Tekststed fra "Den lille Pige med Svovlstikkerne" (1845)
Registrerede motiver i dette tekststed
Hun strøg igjen mod Muren en Svovlstikke, den lyste rundt om, og i Glandsen stod den gamle Mormoer, saa klar, saa skinnende, saa mild og velsignet.
»Mormoer!« raabte den Lille, »O tag mig med! jeg veed, Du er borte, naar Svovlstikken gaaer ud; borte ligesom den varme Kakkelovn, den deilige Gaasesteg og det store velsignede Juletræ!« - og hun strøg ihast den hele Rest Svovlstikker, der var i Bundtet, hun vilde ret holde paa Mormoer; og Svovlstikkerne lyste med en saadan Glands, at det var klarere end ved den lyse Dag. Mormoer havde aldrig før været saa smuk, saa stor; hun løftede den lille Pige op paa sin Arm, og de fløi i Glands og Glæde, saa høit, saa høit; og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angst, - de vare hos Gud!
Registrerede motiver i dette tekststed:
Nøgleord: Ild, lys, pige, mormor, øjeblik, bøn, tro, død, Gud, mørke
Bønnen er rettet mod mormoren, som optræder som engel, en menneskesjæl, der vender tilbage til en efterladt med velsignelse, kærlighed og forløsning.
Dette fantastiske og velkendte tekststed i "Den lille Pige med Svovlstikkerne" er et markant eksempel på den form, tro ofte har hos Andersen - en individuel tro på det usandsynlige, der modsiges af det borgerlige liv og af en påtrængende barsk virkelighed. Individualiteten i troen er marginaliseret helt ud i den yderste subjektivitet. Pigen er ikke blot alene om at tro på at stige til himmels i mormors velsignede favn, hun ser det kun som hallucinationer, af sult, kulde, angst og desperat håb fremtvungne syner, pigen ikke engang selv tror på virkeligheden af - og så alligevel...
Top