DK | EN
Papers from the previous international HCA conferences
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Papers from the previous international HCA conferences

Skip over navigation and news

En mand, et ord - H. C. Andersens 'Skyggen'

I de hede Lande, der kan rigtignok Solen brænde! Folk blive ganske mahognibrune; ja i de allerhedeste Lande brændes de til Negre, men det var nu kun til de hede Lande en lærd Mand var kommet fra de kolde [...]." (s. 129)1

Eventyret "Skyggen" er historien om en lærd mand og hans skygge, det er historien om den lærde mands forsøg på at indfri sine egne skriverier om det Sande, det Gode og det Skønne. Det er historien om de omkostninger der er forbundet med at ville forløse den drømte idealitet, det er idealitetens skæbne i en realitet der bliver alt for reel. Og det er historien om selve skriften, om det at skrive som en handling der skal mediere mellem subjekt og omverden, mellem fortælleren og dén fortalte verden der er hans fortællings egen yderste grænse. Det er en historie der handler om sig selv som skrift, om skriften som mulighed og som den sidste afmægtighed.

Den lærde mand er taget fra fornuftens kolde nord til sydens lidenskabelige varme. Rejsen er eksotisk, ikke så meget en dannelsesrejse hvor den lærde mand kan få forøget sin lærdom, men snarere en eksponering, en billedgørelse af den lærdes egen psykologi: I virkeligheden er det kun på afstand han kan skrive om sin drømte idealitet. Hans skriverier forudsætter afstand til det Skønne for overhovedet at kunne fungere som skrift, først efter at han er vendt hjem igen til det kolde nord kan han fortsætte sine skriverier. I syden selv er der alt for varmt - og så risikerer han endda ikke selv at blive brændt til neger: Han har stoppet sin rejse ved "de hede Lande", bevægelsen mod fornuftens varme og lidenskabelige modpol er ikke fuldført. Den lærde mand opholder sig, befinder sig og kan kun skrive på halvdistancen, i længsel. Kommer drømmen for tæt på og bliver til realitet, bliver han svedet af dens flammer.

Den lærde er romantiker, hans forestilling om det ideelle er absolut og holdt i typiske, natur-romantiske vendinger. Således da han udspørger sin skygge, sin legemliggjorte fantasi om hvordan der så ud i poesiens hus:

"Hvorledes saae der ud i de inderste Sale?" spurgte den lærde Mand. "Var der som i den friske Skov? Var der som i en hellig Kirke! Vare Salene som den stjerneklare Himmel, naar man staaer paa de høie Bjerge?" (s. 134)

Den lærde er romantiker, men som sådan rummer hans forestillinger om det ideelle også deres egen indbyggede afgrund, deres egen umulighed: Den ideelle fordring er dømt til at komme til kort over for en overmægtig realitet, fortælleren af eventyret "Skyggen" er selv fanget på mellemhånd, midt imellem den romantiske længsel efter at vide og leve Poesiens hemmelighed og så biedermeierkulturens småborgerlige snusfornuft, dens besindelse på det blot mulige. Den romantiske helhed er tabt én gang for alle, ingen gider læse hvad den lærde mand skriver om det Gode og Skønne, Sandheden selv tager man livet af og den lærde må nødvendigvis dø. At drabet på ham fremstår som uretfærdigt understreger kun den romantiske længsel som så meget desto mere ophøjet, tragisk: Før han dør, før skyggen sejrer sig til virkelighed og verden selv kun bliver til en skygge af hvad den kunne have været, i tekstens eget forinden ligger der dog stadig en mulighed gemt, muligheden af en anden slutning. Denne anden mulighed er skriftens patos: Dens krav om at ville indfri den romantiske fordring og at gøre det på trods, i en opstand mod selve den realitet der dømmer den til afmægtighed, i en opstand mod den tid der dømmer enhver historie til endelighed. "Forbi, forbi, og det blive alle Historier!", som det hedder i "Grantræet". Forbi - men forinden findes der dog en anden tale, et andet liv: Selve historien, selve skriften som en udskydelse af slutningen på det hele.

Forinden er da mens den lærde mand endnu blot er i de varme lande, forinden er historiens latens, dens ubestemthed, dens tavshed. Det er huset overfor -

Kun i det ene Huus, som laae ligeoverfor hvor den fremmede lærde Mand boede, var der ganske stille [...]." (s. 130)

Og dog genlyder huset af en egen stille musik, et akkompagnement til den lærdes egen stille længsel; altid det samme stykke, siger hans vært, et stykke der dog aldrig kommer ud, aldrig bliver spillet færdig. For den lærde er musikken måske kun et resultat af hans egen indbildning, ikke noget reelt men en drøm, sådan som huset selv også åbner sig for ham i en drøm og viser ham billedet, genskinnet af "en slank, yndig Jomfru" omgivet af blomster der lyser som i flammer; hans egen længsel, hans fortærende begær. Straks han vågner er billedet forsvundet af syne, jomfruen er væk. Men musikken fortsætter, altandøren overfor står på klem, og den lærde gribes af forundring over dette hus der på én gang er lukket og utilnærmeligt og dog samtidig åbner sig mod en forestilling om hvad der kunne være indenfor.

Det var dog ligesom en Trolddom og hvem boede der? Hvor var den egentlige Indgang? Hele Stue-Etagen var Boutik ved Boutik, og der kunde Folk jo dog ikke altid løbe igjennem." (s. 130-31)

Poesiens hus kan man ikke sådan bare gå ind i og ud af, poesiens hus er selv et mysterium: Hvor er den egentlige indgang egentlig henne?

Tekstens ubestemthed må søges i det der ikke siges, i det der ikke skrives helt ud men kun antydes. Tekstens ubestemthed ligger i de forløbsmæssige huller, i misforholdet mellem den fortalte verden der antager et stadigt mere eventyrligt og dæmoniseret præg, og så dén fortæller der via selve sin skrift og sin ironi dog søger at holde den fortalte verden i ave. Huller og ubestemthed: Hvorfor er der ingen indgang til poesiens hus? Hvordan kan skyggen pludselig selvstændiggøre sig og dermed afstedkomme et skift fra realistisk til eventyrlig fortællemodus? Og hvorfor finder den lærde mand det kun ærgerligt at skyggen ikke vender tilbage, hvorfor accepterer han at en ny skygge blot vokser ud i dens sted?

Tekstens ubestemthed udtrykker en fundamental usikkerhed hos læseren, en "tøven" for at bruge et udtryk af Todorov,2 en tøven over for forholdet mellem tekstens fortalte og dens fortællende aspekt. Hvordan skal vi forstå den fortalte verden? Findes den overhovedet som genstandsmæssig realitet uden for fortælleren, eller er den kun et produkt af hans egen indbildning, findes den kun i hans egen fantasi og som hans egen fantasi?

Det er den sidstnævnte opfattelse der bl.a. ligger bag jungiansk inspirerede læsninger af "Skyggen".3 Den lærde mand og skyggen er hér to sider af samme person; hvor den lærde mand tilstræber en sproglig og dermed fornuftig beherskelse af sin egen drømte idealitet, der repræsenterer skyggen selvstændiggørelsen af denne idealitet, dens omvending til et mørkets princip; sjælens dag- og natside. Forsåvidt som jungianske læsninger ofte har selvets harmoniske realisering til et helt menneske som deres eget bærende princip, så bliver eventyret "Skyggen" da til en illustration af en harmonisering der ikke lykkedes. H. C. Andersen fik aldrig endeligt forenet sin anima og animus.

En jungiansk læsning kan virke besnærende: Forsåvidt som det er manden selv der kaster skygge, så stammer manden og skyggen altså "i virkeligheden" fra én og samme person. Ikke desto mindre er der en del ting en jungiansk læsning ikke får med: Hvis den fortalte verden blot er et billede på den lærde mands egen psykologiske spaltethed, hvordan da forklare det forløbsmæssige skift fra realistisk til eventyrlig fortællemodus? Hvor bliver teksten af som fiktion når der ikke skelnes mellem fortalt og fortællende niveau, mellem udsagn og udsigelse, og når forfatteren - må han hvile i fred - inddrages som det sidste belæg, den sidste forklaring på et problem der i teksten selv højst kan være fortællerens problem?

Indbildning eller realitet: Den egentlige hovedperson i teksten er hverken den lærde mand eller hans skygge, det er derimod dén instans der først fortæller dem til live. Realiteten er dét uopnåelige som fortælleren søger at nå med sin skrift, er dét reelle der altid er på afstand og dermed sætter skriften selv som et forsøg på mediering. I skriften selv er det klare skel mellem indbildning og realitet på forhånd ophævet; over for en skrift der selv tilstræber at blive virkelighed, er vi som læsere fastholdt i en tøvende ubestemthed.

Skriften som problem bliver særligt tydeligt hvis man ser nærmere på udsigelsens sted, det sted der fortælles fra. Fortælle-rummet er i mange af Andersens eventyr positivt valoriseret; det er hér man ved at skrive kan udskyde afslutningen på det hele, det er hér tekstens forinden kan antage euforisk karakter. Det lykkelige øjeblik, befriet for realitetens tvang. Det gælder f.eks. eventyret "Hyldemoer": Hér er tiden angiveligt ophævet, børnene rider på en kæphest hele historien rundt, "og dog kom de kun Græspletten rundt". Børnenes ridt er en illustration af fortællerens drøm om selv at kunne beherske og overskue tiden; en umærkelig bevægelse der nok gør dem ældre, men samtidig bevarer dem som børn i hjertet. En stilstand, en fylde der modsætter sig at alt bliver forbi, forbi: Det er jo landskabet der farer forbi, akkurat som når man kører i tog; børnene selv står stille i altings midte.

Er man inde i øjeblikket som euforisk sted, er man imidlertid også uden for tiden som realitetsbundet bevægelse. Det utopiske fortællerum viser da sin dobbeltkarakter: Akkurat som "utopi" kan betyde såvel "det gode sted" som "det ikke-eksisterende sted", således er fortællerens drøm om at ophæve tidens endelighed også forfulgt af sin egen skygge. Fortællerummet er ikke kun utopisk, det er også dystopisk: I selve det øjeblik hvor fortælleren søger at sætte sin drømte idealitet i realitetens sted, udsætter han også sig selv for truslen om fortabelse. Skriften bliver da ikke kun et middel til mediering mellem fortælleren og hans omverden, skriften er ikke kun den handling der frembringer det gode sted, skriften rummer også sin egen indbyggede galskab, sit eget vanvid. Det er da i skriften selv at den drømte idealitet viser sit Janus-ansigt, det er dér fantasien selvstændiggør sig og viser fortælleren billedet af hans egen dobbeltgænger. Denne dobbeltgænger er ikke kun en retorisk figur, er ikke kun et symbolsk udtryk for fortællerens lyst til - og angst for - selverkendelse. Akkurat som hos de andre "store" i den klassiske fantastiske litteratur, hos f.eks. Hoffmann og Poe, bliver dobbeltgængeren virkelig, bogstavelig - og det er vel at mærke skriften selv der maner ham frem.

I eventyret "Skyggen" bliver dobbeltgængerens opdukken i første omgang tematiseret som det fortrængtes genkomst. Skyggen er "unheimlich" (Freud):4 Uhyggelig både fordi den repræsenterer dét ubevidste som den lærde mand ikke længere kan holde på afstand, og fordi den kommer fra et sted der selv er "un-heimlich", et sted hvor subjektet ikke selv er hjemme. En anden virkelighed hvor drømmen om det Gode, Sande og Skønne viser sig i sin perversion, hvor drømmen i hænderne på skyggen er blevet et middel til afpresning af andre. Idealiteten er blevet reel: Romantikkens forestilling om det skønne skin, om den smukke illusion bliver til grusom virkelighed. Skinnet sejrer og sejrer sig selv til vanvid.

Det fortrængtes genkomst: Skyggen dukker op og vil have rene linjer, skyggen præsenterer den lærde for et regnskab -

Jeg veed De har faaet en anden Skygge igjen, har jeg noget at betale til den eller Dem? De vil bare være saa god at sige det. (s. 132)

Det regnskab der præsenteres dækker umiddelbart over de sider af den lærdes skriveri, som han ikke selv vil være ved. Det kan gå på de seksuelle farver der er knyttet til beskrivelsen af poesien som den unge jomfru,5 og det kan gå på den lærdes ufrivillige erkendelse af det håbløse i at skrive om det Skønne i en uskøn verden. Det fortrængtes genkomst understreger da dén tætte og glidende overgang der er mellem drømmen og dens pervertering, dens selvstændiggørelse til dæmoni: Selvom skyggen kun nåede ind til poesiens forgemak og altså ikke er i besiddelse af hele Sandheden, så var det dog nok til at skyggen kunne erkende sit familieskab med poesien. Drømmen og den alt for virkelige virkelighed bor side om side, akkurat som det i "Tante Tandpine" bliver fortalt at tandpinen blev født tæt på paradisets have.

Foruden at repræsentere det fortrængtes genkomst betegner skyggens opdukken også en klassisk forskrivelsesscene, en djævlepagt. Den lærde accepterer at følge skyggen i dens fodspor, han accepterer virkelighedens omvending til drøm og mareridt og skiftet i tiltaleformerne fra "De" til "du", og vejen er åbnet for det endelige fald ind i en vanviddets verden: Den lærde bliver en skygge af sig selv, bliver en skyggehjerne der ikke mere kan rumme at skinnet sejrer, netop fordi skinnets sejr dømmer ham til selv at være en skygge. Skinnets sejr: Verden er da ikke mere blot en skygge af hvad den kunne have været, verden er selv blevet skygge. Hverken virkelighed eller drøm, hverken indbildning eller realitet, men et Limbo, en mellem-ting, utopien realiseret som et ikke-eksisterende sted, som ikke-sted.

Centralt i denne omvending står selve forskrivelsen. Den lærde indgår ikke bare en pagt med djævelen, sin egen dæmoniserede fantasi, den lærde for-skriver sig i egentligste forstand, han skriver forkert.

"Vær ganske rolig," sagde den lærde Mand, "jeg skal ikke sige Nogen hvem Du egentlig er; her er min Haand! jeg lover det og en Mand et Ord!"

"Et Ord en Skygge!" sagde Skyggen, og saaledes maatte den jo tale. (s. 133)

Manden er et ord og den lærde eksisterer kun virkeligt i sin egen skrift. Skriften er hans forsøg på at mediere mellem sig selv og dét umulige han ikke kan nå, men skriften er også en gestus af afmagt, skriften selv frembringer blot en ny afstand til den drømte idealitet. Manden er et ord og ordet er en skygge: En skygge af hvad der kunne have været, men som sådan også selv allerede noget ikke-eksisterende, en afgrund af vanvid under forsøget på at forstå. Skriften bliver dén "Frihedens Svimlen", Kierkegaard taler om.6 Stillet over for den vide verden som mulighed ender tanken med at være henvist til sig selv. Skriften sætter sig i virkelighedens sted for at bemestre den, men ender med at blive sin egen umulighed: Dét den drømmer om kan den ikke selv forløse. Det er dét der gør skriften så tragisk og patetisk: Den insisterer på alligevel at forsøge.

I eventyret "Skyggen" sejrer skinnet sig altså til virkelighed og den lærde mand må dø. Også fortælleren må forstumme, den lærdes død er samtidig historiens endeligt. Tilbage bliver da skriften som et tegn af dén bestræbelse på at fastholde drømmen der var forinden.

Således ironien: Ironien er fortællerens forsøg på at hæve sig over den fortalte verden ved at gøre den til genstand for sit eget vid. Ironien gør skriften selvbevidst og tillader fortælleren at tale hvor den lærde mand helst vil tie; således får vi alligevel at vide at der fandtes en skyggehistorie før eventyret "Skyggen", nemlig Chamissos om Peter Schlemihl (jfr. s. 131). Hertil kommer at tempus i "Skyggen" er datid: Netop datidsformen markerer jo et forsøg på at holde verden på afstand for så meget desto lettere at kunne bemestre den, at kunne beskrive den.

Ironien er imidlertid ikke kun genstandsmæssig, den er også fortællerens middel til at skjule sig selv. "Det er jo bare et eventyr", og eventyret er som sådant allerede bragt på formel som noget uskadeligt. Som udsagn om fortælleren er ironien særligt bemærkelsesværdig. Søren Baggesen har anført om Andersen7 at eventyr med en lykkelig slutning forudsætter at ironien bliver overvundet; resultatet bliver da sentimentalt, slutningen kan virke påklistret. Fastholdes ironien derimod til den bitre ende, således som det sker i "Skyggen", er en lykkelig slutning på forhånd umuliggjort. Resultatet bliver da ikke sentimentalt men - kunne man sige - patetisk: tværs igennem beskrivelsen af den fortalte verdens umulighed fastholdes fortællingen, skriften selv som en mulighed på trods. Ironien er en bestræbelse i skriften.

Lykke eller ulykke; som Generalen siger i "Portnerens Søn", så er livet

Tragedie eller Komedie [...], i Tragedien døe de, i Komedien faae de hinanden. (Bd. 4, s. 245)

En mellemposition gives øjensynlig ikke, og dog er det lige dér fortælleren opholder sig. Forudsætningen for at skriften kan gøre sig håb om at indfri de drømte muligheder er at skriften selv på forhånd er distanceret fra den verden den vil beskrive. Tabet af sammenhæng, distancen til den romantiske drøm om altings enhed og forløsning er samtidig forudsætningen for at skriften selv kan sætte sig i virkelighedens sted, at den kan reflektere over sig selv, dvs. fremstå som modernistisk. Andersen og hans fortællere befinder sig i en ambivalent position midt imellem den tabte romantik og dén biedermeier der er så fornuftig og fuld af selvbesindelse at den kan bedrages af den første, den bedste skygge. For hvad er virkelighed, hvad er sandt? Er dén virkelighed hvor skyggen sejrer kun en drøm, et mareridt, eller er det tværtimod den lærde der er uden substans, er det ham der er det egentlige skin?

"De ser virkelig ud ligesom en Skygge!" sagde Folk til ham, og det gjøs i den lærde Mand, for han tænkte ved det. (s. 136)

At insistere på skriften som mulighed er da ikke kun at forskrive sig til tingenes bagside. At insistere på skriften er også at skrive poesien selv. Lige dér er da indgangen til poesiens hus: I skriften som en handling forinden, som en mulighed og et skyggebillede der fører sin egen afgrund med sig.

Noter

1. H. C. Andersens Eventyr, bd. 1-7, udg. af Erik Dal og Erling Nielsen, Hans Reitzel 1963-90 ("Skyggen", bd. 2, 1964, s. 129-40). back

2. Tzvetan Todorov, Introduction à la littérature fantastique, Éditions du Seuil 1970. back

3. F.eks. Eigil Nyborg, Den indre linie i H. C. Andersens eventyr, Gyldendal 1962. back

4. Jfr. "Das Unheimliche", in Freud, Studienausgabe bd. 4, Fischer Verlag 1972. Lis Møller diskuterer i Kultur og Klasse 47, 1983, Freuds definition af det uhyggelige i en nærlæsning af Hoffmanns "Der Sandmann", den tekst Freud selv bruger som definerende eksempel. back

5. - en beskrivelse der har et sidestykke i digtet om byen Cartagena: "Det er næsten ikke mueligt/At udholde dette Syn./Fra Afrika brænder Luften,/Og Blodet er Ild som den! -/Nu vil jeg slukke Lampen/Og hvert et Ord med den." Mit Livs Eventyr, bd. 2, Gyldendal 1988, s. 256. back

6. Begrebet Angest, Gyldendal 1982, s. 93. back

7. Jfr. Dansk Litteraturhistorie, bd. 5, Gyldendal 1984. back


  top Top

Bibliographic information about the text:

Møller, Hans Henrik: "En mand, et ord - H. C. Andersens 'Skyggen'", pp. 303-10 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.

  top Top