H.C. Andersen centret

Literair Notice. Gjengangerne i vor Literatur synes nu paa veie til at blive afløste af Kjeldermænd ... Men man har modtaget et Brev til Hr. Licentiaten [Hans Michelsen, pseud.f. Tetens Hald], der er altfor venskabeligt til, at man kunde nægte det Befordring med Kjøbenhavnsposten, og man vil ikke lade denne Leilighed ubenyttet til at anbefale selve Poemet til Publikums Opmærksomhed. Brevet lyder som følger: Venskabelig Skrivelse til Forfatteren af 'Gjenganger-Poem'. Dersom der skulde udkomme et nyt Oplag af Dit Værk, maa jeg, som Ven, bede Dig, for Himlens Skyld, læse i Badens Grammatik §149, den 9de Regel, thi Du har reent glemt denne, og derved begaaet en slem grammatikalsk Feil, hvorfor Andersen vilde have faaet: "dada", og være bleven sat: "i Skammekrogen"; og da Du og den anden Gjenganger nu krabaske ham især for hans Grammatik (noget som det unge Menneske kan have godt af), seer det dog saa grumme slemt ud, at Du selv begaaer en Feil), til hvilken Du neppe kan finde en værre Mage hos ham. Han er istand til, at kunne spørge Dig med Dine egne Ord til ham: "I kan dog vel Latin?". Nu, bliv ikke vred for min venskabelige Skrivelse, jeg mener Dig det ligesaa godt, som Du mener Andersen det. En Ven. Kjøbenhavnsposten 5.3.1831.
Omtalt i: 3519

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Samlet og udgivet af J. C. Richter. 2det Bind. Kjøbenhavn. Trykt hos Fabritius de Tengnagel. 1839.
S. 9: Svinene (en Ode) [bfn19]
s. 24 Skildvagten [bfn 88]
s. 70 Manden fra Paradiis [bfn 81]
s. 95 Hjerte-Tyven bfn 116]
s. 196 Parapluien [ej bfn]
s. 220 Flyttedagen i April [bfn60]

Parapluien

En Paraplui det er et luftigt Væsen,
Som oftest har den otte lange Been;
Den tidt af Silke er, hvo ei er kræsen,
Af Nankin, Cambridgs og kan have én.

Den hører næsten til Fornødenheder.
Den conservere skal vor Pynt og Stads;
Sin Eier mangen Plage den bereder
Jeg har for den havt mangen artig Spas.

Engang jeg gik saa smukt paa Østergade
Med splinter-funkelnye Paraplui;
Jeg havde kjøbt den i den franske Lade
Hos Herr Nabrin, der har saa svært et Rye.

Det regned snart; jeg lod mig dog ej skrække,
Jeg Fjenden bød et vandtæt Silkeskjold;
Men Blæsten var vel haard, den vilde trække
Det lette Væsen bort, den lede Trold!

Da jeg til Hjørnet kom af Hallandsaasen,
Gav Vinden opad et forsvarligt Træk.
Ei hjalp, hvordan jeg dirigerede Kaasen,
Min Regnafleder havde alt en Læk.p>

Den franske Stads jeg altsaa maatte bære
Med brukne Been og Arme til Nabrin:
Den hele Stads var mig en kostbar Lære:
At fine Pynt er stundom og trop fin.

En anden Gang jeg nær fik banket Ryggen
Fordi jeg Hatten stødte af en Mand;
Men raske Been, beskyttede af Lykken,
Hjalp velbeholden mig fra Farens Rand.

Jeg glemt har mange, mange Parapluier,
Snart her, snart der, fik sjeldent dem igjen;
En slem Geschichte er det Vei'r med Byger,
Er Regnen standset, let man glemmer den.

Som oftest saa uheldigt traf det gjerne,
At jeg i Solskin slæbte paa mit Skrog,
Og naar det mig mod Regnen skulde skjærme,
Stod det sædvanligt hjemme i en Krog.

Jeg ogsaa tidt har laant et saadant Meubel
Ud til en eller anden gammel Ven,
Men kan man troe det, skjøndt det ei var Pøbel,
Kom Parapluien sjældent hjem igjen.

Nok sagt om denne store Landeplage,
Min sidste troer jeg blev i Bellevue;
Jeg aldrig mere vil i mine Dage
Bortkaste Penge til en Paraplui!

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/400)

Heri: s. 11: Langelandsk Folkemelodi. Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/467)

Figaro, Et Ugeblad. 18. nov. 1866. Et Hefte "Nye Eventyr og Historier" vil udkomme til Juletid, med bl.a.: "Gjemt er ikke glemt", "Portnerens Søn", "Moster", "Skruptudsen" og "Flyttedagen".

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Smudstitelblad: Nye Eventyr og Historier af H. C. Andersen Anden Række. Fjerde Samling. - Titelblad (ovenfor beskrevet). Paa Bagsiden af Titelbladet: Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. - Tilegnelse til Maleren Carl Bloch. - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 74 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. - (Udkom 11. 12. 1866).
Anm.: Berlingske Tidende 18. 1. 1867, Nr. 15. - Dagbladet 13. 12. 1866, Nr. 291. - Figaro, Nr. 39, 23. 12. 1866. - Folkets Avis 18. 12. 1866, Nr. 294. - Fædrelandet 19. 12. 1866, Nr 295. - Illustreret Tidende s Tillæg 23. 12. 1866.

Indhold.

911. Gjemt er ikke glemt (Saml. Skr. XV, 78). p. 1
912. Portnerens Søn (Saml. Skr. XV, 81). p. 9
Flyttedagen (se Nr. 804). p. 37
Sommergjækken (se Nr. 859). p. 45
913. Moster (Saml. Skr. XV, 108). p. 53
914. Skrubtudsen (Saml. Skr. XV, 114). p. 63

(Bibliografisk kilde: HCAH XVIII-57, 1953/37, 1964/84, 1971/127, 1971/137, 1980/1647, 1987/379, 1988/18, Anm.: A-687, A-708)

Digt offentliggjort i Fiona, Ugeblad for underholdende Læsning, nr. 4, side 30, 27. januar 1867.

Tanker

Ved det mægtige Hav
Mange Tusindes Grav,
Har jeg staaet med Taarer i Øiet!

Mod Guds Himmel den blaa
Med Smaastjerner paa
Saae jeg op, dog helt underligt bøjet!

Skal mit Liv som et Blad,
Der paa Løvtræet sad,
Være glemt, Har da Kjærlighed løjet.

Skal, hvad jeg nys udsang,
Som en Gjenlyd, en Klang
Vejres hen med et smil saa Fornøjet.

Siig mig Stjerne, hvad hist
Jeg skal skue tilsidst!
Skal jeg gjensee de Skjæbner, jeg døjed.

Eller vækkes fra Død
Hver en slumrende Glød.
Skal det løses, hvad sammen er føjet.

H.C. Andersen.

Dette er omtalt i Berlingske Tidende, 24.2.1964.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Han har allerede fuldent flere, og navnlig skulle Illustrationerne til "Sommergjækken" og "Gjemt er ikke glemt" være af stor Virkning. Figaro 28.6.1868.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Syv og Tyvende Bind. Titelblad (ovenfor beskrevet).

Nye Eventyr og Historier / af / H. C. Andersen. / - / Tredie Deel. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1868.

Titelblad. (Paa Bagsiden heraf: Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle).- Indholdsfortegnelse. - Tekst: 208 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. (Udkom 19. 11. 1868). Anm.: Dags-Telegrafen 21. 12. 1868, Nr. 345.

Indhold.

Iisjomfruen (se Nr. 829). p. 1
Sommerfuglen (se Nr. 814). p. 55
Psychen (se Nr. 830). p. 57
Sneglen og Rosenhækken (se Nr. 831). p. 71
Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen (se Nr. 891). p. 74
Veirmøllen (se Nr. 892). p. 88
Sølvskillingen (se Nr. 835). p. 90
Bispen paa Børglum og hans Frænde (se Nr. 815). p. 95
I Børnestuen (se Nr. 893). p. 102
Guldskat (se Nr. 894). p. 107
Stormen flytter Skilt (se Nr. 895). p. 116
Theepotten (se Nr. 875). p. 120
Folkesangens Fugl (se Nr. 886). p. 122
De smaa Grønne (se Nr. 964). p. 126
Nissen og Madamen (se Nr. 965). p. 128
Peiter, Peter og Peer (se Nr. 966). p. 133
Gjemt er ikke glemt (se Nr. 911). p. 138
Portnerens Søn (se Nr. 912). p. 141
Flyttedagen (se Nr. 804). p. 162
Sommergjækken (se Nr. 859). p. 166
Moster (se Nr. 913). p. 170
Skrubtudsen (se Nr. 914). p. 177
Bemærkninger (se Nr. 850). p. 185

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/84)

Smudstitelblad: H. C. Andersens nye Eventyr og Historier Andet Bind.- Titelblad: (ovenfor beskrevet).

H. C. Andersens / Eventyr og Historier / Med Illustrationer / efter Originaltegninger af Lorenz Frølich. / Fjerde Bind. / Med 99 Illustrationer. / Nye Eventyr og Historier. / II. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / Thieles Bogtrykkeri. / 1871.

Smudstitelblad: H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Rind. Nye Eventyr og Historier. II. - Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 336 Sider. - 8vo. - Pris 2 Rd. (Udkom 12. 12. 1871). 1. Bind udkom 1870, se Nr. 1007, 3. Bind udkom 1874, se Nr. 1039.
Anm. Dagbladet 17. 12. 1871, Nr. 303. - Folkets Avis 23. 12. 1871, Nr. 331. - Illustreret Tidende , 17. 12. 1871.

Indhold.

Skarnbassen (se Nr. 819). p. 1
Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige (se Nr. 820). p. 17
Sneemanden (se Nr. 821). p. 25
I Andegaarden (se Nr. 822). p. 36
Det nye Aarhundredes Musa (se Nr. 823). p. 44
Iisjomfruen (se Nr. 829). p. 54
Sommerfuglen (se Nr. 814). p. 131
Psychen (se Nr. 830). p. 135
Sneglen og Rosenhækken (se Nr. 831). p. 157
Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen (se Nr. 891). p. 163
Veirmøllen (se Nr. 892). p. 184
Sølvskillingen (se Nr. 835). p. 189
Bispen paa Børglum og hans Frænde (se Nr. 815). p. 196
I Børnestuen (se Nr. 893). p. 207
Guldskat (se Nr. 894). p. 214
Stormen flytter Skilt (se Nr. 895). p. 227
Theepotten (se Nr. 875). p. 235
Folkesangens Fugl (se Nr. 886). p. 238
De smaa Grønne (se Nr. 964). p. 245
Nissen og Madamen (se Nr. 965). p. 249
Peiter, Peter og Peer (se Nr. 966). p. 257
Gjemt er ikke glemt (se Nr. 911). p. 265
Portnerens Søn (se Nr. 912). p. 271
Flyttedagen (se Nr. 804). p. 300
Sommergjækken (se Nr. 859). p. 307
Moster (se Nr. 913). p. 313
Skruptudsen (se Nr. 914). p. 322

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/141b, 1971/142, 1971/143, 1971/17, 1986/237, 1998/39, 2000/138, 2005/62, A-92, XVIII-10, XVIII-18)

TRAMP, EBBA, Fra Oldetantes Dokumentskrin. Slægten Trampe og H. C. Andersen. Med gengivelse af digte til Charlotte Classen, ved besøg på Corselitze i 1850. Politiken (Magasinet) 4. apr., pp. 10-11.

Tanker ved en Kats Død.
Som der blev spaaet ved tolvte Klokke - slet
Var Misse død, tag nu det sorte - Brædt
Og tag saa Kridt og nedskriv dine - Sukke
Thi her er Grund at klage og at pukke
Hver Pote fin var som en Frøken-Haand,
om Halsen Misse bar et Rosa-Baand
Naar hun med andre Misser gik at - solde,
Det unge Sind til Mormus jo maa tolde.
Ak død er Misse, synger hendes - Priis
Thi den som synger ej, han er en Tap af - Iis.

Aftensværmerie.
Nu har den lukket sig, den hulde - Rose
Nu har jeg glemt hver Bitterhed og - Skose.
Jeg gaaer i Aftenstunden barnlig - klog,
uskyldig som dengang jeg var en - Pog
Og saa i Himlen ind med Mormoers - Briller.
Hvor Aftenen dog er smuk, hør Droslens - Triller.
Se Storken hist, paa Benets røde - Sok
Den staar i Reden, og den drømmer - nok.
Paa Sø og Blad og Busk er Aftenens - Hvile,
Og over røde Skyer sees Stjerner - smile,
Mens Nyet synker blegnende og - mat.
o! var du hos mig, du mit Hjertes - Skat.

s. 12: "Digteren og Madammen. Novelle af Ebba Tramp med et Digt af H.C. Andersen. Over et gammelt Manuskript fra H.C. Andersens Haand er denne Novelle skrevet. Digtet er kort efter dets Tilblivelse havnet i Familien Tramps gemmer"

En Rendesten tidt som en Flod kan true,
Og Mennesket kan drukne som en Flue.
Jeg er saa let, jeg svæver som en Fugl,
Jeg sværmer næsten ud af Kjolens Skjul.
Jeg er saa underlig, jeg kan det ikke - sige.
En fattig Mand kan føle som den rige.
Men her er Trækvind, Veiret er lidt - raat;
Jeg vil i Hus! Der ligger jo et - Slot
Som Møl og Rust og Tyvehaand kan rane,
Paa Skildtet Vaabnet staar, det er en - Trane,
Og ud af Vindvet skinner mange - Lys,
Ah! med den Trækvind er det som et Gys.
Og Træk og Vaadet kan gjøre Manden - muggen.
Nu gaaer jeg ind i Slottet, dér ved Krukken,
Jeg holder Tale om en Pølsepind,
Og dundre skal da Verdens Trommeskind.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-736h, 1981/328)

Carl Behrens: ... Smagløs var den Maade, paa hvilken selvbestaltede Kritikere fra København indfandt sig i Odense under Festdagene og begyndte deres Indianerdans omkring Mindehallen og Fødehuset. Værdigere vilde det have været, om d'Herrrer havde ventet med deres Kritik, til Festdagene var overstaaede. Deres Optræden satte ondt Blod og vil ikke saasnart blive glemt i Odense. Sorø Amtstidende 19.7.1930. Breidahl, Politiken 29.6.1930.
Finn, "Mærkelig H.C. Andersen-Mindehal ...indvendig som et Krematorium." Politiken, juni, 1930.
Fyns Venstreblad: "Breidahl forsvarer sig" (har i Politikens Teaterrubrik angrebet Andersen-festerne.) 6.7.1930.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Det er Menuen fra H.C. Andersens Fødselsdagsmiddag den 2. April 1875, da han blev 70 Aar. Man vil se, at Retterne, af hvilke der er mange - flere end nu til Dags - benævnes med Titler fra H.C. Andersens Eventyr. Politiken, 31.7.1933.

"Nabofamilierne" (Østers)
"Suppe paa en Pølsepind"
"Fra Andegaarden" (Kalkun)
"Under Piletræet" (Champignons)
"Hvad man kan hitte paa" og "Fem fra en Ærtebælg": (indbagte brisler m/grønne ærter)
"Noget" (laks m/asparges)
"Kjærestefolkene" (Vingele)
"De vilde Svaner" (Fuglevildt)
"Alt paa sin rette Plads" og "Sørg Amagermor"
(smørrebrød med ost, selleri og ræddiker)

"Isjomfruen, "Snemanden" og "Deilig" (Dessert)

Vinkortet bar titlen: "Flaskehalsen":
"Det gamle Huus" (Chateau Guiraud)
"Fra Spanien" (Sherry)
"Springfyrene" (Champagne)
"Det er ganske vist" (Bordeaux)
"Verdens dejligste Rose (Chateau la Rose)
"Hun duede ikke" (madeira)
"Moster" (champagne) "Gjemt er ikke glemt" (gammel madeira)
"Den sidste Perle" (Malvachier).

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Bollerup Christensen: Den store Verden synes at have glemt "Barnet" over den "stærke Mand". Den europæiske Situation fortæller tydeligt derom. herhjemme har man tænkt paa at rejse et Monument for Barnets Digter, H.C. Andersen. Det kan tydes som Udtryk for en høj Vurdering baade af Digteren og "Barnet", men den noget skeptiske Natur vil spørge, om det ikke er at begynde fra den forkerte Ende. Bør vi ikke forløbig nøjes med - og endda passe paa ikke at forløfte os - : at mindes Eventyrdigteren ved at læse hans Eventyr og Mennesket ved at gøre hans Kamp for at redde Barnesindet til vor egen!. Kristelig Dagblads Kronik, 23. April 1938.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

KAISER, HENRY, To brune Øjne -. En Pilgrimsfærd til H. C. Andersens Faaborg, der totalt har glemt hans Ungdomselskede: Riborg Voigt. Vore Damers Jul , pp. 9-14, 64, 66. - Anm.: Aarhus Amtstidende, 21.12.1944.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

siger Walt Disneys Højre Haand, Marc Davies, der med kommende Tegnefilm for Øje har samlet Inspiration i Odense. Fyns Tidende, Aftenbladet, Børsen, København, Land og Folk, og Politiken, 9. Sep. 1948.
H.C. Andersen og Walt Disney i intimt samarbejde. En kombination af spillefilm og tegnefilm skal produceres. Ugemagasinet, nr. 40, 6.10.1950.
Kendt navn derude, men næsten glemt herhjemme. Hvorfor overhovedet lave en H.C. Andersen-Film, siger Kay Nielsen, der er kendt og elsket som H.C. Andersen-illustrator i hele den engelsktalende verden. Politiken Søndag, 4.1.1953.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Politiken . Bl.a. Hattemager Jens Heinrich Dorch i Odense stod fadder for H. C. Andersen. Artikel om Hattemagerfirmaets historie. - "Digteren har ganske simpelt glemt sin fjerde fadder." Politiken, 3.2.1953; Fyns Venstreblad, 4.2.1953. Social-Demokraten, 12.2.1953; Aftenbladet, 14.2.1953. Politiken, 3.2.1953.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Om middagen den 2. April 1875, med gengivelse af menuen:

Diner d. 2den April 1875
”Nabofamilierne” (Østers)
”Suppe paa en Pölsepind”
”Fra Andegaarden” (Kalkuner)
”Under Piletræet” (Champignons)
”Hvad man kan hitte paa” (Indbagte Brisler med
”Fem fra en Ærtebælg” (grönne Ærter)
”Noget” (Lax med Asparges)
”Kjærestefolkene” (Viingelée)
”De vilde Svaner” (Fuglevildt)
”Alt paa sin rette Plads (Smörrebröd og Ost.
”Spörg Amagermo’er” Selleri og Reddiker.)
”Iisjomfruen” og ”Sneemanden”
”Deilig” (Dessert)

NOGET AF ”FLASKEHALSEN”

”Det gamle Huus” (Chateau Guiraud)
”Fra Spanien” (Sherry)
”Springfyrene” (Champagne)
”Det er ganske vist” (Bordeaux)
”Verdens deiligste Rose” (Chateau Larose)
”Hun duede ikke” (Madeira)
”Moster” (Veuve Clicquot)
”Gjemt er ikke glemt” (Gl. Madeira)
”Den sidste Perle” (Malvasier)

Nationaltidende, 11.11.1951.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Ejnar Nielsen-Skovholt: Hyldestdigt. Flensborg Avis 1.4.1955. "Der leved engang i en tid, der er glemt,". Også offentliggjort i Fyns Tidende, 2.4.1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Farbror Johannes: Glemt er den saarende Kritik, der rettedes mod ham. Men paa Digtyekunstens Stjernestrøede Himmel lyser et Stjernenavn stærkt og sølvstraalende: H.C. Andersen. Vejle Amts Folkeblad, 1.4.1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

CLAUSSEN, POUL, Et 'glemt' Eventyr af H. C. Andersen. Jyllands-Posten 27.7.1956. - Om De tre Sommerfugle, som i K. A. Schneekloths Dansk Læsebog med Billeder for det første Skoleaar (1882) tillægges HCA.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Del af Jyske skildringer, udvalgt af Claus Brøndsted. Forum København 1980. Heri s. 25-37: Rejse i Nordjylland 1859.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Reise i Nordjylland 1859
Vi ville besøge denne "Danmarks Afkrog", Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgjæs opfylde Luften med Skrig henover de bevægelige Sandklitter og den tilfygede, begravne Kirke. Er Du Maler, da følg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder Du en Natur, der giver Dig et Billed fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askehøjder og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdens-Havet. Skagen er nok et Besøg værd.
Fra Kjøbenhavn med Dampskib, i een Nat, naaer Du Aal­borg og derfra i faa Timer Frederikshavn, Udgangspunktet for vor Skildring. "Deroppe er jo alting fladt!" siger Du, "Fladstrand var det gamle Navn for Frederikshavn, og Navnet er nu overført paa Citadellet!" Kom selv at see! Naturen her er saa eiendommelig. Egnen heromkring saa storartet, saa uventet overraskende. Kjør ud til Knivsholdt, Flade Banker og Bangsbo; som et Bjergland løfter sig her den jydske Høiryg, det er et Stykke Silkeborg, dette Danmarks Skov- og Høiland, men et Stykke Silkeborg ved Havet. Kom her i Sommertiden, naar Lyngen blomstrer, see de mægtige Hedebanker smykkede med et lilla Teppe, spættet med Grønt af Enebær- og Ege-Buske, mellem disse maleriske Høider løfte sig Kornmarker og i Baggrunden Havet, det Hele saa ægte dansk, at man tænker her maa Fru Jerichaus Danmark træde frem med Guldringen om Haaret, med draget Sværd og Danebrogs-Fane, skridende gjennem Kornet; betragt, mellem Bankerne, hvilken en yndig Dal; alle Farver, friske og glødende! maleriske Bondehuse ligge der ved smaa græsgrønne Enge, Frugthaver og Kornmarker. Her er Egeskov, Bøgeskov, rislende Bække; store Træer hælde sig ud over det klare Vand. Vi komme forbi Bangsbo, og see paa Skovpynten ved Havet, Sæbys hvidglindsende Kirke, og Nord for os Frederikshavn med sine røde Tage, Citadel, Havn og Fyr; Skuet minder om Helsingøer, kun mangler den svenske Kyst, den er her ni Mile borte; man seer ud over Hirtsholmene, Tordenskjolds Ly, Steenblokke-Øerne med den tynde Jord-Dug over. Vort Øie følger Landets Kyst til Skagens yderste Spidse, i klart Veir viser den sig som en Lysstribe i Horizonten, det fjerneste hvide Punkt, her sees, er ikke Fyrtaarnet, men Skagens gamle Kirketaarn.
Endnu et Stykke Nord for Frederikshavn have vi Landevei, og rundt om Kornmarker, men snart er det Gode forbi, og vi komme over knoldet Lynghede, hvor Veisporene, i Aaringer overgroede med Lyng, tidt ere at foretrække for de ved hverandre krydsende, dybe Sandveie. To Mile ere lagte tilbage og vi ere ved Landsbyen Jerup.
Veiret er godt, vi have Lavvande, det maa benyttes, nu skal det med hurtigere Fart gaae de tre Miil, vi endnu have nordpaa. Een af Jerups Bønder, der kjender Havstokken, spæn der for sin lave Trævogn, vi sætte os op og over Mark, Hede og Mosegrund gaar det nu ned til Kattegattet; her i Brændingen, hvor det vaade Sand ligger fast, kjøre vi. Det er en Amphibiereise, halv paa Landet, halv i Vandet; Vognhjulene til Venstre ere paa det Tørre, Vognhjulene til Høire ude i Kattegattet. Kudsken kjender nøie sin Vej, ellers kunde Farten blive farlig, Quiksandet ligger skjulende hen over Ferskvandets Væld, der hule Sand- og Leerlagene, de briste, og man synker i, dybere altid dybere; Vogn og Heste indslurpes af den sugende Grund. Havet selv i nok saa stille Veir ruller hen under os, det stænker op under Hestens Hov. Vi nærme os de første lave Klitter; som Sneedriverne ved Vintertid, ligger her det fine bløde Sand, kruset af Vinden, enkelte Klitter ere uden al Vegetation, paa andre groe Marehalm og Klit­ tag med deres halvhundred Alen lange Redder. Vestens Storme hidbare og reiste disse Sandmeels-Høie, som de ogsaa kaldes, forvandlede Landtungen til et Ørkenland. I Flodtiden skylles Havets fine Sandpartikler op paa Strandbredden, Vinden tørrer og løfter de lette Dele, fyger dem til Bunke, til mægtige Høie, og Stormene vestenfra flytte dem mod Øst; dog endnu have vi kun seet en lille Deel her paa vor Vei.
Vi ere ud for Fiskerleiet Aalbæk; her henover Bugtens sikkre Ankergrund, gaae fra August til Mai, Baadene til rig Østersfangst paa Bankerne under Skagens Kyst; herfra for­ svinder for Øiet den beboede Egn, Klitterne blive høiere; ude i Vandet løfte sig sorte Vrag, besatte med utallige Søfugle. Havstokken frembyder Skuet af Millioner Maager, Terner og Vildgjæs, der, idet vi nærme os, flyve vildtskrigende iVeiret; deres Mængde tager til, det er, som kom man ind i Fuglenes Rige. Ud over Havet er Afvexling, der glide Skibe og Baade for fulde Seil, der kommer et Dampskib, længere ud seer Du Røgen af et andet og snart viser sig et tredie, men ind imod Land er kun at see de hvide Sandbanker, hist og her sænke de sig, og Du har et længere Indblik i Landet, der viser sig et Stykke Sandørken, som i Afrika. Strandbredden er belagt med bævrende rødbrune Medusaer, som kunstige Geleer fra en Restauration; snart kjøre vi hen over et Lag af Konchyllier og smaa Skaller, snart over den hvide Sandbund, og ihvor stille end Kattegattet kan være, ind under os ruller dog Dønningen og ude dreie sig Malstrømme mellem Revler og Banker. Vraget af et og andet mægtigt Fartøi, hvis Skrog rager op over Vandet, være Holdested, at Hestene kunne tære deres Foder og vinde friske Kræfter til at føre os til Maalet. Vi øine Kirketaarnet, Fyrtaarnene, det gamle og det nye, see hvor Skagens Green strækker sig langt ud; vi ere ved Skagens By. Hvad veed man om dens Fortid, hvad veed man om Landet selv? De kulhaarde Maretørv, lagviis skudte op i Klitterne vesterpaa, mæle om et her forgaaet Skovland. Sagn og Historie blande sig om Byens Oprindelse. Der fortælles, at engang en dansk Konge, Nogle mene Erik Glipping, kom herop paa Jagt, og besøgte een af sine Bønder Thorkil Skarpe, der da bad om at faae i Forlening Skagens Mark for paa den at holde sine vilde Øg, han fik den og satte en Hyrde ved Navn Trond til at vogte Bæsterne; denne var den første der reiste sig et Huus herude paa Skagen; for at fordrive Tiden gav han sig af med at fiske og her var Fisk nok i Kattegat og Nordsø; det kunde blive en Erhverv. Flere flyttede til, de reiste deres Hytter og tilsidst stod her en heel By; i Aaret 1284 blev den plyndret af Nordmændene, hvis Land jo kun er sexten Miil fra Skagen, Isen har endogsaa engang lagt til, saa at de ere gaaede herned. Sin Kjøbstad-Ret skal Skagen have faaet af Dronning Margrethe, som engang strandede her og blev reddet af Skagboerne.
I vor Tid bestaaer Byen af tre Dele, Vesterby, Østerby og det fra den en halv Miil borte ved Nordsøen liggende Høien eller Gammel Skagen. Her lod hollandske og skotske Skippere bygge og indvie St. Laurentius en Kirke i gothisk Stiil, den længste og betydeligste i hele Vendsyssel; nu er den begravet i de høie Sandklitter, kun Taarnet sees og vedligeholdes som Sømærke. Mellem Kirken og Østerby fandtes en hundred Favne bred Sø, fem til sex Favne dyb, med Gjeder og Karudser, rundt om var Marker, Kjær og Krat, men de ødelagdes; Stormen tog fat i den sandede Grund, man standsede ikke ænd; Agerland og Gaarde skjultes og de mægtige Sandmiler reiste sig. Egnen blev et Ørkenland; Byens Huse maatte søge Stade der, hvor Sandet tillod det og her blev en henkastet, underlig Stad, uden Gade, uden Stræde, omsuset af Vinden, gjennemtordnet af det rullende Hav. De vilde Svaner synge her deres melankolske Sang iden frostklare Vinternat, Maager, Terner og Vildgjæs opløfte deres gjennemtrrengende Skrig paa den varme Sommerdag, og paa en saadan komme vi her.
Vi forlade Havstokken, kjøre op i Klitterne, hen over dem, hvor de ere lavest, Vei kan man ikke kalde det, Veisporet lukkes strax i det dybe, bløde Sand og næsten umærkelig bevæge vi os fremad; her ligger et Huus halv skjult af en Sandklit, derovre et andet; mørke, tjærede Træbygninger med Straatag; derhenne skinne et Par røde Tage, her løfter sig et Plankeværk. Sandet er nærved at f aae det under sig; Luftstrømmene bringe en stærk Lugt af tørrede Fisk; et heelt Espalier af Flynder næsten skjuler os den sterre Gaard. Børn og Fruentimmer ligge i Sandet og sole sig, de ligge, hvor vi skulle frem, men vi komme saa langsomt afsted at de i al Magelighed kunne løfte og flytte sig. Hist og her i Sandet staae Vragstumper, og der ved Huset, hvor en lille Kartoffelhave er indpælet og omsluttet med Tougværk, staaer en Gallion-Figur, Haabet, støttende sig paa sit Anker, man har tøiret en Griis ved hende. Strandingstømmer, Planker og Vragstykker sees i Husene og kastet imellem Klitterne; her staaer et Skuur, hvis Tag er Skroget af en Baad, og her, svøbt i en brogetmalet Plaid, Overdelen af en colossal Skikkelse, der minder om Walter Scott og vist var Gallion for et Fartøi, der bar Digterens Navn, nu er den nok til Ziir i den lille Kartoffelhave ved Fiskerhuset. Kornmarker, Kjøkkenhaver og Klitter ligge med Huse og Gaarde, som de bedst kunne. Det dybe bløde Sand er den egentlige Gade; den er hist og her antydet ved Snore, trukne fra Vragstump til Vragstump, at Beboerne kunne, om ikke holde paa Gaden, saa dog vide dens Retning, naar Vinden løfter den. Solen brænder varmt mellem Sandhøiderne, men ogsaa disse have deres Pragt-Bouquet; lige foran os hilses vi af en blomstrende Have; en udstrakt Plantage med mange Sorter Træer, Eeg og Bøg, Piil og Poppel, Fyr og Gran; Grønsæer dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmagt. Vi træde ind mellem Blomster og Frugttræer. Det er Byfogedens Bolig, den ligger saa smukt, har noget saa hyggeligt og dertil herskabeligt. Man føler sig med Eet flyttet hen i et frodigt Landskab; det har menneskelig Udholdenhed formaaet. Man gaaer paa det friske Grønsvær under skyggende Levtræer, hvor Fuglene synge, og kun et Skridt udenfor og vi maa arbeide os frem gjennem det dybe bløde Sand, hvor den stadige Vandring gjør Skagboen kroget i Lænderne og tilvænner ham en egen Maade at løfte Benene paa. Vi naae Præstegaarden; Huus og Have see saa indbydende ud, deilige Blomster og smukke Børn see vi og nær herved er den nye Kirke, indviet 1841 og i Stiil som Vor Frue i Kjøbenhavn, lille, men venlig, fra Pulpituret sees ud over Nordsø og Kattegat.
Altsom vi komme mere nordpaa i Byen, rykke Husene hinanden nærmere; her ligger Gjrestgivergaarden omgivet af Plankeværk og Have, Træer, Hyldebuske og Stokroser skygge op om Vinduerne og gjøre halvdunkelt i Stuen, man har formeget af det Grønne, men er iøvrigt godt indqvarteret, kun at Sovekamrene synes gamle Ruf af Skibe, klistrede til Huset og Alt gjennemtrængt af Fiskestank. Et Par af de nærmeste Gaarde har ogsaa Plankeværks-lndhegning, som Sandet udenfor er fyget op om; underlige Brostilladser ligge og næsten spærre Indgangene, de høre til at gjøre Byen veibar ved Efteraar og Vinter, sagde man. I Regntid og naar Sneen smelter, kan Sandgrunden ikke sluge alt det Vand, her da staaer, da bliver Skagen en Slags "Venedig", som en Skagboer udtrykkede sig; og man kan med Baad stage sig frem mellem enkelte Klitter og Huse.
"Føre Sladder til Torvs," den Talemaade kan ikke anvendes i Skagens By, her er intet Torv, men man kan føre Sladder paa Bakke. Hist paa en af de høeste Klitter, mellem Huse og Kartoffelagre, hvoroppe man seer ud over Kattegattet og ind imellem Huse og Sandhøider til det nye og gamle Fyrtaarn, samles i godt Veir Fruentimmerne; her er deres Forum, Byens eneste Samlingsplads, Caffeen hvor Blæsten dreier sin Lirekasse, Regnbygen staaer for Skjænken og Havgusen for Opdækningen; Bakken her kaldes: "Sladderbakken". Vi saae Ingen paa den. Glaskuppelen paa det nye Fyrtaarn bag de heie Klitter viste sig herfra som en Glasballon, idet just en lav Skytaage skjulte Taarnet. Hen til det er Veien herfra ikke kort. De to Dele af Skagens By, langs Kattegat, omtrent en Halvmiil, have vi passeret, men endnu er der en Fjerdingvei til det nye Fyrtaarn, derud ville vi; det gamle ottekantede Taarn komme vi først forbi, det venter paa at nedbrydes.
Vi rumle hen over en haard, stenet Grund mellem magre Kornagre og elendig Græsning og holde foran det nye Taarn, der angives at være 140 Fod med Lysvidde til fire en qvart Miil. Kong Frederik den Syvendes Navnechiffer smykker den slanke Taarnbygning; et storartet Vaaningshus med elegante Værelser og Comfort er opført her; smaa Haver med en Rigdom af Blomster og store modne Meloner overraskede os. En magelig Vindeltrappe fører gjennem Taarnet op til Fyret, et Lindsefyr med fire Væger; det er en slags Moderateur-Lampe istor Stiil; Lampen rummer 60 Potter Olie og brænder tre Pægle i Timen, sagde man os.
Hvilket Skue ud over de udstrakte Vande! hvilken Susen, naar i Efteraaret Stormene fare hen over denne Menneskebolig med en Tonefylde, hvorved de oprørte Haves dybe Rullen forsvinder. Høie Sandklitter ligge mod Nord i Halvkreds om Taarnet og naar vi ere over disse, staae vi paa den lange smalle Rullesteens Revle, der kaldes Grenen og have endnu en Fjerdingvei til dens yderste Spidse.
Vi vare her en stille Solskins-Dag. Her var over et halvhundred Fiskere, ogsa Qvinder, ude at drage Vaad fra Nordsøen og fra Kattegattet. Garnene laae mange, mange Aareslag ude. Hvilket Dræt! meest store Rødspretter, men ogsaa Katfisk, Taderfisk, Søstjerner og Torsk. En Gellé af Medusaer klistrede sig om Garnet, hvorfra de mindre Fiske smuttede ud og Krabberne gik deres skjæve Gang. Her laae flere Fiskeqvaser med Kjøbere fra Gøteborg og Kjøbenhavn.
Vi gik ud paa Grenens yderste Rand, der runder sig med en lille Svip Sandpynt mod Øst, ikke større end at kun eet Menneske kunde staae der og prøve, at Bølgerne fra Nordsøen slog hen over den ene Fod, og Bølgerne fra Kattegattet slog over den anden, man saae tydeligt de to Vande mødes; Nordseen havde stærkest Kraft. Herfra, ud under Vandet, mod Nord og Nordvest, strækker sig, som to lange Følehorn, en heel Miil ud i Havet, Skagens farlige Rev. Gjennemtrængende Skrig af talløse Søfugle fylde Luften, den dybe Summen i det umaadelige Havsvælg, Dønningens Rullen og Bryden, der slaaer os over Fødderne og dertil Skuet ud over Havets i Luft hensvindende Flade, virker svimlende, man vender sig uvilkaarligt for at see, om man har fast Land endnu bag ved sig og ikke staaer ude paa Havdybet, en Orm kun for disse Skysværme af skrigende Fugle.
Mollusker, Søstjerner, døde Fisk ligge for vore Fødder, Vragstumper og Skrog af Skibe, sorte og afblegede Rester, staae som Mamuths Knokler ude i det klare gjennemsigtige Vand, det vinker saa lokkende, smiler saa mildt, man glemmer dets frygtelige Magt, dets voldelige Kræfter, naar Stormene fare hen over det, og det forvandles til et skummende Vandfald, der vælter mod Kystens Revier, bider sig ind i de lerede Banker og de opfygede Sandbjerge.
Hvor nu de tunge Bølger vælte, laae engang Gammel Skagen; Beboerne maatte Aar for Aar flytte deres Huse ind i Landet, til hvor de nu ligge langs den med slebne Rullesteen opfyldte Strand. Derhen ville vi, det er en heel Miil herude fra Grenen, vi maae igjen tilbage gennem "Vester"- og "Østerby", forbi Plantagen, hen over magre Kornmarker og fattig Græsning, men her stode engang Klitter, gamle Folk erindre det endnu, og hvor vi nutildags see Klitter, huske de, laae dyrket Land og Mosestrrekning. Vi komme forbi en større Gaard, før var den Herregaard, men efterhaanden, som alle dens Jorder bleve dækkede af Sandklitter, blev den et ringe Vaaningshus kun, her boer en Møller. Hvor den favndybe "Hofsøe" strakte sig, saae vi nu som Tegn paa at den havde været, lange Rør skyde deres brunfjedrede Duske op igjennem Sandet. Olavius, der har givet en "Skagens Beskrivelse", fortæller, at omtrent 1780 var endnu tilbage af denne Sø to smaa Huller og i dem bleve de sidste Fisk, nogle ynkelige Skaller, fangne; Øinene stode ud af Hovedet paa dem, saa forsultne vare de, Bylder havde de paa Kroppen og Maven var fyldt med Flyvesand og Stumper af Siv og Rør. Til denne engang favndybe Sø knytter sig Sagnet om en gammel Gaard, her har ligget; dens rige Eier sendte i Overmod Bud efter Præsten for at have en taabelig, ugudelig Spøg; han lod sige, at en Syg skulde berettes. Præsten kom, men her var ingen Syg, man havde lagt en So i Sengen; da sank Gaarden, her blev en favndyb Sø og kun Stolen, paa hvilken Præsten havde lagt sin Bibel, flød op paa Vandet.
Herinde mellem Klitterne strrekker sig endnu Kornland og Hede. Vi saae den afskrællede Lyngtørv reist i Stakke, de saae i Afstand ud som en heel Leir; man fortalte, at i Krigen med Engellænderne havde Fjenden ikke vovet Landgang, de antoge Stakkene for Soldater-Barakker.
Snart naaede vi de foran os opfygede Sandbanker, bedækkede hist og her med Klittag og Marehalm, et Gravdække hen over Skagens mægtige Kirke; imellem den og Byen gik tidligere en Kirke-Vase, der fygedes til, Veien var heist besværlig for Alle og om Vinteren fast ufremkommelig; Sandet lagde sig om Kirkegaardens Muur og snart over den og over Grave og Liigstene heelt op mod Kirkens Vægge og Vinduer; men endnu søgte Menigheden her hen og holdt deres Gudstjeneste; tidt maatte de skovle sig frem til Indgangen, og der var Tale om at nedlægge denne brestfældige Bygning. Men Skagboerne vilde nødig miste deres Guds-Huus; dog en Søndag kom Sognefolkene og Præsten, en mægtig Sandmile havde lagt sig for Kirkedøren, Præsten læste da en kort Bøn og sagde:
"Vor Herre har nu lukket her dette sit Huus, vi maae reise ham et nyt andetsteds."
Den 5te Juni 1795 blev Kirken ved kongelig Resolution nedlagt, Taarnet skulde vedligeholdes som Sømærke, Gudstjeneste holdes i et Træ-Kapel midt i Østerbyen, indtil den nye Kirke blev reist; men deres gamle Kirkegaard vilde Skagboerne dog endnu ikke give Slip paa, de Gamle ønskede at hvile hos deres kjære Forudgangne og med stor Besværlighed skete det indtil Aaret 1810, da Sandet saa aldeles var gaaet over Kirkegaarden, at en ny maatte anlægges.
Med en egen Følelse, som ved Askehøiderne over Pompeji, staaer man her ved denne tilfygede begravne Kirke. Blytaget er brækket af; det hvide Sandmeel, glødende i den hede Sol, ligger skjulende hen over Kirkens Hvælvinger; i Gravnat derinde er Alt skjult, gjemt og af Slægter glemt, til engang Vestens Storme maaskee bortfyge de tunge Sanddynger, og Solstraalen igjen lyser ind gjennem de aabne Vinduesbuer, hen paa Billederne i Choret; den lange Række Portrætter af Skagens Raadmænd og Borgermestre med deres Bomærke. Maaskee en fjernkommende Slægt træder ind i dette Skagens Pompeji og igjen beundres den gamle kunstigt udskaarne Altertavle med dens bibelske Billeder; det varme Solskin bestraaler igjen Maria med Barnet, der isin Haand holder den gyldne Verdens Kugle. Nu ligge de dade Sandbølger hen over Kirken, et Vildnis af Klittjørn med dens gule Bær, voxe i Sandet, vilde Roser sætte her Blomst og Hyben; man kommer til at tænke paa Eventyret om Prindsessen i den sovende Skov, hvor Slottet skjules af et uigjennemtrængeligt Krat. Det mægtige Kirketaarn løfter endnu vist to tredie Dele af sin Høide over Sandklitterne, Ravne bygge deroppe, en Vrimmel omsusede det, deres Skrig og de knasende Grene af Klittjørnen, vi traadte paa for at komme frem, var den eneste Lyd, vi fornam i denne Sandørken. Klit paa Klit rundtom os, og først efter lang besværlig Gang i det dybe Sand, aabnede sig igjen en grøn Markstrækning henimod den yderste Klitrrekke foran Havet, og derude gammel Skagen, eller som den kaldes: "Høien". Vragstumper ere benyttede til Bygning og Brug, Skibs-Gallioner og Indskrifter i forskjellige Tungemaal prange over Porte og Døre; her staaer snittet iTræ eller med farvede Bogstaver "Neptunus", her "De tre Søstre", der "Haabet", men det er Vragstumper uden Betydning hæftede paa til Stads.
Hele Kysten er et Mosaik af Rullesteen, dem Havet har slebet flade og runde; hvad vilde de kunde fortælle, om de fik Lyd og Tale-Evne! Hvormange Aartusinder hengik siden Iis og Vand bar dem til denne Kyst og gav dem deres glatte smukke Form!
Klitterne langs Stranden løfte sig høiere; Maretørvens sorte Lag skinner frem i det hvide Sand; altid eet og det samme, Hav og Klitter, Vrag og skrigende Søfugle; man møder maaskee et eensomt vandrende Postbud; han søger sin Vei ude i Havstokken, hvor Bølgerne have klappet Sandet fast, eller han stavrer hen over Steenlaget; stiger Søen, er det et stormende Veir vesterfra, maa han søge Veien inde i de dybe tunge Klitkrumninger, hvor kun Klitharer er hans Selskab, han maa kjende de farlige Grunde, hvor Væld og Bække grave Faldgruber og Qviksandet uden Redning sluger ham; en heel Brudeskare hedder det, er engang saaledes forsvundet. Som en Muur mod sin egen Vælde har Havet reist Klitternes takkede Bjergaas, Folketroen lader beskærmende Klitnisser boe derinde, og fortæller, at da engang en fjendtlig svensk Flaade laae udenfor "Gammel Skagen" og vilde gjøre Landgang, mylrede fra Sandet en Mængde bevæbnede Smaa, de holdt Udkig til Mørket kom og med det en Storm; da gik den hele Flaade under, Havstokken rullede med Vragstumper og Liig.
Følge vi Vestkystens Klitter og Leerskrænter herfra ned mod Hjørring, da begrændses Horizonten af de Høider, vi gik ud fra ved Frederikshavn, det er den samme Høideryg vesterpaa ned imod "Løkken", hvor høit oppe, Berglum-Kloster, som en Sphinx paa Bjerget ligger og seer ud over Vild­ mosen, Nordhavet og Skagens Land.
Herfra over Mark, Hede og Klitter ud i Nordsøens Havstok, kommer man, om vi saa tør sige, den historiske Vei heelt ud til Skagens Green; snart forbi leerede Skrænter, henover Sandmiler og ind paa udstrakt Græsgang, hvor den buskhøie duftende Porse og den himmelblaae Gentiana groer; Gammel Skagen ligger for os, og den i Sandflugt begravne Kirke. Slægter kom og gik, men Hæders Navne, bleve i Minde. Fra Skagens fattigste Fiskerhytte kom Sjællands berømte Biskop Scavenius, fra Skagens By kom Mathematikeren Scavenius, Mænd af Driftighed og Dygtighed fik vi fra denne Landets "Afkrog".
Gjennem Plantagen, gjennem Vester- og Østerby naae vi det nye Fyrtaarn; det lyser over de dybe Vande, naar de hvile og naar Stormene fare hen over det og Menneske-Hjertet synger med Ewald:
"Den Gud, i hvis Hænder
Et Hav er en Draabe,
Han ene kan redde -!"
Og gjennem Mandens Mod og Kløgt kommer Redningen, næst Gud.
Følg os herop i et stormende Veir, naar Skibet sidder fast derude i Sandet, og Bølgeme brydes mod Plankerne. Sit eget Liv vover den kjække Skagbo, det kunne alle Aaringer heroppe fortælle os; Mod og mandig Villie mægter vel ikke at bryde hver Skranke, men da overflyver Kløgten den. Forlad Din Stue i den mørke Nat! det er en Storm, saa stærk, at Du ikke hører det rullende Hav, Vindens stærke Kast møder Dig, idet Du træder ud; det fygende Sand og de skarpe Smaasteen pidske Dit Ansigt tilblods. Du fornemmer over Dig og om Dig en Kraft, som synes mægtig til at suge Havet op; det er en buldrende Lyd, som udfoldede sig over Dig et Verdens Telt. Arbeid Dig op paa Klitterne i dette Mulm! sniig Dig mellem Vindkastene frem, Du fornemmer, naar Du bar naaet herop, thi Søens salte Fraade flyver Dig i Øinene og først lidt efter lidt vænnet til Mulmet, skimter Du det skumkogende Hav; og mere gjennemtrængende end Søfuglenes skjærende Skrig• lyder til Dig Nød-Raab, Fortvivlelsens Skrig; da lysner det, Natfaklen tændes, og ud over Vandet kastes en Raket fra Land hen over Skibet; ved Faklens Blaalys seer Du Fartøiet boret fast i Sandet; de tunge fraadende Bølger vælte sig mod det, og over det; Menneskene derude løbe i Dødsangst mellem hverandre, enkelte holde sig fast i Tougværket, den næste Bølge, som løfter sig, kan falde knusende, saa at Planker og Bjælker blive Spaaner i Havstokken; men Redning er bragt, en Finger, der bliver en heel Haand, som bærer de Strandede frelste i Land. Ved Raketten er bundet en Line, den er faldet hen over Skibet, ved Linen drages et stærkere Toug derud, Forbindelse er bragt tilveie mellem Landjorden og de Skibbrudne, og snart flyver Redningsstolen frem og tilbage mellem Land og Kyst. De Frelste fares til Skagens By, Byen uden Gade og Stræde, men hvor under Straatag i det tjærede Huus findes stærke Arme og varme Hjerter. Udholdenhed, Mod og Hengivenhed er Skagboens og Vestklitboens Natur; Havgusen gjør kolde Hænder, men "kolde Hænder, varme Hjerter!" siger Ordsproget.
Udholdenhed vil dæmpe Sandflugten, Plantagens unge Dryader hviske om kommende Skov og Krat, Kornmark og Enge. Byens Huse skulde da stille sig i Række, med smaa Haver foran hver, der komme Gader og Stræder ud til aaben god Landevei, der fører til Frederikshavn, Endepunktet for Jyllands Jernbaner ned til Fastlandets; Frederikshavn er da Havnen for Dampskibene, som i faa Timer knytte Bro mellem Norge, Sverig og Danmark; og den Tid vil komme! - Fyrtaarnet paa Skagen, som nu staaer i sit første Virksomheds Aar, vil ikke kaldes gammelt, naar det opnaaes; vor Tid virker med Aandens Magt, byder over Materien, idet denne troer at herske og være Nutidens Herre.

H.C. Andersen: Contos e historias (i serien: Classicos in Interlingua), oversat af Thomas Breinstrup. Servicio de Libros UMI, Holland, 1995, 84 sider A5. Illustreret af Henrik Breinstrup, Vilhelm Pedersen og Lorenz Frølich.

• Le Flores del Parve Ida (Den lille Idas blomster)
• Pollicetta (Tommelise)
• Le Puero Mal Educate (Den uartige dreng)
• Le Abiete de Natal (Juletræet)
• Le Collina del Elfes (Elverhøj)
• Le Scarpas Rubie (De røde sko)
• Le Saltatores (Springfyrene)
• Le Historia de un Matre (Historien om en moder)
• Le Collares (Flipperne)
• Le Lino (Hørren)
• Ave Phenice (Fugl Phønix)
• Cinque ab un Siliqua de Piso (Fem fra en ærtebælg)
• Duo Virgines (To jomfruer)
• Agreste (Klods-Hans)
• Le Homine de Nive (Snemanden)
• Le Schilling Argentin (Sølvskillingen)
• Le Theiera (Thepotten)
• Celate non es Oblidate (Gjemt er ikke glemt)
• Le Dies del Septimana (Ugedagene)
• Le Pulice e le Professor (Loppen og professoren)

Leif Ahm: Danske bøger på fremmede tungemål - H.C. Andersen er langtfra glemt - heller ikke udlandet. I perioden 1995-96 udkom 90 HCA-værker på 15 forskellige sprog, 22 på tysk, 12 på engelsk, 9 på spansk, 8 på fransk og 6 på hver af sprogene russisk, norsk og svensk. Politiken 25.9.1997.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Mange af H.C. Andersens mere end 150 eventyr er i dag glemt. Forfatteren og kritikeren Jens Andersen har udvalgt de 29 bedste fra digterens "glemte" eventyrskat og genfortalt dem for vore dages store og små. Et af eventyrene hedder - Peiter, Peter og Peer. Weekendavisen, 25.8.2000.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Danske Folkesagn . Illustreret af Mads Stage. Med en biografisk efterskrift af Johan de Mylius. Carlsen, København 2002. 29 pp. – Efterskrift, "Gemt og glemt – historien om 'Danish Popular Legends'", pp. 26-29.

ASKGAARD, EJNAR STIG, Artikler à 2 A4-sider skrevet 2005-08 til Mønthuset Danmark til guld- og sølvmedaljer udsendt i anledning af 200-året. Vedrører: "ABC-Bogen", "De vilde Svaner", "De Vises Steen", "Den flyvende Koffert", "Den lille Idas Blomster", "Den lille Pige med Svovlstikkerne", "Den lykkelige Familie", "Den standhaftige Tinsoldat", "Den uartige Dreng", "Det er ganske vist!", "Det gamle Huus", "Det nye Aarhundredes Musa", "Det Utroligste", "Dynd-Kongens Datter", "Elverhøi", "En Historie fra Klitterne", "Et godt Humeur", "Fyrtøiet", "Gemt er ikke glemt", "Grantræet", "Gudfaders Billedbog", "Historien om en Moder", "Holger Danske", "Hun duede ikke", "Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige", "Hvad hele Familien sagde", "Hyrdinden og Skorsteensfeieren", "Iisjomfruen", "Keiserens nye Klæder", "Kjærestefolkene", "Klods-Hans", "Klokken", "Lille Claus og store Claus", "Lille Tuk", "Lykkens Kalosker", "Nissen hos Spekhøkeren", "Ole Lukøie", "Paradisets Have", "Pen og Blækhuus", "Prindsessen paa Ærten", "Reisekammeraten", "Sneemanden", "Sneglen og Rosenhækken", "Stoppenaalen", "Svinedrengen", "Tante Tandpine", "Tolv med Posten" og "Tommelise",

Symposium an den Universitäten Bon und Köln, 27.-28. Juni 2005. Lars Bo Jensen, SDU: Romantic and modern tunings in Andersen's writings. Jens Hougaard, AU: 'Die kleine Meerjungfrau' und das Leben unter Wasser. Karin Hoff, Bonn: Inszenierung des Anderen - Andersens Drama 'Der Mulatte'. Jakob Jørgensen, Bonn: Erbsen und Goldhörner - "Die Prinzessin auf der Erbse" als Oehlenschläger-Parodie.Marie-Louise Svane, Kbh.: Andersen und der Orient. Über Andersens Reisebuch 'Eines Dichters Basar'. Thomas Seiler, Köln: Gjemt (men ikke glemt! Zur Funktion des poetischen Errinerns in der dänsichen und deutschen Romantik. Søren Baggesen: Vom "Trollhättan" des Berggeistes zum "Kalifornien der Poesie". Andersens Reisebuch "In Schweden".

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Anderseniana, 2008. Red. af Ejnar Stig Askgaard. 2008. 159 s. (Thomas Seiler, "'Gjemt [er ikke] glemt'. Erinnern und Vergessen in H. C. Andersens Dingmärchen", s. 5-25; Harry Rasmussen, "H. C. Andersen og familierne Wulff og Koch – med afsæt i en samling familiefotografier", s. 27-101; Hans Christian Bjerg, "H. C. Andersen og Mexico", s. 103-11; Jens Bork, "Eventyr, fortalte for Børn – komplet eller ukomplet", s. 113-19; Erik Sjøberg, "Den lille trommeslager og den store violinist. Et par bemærkninger om H. C. Andersens eventyr 'Guldskat'", s. 121-39; Aage Jørgensen, "H. C. Andersen-litteraturen 2006-2008", s. 141-56.)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Unfamiliar Tales, Translated with an introduction by W. Glyn Jones. Bostrup Publishers 2012. Eventyr fra glemmebogen. Udvalgt af W. Glyn Jones. Bostrup Publishers, 2012. 166 s. ek11, ek28, ek60, ek65, ek86, ek95, ek99, ek106, ek125, ek140, ek151, ek155. Illustreret af Britta Routhier. [altså plus Historien om en moder og minus Gemt er ikke glemt]

(Bibliografisk kilde: HCAH

Søren Sommerglæde: Hvis Odense fremover skal give mening for borgere og investorer, skal vi tilbyde noget unikt i forhold til resten af Europa. I byens iver efter at formidle, at det var netop her, H.C. Andersen blev født, og at han var en fantastisk digter, har vi komplet glemt det væsentlige: At hans talent var mangeartet. Fyens Stiftstidende kronik, 16.2.2013.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Forlaget Odense Bys Museer. 2015. 128 s.

Indhold s. 5: Lise Bostrup: H.C. Andersens bouts rimés – sjove digte i en glemt genre / Summary: Hans Christian Andersen’s bouts rimés – whimsical verses from a forgotten genre
s. 33: Tove Thage: Stjernekult / Summary: The Cult of Stardom
s. 69: Helena Březinová: Da Andersens eventyr udkom på ”bøhmisk” eller: Den grimme ælling Lili/ Summary: When Hans Christian Andersen’s fairy tales were translated into ”bøhmisk” for the first time
s. 87: Palle Bøgelund Petterson: Musketer Hans Andersens krigsoplevelser / Summary: Musketeer Hans Andersen’s war experiences
s. 109: Kjeld Præstegaard: Falske skræpper i H.C. Andersens eventyr / Summary: False Butterburs in Hans Christian Andersen’s Fairy Tales
s. 117: Hilding Ringblom: Odense-egnen – et Betlehem med Andersen og Nielsen / Summary: The Odense area – a Bethlehem with Andersen and Nielsen
s. 126: Biografiske oplysninger om forfatterne
s. 127: Forkortelser.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Malene Birkelund: Et takkebrev fra H.C. Andersen var arkiveret under et andet navn hos Rigsarkiv Fyn, men blev genfundet af en af brugerne præcis tre uger før den store 150-års jubilæumsfest for hans udnævnelse som æresborger i Odense. Fyens Stiftstidende, 25.11.2017.
Han undgår ikke H.C. Andersen. Vagtmester Jes Nørregaard fra Rigsarkivet i Odense har to gange være med til at finde HCA-relaterede ting i gemmerne. Og så har han forsket sig frem til, at han selv er i familie med Digteren. Fyens Stiftstidende, 6.12.2017.

(Bibliografisk kilde: HCAH)