DK | EN
Motiver i et H.C. Andersen-citat
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motiver i et H.C. Andersen-citat

Hop forbi menu og nyheder

Tekststed fra "Sextende Aften" (1839)

Registrerede motiver i dette tekststed

"Jeg kender en Pulcinella," sagde Maanen, "Publicum jubler, naar det seer ham; enhver Bevægelse hos ham bliver komisk, bringer Huset til at skoggerlee, og dog er Intet heraf beregnet, det er hans Eiendommelighed. Da han var lille og tumlede sig med de andre Drenge, allerede da var han en Pulcinella, Naturen havde gjort ham dertil, givet ham een Pukkel paa Ryggen og een paa Brystet; det indre derimod, det Sjælelige, ja det var rigt udstyret; Ingen fik en dybere Følelse, en stærkere Elasticitet i Aanden, end han. Theatret var hans Idealverden. Havde han været slank og velskabt, da var han paa enhver Scene blevet den første Tragiker; det Heroiske, det Store opfyldte hans Sjæl, og dog maatte han blive Pulcinella. Selv hans Smerte, hans Melancholi forøgede den komiske Tørhed i det skarpttegnede Ansigt og vakte Latter hos et talrigt Publicum, der beklappede dets Yndling. Den nydelige Columbine var ham venlig og god, men vilde dog helst gifte sig med Arlechino; det var jo altfor komisk i Virkeligheden, om "Skønheden og Dyret" forenedes. Naar Pulcinella var meest mismodig, var hun den Eneste, der kunde faae ham til at smile, ja skoggerlee; først var hun melancholsk med ham, saa lidt roligere, men tilsidst opfyldt af Spøg. ""Jeg veed nok, hvad de feiler!"" sagde hun, ""ja det er denne Kjærlighed!"" – og saa maatte han lee. ""Jeg og Kjærlighed!"" udbrød han, ""det vilde tage sig lystigt ud! hvor Publicum vilde applaudere!"" – ""Det er Kjærlighed!"" vedblev hun, og tilføiede med komisk Pathos: ""Det er mig, De elsker!"" – Ja, Sligt tør man nok sige der, hvor man veed, at Kjærligheden ikke er! og Pulcinella sprang høit i Veiret af Latter; nu var Melancholien borte. Og dog havde hun talt Sandhed, han elskede hende, elskede hende høit, som han elskede det Ophøiede og Store i Konsten. Paa hendes Bryllupsdag blev han den lystigste Figur, men om Natten græd han; havde Publicum seet det fordreiede Ansigt, da havde det klappet. – I disse Dage er Columbine død; Begravelsesdagen blev Arlechino fritaget for at vise sig paa Brædderne; han var jo en bedrøvet Enkemand. Directeuren maatte give noget ret Lystigt, for at Publicum ikke skulde savne formeget den smukke Columbine og den lette Arlechino; altsaa maatte Pulcinella være dobbelt lystig; han dandsede og sprang med Fortvivlelse i sit Hjerte, og der blev klappet og jublet: ""bravo! bravissimo!"" Pulcinella kaldtes frem; o, han var ubetalelig! – – Igaar Nat, efter Forestillingen, vandrede det lille Utyske ene ud af Byen, hen til den eensomme Kirkegaard. Blomsterkrandsen var alt visnet paa Columbines Grav; der satte han sig; det var til at male; Haanden under Kinden, Øinene mod mig; det var som et Monument, en Pulcinella paa Graven, eiendommelig og komisk. Havde Publicum seet sin Yndling, det havde applauderet: bravo, Pulcinella, bravo bravissimo!"

Registrerede motiver i dette tekststed:

  1. Kirkegård

Nøgleord: Kunst, smerte, kærlighed

Kommentar: Pulcinellas skjulte indre smerte, der forvandles til optræden i en selv-opbrændende kunstnerisk proces, hvor det indre ikke forløses i kunsten, men tværtimod bindes med stor smerte til følge, har paralleller i eventyret om grantræet, der brænder op i flotte "funker", den lille havfrue, der danser som på knive, og den stakkels student i "Tante Tandpine", der får tandpine for sin digtning. Stor kunst, stor tandpine!
  top Top