DK | EN
Motivet Djævel, Satan i HCA : Sneedronningen (1844)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Djævel, Satan i HCA : Sneedronningen (1844)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Se også Helvede

Nøgleord:

Ond, helvede, overjordisk, underjordisk

Beskrivelse af dette motiv:

Det ondes personifikation. Hebraisk "satan" betyder modstander. På græsk er det gengivet som "diabolos", hvilket på dansk er blevet til "djævel". Oprindeligt var Satan Jahves hjælper eller en af Guds sønner, men i den antikke jødedom blev han udskilt som en selvstændig modstander af Gud, og sådan opfattes han også i Det Nye Testamente.

Nogle af de morsomste steder, H.C. Andersen fremstiller Djævlen, er i starten af eventyret "Sneedronningen" og første kapitel af hans debutbog Fodreise, hvor Satan som et modtræk til Guds renselse af jorden ved syndfloden: "Og Satan kaldte paa alle sine Vasaller og sagde: Messieurs! drager ud over den hele Verden og forfører Adams Sønner til at blive slette Skribenter; fra dem selv skal da Vandfloden udgaae, der fordærver Jorden." Planen lykkedes, og forfattere i hele verden hælder vand ud af ørerne, inklusive den debutbog, Andersen indleder med denne "Syndfloden No. 2."; han ville helst lade være med at skrive dene tåbelige og unødvendige bog: "Endnu engang forsøgte jeg at slaae en Pæl i Kjødet og bekjæmpe de onde Lyster, men den slemme Plageaand inden i mig raabte: Marche! - Hvad skulde jeg Stymper da gjøre?". Jævnfør digtet "Rime-Djævlen":

ak! alle dage
ser jeg en lille djævel mig ledsage;
han lever i mig, om mig, alle vegne,
dog kan jeg ej hans skikkelse betegne,
skønt vågen og i drømme, hver en time
han gør at jeg må – rime. –

Dette syn på digtningen står i modsætning til den romantiske om poesien som en gnist af det guddommelige.

Eksempel 1:

See saa! nu begynde vi. Naar vi ere ved Enden af Historien, veed vi mere, end vi nu vide, for det var en ond Trold! det var een af de allerværste, det var »Dævelen«! Een Dag var han i et rigtigt godt Humeur, thi han havde gjort et Speil, der havde den Egenskab, at alt Godt og Smukt, som speilede sig deri, svandt der sammen til næsten Ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det traadte ret frem og blev endnu værre. De deiligste Landskaber saae ud deri som kogt Spinat, og de bedste Mennesker bleve ækle eller stode paa Hovedet uden Mave, Ansigterne bleve saa fordreiede, at de vare ikke til at kjende, og havde man en Fregne, saa kunde man være saa vis paa, at den løb ud over Næse og Mund. Det var udmærket morsomt, sagde »Dævelen.« Gik der nu en god from Tanke gjennem et Menneske, da kom der et Griin i Speilet, saa Trolddjævelen maatte lee af sin kunstige Opfindelse. Alle de som gik i Trold-Skole, for han holdt Trold-Skole, de fortalte rundt om, at der var skeet et Mirakel; nu kunde man først see, meente de, hvorledes Verden og Menneskene rigtigt saae ud.

Eksempel 2:

den Onde loe, saa hans Mave revnede, og det kildede ham saa deiligt.

  top Top