Dato: 14. juni 1856
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

284. Til Henriette Collin.

Maxen den 14 Juni 1856.

Kjære Fru Collin!

Deres Broder traf jeg livlig og ret fornøiet, daglig besøgte jeg ham de tre Dage jeg blev i Dresden; een Morgen traf jeg Geheimeraad Carus der, som sagde mig at det vel var noget sildigt at han havde faaet min Ven i Cuur, men at han havde godt Haab! jeg førte den unge Dahl op til Deres Broder og de synes nok godt om hinanden; Dahl veed jeg var ganske ind­taget i ham. Fru Serre bad mig spørge om hun slet Intet kunde udrette til Deres Broders Fornøielse, men han svarede nei dertil.–Jeg kan virkelig forsikkre Dem, at uagtet han da ganske nyelig havde prøvet et af sine Til­fælde, der nok under den begyndte Cuur have været et Par Gange, var han usædvanlig livlig, talte meget og var i Humeur; gik ind paa, lidt længere hen at besøge Theatret, ligesom ogsaa i disse Dage at vove sig ind i en Deel af Galleriet jeg anviiste ham som kjølig og nær Udgangen.–Gid han maatte have Gavn af dette Besøg hos Carus.–

Jeg er nu her i Maxen, hvor jeg kom i forgaars ledsaget af Fru Serre og den unge Dahl, der dog samme første Dag igjen tog til Dresden. Fru Serre har ikke mindre en[d] sex Hunde der alle styrtede os hvinende imøde; i den store Glæde og Omarmelse der fandt sted, fløi een af Hunde[ne] fat i mig og beed mig!–jeg blev aldeles forfærdet og hele Huset kom i Skræk! det var en rar Indtrædelse. Da der imidlertid ikke kom Blod og kun Tæn­derne vare at see indtrykkede i Huden, men dybt, og Hunden er ganske sund, anseer man det for aldeles uden nogen Fare! men De kan da nok vide at jeg har endnu nogen Angest og venter paa at blive »hundegal«!–

I Leipzig brak jeg een af mine Fortænder, der længe har truet med Afreise og sammesteds da jeg modtog min Kuffert paa Banegaarden, havde jeg den Overraskelse at see den aaben, Laasen var aldeles knækket af!–See det er mine Lidelser; Behagelighederne ere just ikke saa faae!–Overalt er jeg saa hjertelig og glad blevet modtaget. Mellem Haarburg og Lehrte læste en ung Dame høit af »en mageløs Bog«: »Bilderbuch ohne Bilder!« man var da henrykt og da saa Forfatteren blev kjendt!–Ja, det maa være deiligt at være en berømt Digter! Mellem Magdeburg og Leipzig var to høi fornemme Fruer fra Hameln i Vognen; de spurgte mig om jeg var Svensk, jeg svarede »Dansk«. »Lever Andersen ikke endnu!« sagde den ene, »han har saalænge ikke skrevet Noget!« jeg forsikkrede at han levede og kastede nu Pilgrimskappen og stod som Bournonville i gamle Dage, i »Festen i Albano«. Nu fik jeg Hyldethee og Indbydelse til deres Gods og da kort efter en Veninde traadte ind i Vognen, raabte den ene: »tænk dig, her er i med os den danske Digter, Thorwaldsen!«–I Dresden var jeg paa Hønse­-Udstilling; det var Noget for Jonas. Høns af alle Arter vare i Aflukker Side om Side, der var en Skrigen, Galen, Kykkelikyen, saa jeg dirrede. Den kongelige Familie kom tilfældigt! jeg har kun en eneste Gang før været sammen med Kongen og Dronningen, men de kjendte mig strax og Kongen gik lige hen til mig, han talte naadigt og venligt, Dronningen ligesaa, nu kom Prindsesse Sidoni, Hertuginden af Toskana, en Mængde høie Personer vare der og De369 kan tro Folk saae paa mig, de tænkte vist jeg var en fremmet Prinds! da jeg gik toge alle Laqveier Hatten dybt af. Og saa tør en Hund bide mig og det bagfra! En tydsk Novelle: Christian Wohlgemuth har jeg i Dag læst, den er ganske og aldeles som sprunget ud af mit Levnet; det er Sønnen af en fattig Skomager der bliver Digter og skriver Eventyr.–»En Digters Bazar« og »Andersens Eventyr« ere hans to kjæreste Bøger, og det »den grimme Ælling« der ligesom er Skyld i at hans »innere Beruf«– bliver ham klar; imidlertid var der en Deel i, som rørte mig; jeg skal dog Købe Bogen. I Dag vente vi stort Selskab her. Ministeren Falkenstein med Familie, flere Digtere, blandt disse Gutzkow som slaaer sig en Uges­tid til Ro. Nu er vel Deres Mand og Louise komne hjem! hils dem begge to, ligesom ogsaa min kjære Ven Jonas! Vil De ikke nok lade Fru Ingeborg læse dette Epistel saa kan jeg dog ogsaa her nikke til hende. Min Hilsen bringer De Alle i Amaliegaden, ligesom ogsaa Linds og Gottliebs. Et lille Brev til Mathilde Ørsted ligger her ved, vil De ikke nok afsende det. Glæd mig snart med nogle Ord: »Dresden poste restante«!

Deres trofast hengivne

H. C. Andersen.

[I Margen: ] Lad mig endelig vide om jeg ved næste Trækning i Classelotteriet har vundet!

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost