Tekststed fra "Skrubtudsen" (1866)

Registrerede motiver i dette tekststed

Og saa havde den just Ædelstenen: den evige Længsel og Lyst, opad, altid opad! den lyste derinde, den lyste i Glæde, den straalede i Lyst.

Da kom i det Samme Storken; den havde seet Skrubtudsen i Græsset, slog ned og tog just ikke lempeligt paa det lille Dyr. Næbbet klemte, Vinden susede, det var ikke behageligt, men opad gik det, opad til Ægypten, vidste den; og derfor skinnede Øinene, det var, som der fløi en Gnist ud af dem:

»Quak! ak!«

Kroppen var død, Skrubtudsen dræbt. Men Gnisten fra dens Øine, hvor blev den af? Solstraalen tog den, Solstraalen bar Ædelstenen fra Skrubtudsens Hoved. Hvorhen?

Du skal ikke spørge Naturforskeren, spørg helst Poeten; han fortæller Dig det som et Eventyr; og Kaalormen er med deri, og Storkefamilien er med deri. Tænk! Kaalormen forvandles, og bliver en deilig Sommerfugl! Storkefamilien flyver over Bjerge og Have bort til det fjerne Afrika, og finder dog den korteste Vei hjem igjen til det danske Land, til det samme Sted, det samme Tag! ja, det er rigtignok næsten altfor eventyrligt, og dog er det sandt; Du kan gjerne spørge Naturforskeren, han maa indrømme det; og Du selv veed det ogsaa, for Du har seet det.

– Men Ædelstenen i Skrubtudsens Hoved?

Søg den i Solen! see den om Du kan!

Glandsen der er for stærk. Vi have endnu ikke Øine til at see ind i al den Herlighed, Gud har skabt, men vi faae dem nok, og det bliver det deiligste Eventyr, for vi ere selv med deri!

Registrerede motiver i dette tekststed:

  1. At dø og stige til himmels
  2. Fortælling om opstandelse
  3. Guds lys

Nøgleord: Natur, fugl, drift, rejse, længsel

Kommentar: Tudsen, der gemmer på det skønneste i sit indre, i hovedet, er en skikkelse, der i lighed med den grimme ælling fortæller om åndens adel, om den indre, åndelige natur, der vil overvinde ydre kår. Niels Kofoed har påpeget denne lighed i disputatsen Studier i H.C. Andersens fortællekunst, 1967. Det er en afgørende forskel, at tudsens endelige opstigning sker i og med døden, og dette motiv (forvandling) giver eventyret en mere betydelig lighed med Den lille Havfrue, Det gamle Egetræes sidste Drøm og Iisjomfruen. Jvf. også Dynd-Kongens Datter, hvori Dynd-Kongens datter netop er en slags tudse om dagen, og De Vises Steen. Der er en vægt på rejselyst og udve i beskrivelsen af tudsens modsætning til de andre tudser og væsner i eventyret, som er værd at bemærke. Det er i tråd med overvejelser om rejsen, man finder forskellige steder i Andersens rejsebeskrivelser og selvbiografier. At rejse er som bekendt at leve, men i Skyggebilleders indledende kapitel siges det, at det også er at dø; alting rejser, dvs. forandres, og døden er den sidste rejse, ud af denne verden og ind i en anden eller andre verdener. Tænk også på Lykkens Kalosker, superbefordringsmidlerne, der kan rejse på tværs af tid og rum – de bringer teologen til døden, det lykkeligste. I mange andre eventyr og historier er døden lykkelig, jvf. Den sidste Perle, Kometen, Iisjomfruen, Den lille Pige med Svovlstikkerne, Barnet i Graven o.a.