Dato: 26. juli 1839
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

108. Til Henriette Collin.

Glorup den 26 Juli 1839.

Min søde Vulles elskværdige Moder!

Tak Eduard for hans Omslag, det om Brevene, jeg fik det i forgaars, thi det maatte søge mig op inde i Landet, jeg var da paa Lykkesholm. Den »godeste« Eduardo kunde gjerne have skrevet lidt mere, dog jeg er tak­nemlig selv for det lidet! hans »Omslag«, har trukket de varmeste Følelser ud af mit Hjerte, jeg sender ham disse til Tak og lover at der skal strax skyde ligesaa mange frem derinde, saa at Hjertet altid blomstrer med en grøn Bouquet for ham. Jeg skrev for nyelig Theodor til; han har vel sagt Dem at den drengeagtige Critik i Maanedskriftet har afficeret mig! I Dag sen­der jeg over Nyborg Brev til Louise i Ems. Jeg har ogsaa lovet Augusta, i Kjøbenhavn, et Epistel og vilde skrive det, men jeg veed slet ikke om hun endnu er kommet hjem, hun gaaer nok endnu paa Volden i Hamborg og seer ud over Elben efter Rhinlandene hvor vi have vore Vand­[d]rikkere. I Odense var jeg paa Comedie og saa Lumpacivagabundis, slettere Troup har jeg ikke seet, og den gjør dog stor Lykke. Jeg sagde det var Snavs og kunde ikke holde det ud til Enden. – I de Dage jeg var paa Lykkesholm hvorhen jeg tog fra Odense, vandrede jeg daglig ene omkring i de smukke store Skove, der tage fat hvor Haven ender204; jeg tænkte da paa Sverrig, mine Venner der og min Erkjendelse; jeg følte smukt den nordiske Aand, hvorledes de tre Brødrefolk lidt efter lidt voxe sammen, og da faldt det mig ind, men vi tre have jo ingen Nationalsang, jeg vil give dem een og som sagt, saa skete det; jeg troer at faaer den en rigtig Me­lodie, een, som »Kong Christian«, har det, da kan den gjerne blive skan­dinavisk, her er den. Lad Eduard læse den for sin Fader.

1.

Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver,

I trende Riger er vort Hjemstavn deelt;

Men mellem Nutids store Himmel-Gaver

Er den: vort Hjerte voxer til et Heelt!

Lad være glemt, hvis os en Uret skete,

Tidsaanden, som en luttret Margarethe

Forener os, den trefold Kraft forlener,

Selv Sproget os forener.

Paa Fjeld, i Skov og ved det natblaa Hav,

Jeg jubler høit: jeg er en Skandinav!

2.

Kom med paa Dovre-Fjeld hvor Jøklen ligger,

Hør Fossens Torden, Sætterpigens Sang.

Den friske Sø- og Bjerg-Luft jeg inddrikker,

Jeg gaaer, hvor Nordens Guder gik engang,

Og hvis om Snillets Mænd jeg hører heller,

Da Bergens By om Holberg mig fortæller;

Til Fjelds! til Fjelds! Med stærke Klippeborge

Staaer Du mit gamle Norge,

I Glands af Nordlys, ved et stormfuldt Hav;

Jeg elsker Dig; jeg er en Skandinav!

3.

Kom paa den snelle Baad, lad Dampen virke,

See, Floder, store Søer er vor Vei!

Seil over Bjerget, hvor de høie Birke

Udaande Duft! O, Sverrig elsker jeg!

Herfra lød Gustav Adolfs Navn paa Jorden,

Han var den sidste Ridder her i Norden.

Lidt Barkbrød og den svenske Bonde synger,

Ham Nøisomhed forynger,

Han synger Sangene ham Skjalden gav,

Og vi med ham; Jeg er en Skandinav.

4.­

En smuk Bouquet af Kløver, Korn og Humle,

Er Danmark! kom og see vor Bøgeskov!

Paa Sletten her sig Aandens Sønner tumle,

Det dundrer lystigt under Hestens Hov.

Til Videnskab og Kunst vi snelt udride,

Europa om det lille Land skal vide;

Ved Thorvaldsen dets Navn fra Stenen klinger,

Og her har Sangen Vinger.

En Rose Danmark er! syng Skandinav,

Om Aandens Blomst midt i det barske Hav!

5.

Lad ei den skjønne Enighed forsvinde,

Dansk, Svensk og Norsk hinanden række Haand;

De gamle Folkesange os forbinde,

I Melodien er et kraftigt Baand.

Af Enighedens Sæd kun Godt man høster,

Vi skue kjækt mod Vester og mod Øster

I Fryd og Sorg! O her er godt at være!

Her leve vore Kjære!

Fra Bøg og Birk og Gran, vidt over Hav,

Lyd Glædes Sang: Jeg er en Skandinav!

Hils den yndige, smilende Mumme, min afecterte Wulle og [tænk]205 selv smukt og venligt paa mig. Siig til Valdemar at det gjør mig ondt at høre at han er blevet til et »Faarehoved«, jeg haaber at det er »uden Følger for Fremtiden«. – I Fredericia er Rosenkildes »Dramatiske Skrædder«, een­stemmigt blevet udpebet; det er første Gang Sligt er skeet i een af vore Provindsbyer.

Men jeg maa fortælle Dem lidt om Glorup, dog De kan jo tage Spille­manden frem og læse Christians Besøg der i Haven. Jeg kom her igaar og Greven viser mig en Opmærksomhed, en Omhu for at gjøre mig mit Op­hold saa behageligt [som] mueligt. Jeg har to brillante Værelser, herlig Opvartning og hver Dag lover Afvexling, i Dag skulle vi spise paa Søeby­søegaard, vi reise om en Time, det er fire Miil dertil, altsaa have vi otte Miil at kjøre i Dag; Greven har bedet mig endelig at blive hos sig til Ons­dag i næste Uge og jeg har lovet det, gid De var her! det er just et Ophold efter min Smag, det er et Slot ganske i italiensk Stiil og med en Have, som de engelske Parker. Fortæl dem derom i Amaliegaden. Det er mue­ligt at jeg tager lige herfra til Kjøbenhavn, thi kun mine Kjære der [i] det colinske Huus, kan smage mig efter denne grevelige Hyldethee, Sorø vil blive for haardt oven paa, dog jeg er endnu ikke ret bestemt. Greven er høist elskværdig, viser mig Alt, fører mig om som var jeg en Udgave af Thorvaldsen. Lev vel!

Deres

Digter!

[Udenpaa Brevet: ] I den fynske Avis staaer i Dag et smukt lille Digt til mig (skrevet da Brevet var forseglet.)

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin