Dato: 14. november 1848
Fra: Johan Ludvig Heiberg   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

14. Novbr. 1848.

Det skulde være mig en Ære og en Glæde at opfylde begge Excellensers Ønske med Hensyn paa Anordningen og Ledningen af Alt til Festen paa Theatret henhørende, dersom jeg indsaae, at der ved denne Leilighed kunde være nogen Function for mig. Men Bestemmelsen af Fest-Aftenens Indhold gjøres jo, eller er allerede gjort af Directionen, og Udførelsen af alle derhen hørende Ordres skeer jo ved de dertil ansatte Embedsmænd, saa at jeg ikke seer, hvad der kan blive for mig at gjøre, uden i det Høieste at yttre en Mening eller give et Raad, i de Tilfælde, da man maatte gjøre mig den Ære at spørge mig. Hertil skal jeg naturligviis altid være rede, forsaavidt jeg kan være til Nytte.

Men jeg kan ikke tilbageholde den Bemærkning, at en saadan Potpourri af usammenhængende, fragmentariske Ting, som den tilsigtede, ikke synes mig heldig. Uden at tale om den utilbørlig lange Tid, som Forestillingen vil vare, og som vil gjøre Publicum utaalmodigt, vil det Hele tage sig ud som en Kjole, der er sammensyet af lutter Lapper og Klude. Det forekommer mig, at ved en Fest til Ære for Theatret, maa Theatret vise sig fra sin bedste Side, ved at give en Forestilling, der har Præg af Eenhed og kunstnerisk Harmonie, og ikke ville rivalisere med de Aftenunderholdninger, der gives lucri causa af private Personer. I Forspillet er jo de dramatiske Digtere tilstrækkelig omtalte og erindrede. Hvorfor skal der da tillige udstilles et Prøvekort af deres velbekjendte, tildeels fortærskede Arbeider? Dersom Directionen ikke er aldeles bestemt paa at blive ved den allerede lagte Plan, saa vilde jeg foreslaae at Forestillingen kom til at bestaae af 1) Andersens Forspil; 2) »De Usynlige« af Holberg; 3) Bournonvilles Divertissement. Mellem Stykkerne kunde de foreslagne Ouverturer anbringes, kun ikke mellem Acterne af »De Usynlige«. Med den ene af dem kunde Forestillingen begynde, nemlig Schultzes. Derpaa kunde Weyses komme efter Forspillet, og endelig Kuhlaus mellem Comedien og Balletten. Hartmanns kunde, oprigtig talt, gjerne falde bort, thi som Theater-Componist har han dog ikke synderlig trængt igjennem. Men foruden disse Ouverturer, der maatte gives som selvstændige Bestanddele af Forestillingen, maatte endydermere Forspillet, Comedien og Balletten have hver sin korte Introduction, for at ikke Ouverturerne skulde sættes i Forbindelse med Ting, hvortil de ikke passe.

»De Usynlige« foreslaaer jeg, fordi den er af Holberg, fordi den ikke er opført i mange Aar, fordi den vil kunne besættes godt i dette Øieblik, fordi den har en overordenlig comisk Dialog - hvoraf dog nogle altfor stærke Drøiheder maatte borttages; fremdeles fordi den ved sit spanske Costume og sin Harlekin og Colombine har et særeget Præg mellem de holbergske Stykker; endelig fordi den kun er i 3 Acter. Ellers kunde ogsaa "Melampe" komme i Betragtning, men der kan dog gjøres flere Indvendinger mod denne, og især vilde dens Indstudering kræve megen Tid, Flid og Veiledning.

Men in subsidium - for at tale i det parlementaire Sprog - vilde jeg foreslaae, at hvis den første Plan bliver staaende, Indretningen dog maatte blive noget anderledes:

Først finder jeg det ikke ganske rigtigt at give et heelt Stykke af Oehlenschlager, naar der af Holberg og de Andre kun gives Fragmenter; hvortil kommer, at "Hyrdedrengen" er meget lang, skjøndt kun i een Act, og at den aldrig har behaget, eller idetmindste aldrig har kunnet holde sig paa Repertoiret. Desuden maatte man vel hos enhver af Digterne vælge Noget af det, hvori han fornemmelig har sin Styrke og sit Navn, altsaa hos Oehlenschlager Tragedien; og af denne maatte man altsaa tage hans Part.

Dernæst mener jeg, at det vil være meget for meget at give et saa stort Partie af "Recensenten og Dyret", som det foreslagne. Det vilde være Nok at begynde omtrent ved de to Spidsborgeres Sammenkomst med Trop, og ende, 25 hvor Mad. Voltisubito forlader Scenen. Forresten maa man være forberedt paa den Skjæbne-Chicane, at Jfr. Bergnehr kan, som alle Sangerinder, føle sig indisponeret paa den bestemte Dag, og derfor ikke vove sig til at udføre Bravoursang; hvorved da hele dette Partie af Forestillingen vil ryge i Lyset.

Endelig er ethvert af Hertz's Alternativer meget for vidtløftigt, og han maa nødvendig bestemme sig til et kortere Fragment. (Ved nærmere at eftersee de anførte Steder i Hertz's to første Propositioner, seer jeg, at de dog ikke ere saa meget lange, men dog altid for lange, naar de komme sammen med alt det Øvrige, og da de ikke danne noget tilfredsstillende Heelt.)

Men jeg vender tilbage til min første Mening: det var bedst, at hele denne Udstilling forsvandt. Saa kan heller Ingen føle sig fornærmet ved at være forbigaaet. Og jeg er overbeviist om, at alle disse Stumper og Stykker ville gjøre et yderst mat og ubehageligt Indtryk.

Med Hensyn paa Andersens Forspil maa jeg tillade mig en Bemærkning. I den Sang, hvoraf det første Vers omtaler vor Comedie, det andet vor Tragedie, og hvor begge da smukt og sindrigt ere knyttede til Issefjorden og Leire, gjør det ingen god Virkning, naar de to Digtere, til hvilke de paa en fiin, men aldeles utvetydig Maade er alluderede, nu i det 3die Vers nævnes ved Navn, især den endnu Levende, Oehlenschlager, der udentvivl personlig vil være tilstede som Tilskuer. Det er ligesom at nævne Ordet af en Gaade, som allerede strax var gjættet. Det Samme har vel tidligere fundet Sted, saasom i "Kunstnerliv", men det kunde være en Grund mere til ikke at gjentage det, selvom det ikke maatte regnes til de altfor nærgaaende Complimenter, der hverken ere fine eller smagfulde. Iøvrigt vilde jeg ønske, at Forspillet ikke var blevet saa overmaade kort, men at flere af de projecterede Ideer vare blevne udførte og mere gjennemførte, og navnlig at Valkyriens Tale paa en mere energisk Maade havde grebet Øieblikkets Stemninger og Interesser. Dog, herom kan man nære forskjellig Mening; men paa min første Indvending maa jeg holde. Jeg har den Ære at undertegne mig

Deres Excellences underdanige

J.L. Heiberg

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost