H.C. Andersen centret

"Malere og Digtere have altid havt Lov til at vove, hvad det skal være!" siger en gammel Digter, og mange yngre Digtere synes at have gjort dette til deres Valgsprog, maaskee uden at kjende dets Ophavsmand; thi ellers vilde de maaskee have erfaret, at han ogsaa taler Noget om Feberdrømme og mener, at der er Maade med denne Digterens Frihed, at Eenhed, sund Sands, Menneskeforstand og andre Ubetydeligheder skulle findes i et Digt. Men, som sagt, der gives Poeter, som ikke tage sig disse Fordringer saa nær; snarere udbryde de med samme Digter: "Skam faae den, der kommer sidst" eller med en anden:

"Saa lad os bare skrive fort, Kumpaner!
Det er nok ei saa svært som Mængden troer!"

Har man engang et Slags Navn som Digter, finder man nok en Forlægger, der betaler Honorar, og et Publikum, der kjøber Bøgerne, selv om det ikke gider læse dem. Altsaa til Arbeide!

Vi have ikke uden Grund sat disse Bemærkninger i Spidsen for de faa Ord, vi ville sige om Hr. Andersens Digtninger. De ere, som Titelen siger, tre, og den første af dem kaldes Lykkens Kalosker. Et Eventyr. Naar har den ustadige Gudinde Fortuna faaet Kalosker? sørger Læserne, der ikke allerede have læst dette Eventyr. For at tilfredsstille deres Nysgjerrighed ville vi fortælle dem, hvad vi lære af Hr. Andersen.

Der var engang et stort Selskab i et Huus paa Østergade ikke langt fra Kongens Nytorv; blandt andre Gjester var ogsaa en Justitsraad Knap, der sværmede for Middelalderen og "ansaae Kong Hans’s Tid for den ædleste og lykkeligste." I Forværelset havde imidlertid to Feer indfundet sig, af hvilke "den yngste ikke var Lykken selv, men en af hendes Kammerjomfruers Kammerpiger, der bringe de mindre Lykkens Gaver omkring"; den ældre var Sorgen, "der gaaer altid selv i egen høie Person sine Ærinder, saa veed hun, at de blive vel udførte." Disse fortalte hinanden, hvor de denne Dag havde været, og blandt Andet siger da Lykkens Udsendte: "jeg maa da fortællle, at det er min Geburtsdag idag, og til Ære for denne er mig betroet et Par Kalosker, som jeg skal bringe Menneskeheden. Disse Kalosker have den Egenskab, at Enhver, som faaer dem paa, øieblikkelig er paa det Sted eller i den Tid, hvor han helst vil være, ethvert Ønske med Hensyn til Tid, Sted eller Væren bliver strax opfyldt, og Mennesket saaledes endelig engang lykkelig herneden!" Sorgen mener, at den, der faaer Kaloskerne, vil blive meget ulykkelig og velsigne det Øieblik, han igjen bliver fri for dem.

Endelig er da Selskabet forbi, Justitsraaden tage af en Feiltagelse Lykkens Kalosker paa, og da han træder ud paa Østergade, er han ved Kaloskernes Tryllekraft traadt tilbage i Kong Hans’s Tid. Men her oplever han forskiellige Fataliteter, kommer ind i et Ølhuus, snakker med nogle Folk fra Kong Hans’s Tid, drikker med dem, vil krybe ud af Døren men bliver greben ved Benene. Da Kaloskerne gaae af ham er Trylleriet forbi, og Justitsraaden kjører Hjem i en Droske. Kaloskerne ligge paa Gaden, hvor Vægteren finder dem og tager dem paa for at varme sine Fødder. Han ønsker nu, at han var en Lieutenant, der boer ligeoverfor; men da han er bleven det og har gjort den Erfaring, at det ikke er godt at være en fattig Lieutenant uden Udsigter til at gifte sig, øsnker han igjen at blive Vægter og bliver det. Nu falder han paa, at det kunde være morsomt at see Maanen, og i en stor Fart er hans Sjæl der, men seer Ingenting, som er værd at tale om. Imidlertid ligger hans Krop paa en Trappe; man anseer ham for død og bringer ham paa Hospitaltet; da man der trækker Kaloskerne af ham, kommer der igjen Liv i Kroppen. Kaloskerne blive staaende paa Hospitalet, hvor en ung Volonteur tager dem paa om Aftenen for at gaae en lille Tour; ved Kaloskernes Hjælp faaer han først Hovedet igjennem Jærnstængerne ved Porten og faaer det derpaa ud igjen. Næste Aften gaaer han med samme Kalosker til en deklamatorisk Forestilling; her faaer han Lyst til at see ind i Folks Hjerter: "ja, gid jeg kunde træde indenfor, som en net lille Tanke gaae igjennem Hjerterne!" "See, det var Stikord for Kaloskerne," han spadserer igjennem Hjerterne sig til liden Glæde, (old tricks! det Samme have vi engang læst hos en Tydsker). Derpaa faaer han Lyst til at ligge paa den øverste Hylde i et russisk Dampbad, gaaer derfra hjem og lægger "et stor spansk Flueplaster i Nakken og ned af Ryggen, for at Galskaben kunde trække ud. Næste Morgen havde han da en blodig Ryg, det var det han vandt ved Lykkens Kalosker."

Vægteren afhenter nu Kaloskerne fra Hospitalet og bringer dem paa Politikammeret, hvor en Copiist faaer dem paa og gaaer med dem en Spadseretour til Frederiksberg. Der faaer han Lyst til at blive Poet og bliver det ogaa, hvorvel det ikke kjendes paa Andet, end at han giver sig til at snakke om Blomsternes Duft og finder i sin Lomme nogle af Theaterdirectionen forkastede dramatiske Arbeider. Nu falder han paa, at det kunde være deiligt, at blive en Lærke; som en saadan fanges han, sættes i et Buur, hører paa en Samtale imellem en Papegøie og en Kanarifugl, flyver bort og kommer igjennem et Vindue ind i sit eget Værelse, hvor han sætter sig paa et Bord. Han gjentager nu nogle Ord, han har lært af Papegøien: "Lad os nu være Mennesker!" han bliver igjen Copiist, men sidder paa Bordet. Næste Morgen laaner en ung Theolog Kaloskerne af ham, for at gaae ned i Haven. Han faaer Lyst til at reise, er pludseligt midt inde i Schweiz og snart efter dybt inde i Italien. Men da han paa begge Steder har Ubehageligheder, ønsker han "det Bedste, men hvor og hvad er det! jeg veed i Grunden nok, hvad jeg vil, jeg vil til et lykkeligt Maal, det Lykkeligste af Alle!" Da Ordet var udtalt, var han i Hjemmet og laae i den sorte Ligkiste. Til hans Lykke ere de to først omtalte Feer saa gode igjen at indfinde sig; Sorgen mener, at han endnu ikke moden til at døe, trækker Kaloskerne af ham og tager dem med sig; og – Snip, Snap, Snude, nu er Eventyret ude!

Læserne ville maaskee forlange, at vi skulle sige dem, hvad der er Ideen i dette Eventyr; vi vilde gjerne, men nødsages til at tilstaae, at vi ikke kunne finde nogen Idee. Man kunde maaske antage, at Hr. Andersen kun har villet udvikle, at Folk gjør mange taabelige Ønsker, eller at det ikke var godt, om alle Ønsker bleve opfyldte, eller saadant Noget; men disse Sandheder ere saaa forslidte, at det kun synes at røbe liden Originalitet at ville behandle dem igjen, naar det ikke gjøres bedre. Da vil altsaa ikke kunne sige, hvilken Idee Hr. Andersen har havt med dette Eventyr, eller om han overhovedet har havt nogen Idee dermed, ville vi dog bemærke een Ting. Man har før bebreidet Hr. Andersen hans Uvidenhed, og det er derfor værd at bemærke, at han gjør Fremgang i Kundskaber. I Romanen "Kun en Spillemand" gav han adskillige Bidrag til Storkens Naturhistoire, der vel ikke vare fuldt saa interessante, som Holbergs Bidrag til Ændernes Naturhistorie, men i al Fald viste, at han følger med Tiderne og lægger sig efter Naturvidenskaberne. Af nærværende Eventyr ser man det Samme: han kiender Forholdet mellem forskjellige Gjenstandes Hurtighed (S. 19) har seet et stort Kort over Maanen (S. 20) og har af en Botaniker lært noget om Lysets Indvirkning paa Planterne (s. 38) o.s.v. At han ogsaa har læst en Beskrivelse af Kjøbenhavn i Kong Hans’s Tid, seer man af Justitsraad Knaps Hændelser (s. 6 ff); om forresten hans Skildring er rigtig, har det ikke interesseret os at undersøge.

Den anden Digtning hedder: "En rigtig Soldat. Dramatisk Situation paa rimede Vers med Sange og Chor i een Act." Stykkets Personer ere tvende: Tanten og Broderdatteren; Handlingen foregaaer i en gammel forfalden Fæstning, hvor Tantens Mand i 16 Aar har været Commandant og Besætningen udgjør fire Mand. Der er nu Krig, Commandanten er for et Par Dage siden kaldet til Residentsen og har overdraget Commandoen til en ung Fætter, der synes at være Landkadet og har underviist sin Cousine i Krigsvidenskaben. De to Damer aabne Stykket: Tanten forlanger, at Fætteren skal indfinde sig: Broderdatteren gaaer for at hente ham, vender tilbage i hans Uniform og bekjender, at han af Kjedsomhed har forladt Fæstningen med hele Garnisonen. Tanten, som har sendt sin gamle Tjener til Byen for at hente en Roman, er slet ikke tilfreds med,a t de to Fruentimmer ere ganske alene, og strax indfinder en Streifpatrouille af 9 fjendtlige Jægere sig for at indtage Fæstningen. Tanten vil overgive sig; men Soldateraanden er faret i Broderdatteren: hun tvinger Tanten til at slaae paa en Tromme, blæser selv i Trompet, uddeler med forskjellige Stemmer Befalinger, som om hele Fæstningen var besat med Mandskab, affyrer er Par Geværer og imponerer saaledes de fiendtlige Jægere, at de tage Flugten. Stykket, som minder om de "Syv militaire Piger," er en Ubetydelighed, men lader sig ret godt læse og vilde maaskee ogsaa, godt spillet, more for en Gangs Skyld.

Den tredie Digtning er en versificeret Fortælling: "Det har Zombien gjort. Den spanske Maler Don Murillo har en ung Negerslave paa 14 Aar, som ved at see sin Herre male og høre ham undervise sine Elever selv bliver Kunstner og om Natten maler paa Elevernes Stykker. Disse kunne ikke begribe, hvorledes det gaaer til, og Negeren indbilder dem, at det er Zombien eller Nissen, der har malet. Murillo befaler Drengen at vaage om Natten i Malerstuen, og lover ham Prygl, dersom han ikke passer paa. Drengen sover ind paa sin Vagt, men vaagner i Morgendæmringen og begynder at male; han bliver overrumplet underArbeidet af Murillo og hans Elever, maa gaae til Bekjendelse og faaer tilligemed sin Fader Friheden. – Vi ansee denne lille Fortælling for det Bedste i denne Bog.