, at det her, som ellers, maa blive Tilfældet, at det Gode, som enkelte høiere begavede Mennesker bringe til os, forvanskes og udarter i en Mængde Efterligninger, som det fremkalder. Naar man betænker, hvormegen og hvor vidt udstrakt Indflydelse Walter Scotts Skrifter have udøvet og endnu udøve, vil det ikke undre nogen, at allerede nu en saadan Udartning i forskiellige Henseender lader sig paavise og godtgjøre ved Exempler af flere Litteraturer. Vi have her en viid Mark for os, og enhver nogenlunde agtsom Romanlæser vil kunne erindre sig, hvorledes f. Ex. snart Handlingens grændseløse Detaillering, snart det Udspilede i Situationerne, snart det Smaalige i Beskrivelserne har været paafaldende hos Forfattere af denne Art[1]; men det er os her nok at bemærke, at det, der ovenfor er angivet som literairhistorisk mærkeligt ved Walter Scotts Fremtræden, er noget, hvori Degenerationenret kunde have Leilighed til at udfolde sig, saa at man allerede deraf kunde vente sig Romaner, hvori allevegnefra sammendyngede Facta af Naturen, Folkelivet og Historien vare blevne udrystede uden Smag og Kunstforstand, historiske Romaner, møisommeligt sammenflikkede af allehaande chronicographiske og antiqvariske Excerpter, Romaner, hvori Menneskene næsten kun tjene til Staffage for Landskaber, o.s.v.

Vi have allerede hos os en temmelig Begyndelse til en Række af historiske Romaner, hvori den walterscottske Technik, forsaavidt den stykkeviis og i de mindre fine Træk kommer tilsyne, er anvendt med en Efterlignerængstelighed, der for den opmærksomme Iagttager undertiden bliver næsten latterlig. Naturligviis har Forfatteren ogsaa omhyggeligen sat sig i Besiddelse af alt det overleverede Detail fra de Tider, han skildrer; og saaledes bliver en stor Mængde af samlede Materialier lagt til Rette, under, over, ved Siden af hverandre; intet tør udelades, det maa finde Plads her eller der; men den Aand, der skulde give alt dette i dets Sammenhæng Betydning, mangler kun altfor meget, og Samlerflid kan ikke erstatte, hvad der savnes af skabende Dygtighed.

Have nu end de to Romaner, vi her ville betragte, et fra hine ganske forskjelligt Præg, saa lader det sig dog ikke nægte, at de høre til den Region i Romanlitteraturen, som de foregaaende Betragtninger have ledet os hen til, forsaavidtsom Forf. i Anlæget af Handlingen, Fremstillingen af de optrædende Personers Charakterer og Udviklingen af deres indbyrdes Forhold og indre Tilstande indskrænker sig til det Nødtørftigste, imedens han med kjendelig Forkjærlighed hengiver sig til Skildringen af den Natur og det større Menneskeliv, hvormed han omgiver dem, og ofte blot behandler den egentlige Fortælling som Motiv til at anbringe disse Skildringer. Dog gjælder dette vistnok mindre om den sidstanførte end om den første og ældre Roman: Improvisatoren. I dette Værk hersker der et saadant Misforhold imellem de to anførte Hoveddele, at Rec. for et Øieblik var uvis om, hvorledes han skulde betragte det, og hvilke Fordringer han skulde gjøre dertil. Man kan formode, at Forfatteren egentlig har havt isinde at meddele os, hvad han paa sin Reise i Italien har kunnet tilegne sig af dette Lands Mærkværdigheder, og at han har fundet det meest passende for sig at gjøre dette i Form af en Roman. Men denne Form medfører nu ogsaa sine Betingelser; og da han har valgt at lade en italiensk Improvisator fortælle sit Levnetsløb fra den tidligste Barndom indtil hans Indtrædelse i en moden Alder og afgjorte Livsforhold, saa har han ydermere bundet sig til de Betingelser, som Biographien medfører. Tør denne ikke bestaae i en aandløs Sammenkjædelse af allehaande ydre og tilfældige Facta, skal en Charakteer og dens Udvikling fremstilles, saa lader den kunstneriske Idee, der i et Værk som det Foreliggende skulde fremtræde som Eenhedsprincip, sig ikke anderledes opfatte, end at det her blev Opgaven, at vise, hvorledes et Digtertalent udviklede sig midt i den rigeste Fylde af alt, hvad Naturen, Folkelivet og Kunsten frembyder til Aandens Næring; hvorledes den vordende Digters Sind efterhaanden udvidede sig til at forstaa og omfatte saa mange og store Gjenstande, og hvorledes hans Følelse klaredes, saa at den blev en productiv Begeistring, der, understøttet af et kraftigt og uddannet Talent, blev istand til, paa Øieblikkets Bud, at lægge sig for Dagen i passende og behagelige Former. Denne skjønne og frugtbare Tanke, som ogsaa umiskjendeligen har staaet Digteren for Øie, havde han kun formaaet at udføre den, maatte da bestemme Maal og Maade med Hensyn til de Billeder af det italienske Liv, som skulde optages, og paa mange Maader betinge det, der udentvivl først laa i Forfatterens Tilbøielighed; ligesom den overalt vilde kræve en nøie Forbindelse imellem Yderverdenens Phænomener og det indre personlige Liv, der fremstiltes. Men hvorlidet har Forf. vidst at maale den Opgave, han satte sig! hvorlidet, at fatte dens Conseqventser! Uden at tage Hensyn til de første Love for al Composition, uden Ahnelse om det Maadehold, den Selvindskrænkning, der maa til for at frembringe et kunstnersk [!] Hele, fortæller han alt, hvad han har seet i Italien, og udtømmer sine Reisedagbøgers Forraad uden Valg, saa at alle disse Beskrivelser tiltage sig det største Deel af Fremstillingen, medens han paa den anden Side kun i ringe Grad har formaaet at løse den psychologiske Deel af sin Opgave, hvorved Hovedpersonen ofte kommer til at staae som blot Fortæller eller Tilskuer, og Betydningen af hans subjective Deeltagelse kun meget lidet bliver svarende til det vidtløftige Apparat, hvormed han omgives.

Det er sandsynligt, at Fru Staël-Holsteins Roman "Corinna" har været Forfatteren et vildledende Forbillede. Denne aandrige Dame har villet forbinde to Ting: Skildring af Italien og af enkelte Personers Charakterer og Skjebne, med hverandre; og da hendes Hensigt ikke mindre er at belære end at underholde og røre, gaaer hun saa aabenlyst tilværks, at hun f. Ex., hvor Rom omhandles, giver de enkelte Bøger systematiske Overskrifter, som: "Gravene, Kirkerne og Paladserne", "Statuerne og Malerierne" o.s.v. Men han havde af hendes Exempel kunnet lære, hvad der for ham var at undgaae; thi da i Corinna Romanen som saadan dog bliver Hovedgjenstanden for Interessen, og altid meer og meer tager denne i Beslag, saa kommer derved den ciceroneagtige Omføren imellem Roms Mærkværdigheder, og overhovedet det Systematiske og Udførlige i denne Deel af Bogen ud af det rette Forhold til det Hele. Hvad der for Kritikens Øie kan finde en Undskyldningsgrund i det Instructive i Bogens Tendents, vil hos Forfatteren, der blot har et poetisk Formaal, ikke kunne forsvares. Iøvrigt er der ingen Anledning til at anstille videre Sammenligning imellem Corinna og Improvisatoren.

Før vi nærmere komme til at betragte det Enkelte i sidstnævnte Værk have vi nogle Ord at sige om Hr. Andersens Charakteer som Digter i Almindelighed, hvortil vi siden oftere ville have Leilighed til at henholde os. Hr. Andersen er af de Forfattere, paa hvilke Kritiken vanskeligen, som det synes, vil kunne udøve nogen betydelig og afgjørende Indflydelse, fordi de selv ved deres Produceren ikke pleie at udøve megen Kritik. Han viser sig i sine Værker som den, der har en meget opvakt og levende Phantasie, en letbevægelig Følelse og en godmodig Grundstemning; men der røber sig tillige hos ham en vis Mangel paa Kraft, først og fremmest paa Forstandskraft, paa Reflexionens Skarphed og Klarhed, men ogsaa overhovedet paa det Mandige og Dygtige i den hele Charakteer, som maa til for at gjøre Digteren skikket baade til energiske Conceptioner og til en fast og conseqvent Udførelse. Idet disse forskjellige Egenskaber stræbe at sætte sig i Ligevægt indbyrdes, opstaaer hos Hr. Andersen en Forkjærlighed for det Sentimentale, det Blide og Barnlige. Et barnligt, ubevidst Sind er for ham den sande Digtervirksomheds Udgangspunkt, umiddelbar Gjengivelse af det Opfattede dens Form. Hans Produceren er ganske subjectiv. Han glæder sig, for at bruge et Udtryk i hans Art, som et Barn ved Guds Verden; og, som Beskuelsen var en Glæde, saaledes skal og Gjengivelsen deraf være en Glæde; alt skal komme af sig selv; han betragter Stoffet som sin Eiendom, hvorover han kan raade efter enhver vilkaarlig Indskydelse. Som nu Frembringelsens Besvær ikke tør finde Sted i dette lyse Billede af en Digters Virksomhed, saaledes tør ogsaa de forberedende Studier igjennem Bøgernes døde Bogstaver ikke paabyrdes den, for hvem Naturen ligger som en opslagen Bog; og saaledes er det ikke uoverensstemmende med den her betegnede Digtercharakteer, at vi saa ofte i Hr. Andersens Værker finde Spor af en temmelig Mangel paa almindelig, Aandsevnerne understøttende, Dannelse, der medfører Feil baade i større og mindre Henseender.

I de mangfoldige Skildringer af italienske Gjenstande, som forekomme i Improvisatoren, røber sig den omtalte Beskuerlyst unægtelig paa en tiltrækkende Maade. Vi see Forfatteren indtaget, stundom beruset, af sine Gjenstande; og han fremstiller dem som den, der seer med et Digterøie, ikke igjennem Phraser og Declamation, men i træffende og sande Billeder, hvortil han gjerne bruger faa, men betegnende, ofte malende, Udtryk, ligesom og mangt et anført Træk bringer os til at skjønne paa den Opmærksomhed, hvormed han har betragtet Tingene, saavidt de tiltate den poetiske Sands. De Scener og Situationer, hvorved hine Skildringer motiveres, komme ofte vel overeens med disse, hvorved der undertiden opstaae smaa Heelheder, som i enhver Henseende udfylde Sindet. Ved alt dette beholde mange af disse Skildringer et eiendommeligt Værd, uagtet der nuomstunder er skrevet saameget om Italiens Herligheder, at en stor Deel af dem kan regnes blandt de mest forslidte Ting. Men ofte staae disse Skildringer i den løseste Forbindelse med det hele Anlæg af Romanen. Vi have her en Selvbiographie, et betydende Menneskes Udviklingshistorie, fortalt af ham selv. Dette medfører den Fordring, at kun saadanne Ting fortælles, som have havt bestemt og varig Indflydelse paa den fortællendes Sind eller Skjebne; og denne Fordring skjærpes saameget mere, som Fortælleren fra Digterens Side just er given som en saadan, for hvem en ilde valgt og mangelfuld Fremstilling maatte blive det modsatte af charakteristisk. Men, som vi ovenfor have sagt, det er Forfatteren om at gjøre at faae Alt med, hvad han har i Forraad. Hvormange Skov- og Bjerg- ja Sky- og Luftstykker stilles os ikke for Øie uden anden Forbindelse med det Hele, end at Romanens Hovedperson har staaet og seet derpaa! Reiser denne, da forekomme hele Udtog af Reisejournaler, hvori de underligste Smaating stundom ere antegnede; f. Ex. paa en Reise til Neapel seer Improvisatoren etsteds nogle Gjeder staae i en Hule, og hos dem en lille Dreng, der vogter dem. Da han nogen Tid efter kommer samme Vei tilbage fra Neapel, bemærker han, at Gjederne staae der, men at Drengen var borte. Saadanne Træk af Barnlighed ere vel barnagtige. - Mange og hyppig paa hverandre følgende Beskrivelser af Egne og Prospecter ere i og for sig selv mislige. I Reisebeskrivelser, hvor Sligt er mere paa sit Sted, kan man ofte føle sig trættet, naar Phantasien skal holde Skridt med Fortællingen; men i en Roman, hvor Opmærksomheden er spændt paa Handlingens Udvikling, blive saadanne Beskrivelser let kjedsommelige, ja piinlige. Men for denne Forfatterens utæmmede Lyst til at beskrive maae alle andre Hensyn vige. At meget fortælles, som i en Selvbiographie bliver urimeligt, at Helten maa gjøre en Reise til Verona og Mailand uden anden kjendelig Grund, end at disse Byer ogsaa skulle med i Beskrivelsen, er endnu ikke nok. Selv Stemningens og Følelsens Sandhed opoffres undertiden for denne Tilbøielighed. Naar Improvisatoren, efterat have fortalt, hvorledes han paa en brat og rystende Maade i sin Barndom mistede sin Moder, der elskede ham saa høit og ene var ham Alt i Verden, umiddelbart derpaa gaaer over til at fortælle alle Hverdagsomstændigheder ved hendes Begravelse, maa man kun have dunkle Forestillinger om Betydningen af et saadant Tab baade for Barnet og for Manden, der gjenkalder sig det, naar man ikke her føler det Usande i Fremstillingen. Ligeledes, da han eengang, efterat have skudt sin Ven og tabt sin elskede, slæbes bort af Røvere, bunden paa en Hest, lader Digteren ham endda beskrive Maaneskinnet og Taagerne, som hvilte over Marken! For saadan ydre Iagttagelse maatte hans Sind i denne Forfatning nødvendig være tillukt.

Hvad der endmere giver disse Skildringer Tilfældighedens Præg, er at Digteren kun lidet har indladt sig paa Fremstillingen af sin Helts gradvise Udvikling og hans poetiske Talents som overhovedet hans Aands Fremvæxt under Bestemmelse af de ydre Indvirkninger. Man seer Italiens Herligheder passere forbi hans Blik, men den dannende Indflydelse af dem bliver han sig ikke bevidst. Det er ingen Sjælehistorie. Derimod see vi rigtignok, navnlig hvor han begynder at improvisere, Virkninger af at han med Alderen er gaaet fremad; og af disse kunne vi slutte os til, hvad Forfatteren tænker sig som hørende til Digtertalentets Uddannelse: at see, føle, erindre og gjengive; hvorved vistnok to vigtige Poster mangle: at tænke og at lære. Improvisationerne hente altid deres Indhold fra en eller anden tilforn oplevet Scene; idet Digteren sætter sig i en Tilstand, som han personlig har gjennemgaaet, bliver han begeistret og rørende; men naar han tillige kun gjengiver, hvad han saaledes har modtaget, og som han har modtaget det, finde vi her et Princip for den umiddelbareste Art af Poesie meget eensidigen udtrykt, og der bliver ikke Tale om den høiere Assimilation, om den totalere Væxt af Aanden, hvorved denne bliver istand til at skabe med Frihed af sit Eget og forvandle selv det igjennem Bogstav og Overlevering Modtagne til en Tilværelse med Liv og Fylde. Denne Betragtningsmaade af den poetiske Frembringen svarer ganske til de Træk af Forfatterens Digterpersonlighed, som vi før have angivet; og vi finde heri, saavelsom i det Barnlig-sentimentale og, om man vil, det Umandige hos Improvisatoren, god Grund til at antage denne for et temmelig subjectivt Billede, eller, med bestemtere Ord, for at være noget nær en Repræsentant af Forfatteren selv.

Samme Umiddelbarhed i den aandelige Grundretning gjenfinde vi nu overalt hos Improvisatoren. Alt refererer sig hos ham til hans Følelse, hans personlige Tilstande og Stemninger. Eftertanken, som hæver Forestillingerne ud af den personlige Kreds, Forstandens Operationer, som give den aandelige Natur Indhold og Fasthed, komme kun svagt tilsyne; og saaledes røber der sig hos Romanens Hovedperson midt i den Rigdom, der omgiver ham, en vis aandelig Armod, som ikke tilstrækkelig kan dækkes ved den Bevægelse i hans sjælelige Liv, som Kjærlighed og didhørende Drifter fremkalde.

Er det nu saa, som vi formode, at Digteren i sin Bogs Hovedperson har fremstilt en Repræsentant af sig selv, saa har han vistnok den Nytte af det føromtalte Princip: kun at skildre selvoplevede Tilstande, at han ved at lade en Person, der ubevidst udviklede sig, fortælle sit Levnet, derved for en Deel har unddraget sig den Forpligtelse at levere en grundig Sjælehistorie; men paa at undgaa den dermed følgende Mangel paa Sammenhæng i Stoffet, som vi have paavist, see vi, at han ikke har været belavet. Derimod kan det ikke nægtes, at den fremstilte Charakteer forsaavidt bliver sand og conseqvent nok; og denne Conseqvents gjenfinde vi ligeledes i den Ulyst til Dannelse ved Studium og Tankeanstrengelse, som Improvisatoren yttrer. Optaget som et hjelpeløst Barn hos ædelttænkende Mennesker af høi Stand og Formue, som ønske at gjøre ham deelagtig i høiere Dannelse ad den sædvanlige Vei igjennem Studeringer, og som, da de værdige ham en Plads i deres Selskab, selv paatage sig den Umage at vænne ham til de Former, der lette og forskjønne Samlivet imellem Dannede, føler han sig med Tiden mere og mere trykket ved disse velmeente Foranstaltninger, hvis Bestemmelse han ikke kan forstaae. Han troer, at de Aar ere tabte, som han maa anvende til Studeringer; maaskee for en Deel med Rette; thi vi mærke kun temmelig indirecte til noget hos ham, der kunde kaldes Frugt af disse; men han bliver tillige i sit Hjerte utaknemlig imod sine Velgjørere, hvis Overvægt i Forstand og Levekunst mere og mere ærgrer ham, ligesom han begynder at føle sig selv, og af hvem han kræver Anerkjendelse af sine Fortrin, medens han ikke er istand til at fatte deres; og viser det sig her, som oftere, at Utaknemlighed vil komme af sig selv, naar ulige Naturer træde i Velgjerningsforhold indbyrdes.

Forsaavidt staaer det sig endnu vel med Charakteertegningen. Men hvad der nu er tilbage at bemærke, viser, at det har manglet Forf. paa det Grundlag, han saavel i egen Dannelse og Forstudier som i objectiv Klarhed over sin Gjenstand skulde besidde, for at det Hele kunde lykkes ham. Foreløbigen antyde vi, i Forbindelse med hvad der nærmest er afhandlet, at Improvisatorens Ulyst til methodisk Dannelse med Rette bør vise sine Følger i den Maade, hvorpaa han, som oftere skeer, reflecterer over Kunstværker; og det er ganske naturligt, at han her ikke kommer ud over det første raae Indtryk, og, istedetfor at trænge ind i deres Skjønheder, phantaserer over dem. Men idet Forf. virkelig i Almindelighed fremstiller Tingen saaledes, vide vi ikke, om det kan regnes ham til Fortjeneste. Thi undertiden taler Improvisatoren igjen saa klogt om "dristige Fortkortninger", om at "hver Figur er Stof for en Kunstafhandling" (1 D. S. 179, 180), at vi næsten maae formode, at Forfatteren af egen Mangel paa klar Forestilling om Kunstbetragtning og dennes forskjellige Arter, har lagt sin Person det Bedste i Munden, som han selv vidste at sige, og saaledes er langt fra at have behersket sit Stof i denne Henseende. Endvidere, naar man tager i Betragtning, at den Tid, Improv. anvendte til Studering, ikke var kort - nemlig 6 Aar efter allerede at have gjennemgaaet en lærd Skole - , at han havde Talent, Æresfølelse, og saaledes nødvendigen maa have gjort Fremskridt, saa bliver det uforklarligt, at han, som dog i en moden Alder fortæller sit Levnet, ikke røber den ringeste Erkjendelse af hine Studiers Frugter. Hans Had til Underviisning kan have været stort nok, da han var under Tvangen; men skulde saamange Aars Anstrengelser da slet intet Udbytte have bragt, som han i en senere Alder kunde være tilfreds ved at besidde? Kunde f. Ex. ikke Historien have aabnet ham Skatte, der selv i hans poetiske Virksomhed maatte være ham kjærkomne? Skulde han i Klassikerne slet intet Beslægtet have fundet? Eller skulde han overhovedet ikke efter saamegen Øvelse have følt visse sjælelige Kræfter hos sig at være tiltagne? Men for alt dette lader Forfatteren ham være blind, og mærker ikke, at han derved kommer til at tillægge ham en overordentlig intellectuel Sløvhed, der maa blive uforenelig med Forudsætningen om ham som en opvakt Natur. Skulle vi nu tiltroe Improv. denne Sløvhed og bringe den i Forbindelse med hans spagfærdigt-svage, ja paa sine Steder næsten feige[2] Væsen, saa blive vi ikke vel stemte til at unde ham den Apotheose, som Forfatteren i Bogens Slutning lader blive ham til Deel.

Men en Hovedfeil, der gaaer igjennem det hele Charakteerbillede, er, at dette i en høi og mærkelig Grad mangler det, der skulde betegne Improvisatorens Nationalitet som Italiener og Romer; hvorimod der træffes hyppige Anstød imod det Nationale. Ikke at tale om, at de Træk, vi sidst have anført, kun lidet passe sig for den levende, choleriske Sydlænder, sees Nordboen ofte at stikke frem i den Maade, hvorpaa han betragter Italien. Herhid høre Yttringer som 1 D. S. 10: "den deilige blaae Luft, Italien eier"; S. 64: "det rige Farvespil paa Skyerne, som kun Syden eier", og meget Andet af samme Art. At han er Catholik, mærkes ikke synderligt, skjøndt han efter sin Opdragelse, sin senere Dannelse, sit Temperament og Sindelag endog burde være en from Catholik. Det bliver, for at anføre et Exempel, ganske usandsynligt, at han i en urolig Sjælstilstand, der maatte drive ham til at søge Trøst hos det Hellige, reiser lige igjennem Loretto, "uden selv at gjæste det hellige Huus" (2 D. S. 184). Men fremfor Alt viser det Uitalienske sig hos ham i den Omstændelighed, hvormed han fortæller allehaande Ting, der for Italieneren og i Særdeleshed Romeren ere ganske hverdags, og kun fastholdes i Optegnelser af den Fremmede, der saaledes søger at tage et Skyggebillede af det Oplevede med sig over Alperne. Hvad der kommer i Veien for Kunstens Fordringer, er atter Forfatterens Lyst til at beskrive, stundom maaskee blot til at afskrive det, han eengang har optegnet. Gaaer Improvisatoren engang ud og møder nogle Bønder paa Veien, strax skal det med, skjøndt han intet videre faaer med disse Bønder at gjøre. At Hestene æde af Høknipper, som de have hængende paa sig, synes især at have interesseret Forfatteren; thi det fortælles ikke mindre end tre Gange, 1 D. S. 12, 173, 207. Naturligviis gjennemgaaes den hele Række af de store aarlige Festligheder i Rom, og, skjøndt vi ofte have læst derom, underholdende nok, naar det kun ikke var en Romer, der fortalte saa detailleret.

Vi have her omtalt det for Kritiken Mærkeligste i Bogen, og det har noksom viist sig, at Forfatteren ikke tilbørligen har ladet sig lede af faste og alvorlige Kunsthensyn. Vi ville derfor fatte os kort om det Øvrige. Bicharaktererne ere i Almindelighed bestemte ved faa og vel vedligeholdte Træk, men mangle det Individuelle og især det Nationale. Interessantest er Annunziata ved sin Skjebne. Skildringen af hendes Forandring ved Kummer og Sygdom i Modsætning til hendes første glimrende Optræden er sand og rørende, og det hele Thema vel opfattet og udført. For Begivenhed og Handling kunde der, da saa meget Andet var at fortælle, kun være en indskrænket Plads. Man kan allerede af det Foregaaende slutte sig til, at det, der skal bringe Eenhed i en biographisk Roman, hvilken efter sin Natur maa fremstille allehaande isoleerte Begivenheder og Scener fra forskjellige Tider i Livet, nemlig disses fælleds Relation til den fremstilte Charakteer som nødvendige Udviklingsmomenter, her for en stor Deel maa savnes, siden der er gjort saa lidet for at vise en saadan Udviklingsproces. Saaledes blive flere Tildragelser uden indre Forbindelse indbyrdes,[3] uagtet de hver for sig kunne læses med Interesse. Det maa ansees for en Fortjeneste, at Forf. intetsteds har lagt an paa at spænde Læsernes Forventning i særdeles høi Grad, da det Trykkende ved de beskrivende Episoder derved vilde formeres. Men en følelig Mangel er det, at flere af de vigtigste Begivenheders, navnlig Heltens trende Forelskelseshistoriers Følge og Vexel tabe saa meget af deres Betydning, fordi man ikke seer, hvad han bliver til ved dem. Tvertimod bliver Alt imod Slutningen kun mere forvirret, saa man ikke ret veed, hvad man skal tænke sig ved hans Tilstand. I den sidste Fjerdedeel af Romanen trættes man ved det Stagnerende i Sindsstemningen: en sygelig Trang til Kjærlighed, deelt imellem nærmere og fjernere Indtryk, uden at noget kommer til kraftig Bestaaen, dunkle Følelser, hvoraf den ene staaer den anden i Veien, og med alt dette opholdende Excurser, imedens Handlingen venter paa sin Afslutning!

Det Phantastiske og Overnaturlige eller Hemmelighedsfulde er et Par Gange anvendt, den ene i den kloge Fulvias Person, der minder stærkt om lignende hos Walter Scott; den anden Gang ved Eventyret i den blaae Grotte, en Følge af Digterens Begeistring over dette underfulde Sted. Som blot enkeltviis paatrykt Zirat paa den klare Virkelighed vil saadant dog altid, ihvad man end gjør for at faae det til at hæfte ved denne, blive afstikkende, naar man forsømmer at meddele Omgivelserne en med disse Zirater overeensstemmende Colorit. Stedet til at anbringe denne finde vi meest passende at have været Hovedpersonens Gemyt, hvori en sværmersk Retning henimod det Overnaturlige, saaledes, som den kan tænkes hos en troende Catholik med et barnligt og poetisk Sind, da maatte forberede og udjevne disse Indtrædelser af det Phantastiske.

Det vilde være ubilligt at forbigaae, at der igjennem den hele Bog gaaer en overmaade reen og sædelig Aand, og at deri overalt fremtræder et godmodig opvakt Gemyt, hvis Bevægelser ofte meddele sig til os igjennem skjønne Phantasiecombinationer. Mangen Tanke er indklædt i et træffende og rørende Billede, og i denne Lyrik finder Digterens Reflexion sin rette Form. Derved faae Improvisationerne, der, som billigt, ere skizzerede i Prosa, Indhold og Virkning som Poesie.

Ligesom vi ved Læsningen af Forfatterens foregaaende Skrifter oftere have bemærket, at han ikke er heldigst i Satiren, fornemmelig af Mangel paa en bestemt og original Forestilling om det, han vil bekjæmpe, saaledes findes ogsaa her et Exempel paa det Samme. I Pedanten Habbas Dahdah, ved hvem det Afskrækkende i den lærde Dannelse personificeres, er der endnu en anden Ting, der skal gjøres latterlig, nemlig den strenge Holden over Formens Elegants i Poesien. Forsaavidt Digteren vil dette, er der, uagtet det poetisk Urimelige i enkelte Udtryk, dog en Hensigt at mærke i disse Ord, som lægges Pedanten i Munden, 1 D. S. 100: ""Følelse og Følelse! det er slet ikke den, der gjør Digteren! Al denne Fægten med Phantasien, saa er man her, saa er man der! Heller ikke Tanken er det, nei Besindigheden, den gyldne Besindighed! Digteren maa ikke lade sig henrive af sit Stof! kold, iiskold skal han være, sønderlemme sit Hjertes Barn og see, hvorledes det staaer til i de enkelte Dele"; o.s.v. Men naar Forf. lader den Samme strax foran sige: "Er det Poesie? ud og ind løber det uden Form og Skikkelse; først troede jeg, det skulde være en Vase, siden et fransk Viinglas eller en medisk Sabel, men hvorledes jeg vendte og dreiede det, kom den samme betydningsløse Registerform" o.s.v.; saa confunderer han saaledes det Ene med det Andet, at der neppe bliver nogen kjendelig Hensigt tilbage.

Ligger der i Improvisatorens Opposition imod methodisk Dannelse, som vi ere tilbøielige til at troe, en Yttring af Forfatterens egne Meninger i denne Henseende, sa have vi i det Foregaaende havt Beviis nok paa Sandheden af den saa ofte og kraftigt udtalte Sætning, at det ved blotte Naturgaver og disses tilfældige Udvikling formedelst alslags adspredt Erfaring og Lecture, vanskeligen vil lykkes at frembringe noget virkeligt Kunstværk, idetmindste af større Omfang. Sorgløs træder Forf. ind paa Kunstens vanskelige Bane; han stoler paa sin Indskydelse, sin Muse, og indseer ikke, at hun, skjøndt velvillig imod ham, dog ikke kan redde den fra at snuble, som ikke selv er opmærksom paa sine Skridt; og at, om nogen vil handle som Redskab for noget Høiere, han dog, selv af Kjærlighed til dette Høiere, troligen maatte stræbe at gjøre sig til et godt og beqvemt Redskab. Denne Mangel af Instruction og af Opmærksomhed paa sin egen Produceren kommer os nu hos Forf., foruden det, der er omtalt, ogsaa paa andre Maader imøde. Han skriver sit Modersmaal let og med Frihed, men han er usikker i dets Grammatik og Retskrivning. "De ere gaaet", "det virker (for værker) i hans Arme", "vinke af En", "vidstnok" og deslige Feil støde Øiet jevnligen tilligemed Skjødesløse Constructioner og Germanismer, f. Ex. Rygsiden (die Rückseite), Kobold, o.fl. De fremmede Ord komme endnu værre derfra; det lader næsten til at være et blot Tilfælde, om de skrives rigtigt; og da Forf. i denne Bog ret synes at sætte Priis paa at bruge italienske Benævnelser[4], saa gives der desto oftere Anledning til Feil som filisissima notte, luogi patroni o. desl. - Har et Udtryk paa en eller anden Vei fundet Velbehag hos Forf., saa bruger han det, saa ofte Leilighed gives, ubekymret om, at jo mere det gjør sig bemærket, desto mere maa det ved hyppig Gjentagelse blive smagløst. Til saadanne Yndlingsudtryk høre "Bjergformationer, den gule Tiber, Ildblik, onde Øine, aande Kys paa Ens Læber, hoppe" o.fl. Enkelte Feil i Angivelsen af italienske Facta fra nyere og ældre Tider er Rec. under Læsningen truffen paa; men da han ikke har fundet sig foranlediget til at gaae ind i nogen nøiere Undersøgelse i denne Retning, maa det beroe ved denne Bemærkning. Hvad er det for to Danske, som omtales paa Romanens næstsidste Blad? Deres Kommen og Forsvinden ifølge Hensyn, som Forf. maa kjende bedre end vi, er et Billede paa meget Andet i Bogen.

Iøvrigt vil denne Roman ikke forfeile at gjøre et behageligt Indtryk paa Læsere, der ikke medbringe Kunstfordringer; og forsaavidt kunne vi anbefale den som en i det Hele taget underholdende og paa mange Steder aandsnærende Lecture.

Den senere Roman med Titel: O.T. staaer, især hvad Compositionen angaaer, men ogsaa tildeels i Henseende til Charakteertegningen, betydeligt over "Improvisatoren". Men inden man deraf slutter, at Forfatteren i lige Grad er gaaet fremad i Dygtighed til at anvende Kunstens Regler, maa man tage i Betragtning, at Stoffets Beskaffenhed her ikke lidet er kommen ham til Hjelp. Da saavel Localiteterne, som de Personer, der bevæge sig i disse, ere danske, var han selv mere beslægtet med de Gjenstande, han skildrede; og den Rigdom af Mærkeligheder, som Landet frembød, var ikke saa paatrængende, at den kunde bortlede Digterens Opmærksomhed fra andre væsentlige Hensyn. Vi kunne derfor her begynde med at omtale Romanens Begivenhed og Personer. Digteren har villet skildre de Lidelser, hvorfor et ærekjært Menneske er udsat, naar det med alle indre og ydre Fordringer paa at optages i det bedre, ja det bedste, Selskab, og virkelig optaget i dette, er sig Omstændighederne ved sin Herkomst bevidst, som det maa undsee sig ved for Verdens Øine, og nu idelig plages af Frygt for at disse skulle blive bekjendte. Til at fremstille dette har Forf. valgt ret marqveerte Forhold. Hans Helt er født i et Tugthuus; han er i den første Ungdomsalder, hvori Æresfølelsen er meest ængstelig; han er optaget som kjær Ven i en adelig Familie, hvor han forelsker sig i en af Døttrene. Heller ikke mangler det paa en skadefro og egennyttig Person af den laveste Art, som kjender hans Hemmelighed og altid er ved Haanden for at tirre ham eller gjøre sig Fordeel af hans Frygt; og saaledes er der nok til at incitere Opmærksomheden og fremkalde spændende Situationer. Omsider kommer den plagede unge Mand i den Stilling, for at redde sin udvortes Anseelse, at maatte begaae et Slags Forræderi mod sine Venner, men nødes derved til at røbe sin Hemmelighed for en forstandig og ædel Dame i den omtalte Familie; og denne Meddelelse tjener til at frembringe en Overeensstemmelse i deres gjensidige Hengivenhedsfølelser, som leder til en lykkelig Forbindelse imellem dem. For den øvrige Verden begraves den byrdefulde Hemmelighed ved de Personers Død, som kunde foraarsage dens Opdagelse. Af den anførte Grundidee for Romanen har Digteren benyttet saa mange Conseqventser, som tjente til at gjøre Begivenheden interessant; og det maa erkjendes som et priisværdigt Maadehold, at han ikke har anvendt flere, som han let havde kunnet finde. Mangen Romanskriver vilde have afpresset dette Emne en Række af de piinligste Situationer, for saa meget længere at forskaffe Læserne Nydelsen af en temmelig bedrøvelig Fornøielse.

Derimod lades der meget tilbage at ønske, naar man betragter den Maade, hvorpaa under de anførte Omstændigheder Hovedpersonens Charakteer fremtræder. Denne er næsten ganske uden indvortes Liv og Bevægelse. Forfatteren synes at have fastsat sig dens Indhold under Form af et Antal af visse Egenskaber, som Forstandighed, Dannelse, Sædelighed, høi Selvfølelse, tungsindig Tilbageholdenhed og stærk Villieskraft; og disse bruger han som Normer og Motiver under Fremstillingen; hvorved vi dog ville bemærke, at den sidstnævnte Egenskab, som i Begyndelsen fremhæves saa stærkt, at den næsten bliver til Stivsindethed, senere bliver uden al Anvendelse som Motiv. Men ved alt dette og de dermed forbundne Affecter befordres kun Forbindelsen af de ydre Begivenheder; man mærker ikke til nogen indre organisk Stræben eller Udvikling i Personens Sind og Charakteer. Denne er fra først til sidst afsluttet i sig selv og fastgroet, og det i Livets bevægeligste Alder. Om det saa kun var et mislykket Forsøg paa at hæve sig over sin Frygt ved moralske Midler og høiere Synsmaader, eller en trodsig ved modsigende Tilbøieligheder eluderet Beslutning, at frasige sig det adelige Selskab, i hvis Nærværelse han med Bevidstheden om, hvad han havde at fortie, maatte føle sig som en Skyldner, saa vilde dette dog have frembragt nogen indre Bevægelse i dette caput mortuum; men noget Saadant kommer kun for en meget ringe Deel til Yttring; ligesom ogsaa den hele Begivenhed ikke fører til noget aandeligt Resultat for den Paagjældende. Naar man seer tilbage til det, som tilforn er sagt om Improvisatorens Charakteer, vil man finde, at en lignende Feil ogsaa der ligger til Grund. Han begynder som et Barn, og ender i flere Henseender ikke stort anderledes.

Til den her dadlede Feil kommer endnu, at Forfatteren i intellectuel Henseende ikke noksom har staaet over den Charakteer, han vilde tegne. For at vise ham som dannet og forstandig lader Digteren ham jevnlig raisonnere om allehaande Gjenstande; men herom maae vi eengang for alle gjøre den Bemærkning, ligesom om de øvrige Raisonnements, der i denne Bog ikke sjeldent lægges forskjellige Personer i Munden, at de ere saa lidet beregnede for de Talendes Standpunct og Eiendommelighed, at de synes næsten tilhobe kun at udgaae fra eet og samme Sind, det er fra Forfatteren selv, der tager Ordet for sine Personer og siger det Bedste, han selv veed. Disse Aggregater af alskens Viden uden Valg tage sig da snart ud som trivielle, snart som det, Tydskerne kalde "altklug", stundom som "überklug", sjeldnest som hensigtsmæssige. Hvad skal man sige, naar man hører en ganske ung Student tale med en Selvtillid, som Otto taler 1 D. S. 21 om Religionen, eller S. 55 om Rahbek, for ikke at anføre flere Exempler? og dog er Wilhelms Foredrag over Nationens æsthetiske Udviklingsperioder, 2 D. S. 127, endnu urimeligere, fordi det aldeles ikke paa nogen Maade lader sig tænke sammen med denne meget ungdommelige og sangvinske Persons Retning og Standpunktet i hans Udvikling. Man bliver efterhaanden saa tilbøielig til at tage disse Raisonnements for Digterens egne, at man stundom uvilkaarligen kommer til at holde ham for uoprigtig, naar han engang imellem finder det fornødent, i Kraft af Fremstillingens Objectivitet at fralægge sig Deel i de fremsatte Meeninger. Til Exempel kan den ugunstige Dom over den kjøbenhavnske Verden og hvad derpaa følger, 1 D. S. 175-176, tjene.

Bipersonerne, der, som saadanne, blot kunne være fremstillede efter nogle Hovedegenskaber, give i Almindelighed et klart og sandt Billede; og Digteren synes i det Hele taget at have bedre Held med saadanne Skizzer end med det grundigere, mere udtømmende og omfattende Charakteermaleri. Kun turde der i Billedet af den saa ætheriske Eva, naar man tager Totaliteten af hendes foregaaende Liv i Betragtning, befindes at være noget Usandt; om Sophia faaer man ikke nogen ganske klar og sammenhængende Forestilling; og Sidsels umaadelige Styghed kan idetmindste vække en Tvivl hos Læseren, om Otto ogsaa virkelig kunde lade sig indbilde, at hun var hans Søster.

Opfundne Begivenheder lide ikke sjelden af usandsynlige Forbindelser eller Forudsætninger. Ofte beroer just det Piquanteste paa saadanne Usandsynligheder, men ofte ligger Grunden blot i Uagtsomhed hos Digteren. Til den sidste Art høre et Par Enkeltheder i nærværende Roman, som have været os paafaldende. Allerede det, at Otto ikke ved given Leilighed med mere Iver erkyndiger sig om sin Søster, som han vidste var i Live (s. 2 D. S. 79), er neppe ganske i sin Orden. Men hvorfor denne Søster ikke kjender sin Faders og Bedstefaders Navne, da det dog var rimeligt, at Moderen før sin Død af Omsorg for sine Smaae maatte have betroet disse vigtige Oplysninger til Konen, i hvis Hænder hun efterlod Børnene, burde med saa meget mere Omhu være motiveret, som Kundskaben om sin Herkomst let maatte have ført Eva til den Opdagelse, at Otto var hendes Broder. Ogsaa synes Digteren i Begyndelsen at have havt noget isinde med den lille Jonas, som han siden har opgivet; maaskee at gjøre ham til Ottos Broder; thi hans første Optrædelse er betydende nok, men siden forbigaaes han næsten ganske. Ved Slutningen af Bogen husker Digteren dog igjen paa sin forstødte Skabning - og lader ham drukne.

Idet vi følge med de handlende Personer igjennem de Situationer, hvori Fortællingen udvikler sig, føres vi tillige igjennem flere Egne af vort Fædreneland og af det Menneskeliv, der foregaaer paa dets Jordbund. Det er mærkeligt, hvor stor en Rigdom af poetisk frugtbare Forestillinger Forf. har erhvervet sig ved sin hurtige, altid paa samme Formaal rettede Opfattelsesevne, og med hvilken Lethed ikke blot de sammenhørende i hans Fremstilling forme sig til troe og klare Billeder, men ogsaa iblandt allehaande enkelte og løsrevne Erindringer de frembyde sig, som, hvor det kræves, kunne anvendes som understøttende Enkeltheder. Den Lethed, hvormed han bevæger sig i dette sit Forraad, gjør ham det mindre vanskeligt at opfinde end at vælge. Men en høi Grad af anskueligt Liv veed han at sætte en Handling ind i den poetiske Virkelighed. Griber han de Scener, han fremstiller, af Folkelivet, eller beskriver han Natursituationer, synes han især at være paa sin Plads; hans øiensynlige Forkjærlighed for dette Genre og det Held, han deri har, beviser det. Her forener opmærksom Iagttagelse og Tact for det Poetiske i Gjenstandene sig med en klar og besjælet Fremstilling, og saaledes fremstaae ofte fortrinlige Billeder, hvoraf vi til Exempel nævne Jyllands Vestkyst med dens Fiskere, Slaaegildet i den fyenske Herregaard og Kjøbstedfamilien i Lemvig. Ogsaa fortjener Fortællingen om Ottos ulykkelige Moder at nævnes som et mindre Hele, hvori Digterens Hensigt paa en meget tilfredsstillende Maade er udtrykt. Derimod kunne vi ikke i Alt give Skildringen af den Bergerske Familie i Kjøbenhavn vort Bifald. Deels mærker man altformeget Indflydelsen af visse Forbilleder f. Ex. Hverdagshistorien, deels synes Digteren i nogle Stykker mere at have seet Tingene med en satirisk Lyst end at have fundet den rette Gjenstand for Satire, hvorfor ogsaa Fortællingen her stundom antager Tonen af en vis ukjærlig Fornemhed.

Spørges der om, hvorvidt alle Situationer i denne Roman staae i nødvendig eller nær Forbindelse med Handlingen eller Charaktererne, saa maa det tilstaaes, at den, hvad dette angaaer, har et stort Fortrin for Improvisatoren, uden at vi dog derhos kunne erkjende dette som en Følge af, at Forfatteren skulde have hævet sig til et høiere Trin af Erkjendelse eller uddannet Tact. Den fortællende Kunst benytter med Rette en stor Frihed i Bestemmelsen af Grændserne for det Stof, der optages til Behandling; men just derfor behøves der en desto grundigere Indsigt eller en desto finere Følelse for i det Enkelte at afgjøre, hvad der kan optages som Medhenhørende eller Bidragende. Forfatteren overlader sig her endnu jevnligen til den forhen omtalte Vilkaarlighed i at medtage Scener og Situationer, der ikke staae i nogensomhelst anden Forbindelse med det Øvrige, end at Hovedpersonen har været nærværende ved dem. Skildringen af den lemvigskeFamilie og Scenen med Natmændsfolkene paa den jyske Hede ere Exempler herpaa, og endnu mere de her ligesom i Improvisatoren undertiden forekommende Reisebeskrivelser, hvori Løst og Fast medtages.

For ikke at misforstaaes maae vi bemærke, at de nærmest foregaaende Ord ikke blive at henføre til Vilhelms Breve fra Reisen, og endnu mindre - om nogen kunde falde paa det - til Ottos Samtale med Rosalie, paa hvilke Steder Digteren hensigtsmæssigt har anvendt Erindringer fra sin Udenlandsreise. Men disse Erindringer gjøre sig rigtignok paa en anden Maade mindre fordeelagtigt gjeldende, nemlig i hans Lyst til at sammen stille danske Gjenstande med lignende fremmede, uden at hine derved blive gjorte tydeligere; f. Ex. naar der 1 D S. 39 læses, at "Linkens Bad" ved Dresden har noget beslægtet med Charlottenlund, eller at "de Bøndervogne, der holde udenfor Skoven, Caffemøller kaldede, svare til Neapolitanernes Corrocolo, Parisernes Coucou"; S. 56, at Roeskilde er Danmarks St. Denis, S. 103, at Vissenbjerg er Danmarks Itri o.s.v.

Iøvrigt træffer man ogsaa her den forhen dadlede Incorrecthed i Stilen, Sprogfeil, og den samme Hængen i visse Yndlingsudtryk, livsglad, livskjed, livsfrodig, hvilke Composita Forf., for at anvende en anden ogsaa af ham misbrugt Talemaade, synes at have "sværmet for", dengang han skrev bogen. Beskrives en liden Indsø, saa kan man være vis paa, at den er tilgroet med Aakandeblade.

Til Slutning ville vi tage den bekjendte Sætning i Betragtning, at, som Digterne ere, saaledes vise de sig i deres Værker, hvilket vi her forstaae saaledes, at der til at frembringe et skjønt og harmonisk afsluttet Hele hører en Aand, imellem hvis Evner af Naturen og ved Dannelse en lykkelig Harmonie finder Sted, og at enhver Ufuldkommenhed heri ogsaa uudeblivelig vil afpræge sig i dens Værker. Hos de største Genier, som have efterladt sig et Minde i Poesien og Kunsten, finde vi altid en klar og kraftig Forstandighed, der, om den end ikke førte dem vidt i Begrebernes Sphære, dog satte dem istand til at reflectere indenfor Omfanget af de Forestillinger, hvortil deres Kald førte dem. Men heri viser Naturen sit Lune, at ligesom den skaber Forstandsmennesker uden synderlig Phantasie og Følelse, saaledes udstyrer den ofte altfor eensidigt sine Skabninger med de to sidstnævnte Gaver. Hine ere heri heldigere end disse, der, naar de ville aagre med deres Pund, let ere udsatte for at blive middelmaadige. Men de iblandt dem, der besidde disse Anlæg i en høi og fortrinlig Grad, have derimod den Fordeel, at de, idet Naturen gjenskaber sig selv i deres stærke Phantasie, ofte med deres middelmaadige Forstandsevner komme til en næsten Instinctmæssig Fornemmelse af det Sande, der ligger til Grund for de individuelle Skikkelser, og som ellers kun pleier at aabenbare sig for den abstraherende Eftertanke; hvoraf f.Ex. hine geniale Tankelyn opstaae, der tidt vise sig hos Digtere, som ellers ikke ere synderlig reflecterende. Og da Phantasien er Forstandens ubevidste Love underkastet, kan den, naar den blot er tilstrækkelig stærk og beriget med Erfaring, af sig selv medføre omfattende Combinationer, som mere tilhøre saa at sige Naturens end Digterens Forstand. Men, som saadanne Digtere skylde Phantasien Alt, saa bestaae de ogsaa blot ved dens Styrke og Omfang; og det, der i alle Tilfælde ene kan udrettes ved den reflecterende Forstands hjelp, bliver udenfor deres Virksomhed som udenfor deres Ahnelse; hvoraf blandt andet den langvarige og neppe ved nogen Overeenskomst tilendebringelige Krig opstaaer imellem dem og de Recensenter, som kræve klar Forstandighed i et Kunstværk.

Vi have her angivet et Standpunkt, hvorfra man vil kunne gjøre sig et Begreb om Forfatterens poetiske Evne. Hvad han besidder, besidder han først og fremmest ved sin Phantasie. Men denne, skjøndt let opfattende, levende og tro, er mere rettet paa den ydre end den indre Iagttagelse, og den synes, idetmindste efter hvad den hidtil har præsteret, ikke at have Kraft til at sammenholde et Billede af større Omfang og Mangfoldighed. Derfor opfatter han Gjenstandene partiviis tro og livligt, og gjengiver dem paa samme Maade; og den individuelle Følelse, som derved vækkes, lægger sig for Dagen i en naiv og godmodig Lyrik, som giver det, Phantasien fremstiller, Aand og Varme, ligesom den ofte af denne forskaffer sig en skjøn og værdig Indklædning. Heri finde vi det, som har givet mange af Digterens mindre Producter et blivende Værd, og som ogsaa i de her bedømte Værker har frembragt mange skjønne Enkeltheder. Derfor kan Digteren ogsaa med Held fremstille menneskelige Charakterer, saavidt han kan gjøre dette ved at holde sig til de Træk, der som ydre Phænomener kunne falde i Øinene; men det indre Totalliv, der skal udfolde sig i den udførligere og grundigere Charekteerskildring, synes han mindre skikket til at opfatte; ligesom vi i det Foregaaende have seet, at hans Genius ikke har været virksom nok for ham i at danne større Compositioner med Conseqvents og Overeensstemmelse i de enkelte Dele.

Dersom det er at vente, at disse Bemærkninger ville optages paa en saadan Maade af den, de nærmest maae angaae, at de kunne blive ham frugtbringende, vil Recensenten raade Hr. Andersen til, først at stræbe ved alvorlig Opmærksomhed paa gode Mønstre at fortsætte Uddannelsen af sin Smag, dernæst, naar han producerer, at holde sig til saadanne Opgaver, som han med sin Phantasie fuldkomment kan omfatte og beherske, det vil sige, Opgaver af ikke alt for stort Omfang og af den Art, hvori Erfaring viser, at han er heldigst; da troe vi, at alvorlig Stræben paa den ene Side og Forsigtighed paa den anden vil sætte ham istand til at glæde os ved fuldkomnere Arbeider, ligesom han allerede har glædet os ved meget Godt i dem, som her have været betragtede.

1) Det er ikke vor Hensigt her at omtale enhver Afvei, hvorpaa forskiellige Romanforfattere i nyere Tider befindes at være. Vi maatte da henvende en egen Betragtning paa den nyeste franske Romanlitteratur, men vilde derved tillige fjerne os fra det Maal, hvortil disse Bemærkninger skulde føre. (TILBAGE)

2) Forf. har idetmindste ikke givet ham Leilighed til at rense sig fra denne Beskyldning paa et Sted, hvor det kunde behøves. 2. D. S. 124, hvor han synes uundgaaeligen at maatte, og virkeligen lader til at ville, gjøre en haanlig Afbigt for at slippe for en Duel, lader Forfatteren i samme Øieblik et Tilfælde indtræffe, hvorved Modparten drukner. (TILBAGE)

3) Med Hensyn til den ydre Forbindelse bemærkes, at den Maade, hvorpaa en ny Epoche i Handlingen forberedes ved at Annunziatas Breve forfeile deres Bestemmelse, idet de ansees for at komme fra en Anden, er temmelig usandsynlig. (TILBAGE)

4) Dette sandselige Velbehag ved Sproget lader undertiden temmelig tomt, f. Ex. naar Forf. bruger Ordet presciutto istedetfor Skinke, og i en Note giver det danske Ord. (TILBAGE)