Locle, Canton Neuchatel, Schweitz den 24 Mai 1867
Kjære, fortræffelige Ven!
Meget længes jeg efter dig og flere kjære der hjemme og dog sidder jeg endnu her, Sneen fyger udenfor, jeg har lagt i Kakkelovnen, det er aldeles Vinter. Jeg havde tænkt at naae Kjøbenhavn, senest Søndag Formiddag, og være med ved Festlighederne, men jeg maatte da reise et godt Stykke hver Dag og der til føler jeg mig ikke rask nok. Opholdet i Paris, hvor der i de sidste Dage var forfærdeligt varmt og hvor jeg maatte gaae mere end jeg havde Styrke til, da det var saa vanskeligt at erholde Vogn, afsrkækkede mig, jeg tænkte ret at det skulde gjøre mig godt at aande Bjergluft, men den er rigtignok lidt for kold og det værste af det Hele er, at jeg har idelig Tandpine. men deilig var / Farten her til over Jurabjergene, jeg har lagt Indtrykket i følgende lille Vers.
Henad Bjerge, gjennem Bjerge,
Knap en Fod fra Afgrunds Randen
Flyver jeg med Banetoget
I den maaneklare Nat,
Gjennem lange mørke Tunler
I en sandkold, fugtig Luftning,
Ud igjen, høit over Byer
Dybt i Dalens Mørke sat.
Lysene dernede blinke,
Ovenover lyser Himlen,
Nyet tændt og alle Stjerner
Seer jeg i min vilde Flugt.
Gjennem Bjerge, over Bjerge
Som en Fugl jeg dristigt flyver.
Verden, Livet, Gud, det Hele,
Hvilket Eventyr! hvor smukt.
--
Søndag den 26de - bliver jeg endnu her i Locle; her i Huset drikke vi da en Skaal for Sølvbryllupsfesten, og jeg har ogsaa hjemsendt et Digt [se: 954 ] jeg i forgaars skrev, men det vil / først blive trykt, tænker jeg, i næste Søndags Nummer af illustrerede Tidende. Paa Mandag gaaer jeg over Bern og Luzern hjemad og tænker saaledes, at være een af de første Dage af Juni hos eder. Du har jo malet Kronprindsen, jeg haaber Du er tilfreds med Billedet, da kunne vi Andre ogsaa være det.
Hils dine Forældre og Brødre, beed din Senior-Broder at hilse vore fælles Venner i Studenterforeningen. Melchiors og Henriques siger Du nok at Du har faaet Brev og at jeg er paa Hjemfarten, jeg glæder mig til at see dem og haaber at Skoven er grøn naar jeg kommer. Her i Locle er Seriner og Guldregn i Flor, men igaar begyndte det at Snee, først var det et deiligt Skue, alle de grønne Hækker med Snee paa, saae ud som blomstrende Hvidtjørn, de grønne Træer bleve puddrede og viste sig som Blomstrende Frugttræer, men da jeg iaftes, med de Andre gik hjem fra et Selskab, tænkte Klokken var over eet om Natten, eller rettere om Morgenen, laae hele Gaden med Snee. Jeg var ikke gaet ud, havde jeg tænkt at slippe saa seent, men det var kun to Huse fra hvor vi boe og man sagde det varede saa kort.
Jeg laae imidlertid den meeste Dag igaar, ventede saaledes at det matte blive værre i Dag, men det er ikke Tilfældet, jeg føler mig mere rask og haaber at jeg nok Mandag kan komme afsted. Vil Du hilse Collins og dertil være saa elskværdig at give, eller sende, vedlagte lille Brev til Scharff, der boer ikke langt fra dig paa Garnisons Pladsen. Jeg tænker naturligviis tidt paa Dig og Du husker ogsaa din trofaste
H.C. Andersen.
