bellleft.gif (3K)Juleaften - hvordan forløb den i H.C. Andersens barndom? Der har i hvert fald ikke været juletræ, for den skik kom først noget senere til Danmark og selv fra da af varede det nogle årtier ind i det 19. århundrede, før det var blevet almindeligt at have juletræ. Da H.C. Andersen i 1845 skrev vinterhus - billede nytårshistorien om "Den lille Pige med Svovlstikkerne" kunne han lade det store juletræ med lysene indgå som et af den fattige piges drømmebilleder, og året før, 1844, kunne han med lige så stor selvfølgelighed lade sine læsere, små som store, følge grantræets skæbne fra det stod på sin rod ude i skoven, ind i stuen, hvor det pyntes op som juletræ, og frem til, at det kastes på bålet som vissent og dødt.
 

I et alderdomsdigt om barndomshjemmet i Odense - egentlig skrevet til et billede af det lille hus - skriver Andersen, at der var risengrød og gåsesteg på bordet juleaften i barndomshjemmet. I vore øren lyder det utroligt, at man i det ludfattige hjem skulle have haft råd til at spise gåsesteg. Er det en forskønnelse af forholdene? Da Andersen også andetsteds har beskrevet, hvordan der overalt i byen kunne lugte af gåsesteg juleaften, tyder det på, at gåsesteg har været meget mere almindelig - og derfor næppe særlig dyrt - som spise juleaften dengang. Måske hænger det sammen med, at by og land lå så tæt op til hinanden, at man selv hentede gåsen hos bonden lige uden for byen. Den var da ikke en luksusspise som i dag.
Måske.

Da Andersen kom til København, og da han senere blev fast gæst på herregårdene netop også i juletiden, oplevede han, hvordan man holdt jul dér, og han har bl. a. beskrevet det i romanen O.T. (1836). Her kan man læse sig til, at man kun fik og gav ganske få og ofte mest symbolske gaver. De nyttige gaver gav man til børnene og til de fattige ansatte på godset, mens herskabet morede sig med at give hinanden gaver, der mest var til spøg og skæmt, dvs. ting, man kunne lægge en eller anden symbolsk (måske endda satirisk eller blot humoristisk) betydning i, understreget af en medfølgende devise (f.eks. et lille vers, der knaldperleagtigt forklarede hensigten). Andersen har ligefrem skrevet en hel række af sådanne "deviser til jule-presenter" og ladet dem trykke blandt sine digte.

holleyleaf / kristtjornbilledeAf en eventyrfortæller kunne man forvente, at han havde nogle hyggelige julehistorier at byde på. Men som eventyr- og historiefortæller havde H.C. Andersen som bekendt hang til det tragiske, og sådan er hans julerelaterede historier da også. Ikke mindst den, der som den eneste bærer betegnelsen "Et Jule-Eventyr", nemlig "Det gamle Egetræes sidste Drøm" (fra 1858, skrevet på herregården Basnæs ved Skælskør, 1857). Her handler det om egetræets død og dets oplevelse af uhørt livsintensitet i døden, så død og fødsel (julen er jo Fødslens og tilblivelsens fest) bliver ét.

Eller hvordan var det, det hed (1838) om "Lykkens Kalosker"? Det bedste, de bragte, var døden.

bellright.gif (3K) Så er der mere trøst og opmuntring at hente i de få digte af Andersen, der handler om julen, ikke mindst i den sang, som "de fattige børn" synger på gaden i hans ungdomsværk, Aarets tolv Maaneder, tegnede med Blæk og Pen (1832), "Barn Jesus i en Krybbe laae". Et digt, der i sin inderlige, barnlige tone har mindelser om den Brorson, som både Andersen og Kierkegaard dyrkede, og som forresten også Ingemann har taget tonen efter i en række af sine salmer og religiøse sange.

Glædelig jul - med (og såmænd også uden) H.C. Andersens juletekster!

Johan de Mylius.

   Næste »