Dato: 3. oktober 1865
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

Stockholm 3 Oct 1865.

Kjære Fru Collin!

Nu er Colera i Paris! skulde Vorherre virkeligt vilde atjeg ikke skal døe af denne Sygdom, jeg meest har Angst for og derfor kom jeg ikke der hen men maatte afsted, da jeg vilde reise, blev sat heelt op til Mælaren. Jeg finder en mageløs hjertelig Modtagelse, jeg har skrevet til Deres Mand derom, De har vist læst i Aviserne Eet og Andet . Een Gang i Schweitz fandt jeg i en Schweitzer Folkekalender mit Billed med Underskrift: »Der Märchenkönig«, nu hilses jeg i Upsala med samme Navn, i et smukt Digt; De har vist ikke læst det, jeg vil derfor afskrive et Vers, det er samme Hilsen, »Eventyrenes Konge!« ja Stockholms illustrerede Tidende, siger at jeg fordunkler Tusind og een Nat«. Hvad siger Theodor? han krymper sig over Verdens Løgn og kryber ind i Wappe. Hils dem begge to

Men nu var det Verset


Der kommer han, der kommer Kungen,

Vår Barndoms, våre Drömmers Kung!

Se, Dikten ur hans Herta sprungen,

Och vid hans Sida evig ung; :

Hun er hans Brud, han har ei annan,

Än den af Himlen sjelf han fik – –


Jeg blev veemodigt grebet ved disse sidste Stropher, fik hele Fornemmelsen af min Eensomhed, thi rigtigt Huus og Hjem trængerjeg til[.] Et Hjem, en Kreds. Min Musa forlade mig det! Hun harjo givet mig Hæder og Levebrød, men Hjertet forlanger endnu noget Mere! I Dag var hos Beskov en stor Middag for mig. Hvem er Beskov spørger De maaskee og det er da ikke ganske Ret, han er en afSverrigs meest betydende Digtere. Øehlenschlæger har oversat et Par af hans Tragedier, de gjøre stor Lykke i Sverrig. Han er borgerlig fadt men Carl Johan adlede Digteren og senere er han hævet selv til Seraphim Ridder. Han er saa jevn, saa god, saa elskelig og meget hædret i Sverrig. En lang Tid var han Theaterdirecteur, nu er han Een af de første ved Academiet. Da jeg for sexten Aar sidst var her, sagde den gamle høitstillede Herre, med de mange Ordener, Andersen, vi maa sige Du til hinanden, jeg blev yderlig forlegen, men maatte gaae ind der paa. Jeg havde en Sky derfor; De veed Deres Mand afslog mig det, da jeg i ungdommelig Hengivenhed for ham bad der om, og da jeg saae deri et Livs Moment! han vilde det ikke, men drak paa samme Tid Duus med den meget hæderlige Hr Papirshandler Wanscher, aldrig har jegglemt det – –at jeg endnu skriver det ned, bør smigre ham; Just i aften er jeg kommet til at tænke derpaa, ved den Betydning Beskov lagde i hans og mit broderlige Forhold og hvor langt anderledes er det ikke mellem Deres Mand og mig, uagtet vi ikke sige Du. Han er mig saa kjær endnu, som da jeg [i] ham saae en Søn afden mægtige Collin og jeg var den fattige Andersen De alle turde sparke til, spotte paa! Hvorfor skriverjcg nu; dette! og til Dem, som jeg slet ikke vil sige noget Uvenligt Dem jeg ærer og skatter! men naar jeg løftes rigtigt høit, bæres op mellem Mænd man bemærker, kommer hele Fortiden saa forunderlig frem, jeg føler hvor Intet jeg er uden Vorherre, men jeg føler dertil hvor tidt, at Menneskene ilde her vilde erkjende Guds Naade for mig og da blusser det op i mig. – En ganske udsøgt Kreds havde Beskow samlet i Dag ....

Tekst fra: Helge Topsøe-Jensen