DK | EN
Motivet Kirke i HCA : Iisjomfruen (1861)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Kirke i HCA : Iisjomfruen (1861)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Nøgleord:

Guds hus

Beskrivelse af dette motiv: I den kristne verden, som er den mest relevante i sammenhæng med H.C. Andersen, kan man skelne mellem på den ene side den romersk-katolske opfattelse af kirken som en institution, der administreres af et indviet præsteskab, og på den anden den protestantiske, hvor "kirke" mere har betydning af de troendes fællesskab og kirken som bygning egentlig ikke er hellig, men blot et sted, hvor man kan mødes til gudstjeneste.

Eksempel 1:

Den største Lykke for Rudy og Babette var just i sin Opgang, den skjønneste Dag, som den kaldes, havde de ivente, Bryllupsdagen.

Men ikke i Kirken i Bex, ikke i Møllerens Huus, skulde Brylluppet staae; Gudmoder vilde, at Brylluppet feiredes hos hende og at Vielsen fandt Sted i den smukke lille Kirke i Montreux. Mølleren holdt paa at dette Forlangende skulde opfyldes; han alene vidste hvad Gudmoder havde bestemt for de Nygifte; de fik af hende en Brudegave, der nok var en saadan lille Føielighed værd. Dagen var bestemt. Allerede Aftenen forud vilde de reise til Villeneuve, for med Skibet om Morgenen at sætte saa betids over til Montreux, at Gudmoders Døttre kunde pynte Bruden.

»Der bliver vel anden Dags Bryllup her i Huset!« sagde Stuekatten. »Ellers giver jeg ikke et Miau for det Hele!«

(...)

Udenfor var Alpegløden, Aftenklokken klang, Solstraalernes Døttre sang: »Det Bedste skeer!«

Eksempel 2:

»Saa megen Deilighed! saa megen Lykke!« sagde de To. – »Mere har Jorden ikke at give mig!« sagde Rudy. »En Aftenstund som denne er dog et heelt Liv! hvor tidt fornam jeg min Lykke, som jeg fornemmer den nu og tænkte, om nu Alting endte, hvor lykkeligt har jeg dog levet! hvor velsignet er denne Verden! og Dagen endte, men en ny begyndte igjen, og jeg syntes, at den var endnu smukkere! Vor Herre er dog uendelig god, Babette!«

»Jeg er saa lykkelig!« sagde hun.

»Mere har Jorden ikke at give mig!« udbrød Rudy.

Og Aftenklokkerne klang fra Savoyens Bjerge, fra Schweizes Bjerge; i Guldglands løftede sig mod Vest det sortblaae Jura.

»Gud give Dig det Herligste og Bedste!« udbrød Babette.

»Det vil han!« sagde Rudy. »Imorgen har jeg det! imorgen er Du ganske min! min egen lille, yndige Kone!«

»Baaden!« raabte Babette i det Samme.

Baaden, der skulde føre dem tilbage, var gaaet løs og drev fra Øen.

»Jeg henter den!« sagde Rudy, kastede sin Kjole, rev sine Støvler af, sprang i Søen og tog raske Tag henimod Baaden.

Koldt og dybt var det klare, blaagrønne Iisvand fra Bjergets Gletscher. Rudy saae ned deri, kun et eneste Blik og det var, som saae han en Guldring trille, blinke og spille, – sin tabte Brudering tænkte han paa, og Ringen blev større, videde sig ud i en funklende Kreds og i denne lyste den klare Gletscher; uendelige dybe Kløfter gabede rundt om, og Vandet dryppede klingende som et Klokkespil og lysende med hvidblaae Flammer; i et Nu saae han, hvad vi maae sige i lange, mange Ord. Unge Jægere og unge Piger, Mænd og Qvinder engang sjunkne i Gletscherens Kløfter stode her lys levende med aabne Øine og smilende Mund, og dybt under dem lød fra begravne Byer Kirkeklokkens Klang; Menigheden knælede under Kirkehvælvingen, Iisstykker dannede Orgelpiber, Fjeldstrømmen orglede; Iisjomfruen sad paa den klare, gjennemsigtige Bund, hun løftede sig op mod Rudy, kyssede hans Fødder, og der gik en Dødsiisnen gjennem hans Lemmer, et elektrisk Stød – Iis og Ild! man skjelner ikke derimellem ved den korte Berørelse.

»Min! min!« klang det om ham og ind i ham. »Jeg kyssede Dig, da Du var lille! kyssede Dig paa din Mund! nu kysser jeg Dig paa din Taa og paa din Hæl, min er Du heel!«

Og han var borte i det klare, blaae Vand.

Alt var stille; Kirkeklokkerne hørte op at ringe, de sidste Toner forsvandt med Glandsen paa de røde Skyer.

»Min er Du!« klang det i det Dybe; »min er Du!« klang det i det Høie, fra det Uendelige.

Deiligt at flyve fra Kjærlighed til Kjærlighed, fra Jorden ind i Himlen.

Der brast en Stræng, der klang en Sørgetone, Dødens Iiskys beseirede det Forkrænkelige; Forspillet endte for at Livs-Dramaet kunde begynde, Misklangen opløses i Harmonie.

Kalder Du det en sørgelig Historie?

Kommentar til dette tekststed: Denne fuldendte lykkestund bliver straks efter afbrudt af et uheld, der fører til Rudys død, tragedien, der ikke er rigtig tragisk – Rudy dør på sin lykkes højeste, ligesom f.eks. Lykke-Peer i romanen af samme navn. Det er typisk, også i det, at mand og kvinde ikke forenes endegyldigt – og seksuelt. "Kalder Du det en sørgelig Historie?"
  top Top