DK | EN
Tidstavlen år for år
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Tidstavlen år for år

Hop forbi menu og nyheder

Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1865

P.L. Møllers død

7. oktober

Afrejse fra Stockholm. Har dagen forinden selv været oppe på slottet at tage afsked med kongen, og på selve afrejsedagen sender dronningen sin kammerherre hen til HCA, for at han skal skrive sit navn i en bog til hende. Via Hallsberg, Jönköping (8.-10.), Lund (10.-12., hyldes her af studenterne d. 11.) og Malmø tilbage til København.

13. oktober

Ankomst til København. Tager ind på d'Angleterre, hvor han får et værelse i baghuset ud til en have.

15. oktober

Får to "smaa nette Værelser" (dagbogen dags dato) i hotellet på 2. sal ud til Kongens Nytorv, da han ikke kan holde stilheden i baghuset ud. Af samme grund afslår han senere et tilbud fra familien Henriques om værelser hos dem, da det viser sig, at det er værelser i baghuset. Han vil have daglig udsigt til det pulserende liv.

1865: P.L. Møllers død


Oktober

Bekendtskabet med den 28-årige journalist, forfatter og levemand Robert Watt bliver til egentligt venskab.

Ultimo oktober

Stærkt svingende sindsstemninger behersker HCA i denne tid.

"I Dag har jeg ret følt mig ind i Guds uendelige alfor store Godhed, Naade og Kjærlighed mod mig. Det er vist det sidste Leve-Aar jeg har; ind i det næste slukkes jeg",

skriver han i dagbogen d. 30. Og da han dagen efter vågner med hovedpine og hold over lænderne, noterer han:

"jeg burde i min Alder holde Diæt og jeg stormer hen i Mad og Drikke, mine Øine blive svage, mit ene Been træt".

5. - 6. november

Gæst hos kongefamilien på Fredensborg. Det er første gang, han ser slottet indefra.

"Guds Villie synes [at være] at ogsaa dette Kongehuus vil vise mig deres Gunst; det er hjertelige Mennesker"
(dagbogen d. 5.).

Besøger ved samme lejlighed Bournonvilles.

7. november

Præparerer Reitzel til at lade Frølich illustrere sine eventyr.

15. november

Læser op i Studenterforeningen.

17. november

Udkommer Nye Eventyr og Historier. Anden Række. Tredie Samling ("Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen", "Veirmøllen", "Sølvskillingen", "Bispen paa Børglum og hans Frænde", "I Børnestuen", "Guldskat", "Stormen flytter Skilt"). Trykkes i 5.000 eks., heraf er medio januar solgt 4.500 eks. Honoraret må anslås til o. 1.000 rdl.

20. november

Kontakt med den unge komponist Asger Hammerich, der er en stor beundrer af HCA.

22. november

Meddirektør i Casino, skuespilleren Christian Schmidt hænger sig efter at have mistet sin formue på 12.000 rdl. HCA går i de følgende dage ind i at organisere en indsamling til fordel for hans enke og børn.

24. november

Læser op i Arbejderforeningen for o. 500 damer.

25. november

A.N. de Saint-Aubin (forfatteren Carl Bernhard) dør.
Samme dag er HCA til sølvbryllupsfest for Louise (Collin) og W. Lind. Adolph Drewsen spøger i sin tale med, at HCA ikke var til stede ved brylluppet,

"at jeg som skudt ud af en Kanon, var afsted. Kjærlighed, ulykkelig Kjærlighed maatte man tænke paa; jeg tog det humoristisk [...] nu hjemme takker jeg Gud at jeg ikke blev Louises Mand, en ganske anden Digter Virksomhed Gud veed hvilken var da givet mig"
(dagbogen dags dato).

9. december

Afrejse til Sorø ("Det er meget besværligt at tale med den kjære Fru Ingemann", dagbogen dags dato). Afhentes næste dag af vogn fra Holsteinborg.

14. december

Modtager brev fra Edvard Collin med opgørelse af sin formue til 12.080 rdl., hvoraf de årlige renter udgør 450 rdl.

Medio december

Kritikeren P.L. Møller dør i Frankrig. HCA går i gang med at nedtegne til sine erindringer, hvad han husker om ham.

17. december

Fra Holsteinborg til Basnæs, hvor han får sine to sædvanlige stuer. Herfra 29.-31. udflugt med fru Scavenius og de øvrige fra Basnæs til Espe. Nytåret fejres på Basnæs.

Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1864 – 1865 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. VI af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)