DK | EN
Motivet Synd, synder i HCA : Anne Lisbeth (1859)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Synd, synder i HCA : Anne Lisbeth (1859)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Beskrivelse af dette motiv: Synd er overtrædelse af religiøse regler. Synd klæber som urenhed eller skyld til synderen. Syndsforladelse eller anden renselse (hver religion har sin måde) er nødvendig for at blive "ren" eller skyldfri igen. Hos Andersen er synd ikke utilgivelig. Syndere kan tilgives og opnå frelse. I flere eventyr, f.eks. Noget og Pigen, som traadte paa Brødet, gives syndere en chance for at angre og forbedre sig. Nogle gange opnåes tilgivelse og frelse gennem gentagne forsøg, f.eks. i Paradisets Have.

Eksempel 1:

»God Gjerning har sin Velsignelsens Frugt!« staaer der skrevet; »i Synden er Død!« staaer der ogsaa skrevet! Meget staaer skrevet, Meget er sagt, man veed det ikke, man husker ikke, saadan gik det Anne Lisbeth; men det kan gaae op for Een, det kan komme!

Alle Laster, alle Dyder ligge i vort Hjerte! i dit, i mit! de ligge som smaa ikke synlige Korn; saa kommer der udenfra en Solstraale, en ond Haands Berørelse, Du dreier om Hjørnet, til Høire eller Venstre, ja, det kan afgjøre det, og det lille Frøkorn rystes, det svulmer derved, det sprænges, og gyder sine Safter i alt dit Blod og saa er Du paa Farten. Det er ængstende Tanker, dem har man ikke naar man gaaer i en Døs, men de ere i Røre: Anne Lisbeth gik i en Døs, Tankerne vare i Røre! Fra Kyndelmisse til Kyndelmisse har Hjertet Meget paa sit Regnebræt, det har Aars Regnskab, Meget er glemt, Synd i Ord og Tanker mod Gud, vor Næste og mod vor egen Samvittighed;

Kommentar til dette tekststed:

Ifølge kommentaren i H.C. Andersen eventyr, DSL, Borgen 1990, bd. 7, s. 203, stammer "God Gjerning har sin Velsignelsens Frugt!" fra Visdommens Bog i Det Gamle Testamentes apokryfe skrifter, og "i Synden er Død!" er antageligvis en omskrivning af Romerbrevet 6.23 ("for syndens løn er død (...)").

Eksempel 2:

I een Foraarsnat her i Norden kan Bøgeskoven springe ud, staae i sin unge, lyse Pragt ved Dagens Solskin, i eet eneste Secund kan indeni os hæve og udfolde sig den Sæd af Synd i Tanke, Ord og Gjerning, der i vort førte Liv er nedlagt; den løfter og udfolder sig i eet eneste Secund, naar Samvittigheden vaagner; og Vor Herre vækker den, naar vi mindst vente det; da er der Intet at undskylde, Gjerningen staaer og vidner, Tankerne faae Ord og Ordene klinge lydeligt ud over Verden. Vi forfærdes over, hvad vi have baaret i os og ikke qvalt, forfærdes over, hvad vi i Overmod og Tankeløshed have strøet ud. Hjertet har i Gjemme alle Dyder, men ogsaa alle Laster, og de kunne trives selv i den goldeste Grund.

Anne Lisbeth rummede i Tankerne, hvad vi her have sagt i Ord, hun var overvældet deraf, hun sank til Jorden, krøb henad den et Stykke. »Begrav mig! begrav mig!« sagde det, og helst havde hun begravet sig selv, dersom Graven var en evig Forglemmelse af Alt. – Det var Alvorens Vækkelses-Stund med Gru og Angest. Overtroen kom Hedt og Koldt i hendes Blod, saa Meget, hun aldrig gad tale om, kom i Tanke. Lydløs, som Skyens Skygge i det klare Maaneskin, foer forbi hende et Syn, hun havde hørt om det før. Tæt forbi hende joge fire fnysende Heste, Ilden skinnede dem ud af Øine og Næseboer, de trak en gloende Karreet, i den sad den onde Herremand, der for meer end et hundred Aar siden havde huseret her i Egnen. Hver Midnat, hed det, foer han ind i sin Gaard og vendte strax igjen, han var ikke hvid som man siger den Døde er, nei, han var sort som et Kul, et udbrændt Kul. Han nikkede til Anne Lisbeth og vinkede: »hæng paa! hæng paa! saa kan Du igjen kjøre i grevelig Vogn og glemme dit Barn!«

Mere iilsom skyndte hun sig afsted og hun naaede Kirkegaarden; men de sorte Kors og de sorte Ravne blandede sig for hendes Øine, Ravnene skreg som Bavnen i Dag havde skreget, dog nu forstod hun hvad det var, den sagde: »jeg er Ravnemoder! jeg er Ravnemoder!« sagde hver af dem, og Anne Lisbeth vidste, at Navnet ogsaa gjaldt hende, hun vilde maaskee blive forvandlet til saadan en sort Fugl og ideligt maatte skrige, hvad den skreg, fik hun ikke Graven gravet.

Og hun kastede sig ned paa Jorden, og hun gravede med sine Hænder en Grav i den haarde Jord, saa at Blodet sprang hende ud af Fingrene.

»Begrav mig! begrav mig!« lød det ideligt, hun frygtede for Hanegal og den første røde Stribe i Øst, thi kom de før hendes Arbeide var endt, da var hun fortabt. Og Hanen galede og i Øst lyste det – – Graven var kun halv gravet, en isnende Haand gled hen over hendes Hoved og Ansigt ned til Hjertestedet. »Halv Grav kun!« sukkede det og svævede bort, ned paa Havsens Bund, ja, det var Strandvarslet; Anne Lisbeth sank overvældet og betagen til Jorden, hun havde ikke Tanke eller Fornemmelse.

Kommentar til dette tekststed: Genfærdet af herremanden i karet, forbundet med ild, er et motiv fra folketroen, jvf. f.eks. Just Mathias Thiele: Danmarks Folkesagn (1843-60, udgaven udgivet af Rosenkilde og Bagger 1968): "Glorup-kareten" (bd. 2 s. 113) og "Hr. Henning og fogedens genfærd" (bd. 2 s. 137).
  top Top