DK | EN
Motiver i et H.C. Andersen-citat
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motiver i et H.C. Andersen-citat

Hop forbi menu og nyheder

Tekststed fra "Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre" (1859)

Registrerede motiver i dette tekststed

»Det var en Paaskemorgen, som da Valdemar Daae troede, at han fandt det røde Guld, da hørte jeg under Storkens Rede, mellem de skrøbelige Vægge, Psalmesang, Anna Dortheas sidste Sang.

Der var ingen Rude, der var kun et Hul i Væggen; – Solen kom, som en Guldklump, og satte sig deri; det var en Glands! hendes Øine brast, hendes Hjerte brast! det havde de gjort alligevel, om Solen ikke den Morgen havde skinnet paa hende.

Storken gav hende Tag over sig til hendes Død! jeg sang ved hendes Grav!« sagde Vinden, »jeg sang ved hendes Faders Grav, jeg veed, hvor den er og hvor hendes Grav er, det veed ellers Ingen!

Nye Tider, andre Tider! gammel Alfarvei gaaer op i lukket Mark, fredede Grave blive færdet Landevei, – og snart kommer Dampen med sin Vognrække og bruser hen over Gravene, glemte som Navnene, hu- u- ud! fare hen!

Registrerede motiver i dette tekststed:

  1. At dø og stige til himmels
  2. Grav
  3. Påske
  4. Salme

Nøgleord: Illusion, gammel kvinde, solen, lys, død, tilintetgørelse, glemsel

Kommentar:

Øjeblikket, hvor solen skinner ind ad hullet i muren til den sidste af Valdemar Daaes døtre, Ide, er en genklang af øjeblikket, hvor vinden puster til gløden i glasset med hans alkymistiske forsøg på at skabe guld en tidligere påskemorgen. Heller ikke dét var guld. Ide er den i familien med det bedste hjerte, og solens hilsen kan være en tak for hendes godhed – optimismen er dog vanskelig at fastholde, netop fordi det er en gentagelse af en illusion, og fordi det hedder, at

Solen kom, som en Guldklump, og satte sig deri; det var en Glands! hendes Øine brast, hendes Hjerte brast! det havde de gjort alligevel, om Solen ikke den Morgen havde skinnet paa hende.

(Mine fremhævninger – LBJ)

Optimisme og påsketro blæses bort af denne nihilistiske histories fortæller, vinden.

Det må dog samtidig nævnes, at døden i det lysende øjeblik er centralt andre steder i forfatterskabet, hvor det netop ikke er endelig død, men forvandling til en anden eksistensform, en opstigning som den lille havfrues.

  top Top