DK | EN
Tidstavlen år for år
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Tidstavlen år for år

Hop forbi menu og nyheder

Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1822

Ungdoms - Forsøg
1822: Til latinskolen i Slagelse

1822: Ungdoms - Forsøg


Marts

HCA indleverer en "fædrelandsk tragedie" kaldet Røverne i Vissenberg til teatret. Forkastet 16. juni med anmærkning om manglende kundskaber "lige indtil Kundskab i Modersmaalet", men med indrømmelse af "umiskjendelige Digter-Anlæg". Fik en scene herfra trykt i Liunges tidsskrift Harpen 9. august. Første gang, HCA fik sit navn trykt som forfatter.
Men HCA skrev, allerede inden han kendte teatrets dom om Røverne i Vissenberg, en tragedie i 5. akter, Alfsol (med emne fra 1700-tals forfatteren og historikeren P.F. Suhms Nordiske Noveller ). Provst C. Gutfeldt ved Holmens Kirke - endnu én af de indflydelsesrige mænd, HCA havde opsøgt og fået gjort interesseret i sit ve og vel - opfordrede HCA til at indsende Alfsol til teatret.

April - oktober

Flytter HCA med mad. Henckel til Dybensgade 167 (senere nr. 20). Igen her fik han et værelse uden vinduer,

" - men frit Ophold i Familiens Dagligstue mellem de mange (tre) Børn". (Levnedsbogen)

Juni: (foromtale i avisen Dagen d. 12)

Udgiver HCA - via en skuespiller, der sætter ham i forbindelse med en typograf i et københavnsk trykkeri - sin første bog Ungdoms-Forsøg under pseudonymet Villiam Christian Walter (efter Shakespeare, ham selv og Walter Scott). Bogen indeholder en selvbiografisk prolog, Alfsol samt et Walter Scott-plagiat "Gjenfærdet ved Palnatokes grav" (en fortælling om "den gale Stine" med inspiration fra Scotts The Heart of the Midlothian). Bogen solgtes ikke. Trykkeriet afhændede oplaget til en boghandler, der forsøgte at sælge den med et nyt titelblad 1827, men uden held. Størstedelen af oplaget makuleredes da. Bogen eksisterer i dag kun i ganske få eksemplarer.
I denne tid første kontakt med Shakespeare-oversætteren, kaptajn (senere kontreadmiral) P.F. Wulff.

1822: 1822: Til latinskolen i Slagelse


9. august

Trykkes en scene af "Røverne i Vissenberg i Fyen. Et dramatisk digt" i det æstetiske tidsskrift Harpen, udgivet af A. P. Liunge.

3. september

Forkastes Alfsol som uegnet for skuepladsen. Men i afslaget anbefaledes det, at HCA burde sendes til en latinskole for at få elementær uddannelse. Denne anbefaling gentages på et møde i direktionen d. 6. september.

13. september

Indkaldes HCA til direktionens møde, hvor han får forelagt tilbudet. Modtager det med taknemmelighed. Det overlades til Jonas Collin at tage vare på sagen. Pengene bevilges fra fonden ad usus publicos, der sorterer direkte under kongen og hvis sekretær er Jonas Collin. I sin ansøgning til fonden skriver Collin, at formålet med HCAs uddannelse skal være, at han skal "vorde en nyttig Borger". Dette gentages i fondsdirektionens indstilling ved direktørerne, statsminister Schimmelmann og finansminister Møsting:

"Da bemeldte Andersen, der er aldeles blottet for Formue, og levede kun af privat Godgjørenhed, som hans godmodige Characteer forskaffede ham, vilde blive ulykkelig og tabt for det borgelige Selskab, hvis han saaledes vedblev at hendøse sin Tid (med forgæves at ville forsøge sig ved teatret), og der tvertimod var grundet Haab om, at han, videnskabeligen dannet, kunde vorde en nyttig borger, forestillede Directionen (for teatret) ham den litteraire Afvei, hvorpaa han var kommen, og lovede ham, at den allerunderdanigst vilde anbefale ham til at erholde allernaadigst Understøttelse for at kunne studere, hvis han udelukkende vilde anvende sin Tid og Flid paa de nødvendige Skolevidenskaber".

Der søgtes om 400 rbdlr "sedler" til hans årlige ophold og undervisning i tre år, men bevilligen blev på 350 rbdlr. i tre år. Ved reskript af 19. august 1826 forlængedes understøttelsen med 2 år efter ansøgning fra Jonas Collin, og 15. november 1828 med endnu et år.
Det bestemmes, at HCA skal sendes til den velrenommerede latinskole i Slagelse (hvor tidligere digterne Jens Baggesen og B.S. Ingemann havde gået - om Ingemanns indtryk af skolen, se dennes posthumt udgivne erindringer Levnedsbog 1862). Filologen Simon Meisling var kort forinden udnævnt til rektor her. Han regnedes for en pædagogisk kapacitet.
Inden afrejsen besøger HCA Jonas Collin privat. Collin skulle være hans formynder, og HCA aflægger løfte om at skrive regelmæssigt til ham.

26. oktober

Ankommer HCA til Slagelse. Bliver i skolen anbragt i 2. klasse mellem 11-12 årige drenge, da han manglede kundskaber i de fleste fag. Indlogeres hos herredsfogedenken mad. Henneberg.

Samme år

Samme år er Ingemann - netop gift med Lucie Mandix - blevet ansat som lektor ved Sorø Akademi, der nu genopbygges og åbnes på ny og i de kommende tiår bliver et tyngdepunkt i dansk kulturliv som hjemsted for en videreførelse af romantikken (kritikeren Peder Hjort, digterne Ingemann og Hauch, senere også komponisten Peter Heise).
Selv om skolegangen hos Meisling udvikler sig katastrofalt for HCA, har den nære kontakt til Sorø og Ingemann været af uvurderlig betydning for HCA i hans Slagelse-år.

I juleferien

I juleferien med Meisling til København, hvor han besøger Collin privat.

Søg i tidstavlen    ?