Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver
Motivet Helligånden er en del af: Gud
Se også Dåb, Jesus Kristus, Jomfru Maria, Pinse
Nøgleord:
Ånd, Gud, treenighed, kristendom
Helligånden er i kristendommen en betegnelse for Guds kraft, som den virker i menneskers liv. I skabelsesberetningen får mennesket del i Guds ånd, idet Adam får indblæst livskraft af Gud.
I det nye testamente spiller helligånden en afgørende rolle i forbindelse med Jesus: hans undfangelse sker ved helligånden, derfor forblev hans moder jomfru. Også ved hans dåb og hans død optræder helligånden.
Helligånden er ifølge kristen dogmatik en del af treenigheden, der udgøres af Gud, Jesus Kristus og helligånden.
Treenigheden og helligånden var emner, hvor Andersens religiøse anskuelser adskilte sig fra hans ven Ingemanns. De to lå iøvrigt hinanden nær, i en usædvanlig kristendom, der på flere måder ikke stemte overens med den officielle danske kirke. I modsætning til Ingemann kunne Andersen ikke godtage det mystiske kristne dogme om Guds treenighed og talte aldrig om helligånden. Gud var ifølge Andersen én, og Jesus var et udvalgt menneske.
Se også Allah.
Eksempel 1:
Der laae endnu ved den reiste Grav det Kors af Grene, der med Bast-Baand var bundet sammen, det sidste Arbeide af ham, som nu var død og borte; liden Helga tog det, Tanken kom af sig selv, hun plantede det mellem Stenene over ham og den dræbte Hest; ved Erindringens Vemod brøde Taarer frem, og i denne Hjerte-Stemning ridsede hun det samme Tegn ind i Jorden rundt om Graven, det hegnede saa pynteligt om den, – og i det hun med begge Hænder ridsede Korsets Tegn, faldt Svømmehuden, som en sønderreven Handske af, og da hun vaskede sig i Kildens Væld, og undrende saae paa sine fine, hvide Hænder, gjorde hun atter Korsets Tegn i Luften, mellem sig og den Døde, da bævede hendes Læber, da rørte sig hendes Tunge og det Navn, hun oftest paa Ridtet gjennem Skoven havde hørt udsjunget og udtalt, blev lydeligt fra hendes Mund, hun sagde det: »Jesus Christ!«
Da faldt Paddehammen, hun var den unge Deilighed; – dog Hovedet bøiede sig træt, Lemmerne trængte til Hvile, – hun sov.
Men Søvnen var kun kort; ved Midnat blev hun vækket; foran hende stod den døde Hest, saa straalende, fuld af Liv, det lyste ud af Øinene og ud af den saarede Hals; tæt ved den viste sig den dræbte, christne Præst; »skjønnere end Baldur!« vilde Vikingefruen have sagt, og dog kom han som i Ildsluer.
Der var en Alvor i de store, milde Øine, en Retfærdighedens Dom, et saa gjennemtrængende Blik, at det lyste ligesom ind i Hjertets Kroge hos den Prøvede. Liden Helga sittrede derved, og hendes Hukommelse vaktes med en Kraft som paa Dommens Dag. Alt hvad Godt der var ydet hende, hvert kjærligt Ord der var sagt hende, blev ligesom levende gjort; hun forstod, at det var Kjærligheden, der havde holdt hende oppe her i Prøvelsens Dage, i hvilke Afkom af Sjæl og Dynd gjærer og stræber; hun erkjendte, at hun kun havde fulgt Stemningernes Tilskyndelser, og selv Intet gjort for sig; Alt var blevet givet hende, Alt var ligesom blevet ledet; hun bøiede sig ringe, ydmyg, skamfuld for Den, der maatte kunde læse hver Fold i Hjertet; og i dette Øieblik fornam hun som et Lynblink af Luttrelsens Flamme, den hellige Aands Lue.
Eksempel 2:
Solen straalede frem, og som i Fordumstid ved dens Straaler Frøhammen faldt og den deilige Skikkelse kom tilsyne, saa løftede sig nu ved Lysets Daab en Skjønheds-Skikkelse klarere, renere end Luften, en Lysstraale – til Faderen.
Legemet sank i Støv: der laae en henvisnet Lotus-Blomst, hvor hun havde staaet.
Dette tekststed er, ligesom hele eventyret om Dynd-Kongens Datter, et pragteksempel på Andersens fortællinger om en sammenhæng mellem Gud, ånd, det himmelske, natur, helligånd, dåb, fødsel og død i en forvandlingsproces.
At fortolke lysets dåb som helligåndens virke er en fortolkning, der strækker teksten vidt.
Top