Det danske Theater har altid formeget manglet Disciplin


Udsagnet indgår i H.C. Andersens opgør med den modstand og kritik, han mener i særlig grad at have været udsat for som teaterdigter, og findes i Mit Livs Eventyr kap. VIII (H. Topsøe-Jensens udgave 1975, bd. I, s. 215-16), hvor der står at læse:

Det er, siger man, almindeligt i hele Verden, at Theater-Folket er et eget vanskeligt Folkefærd; som oftest, fra første Statist op til første Elsker, sætter hver Enkelt sig i den ene Vægtskaal og lægger hele den øvrige Verden i den anden. Parterrets Væg er denne Verdens Grændse, Blad-Critiken er Fixstjerner i Universet, lyder nu fra hele dette Rum kun Bravo og Beundring, ofte kun født Eftersnakken og tankeløs, nedarvet Beundring, saa er det menneskeligt at svimle ud over sin sande Betydning.

[...] Vort Theater var da et af de første [dvs. bedste] i Europa, men at derfor alle udøvende Kræfter der skulde være Tidsalderens Bærere, gaaer det ikke an at paastaae, men som saadanne optraadte nogle [...] Jeg troer, at det danske Theater altid formeget har manglet Disciplin og den hører til, hvor mange Individer skulle danne et Hele, og netop just et kunstnerisk Hele [kursiveret her af red.]. I det Par Generationer, jeg alt har levet, har jeg gjort den Erfaring, at der altid har været omtrent den samme Pukken paa Directionen fra Publicums Side, især med Valg af Stykker og samme bølgende Stemning mellem Direction og Personale; det ligger vist saaledes i hvad der menneskeligt ikke kan være anderledes.