DK | EN
Tidstavlen år for år
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Tidstavlen år for år

Hop forbi menu og nyheder

Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1860

Arbejderforeningen af 1860
Rejse til Tyskland og Schweiz
Jules Jürgensen fils
Galde og lede i mit hjerte

1860: Arbejderforeningen af 1860


4. januar

Tilbage til København.

14. januar

Indbudt til taffel hos Fr. VII, hvor han bliver til kl. 11 og læser højt.

16. januar

Læser højt igen i Arbejderforeningen [antagelig den nye af 1860]; "de stormede paa udenfor men jeg havde en ubegribelig Ro og læste godt og med stort Bifald", skriver HCA i almanakken. I et brev af 21. jan. til fru Scavenius på Basnæs (utrykt) skriver HCA: "

I Mandags læste jeg i Arbeider-Foreningen, som deres Naade vel har læst om i Berlings Tidende; det er vist af uberegnelig Gavn at flere af Professores og unge Politeknikere ere traadte sammen saaledes at der 3 Gange om Ugen holdes Foredrag i alle Fag for Arbeidsklassen, man vilde nu ogsaa forsøge med at give disse Mennesker lidt Poesi og den slog an i den mærkeligste Grad; der var aldeles opfyldt, vist 700 Mennesker og mange Flere stode ude paa Gaden og rigtignok larmede stærkt fordi de ikke kunde komme ind, de forlangte Vinduerne lukkede op for at høre mig. De forstod ypperligt hvad jeg læste og der var tilsidst en Ro, en Opmærksomhed, saa at man kunde høre en Knappenaal falde til Jorden; jeg haaber og troer at have udrettet noget Godt ved denne Oplæsning af et Par Eventyr. Nu er Alt, Gud skee Lov, roligt igjen herinde og det har heller ikke været saa slemt, troer jeg, som der snakkes om, jeg var nu ikke ude seent paa Aftenen og fornam saaledes slet Intet".

24. januar

Påbegyndes offentliggørelsen i Berlingske Tidende af "Et Besøg hos Charles Dickens i Sommeren 1857" (fortsættes d. 25., 26., 27., 28. og 31. januar samt d. 1. og 2. februar).

8. februar

Læser igen i Arbejderforeningen. Ifølge utrykt brev til fru Scavenius på Basnæs læste HCA "for ret overfyldt Huus og et meget taknemligt Publicum, jeg læste: "Pigen som traadte paa Brødet"; "den grimme Ælling" og "Hun duede ikke"; den sidste rørte til Taarer".

9. februar

Er blandt indbyderne til et festbal i Casino denne dags aften, hvor overskuddet skulle gå til Børnehospitalet.

18. februar

Får sit testamente underskrevet af Notarius publicus og giver det til Edvard Collin.

17. marts

Læser igen op i Arbejderforeningen.

18. marts

Offentliggøres digtet "Jylland" med noder (musikken af Peter Heise) i Illustreret Tidende.

30. marts

Læser op i Studenterforeningen.

2. april

HCA er med i komiteen vedr. et monument for H.C. Ørsted, og han lægger vægt på, at sagen er sat i sving på hans egen fødselsdag.
Samme dato tidligste almanakregistrering af forbindelse med familien Melchior (bekendtskabet går dog tilbage til midt i eller slutningen af 1850erne).

12. april

Får besøg af den tyske digter Klaus Groth fra Kiel.

10. maj

Får skriftlig bekræftelse på, at tillægget til hans årlige apanage er gået igennem.

1860: Rejse til Tyskland og Schweiz


21. maj

Prins Frederik (den senere Fr. VIII) opsøger HCA efter kl. 9 om aftenen for at sige ham farvel, inden hans rejse til udlandet.

26. maj

Rejser først til Sorø, hvor han d. 28. er med til at fejre Ingemanns fødselsdag og bliver til d. 30.

30. maj

Over Korsør til Flensborg og videre til Rendsborg, hvor han er fra d. 1.-8. juni. Her holdes der fest for ham hos officererne, han læser højt for soldaterne og får serenade om morgenen på afrejsedagen samt hurra fra soldaterne ved afrejsen. Om begivenheden skriver HCA i utrykt brev af 27. juni til fru Scavenius på Basnæs:

"Jeg boede i Rendsborg hos Etatsraad Thieles Svigersøn Capitain Lønborg, en Aften her blev jeg anmodet om, ligesom jeg i Vinter havde læst for Arbeider-Foreningen i Kjøbenhavn, ogsaa at læse for vore "Jens'er" i Rendsborg; det vilde jeg med Glæde. "Tonhalle", der er større en Casinos mindre Sal blev ihast smykket med Danebrog; Officerer og deres Fruer, Underofficerer og deres Koner og mange Soldater, vist tilsammen 1500 Mennesker modtoge mig med Blomster og Hurra! jeg blev uendelig bevæget, læste imidlertid ganske godt; der blev spillet Fædrenelandssange og da jeg næste Morgen vilde reise, bragte Garnisonens Musikcorps mig Musik foran Huset hvor jeg boede; Banegaarden var pyntet med danske Flag, Venner fulgte mig derud, Soldaterne sang og bragte mig Hurra, jeg var overvældet der ved, saa jeg, som De nok forstaaer, brast i Graad, da jeg endelig foer afsted".

8. juni

Over Altona til Haarburg. Videre over Hildesheim til Göttingen og derfra til Eisenach, Meiningen, Bamberg, Nürnberg, Regensburg (udflugt herfra d. 18. til kong Ludwigs marmortempel Walhalla).
Er i Regensburg sammen med maleren Wilhelm von Kaulbach, der er på besøg her. I et selskab, hvor Kaulbach er til stede, læser HCA "Noget" og "Hjertesorg" højt, og Kaulbach udbryder:

"Hvad er De dog for en Digter, altid ny og altid større, og hvilket Foredrag! han bad mig læse 'Englen', som han havde malet og som snart kom ud i Tryk, jeg skulde da faae et Exemplar"
(dagbogen d. 16. juni).

19. juni

Ankomst til München, hvor han anskaffer sig eksemplarer af sin nyeste tyske udgivelse, Aus Herz und Welt. Er i audiens hos dronningen af Bayern. Omgås bl.a. Kaulbach.

30. juni - 3. juli

Udflugt til Oberammergau til passionsspillene.

"Det hele Skuespil var som en Kirkegang, hvor Prædiken ikke blot hørtes, men blev seet levendegjort. Enhver gik vistnok opbygget herfra, opfyldt af den Kjærligheds Sjæl, der gav sig selv hen for ufødte Slægter"
(fortsættelsen af Mit Livs Eventyr).

I Oberammergau støder skuespilleren Lauritz Eckardt og balletdanseren Harald Scharff (begge ved Det kgl. Teater) til. HCA er også sammen med dem i München.

3. - 11. juli

Igen i München. Er her til operaen Tannhäuser ("den storartede Musik fyldte mig", dagbogen d. 8.).

11. juli

Videre til Schweiz (over Lindau og Richterschwyl til Brunnen).

1860: Jules Jürgensen fils


14. - 28. juli

I Brunnen.

28. juli

Fra Brunnen over Luzern og Biel til Le Locle, hvor han bliver til 13. august og bor hos urfabrikanten Jules Jürgensen (søn af den danske urmager Urban Jürgensen). Jules Jürgensen bor på denne tid endnu i det hus, hvor hans morbror, J. Fr. Houriet og dennes familie boede, og hvor HCA havde været gæst første gang i 1833.
Jürgensens ældste søn, Jules, urmager ligesom faderen, oversætter nogle af HCAs eventyr til fransk, og under opholdet assisterer HCA med oversættelsen:

"De enkelte franske Oversættelser, der dengang fandtes af mine Skrifter, ansaaes ikke for at være gode, og min unge Ven vilde derfor forsøge at gjøre det bedre.
Under min Medvirken blev ogsaa, medens jeg opholdt mig i Locle, en fransk Oversættelse begyndt. Jeg lærte og saae til min Forundring, hvor rigt paa Udtryk for Følelser og Stemninger det danske Sprog er fremfor det franske; dette sidste har ofte kun et enkelt Ord, hvor vi have et heelt Udvalg. Det franske Sprog vil jeg kalde plastisk, det ligesom nærmer sig til Billedhuggerkunsten, hvor Alt er bestemt, klart og afrundet, men vort Modersmaal har en Farverigdom, en Afvexling i Udtryk, der betegne de forskjellige Stemninger. Jeg var glad ved mit Modersmaals Rigdom; hvor er det blødt og klangfuldt, naar det tales, som det skal tales!"
(fortsættelsen af Mit Livs Eventyr).

13. august

Med diligence til Yverdon og derfra videre med tog fra Neufchatel til Lausanne og med vogn herfra til Ouchy. Videre d. 17. med dampskib til Vevay og Montreux (ankomst d. 18.), indkvarteres lidt neden for Montreux i Vernex. Udflugter til fods i omegnen. Tilbage til Lausanne d. 25 og videre til Geneve d. 26.

25. august

Johan Ludvig Heiberg dør.

26. august - 15. september

I Genève. Er i denne tid skiftevis oppe og langt nede, plages undertiden af angst, selvmordstanker. Frygter at blive sindssyg. Stemningen letter dog, så den sidste uge af opholdet i Genève bliver god ("Jeg har det jo i grunden utrolig godt, kun jeg selv forstyrrer Nydelsen", dagbogen d. 7.). Modtager under opholdet her de første tekster oversat af Jules Jürgensen fils og omgås Henri Blanvallet, der vil oversætte Kun en Spillemand og De to Baronesser til fransk.

28. august

Møder M.A. Goldschmidt, der kommer fra London og er undervejs til Firenze.

1. september

Stifter bekendtskab med ungarsk litteratur gennem møde med K.M. Kertbeny, oversætter af Sandor Petöfi. Føler sig usikker på Kertbeny og får senere sin mistro til ham bekræftet.

5. september

Fejres af mennesker, der i Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung har læst, at det er årsdagen for hans ankomst til København. Bemærker dog i almanakken, at det først er d. 6., der er årsdagen.

16. - 21. september

I Basel, hvor han især omgås maleren G. A. Amberger og dennes familie. Opsøges her af Charlotte Kestner d. Y., datteren af den Lotte Kestner, der var model for Werthers Lotte.

22. september

Amberger rejser med HCA til Karlsruhe og er her HCAs gæst. Begge videre d. 24. til Stuttgart, hvor de indlogeres hos en forlagsboghandler Hoffmann.

2. oktober

Over Augsburg til München, hvor han er til d. 9. Er her til audiens og taffel hos kong Max (før taflet er der hos kongen et møde for tyske historikere, hvor HCA møder Leopold v. Ranke fra Berlin; denne læser op af sit nyeste værk om engelsk historie).

1860: Galde og lede i mit hjerte


9. oktober

Over Nürnberg til Leipzig (ankomst d. 11.). Besøger her forlæggerne Wiedemann og Lorck. Hører om den stærke tyske fjendtlighed mod Danmark. Videre til Dresden d. 13.

13. oktober - 4. november

I Dresden. Her ubehageligheder forårsaget af et brev fra Lorck til Kertbeny. HCA kastes igen ud i dyb krise. Omgås i Dresden atter Serres m.fl. af sine gamle bekendte. Hos Clara Schumann, lærer gennem hende også violinisten Joseph Joachim at kende og oplever de to sammen ved koncerter. Møder også den norske digter Andreas Munch og omgås denne en del. Får at vide, at hans eventyr er indført i skolerne i Sachsen. Er d. 3. efter indbydelse hos kong Johann af Sachsen og læser eventyr højt.

24. oktober

Edvard Collin foreslår i et brev af d.d. HCA, at han [EC] kan anbringe 1.000 rdl. af hans penge til 5% (1% over bankrente) "ved Udlaan til en fælleds Bekjendt, som er sikker nok". HCA accepterer. Det viser sig senere, at denne fælles bekendt er Henrik Stampe.

25. oktober

Clara Heinke prøver at få HCA til at komme at besøge hende i Breslau, men det er HCA aldeles ikke stemt for.

5. november

Til Berlin ( kun 1 dags ophold, hvor han besøger komponisten Meyerbeer og med interesse ser Verdis Rigoletto), videre over Hamborg, Neumünster, Rendsborg, Haderslev, med skib til Assens, ankomst til Odense d. 9.

"Byen pyntet op men ikke saa interessant som i gamle Dage, Kirken staaer frit men Beldenaks Gaard borte, Apotheket pynteligt kjedeligt, mange kjedelige nye Kasser ... Ene sad jeg paa Postgaarden, ene i min Barndomsby, medens i Udlandet Venner og Beundrere omgive mig",
(dagbogen d. 9.).

Er bl.a. sammen med Julius Gerson ("En lille Nisse rejste"), der er redaktør af Fyens Stiftstidende. Ser, at hans forældres hus er ombygget med en etage ovenpå, og at alt i det hele taget er forandret. Videre til Nyborg d. 10. med diligence og derfra med dampskibet til Korsør.

10. - 17. november

På Basnæs. Ser sig her i østrigeren E.M. Oettingers bog om hofferne "ondskabsfuldt" fremstillet og ser i avisen, at en litterat W.I. Karup holder et folkeligt foredrag over HCAs liv, hvori han "ondskabsfuldt behandles og beklikkes".

"Jeg har paa denne Reise ligesom kastet mig i Søen og ladet Bølgerne drive mig, de drive mig igjen tilbage paa min egen Strandbred. Hvorfor! at haanes der eller knuse Hovedet mod en Steen. Man skal gaa paa Jorden om den var gloende...Galde og Lede i mit Hjerte",
(dagbogen d. 12.).

17. - 20. november

På Holsteinborg. Bor her i værelser lige op til slotskirken, hvorfra han kan høre salmesangen og enkelte af præstens ord. Noterer i dagbogen d. 20.: "Gud lad det ogsaa klare ind i mit Sind i Christendom og Gud!"

20. november

Til Sorø, hvor han bor hos Ingemanns. Besøger komponisten Peter Heise og møder hos ham billedhuggeren H.V. Bissen. Ingemann læser begyndelsen af sine erindringer for HCA.

23. november

Tilbage i København, hvor han tager ind på hotel d'Angleterre. Indbydes af Ida Koch (f. Wulff, datter af P.F. Wulff og søster til Jette) til fast at spise hos hende om fredagen (tidligere hans faste middagsdag hos Ørsteds). Ser på nye værelser, men får to i hotellets stueetage,

"hvor jeg nu boer, som i en Løgte, jeg har nemlig to Værelser i Stue-Etagen her paa Hjørnet af Kongens Nytorv og Østergade, men her er altfor levende, en Summen og Susen, en Kjøren om Natten, det er ikke til at holde ud i Længden"
(utrykt brev af 10. december til fru Scavenius på Basnæs).

15. december

Læser højt i Studenterforeningen.

18. december

Rejser fra København til Sorø og d. 20. videre til Basnæs:

"Juleaften var jeg paa Basnæs, hvor Juletræet tændtes, ikke blot eet for Husets Gjæster, men ogsaa eet for Godsets fattige Børn; deres Træ stod lige saa rigt og straalende som vort. Fru Scavenius havde selv pyntet det og tændt hvert Lys, og jeg havde klippet og klistret Figurerne, der hang paa Grenene. De dækkede Borde rundtom bare Julegaver, som de fattige Mødre særligt glædede sig til, Hvergarn til Skjørter, Lærred til Særke og mangt et andet nyttigt Stykke. De Fattige bleve godt beværtede og havde en glad Aften; vi havde flere. Sneen fygede, Kanebjælderne klang, de vilde Svaner sang ude fra Stranden. Der var deiligt ude, der var hyggeligt inde; Ungdommen dandsede til den lyse Morgen. Fra Nabogaardene og milevidt borte fra vare Slægtninge og Bekjendte indbudne".

Blandt gæsterne juleaften er også Carl Bernhard, der kommer sammen med familien på Borreby, hvor han opholder sig i julen:

"Hans friske, livlige Skildringer og det naturtro, dansk Charakteristiske giver ham Betydning som Forfatter. Han var dertil elskværdig, hjælpsom og opoffrende; ikke skulde man troe, at han var oppe i de Treds, saa ungdommelig var han af Udseende. Han var mellem de Dandsende, han var mellem de Converserende, og mod mig var han aaben, hjertelig, leende af Verdens Smaalighed, glad ved alt det Velsignede, der ogsaa fandtes"
(fortsættelsen af Mit Livs Eventyr).
Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1851 – 1860 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. IV af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)