DK | EN
Tidstavlen år for år
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Tidstavlen år for år

Hop forbi menu og nyheder

Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1863

Rejsebogen I Spanien

10. oktober

Læser op i Arbejderforeningen.

12. oktober

Er til en begravelse i Vartov kirke, hvor Grundtvig prædiker. HCA synes bedre om hans lange "digteriske" salme end om hans prædiken.

16. oktober

Ser for første gang den nye hovedbanegård (dagbogen: "alt fremmet; jeg syntes ikke jeg var i Hjemmet") og det nye kommunehospital.

21. oktober

Læser for første gang højt i Studenterforeningens nye bygning (for 500 tilhørere).

4. november

Læser igen op i Studenterforeningen.

1863: Rejsebogen I Spanien


6. november

Læser op ved et blandet litterært-musikalsk arrangement i Studenterforeningen. Melder sig siden (19. november) ind i Studenterforeningen og går dagligt derop for at udfylde sin kedsomhed med at læse aviser, undertiden også for at spise i restaurationen dér.

9. november

Udkommer I Spanien.

12. november

Møder ved en middag hos Collins Mathilde Fibiger alias Clara Raphaël ("hun seer saa lidende, saa forsulten ud", dagbogen).

15. november

Fr. VII dør. HCA er meget bedrøvet og forstemt: "Jeg følte mig syg, aandeligt og legemligt betaget [dvs. medtaget]" (fortsættelsen af Mit Livs Eventyr).

December

Under forberedelserne til Fr. VIIs begravelse på ny optræk til krig med Tyskland. HCA meget nedtrykt:

"det seer uendeligt mørkt ud. Det er som mod Danmarks sidste Tider, jeg har kun Tanke om Krig eller Oprør, mit Sind er nedkuet; tomme politiske Taler hører man. Jeg seer min smule Sammensparede, veiret hen, seer mig som Tigger paa min gamle Alder [...] Med Danmark er det forbi, og med min Lykkes Levetid - nu kommer Dødens Nat"
(dagbogen d.12.).

Officielt - som man finder det i fortsættelsen af Mit Livs Eventyr - udtrykker HCA det sådan:

"Endnu troede jeg paa Frelse fra Gud, men tidt slog Angst og Smerte ned i mit Hjerte; aldrig har jeg inderligere følt, hvor fast jeg var groet til mit Fædreland. Ikke glemte jeg hvormegen Kjærlighed, Anerkjendelse og Venskab jeg havde modtaget i Tydskland, hvor kjære mine mange Venner og Veninder vare mig, men nu var et draget Sværd lagt imellem os. Jeg glemmer ikke Velgjerninger og Venner, men mit Fædreland er mig som min Moder; hun er og bliver den Første.
Hvor laae dog Alt tungt paa mit Hjerte! jeg leed og troede ikke, at jeg kunde bære det. Aldrig har Julen stillet sig saa mørk og tung som i dette Aar".

December

"Digte af H.C. Andersen", Spaniens-digte trykt i Nye Digte af danske Digtere udgivet af Chr. Winther. Digtene chokerer hans bekendte ved deres sanselighed.

23. december

Til Basnæs, hvor Carl Bernhard indfinder sig nytårsaften. Stærkt mismod på egne og Danmarks vegne ved indgangen til det nye år.
Om dette siger han i fortsættelsen af Mit Livs Eventyr:

"Ved Aarets Skifte, i Nytaarsnat stod jeg angstfyldt for, hvad det nye Aar vilde bringe. Gud var den Stormagt, jeg stolede paa; han vilde ikke slippe Danmark".
Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1861 – 1863 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. V af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)