Dato: 18. december 1833
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

76. Fra E. Collin.

Kjøbenhavn. d. 18de Decbr. 1833.

Kjære Ven!

Nu vil jeg da begynde paa et Brev til Dem og derved oprette min For­seelse; thi det er rigtignok længe siden, De har faaet nogen Efterretning directe fra mig. Gud veed, om jeg kan fuldføre dette, til Posten afgaaer;

thi mine Øine ere meget daarlige; jeg kan ikke taale at skrive længe. Vi befinde os, Gud skee Lov, alle godt her hjemme, Gottlieb er, som De veed, givt, og er meget lykkelig; hans Humeur er nu meget bedre. Const. Han­sen har i denne Tid malet mit Portrait, og Roed har malet Jettes; begge Portraiter ligne meget godt. Jeg lever endnu bestandig paa den gamle jevne Maneer, paa Bogkammeret, paa Contoiret og derfra til Møsting; Gud skee Lov, at jeg har Jette. – Kort førend jeg havde skrevet mit sidste Brev til Dem, indtraf, – dog uden at jeg vidste det, thi da havde jeg ladet Dem det vide, – det sørgelige Tilfælde, som, besynderligt nok, formodent­lig ingen Anden har underrettet Dem om: Deres Moder er død. – Jeg kan ikke trøste Dem, kjære Ven; den Tanke, at De bestandig har været en god Søn, der i den nye Sphære, De kom, ikke forglemte sin gamle fattige Mo­der, maa være meget trøstende for Dem. Er der Intet af hendes Efterladen­skab – som formodentlig tilfalder Hospitalet – der kunde have Affec­tionsværdie for Dem, noget der fra Deres Barndom kunde have Interesse for Dem; jeg skal da søge at skaffe Dem det...

Nu noget om Agnete. Det er dog det, De meest længes efter at høre noget om. Reitzel, som jeg naturligviis talte til, tilbad jeg den for 150 Rbd.; dette afslog han paa saadan en Maade, at jeg for Deres og Deres fremtidige Ar­beiders Skyld, ikke kunde være bekjendt at tilbyde ham den for ringere; jeg tvivler endog om, at han havde modtaget den for 100 Rbd. Jeg greb da strax til at aabne Subscription; hvorledes denne vil falde ud, har jeg endnu ikke rigtig nogen Idee om. Derom skal De i sin Tid nærmere faae Underretning. Agnete er bleven smukt udstyret, den udkommer paa Mandag; den er, efter hvad De har skrevet til mig, dediceret til Møsting.

Uagtet sit smukke Udstyr har jeg faaet den udgivet paa enorm billige Vil­kaar, hvilket De, naar jeg i sin Tid aflægger Regnskab derover, vil tilstaae. Jeg har imidlertid ikke Haab om, at der ved denne Subscription vil tilfalde Dem nogen ordentlig Fordeel. De veed ikke Andersen, saaledes som jeg og de Andre, der mene Dem det godt, og holde oprigtigt af Dem, hvorledes Folk – ja næsten alle – det er forskrækkeligt, med hvor faa Undtagelser – hvorledes Folk yttre sig: »Har han nu igjen smurt noget sammen«, – »jeg er forlænge siden kjed af ham« – »det er altid det samme han skriver«, kort sagt: det er utroligt, hvor faa Venner Deres Muse nu har. Hvad er Grun­den dertil: De skriver formeget! Naar det ene Arbeide er under Tryk­ken, er De halvt færdig med Manuscriptet til det andet; ved denne ra­sende, denne beklagelige Productivitet nedsætter De Deres Arbeider i den Grad, at ingen Boghandler tilsidst vil have dem for intet. Tænker De nu ikke – efter Deres Brev til Fader – igjen paa at skrive en Reise; hvem troer De vil kjøbe en Bog i flere Bind, som handler om Deres Reise, en Reise, som Tusende have gjort; og to Tusende Øine have vel ikke forbigaaet saa Meget, at De kan fortælle to Bind Nyt og Interessant. – Det er dog i Grun­den en umaadelig Egoisme af Dem at tiltroe Folk denne Interesse for Dem; Skylden maa være Deres egen, thi Publikum, idetmindste Recensenterne, have sandelig ikke givet Dem Anledning dertil. – Dersom jeg kjender Dem ret, Andersen, saa vil De ganske rolig og med megen Selvtilfredshed, svare mig: »Ja! men naar Folk nu faae min Agnete at læse, saa vil De nok forandre Deres Tanker, saa vil De see, hvorledes min Reise har virket til det bedre, gjort mig modnere o.s.v.«. Dette er omtrent Indholdet af Deres sidste Breve. Men De tager Feil, Andersen, De tager sørgeligt Feil. – Agnete er saa aldeles den gamle Andersens, saavel i de smukke barnlige Steder, som vi kjende fra hans tidligere Arbeider, som i de til Fortvivlelse vanskabte ja formløse Steder, som vi ogsaa kjende fra hans tidligere Ar­beider, jeg har under Correcturen tidt være[t] grædefærdig over de mange Bekjendter jeg traf i Agnete, og som jeg ikke ønskede at træffe; som oftest qvaltes min Graad af Ærgrelse. – Naar De har læst dette, siger De, at jeg er urimelig o.s.v. Jeg vil derfor meddele Dem Følgende. En Mand, som har megen Interesse for Dem, og som De har megen Agtelse for, hvis Dom De stoler meget paa, betroede jeg mine Sorger med Hensyn til Cor­recturen, anmodede jeg om tilligemed mig at gjennemsee Manuscriptet, for at Agnete dog kunde vise sig nogenlunde anstændigt for Folk. Jeg le­verte ham Manuscriptet til foreløbig Gjennemlæsning, og erholdt følgende Svar fra ham: »Jeg havde havt i Sinde at tilbringe denne Aften med Ander­sens Agnete, men kan ikke døie det! det piner mig at læse et saa maadeligt Product af ham og jeg beder Dem om Pardon, thi det er mig ikke muligt ved Gjennemlæsningen at tænke paa at rette Smaafeil, hvor det, jeg endnu har læst, kun yderst sjeldent frembyder et enkelt Lyspunct. Er Talen om at gavne vor fraværende Ven, saa er der Intet andet at gjøre, end at holde det Hele tilbage; det vil efter min Mening være et sandt Venskabsstykke imod ham! Ulykken er, at Øehlenschläger engang har sendt Mestervær­ker hjem fra Paris; derfor er formodentlig dette over Hals og Hoved smurt sammen. Jeg sender Dem Manuscriptet tilbage og vasker mine Hænder; gjør De ligesaa! Det vilde maaskee angre os engang i Tiden at have staaet Fadder til det Barn.« – Deraf vil De for det Første see, at det Foranførte ikke er min Mening alene; De vil desværre tidsnok faae at see, at det er ; næsten Alles. – For Guds Skyld, for Deres Digteræres Skyld, lad være at skrive i nogen Tid, idetmindste i et halvt Aar; tilbring den ene Halvdeel af Deres Reise med at studere og more Dem, og den anden Halvdeel med det Samme. Dermed mener jeg ikke, at De skal studere Historie efter Millots Verdenshistorie, som De skriver, at De gjør. – De svarer mig, at De maa skrive, for at leve, for at faae Penge. Velan, det indrømmer jeg, hvor tungt det end er; men er der nogen Tid, at De kan undvære at skrive, da er det dog vistnok i de to, rimeligviis eneste, Aar, at De har en Under­støttelse af 600 Rbd.; skjøndt jeg vel indseer, at De kun med Nød kan komme ud af det med disse. – Hermed nok om denne Ting; vi gaae over til noget Andet. At De i Aaret 1834 ikke kan vente nogen yderligere Under­ støttelse af Fonden, har jeg for længe siden sagt Dem; De maa altsaa være belavet derpaa. Er der noget for Dem at gjøre, da skal det blive gjort. Om det Lassenske Legat har jeg Intet hørt siden; jeg tvivler stærkt, men skal tale med Biskoppen.

Af Deres Brev seer jeg, at en velmeent Yttring af Thiele om Deres Ydre har opbragt Dem imod ham. Det er haardt. Det er saa rimeligt, at Th. som kjender og holder af Deres Indre vil forebygge, at nogen skulde stødes ved det Uvæsentlige: det Ydre. Havde jeg været i Deres Sted, da vilde jeg have glemt at tage Notice deraf, af Ærgrelse over, at den Brevet var til, kunde glemme den Agtelse han skylder et Brevs Hemmelighed; det er i Grunden en meget gemeen Streg, eller snarere dum.

Hermed ende Ubehagelighederne. I næste Brev, De faaer fra mig, skal jeg beflitte mig paa en venligere og roligere Tone, thi i dette har jeg været lidt arrig; derfor vil jeg ikke meddele Dem noget vidtløftigt om en Recension over Deres samlede Digte, som for nylig har staaet i Maanedsskrivtet hvor De i Sammenligning med Hertz, (Hansen, Holst) Chr.Win­ther og Kjærlighed ved Hoffet bliver noget nedrigt behandlet. Den er vel af Molbech; den er, foruden som sædvanlig arrig, tillige vittig paa hans Maneer. Men, i Sandhed, De taber ikke ved at criticeres paa den Maade.

De seer vel flittigt til mit Bibliothek – jeg kalder det mit, det er dog paa en Maade mit Barn; er det dette, da er det paa Ære ogsaa min Førstefødte. Jeg skal ikke glemme det, jeg vil bestandig see at vedligeholde det ved at sende det Bedste, som Danmark i litterair Henseende producerer. Dersom der med nogle Penge, f. Ex. 100 Rd. kunde gjøres noget til Nytte for det, ved Anskaffelse af gode Skabe, til Indbinding, til Hjelp til Locale. o.s.v., da kunde jeg maaskee nok bringe dem tilveie; tal med de Andre derom; jeg faaer vel saa engang Underretning derom; jeg havde nok ønsket at høre noget mere om Indretningen deraf, end jeg hidtil har gjort.

Nu lev vel, Andersen, det varer maaskee ikke længe, inden jeg igjen skriver Dem til, men lad mig endelig bestandig vide, hvor De er. Hils Fritz Petzholdt og siig, at han dog gjerne kunde lade høre fra sig. Maaskee jeg engang skriver et Brev til ham. Hils Hertz! Naar Reise-Stipendii Resolutionen kommer, skal jeg lade høre fra mig.

Lev vel, kjære Ven.

Deres

E. Collin.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin