DK | EN
Motivet Kirke i HCA : Danske Folkesagn (1870)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Kirke i HCA : Danske Folkesagn (1870)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Nøgleord:

Guds hus

Beskrivelse af dette motiv: I den kristne verden, som er den mest relevante i sammenhæng med H.C. Andersen, kan man skelne mellem på den ene side den romersk-katolske opfattelse af kirken som en institution, der administreres af et indviet præsteskab, og på den anden den protestantiske, hvor "kirke" mere har betydning af de troendes fællesskab og kirken som bygning egentlig ikke er hellig, men blot et sted, hvor man kan mødes til gudstjeneste.

Eksempel 1:

Der er et andet smukt Sagn, værd at høre, om Kirkeklokken i Farum. Præstegaarden laae tæt op til Kirken. Det var mørk Nat, seent paa Efteraaret; Præsten sad endnu saa silde og beredte sig til Helligdags Prædiken. Da hører han en sagte, underlig Lyd oppe fra den store Kirkeklokke; ingen Vind rørte sig; Klangen var ham uforklarlig, han reiste sig, tog Kirkenøglen og gik over i Kirken. I det han traadte derind hørte Lyden pludseligt op, men han fornam et sagte Suk ovenfra. »Hvem er det, som her forstyrrer Kirkens Fred?« spurgte han med lydelig Stemme, og snart fornam han Trin ned fra Taarnet og han saae i Kirkegangen kom en lille Dreng hen imod ham. »Vær ikke vred!« sagde Barnet, »jeg listede mig herind da de ringede til Aftensang; min Moder er saa syg!« – og nu kunde den Lille ikke tale for Graad. Da klappede Præsten ham, bad ham være frimodig, sige Alting. »Moder døer fra mig, har de sagt; min søde, gode Moder! men jeg vidste at naar Een er syg til Døden, kan han dog blive rask igjen og leve, naar man midt paa Natten tør gaae ind i Kirken og skrabe lidt Rust af den store Kirkeklokke, det hjælper mod Døden; derfor kom jeg og skjulte mig til Klokken slog tolv. Jeg var saa angst! jeg tænkte paa alle de Døde, at de vist nok kom og holdt Kirkegang. Jeg turde ikke see ned; jeg læste mit Fadervor og skrabede Rusten af Klokken.« – »Kom, Du gode Barn!« sagde Præsten, »Vorherre slipper ikke din Moder og heller ikke Dig!« – Saa gik de to til det fattige Bondehuus, hvor den syge Kone laae; hun sov stille og sundt. Vorherre lod hende leve; hans Velsignelse lyste over hende og Sønnen.

Eksempel 2:

Der fortælles fra Nord-Sjælland et mørkt, tankevækkende Sagn. Rørvig Kirke ligger ud mod Sandhøiderne ved det stormfulde Kattegat. En Aften ankrede derude et stort Fartøi, man antog det for et russisk Krigsskib. Ud paa Natten blev der banket paa Præstegaardens Port og flere bevæbnede, formummede Personer befalede Præsten at tage sin Ordensdragt paa og at følge med dem ud til Kirken. De lovede ham en god Betaling, men brugte Trudsler om han vægrede sig. Han gik med. Kirken var oplyst, ubekjendte Folk samlede derinde og Alt i dyb Taushed. Foran Alteret ventede Brudgom og Brud i prægtige Klæder, som vare de af høi Stand, men Bruden var bleeg som en Dødning.

Da Vielsen vare tilende faldt et Skud og Bruden laae dræbt foran Altaret. De toge Liget og droge alle bort med det. – Næste Morgen havde Skibet lettet. Ingen have, indtil vore Dage, fundet Forklaring paa denne Begivenhed; Præsten som oplevede den, indskrev det Oplevede i sin Bibel, der er gaaet i Arv til hans Slægt, den gamle Kirke [ligger] endnu mellem Klitterne ved det rullende Kattegat og Sagnet lever i Skrift og Minde.

Eksempel 3:

Der boede i Danmark, paa Øen Falster, en rig, fornem Frue, hun havde ingen Børn og hendes Slægt var ved at uddøe. Hun lod da, for en Deel af al sin Rigdom, bygge en prægtig stor Kirke og da den var fuldført og Altarlysene tændte, gik hun op til Altarbordet og bad, paa sine Knæ, Vorherre forunde hende, for hendes gudelige Gave, at hun maatte leve paa Jorden saalænge hendes Kirke stod. Og Aar gik hen. Hendes Slægtninger døde, hendes gamle Venner og Bekjendter, al Gaardens tidligere Tyende, laae i deres Grav; men hun, som havde gjort et saa daarligt Ønske, døde ikke. Slægt paa Slægt blev hende fremmet. Ingen nærmede hun sig, Ingen kom til hende. Hun henlevede i en lang Alderdom, sad forladt og ene; hendes Sandser sløvedes, hun var som en Sovende, men ikke død. Hver Juleaften blussede et Øieblik Livet op i hende og hun fik sit Mæle; da bød hun at de skulde lægge hende i en Egekiste og sætte den i aaben Begravelse i Kirken. Præsten skulde da hver Julenat indfinde sig for hende for at høre hendes Befaling. Og hun blev lagt i Kisten og den bragt hen i Kirken. Hver Julenat kom Præsten, som han skulde det, gjennem Koret hen til Kisten og løftede Laaget, for den gamle trætte Frue, som her laae uden Hvile: »Staaer end min Kirke?« Spurgte hun med bævende Røst; og paa Præstens Svar: »den staaer endnu!« sukkede hun dybt og sorrigfuldt, sank tilbage og Præsten lod Laaget falde og kom igjen den næste Julenat, og igjen den næste og atter den næste. Nu er der ikke længer Steen paa Steen af Kirken, intet Spor af de begravne døde; nu voxer her paa Marken en stor Hvidtjørn, deiligt i Blomster hvert Foraar, som var det Livets Opstandelses Tegn. Den groer, paa det Sted siger man hvor Kisten stod med den høifornemme Frue, hvor Støvet af hende blev Støv i Jorden.

Kommentar til dette tekststed: Hvidtjørnen er et symbol på tro, man genfinder i Dødningen og Gudfaders Billedbog.

Eksempel 4:

Det er en gammel Folketroe, at da Vorherre udstødte de faldne Engle faldt nogle ned paa Høiene, derinde boe de og kaldes Bjergfolk eller Trolde; altid flygte og frygte de Tordenveiret, det er dem et Herrens Røst andre faldt i Ellemoserne, de kaldes Elverfolk og blandt disse ere Qvindfolkene saare deilige at see men ikke at lide paa, de ere ogsaa hule i Ryggen, som et Deigtrug. Andre faldt ned i gamle Gaarde og Huse, de bleve Dværge og Nisser; alle komme de dog stundom i Samqvem med Menneskene, derom er utallige Sagn, underlige at høre. Oppe i Jylland boede saaledes i en stor Høi en Bjergmand med en heel deel Puslinger.

[E]en af hans Døttre giftede sig med Smeden i Landsbyen. De[t] var en slem Smed, han pryglede sin Kone. Det blev hun [træt?] af og da han en Dag igjen vilde prygle hende, tog hun [en] Hestesko og brak den tvers over, saadanne Kræfter havde [hu]n og kunne have knækket ham med; det tog han sig til Eftertanke og slog hende ikke oftere; men da det rygtedes i Egnen blev hun ilde anseet og kjendt som et Troldbarn. Ingen i Sognet vilde have Omgang med hende. Det fik Bjergmanden Nys om, og en Søndag, da Smeden og hans Kone stode med Sognefolkene paa Kirkegaarden og ventede Præsten, saae hun ud over Fjorden hvor en Taage hævede sig. »Nu kommer vor Fa'er!« sagde hun; »vred er han!« – Og han kom og vred var han. »Vil Du kaste dem til mig, eller vil Du tage imod dem!« spurgte han og saae med glubske Øine paa Kirkegjængerne. »Tage mod dem!« sagde hun, thi hun vidste at han ikke vilde tage lempeligt paa dem, naar de faldt i hans Hænder. Og Bjergmanden greb den Ene efter den Anden og kylede ham over Rygningen af Kirketaget, mens Datteren, paa den anden Side, tog lempeligt imod dem. Fra den Tid kom hun godt ud af det med Sognefolkene. Alle vare de bange for Bjergmanden og der vare mange af hans Slags rundt om i Landet. Klogest var det at undgaae Klammeri, heller at føre sig Bekjendtskabet til Nytte. Troldfolkene havde jo store Kjedeler fyldte med Guldpenge, det var nok værd at faae en haandfuld af disse, men der til maatte man være snu og snildsom, og det var en Bondemand om hvem jeg skal fortælle, men hans Dreng var dog endnu snildere.

Bonden havde paa sin Mark en Høi, den vilde han ikke lade ligge udyrket, han pløiede den; men da kom Bjergmanden der boede i Høien og spurgte: »hvor tør Du pløie paa mit Loft?« – »Jeg vidste ikke at det var dit!« sagde Bonden, »men det er jo ikke gavnligt for nogen af os, at lade et saadant Stykke Jord ligge udyrket. Lad mig pløie og saae! og da tager Du i det ene Aar hvad der voxer over Jorden og jeg det som voxer i Jorden. I det andet Aar omvendt!« – Det bleve de enige om, og Bonden saaede det ene Aar Gullerødder og det andet Aar Korn. Bjergmanden fik Toppen af Gullerødderne og Rødderne af Kornet. Saa levede de i god Forstaaelse. Men nu skulde der være Barnedaab i Bondensgaard. Bonden var i stor Forlegenhed, da han ikke godt kunde undgaae at indbyde Bjergmanden, som han levede i god Forstaaelse med: men tog Trolden mod Indbydelsen, da kom Bonden i slet Rygte hos Præsten og de andre Sognefolk. I hvor snu Bonden end ellers var, denne Gan[g] kunne han dog ikke hitte paa Raad; han talte derom [til] sin Svinedreng, han var den snildeste af dem begge. »Jeg skal nok hjælpe os!« sagde Drengen, tog saa en stor Sæk o[g gik] til Bjergmandshøien, bankede paa og blev indladt. Han kom for at indbyde til Barnegilde, sagde han. Bjergmanden tog derimo[d] og lovede at komme. »Jeg faaer vel ogsaa give Faddergave?« sagde han. »Det hører til!« sagde Drengen og aabnede Posen. Troldenøste Penge i den. »Er det nu nok?« Drengen løftede paa Sækken. »Mange give Mere, Faae give mindre!« – Og Bjergmanden øste nok en skovlfuld Penge i den. »Er det nu nok?« – Drengen løftede paa Sækken. »Saadanne give de Fleste!« – Da bleve alle de Penge der vare i den store Penge-Kjedel heldt i Posen. »Ingen give Mere! de Fles[te] mindre!« – »Lad mig saa vide,« sagde Bjergmanden, »hvilke store Fremmede I faae!« – »Tre Præster og een Bisp!« sagde Drengen. »Det var stort! – men saadanne Herrer see kun efter Mad og Drikke, de give ikke Agt paa mig. Hvem kommer ellers?« – »Saa kommer Moder Maria!« – »Hm! hm! men der bliver vel for mig nok en Plads bag Ovnen! – nu og saa?« – »Ja, saa kommer Vorherre[!«] – »Hm! hm! hm! det var mægtigt det! dog saa høifornemme Gjæster komme silde og gaae tidligt. Jeg vil, medens de ere inde, liste mig udenfor. Men hvad Musik skulle I have?« »Tr[om]memusik!« sagde Drengen. »Vor Fader har bestilt et svært Tordenveir, som vi skulle dandse efter! det bliver Trommemusik!« – »Ih, du Forfærdelige!« raabte Bjergmanden. »Siig din Husbond tak for Indbydelsen! men jeg bliver hjemme. Veed han dog ikke at Tordenveir og Tromme er mig og al min Slægt en Rædsel. Jeg gik engang i min Ungdom ud for at spadsere, da begyndte et Tordenveir at tromme, og jeg fik een af Trommestikkerne over Laarbenet, saa det knak. Jeg skal ikke mere til den Musik! Siig Tak og hils hjemme!« Og Drengen tog Posen paa Nakken, bragte Husbond den store Rigdom og Troldens venlige Hilsen.

Af saadanne Sagn have vi mange; nu kunne disse være nok for idag.

  top Top