H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Søg i bibliografierne

Hop forbi menu og nyheder

Søgeord: giuseppe + siboni + han + lyttede + med + sydlig + ild + og + lyst. Ny søgning. Søg i resultater

Søgningen gav 17 resultater.

Tællelyset.

Afskrift af nu sandsynligvis forsvundet originalmanuskript [fra H.C. Andersens skoletid i Slagelse] med senere påført dedikation i blåt blæk: Til P Plum fra hans Ven Bunkeflod. Politiken, 12.12.2012 og Fyens Stiftstidende, 14.12.2012. Affotografering

Til Madam Bunkeflod fra hendes hengivne H.C. Andersen

Tællelyset

Det sydede og bruste, mens Ilden flammede under Gryden, det var Tællelysets Vugge - og ud af den lune Vugge gled Lyset for[m]fuldendt, helstøbt, skinnende hvidt og slankt det var dannet paa en Maade, som fik Alle, der saae det til at troe at det maatte give Løvte om en lys og straalende Fremtid – og Løvterne, som Alle saae, skulde det virkelig holde og opfylde.
Faaret - et nydeligt lille Faar - var Lysets Moder og Smeltegryden var dets Fader. Fra dets Moder havde det arvet sin blendende hvide Krop og en Ahnelse om Livet; men fra / dets Fader havde det faaet Lysten til den flammende Ild, der engang skulde gaae det igjennem Marv og Been – og ”lyse” for det i Livet.
Ja saadan var det skabt og udviklet, da det med de bedste, de lyseste Forhaabninger kastede sig ud i Livet. Der traf det saa underlig mange Medskabninger som det indlod sig med; thi det vilde lære Livet at kjende – og maaskee derved finde den Plads, hvor det selv passede bedst. Men det troede altfor godt om Verden; den brød sig kun om sig selv og slet ikke om Tællelyset; thi den kunde ikke forstaae, til hvad Gavn det kunde være, og derfor søgte den saa at bruge det til Fordeel for sig selv og toge forkeert fat paa Lyset, de sorte Fingre satte større og større Pletter paa den reene Uskyldsfarve; denne svandt efterhaanden ganske bort og blev heelt tildækket af Smuds / fra Omverd[e]nen, der var kommet i altfor svær Berøring med det, meget nærmere end Lyset kunde taale, da det ikke havde kundet skjelne Reent fra Ureent, – men endnu var det i sit Inderste uskyldig og ufordærvet.
Da saae de falske Venner, at de ikke kunde naae det Indre – og vrede kastede de Lyset bort som en unyttig Tingest.
Men de[n] ydre sorte Skal holdt alle de Gode borte, – de vare bange for at smittes af den sorte Farve, for at faae Pletter paa sig, – og saa holdt de sig borte.
Nu stod det stakkels Tællelys saa ene og forladt, det vidste hverken ud eller ind. Det saae sig forstødt af det Gode og det opdagede nu, at det kun havde været et Redskab til at fremme det slette, det følte sig da saa uendelig ulyksalig, fordi det havde tilbragt dets Liv til ingen Nytte, ja det havde maaskee endogsaa sværtet det Bedre i sin Omgang –, det kunde ikke fatte, hvorfor eller hvortil det egentlig / var skabt, hvorfor det skulde leve paa Jorden – og maaskee ødelægge sig selv og andre.
Meer og meer, dybere og dybere grublede det, men jo meere det tænkte, desto større blev dets Mismod, da det slet ikke kunde finde noget Godt, noget virkeligt Indhold for sig selv – eller see det Maal, som det havde faaet ved dets Fødsel. – Det var ligesom det sorte Dække ogsaa havde tilsløret dets Øine.
Men da traf det en lille Flamme, et Fyrtøi; det kjendte Lyset bedre, end Tællelyset kjendte sig selv; thi Fyrtøiet saae saa klart – tværs igjennem den ydre Skal – og der inden for fandt det saa meget Godt; derfor nærmede det sig til det, og lyse Formodninger vaktes hos Lyset; det antændtes og Hjertet smæltede i det.
Flammen straalede ud – som Formælingens Glædesfakkel, Alt blev lyst og klart rundt omkring, og det oplyste Veien for dets Omgivelser, dets sande Venner – og med Held søgte de nu Sandheden under Lysets Skue.
Men ogsaa Legemet var kraftigt nok / til at nære og bære den flammende Ild. – Draabe paa Draabe som Spirer til nyt Liv trillede runde og buttede ned ad stammen og dækkede med deres Legemer – Fortidens Smuds.
De vare ikke blot Formælingens legemlige men ogsaa deres [a]andelige Udbytte. –
Og Tællelyset havde fundet dets rette Plads i Livet – og viist, at det var et rigtigt Lys, som lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger –
H.C. Andersen.

[Engelsk] ; [Tysk] ; [Polsk]
Udgivet ukendt årstal
Sprog: dansk, engelsk, polsk, tysk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18060
[Informationer opdateret d. 12.8.2013]

  top Top

Avertissement

Snedkermester Johannes Madsens Avertissement: en velvoxen Dreng af honette Forældre, som har lyst til at lære Snedkerprofessionen. Adresseavisen, 17. September 1819.
Topsøes "Omkring Levnedsbogen", s. 39.
Andersen gik i Snedkerlære næste Morgen Kl. 6, men blev dimitteret samme Eftermiddag.
Udgivet 17. september 1819
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18512
[Informationer opdateret d. 14.5.2013]

  top Top

Samlede Digte / af / H. C. Andersen. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af Universitets-Boghandler C. A. Reitzel. / Trykt hos Fabritius de Tengnagel. / 1833.

Smudstitelblad: Samlede Digte af H. C. Andersen. - Titelblad. - Tilegnelse til Digteren Adam Oehlenschläger. - Indholdsfortegnelse: VI Sider. - Tekst: 359 Sider. - 8vo. - Pris 2 Rbd. (Udkom 20. 8.1833).
Anm. Kjøbenhavnsposten 28. 8. 1833, Nr. 169, 674. - Maanedsskrift for Litteratur,1833. 10. Bind 879-882 af C. Molbech.

Indhold.

Elegiske Digte:
Aftendæmring
(se Nr. 95). p. 3

225. Jeg drømte, jeg var en lille Fugl
(Tidl. trykt i Skyggebilleder 1831. - Saml. Skr. VIII, 16). p. 4
Hjemve
(se Nr. 121). p. 7
226. Elskerens Sang. (Høit paa Bjerget hvor Skyerne gaae)
(Tidl. trykt i Skyggebilleder 1831. - Saml. Skr. VIII, 99). p. 8
Jorden (se Nr. 159). p. 10
Det døende Barn (se Nr. 13). p. 12
Hjertets Melodier 1-8 p. 14
1. (To brune Øjne jeg nylig saa) (se Nr. 131). p. 14
2. (Min Tanke er et mægtigt Fjeld) (se Nr. 132). p. 14
3. (Du gav mig Blomster) (se Nr. 133). p. 15
4. (En Digter Verden er saa navnløs stor) (se Nr. 134). p. 15
5. (Henvisned er de Blomster Du mig gav) (se Nr. 135). p. 15
6. (Du fatter ei Bølgernes evige Gang) (se Nr. 107). p. 16
7. (Jeg elsker Dig - Dig som jeg ei tør sige) (se Nr. 137). p. 16
8. (Man har et Sagn) (se Nr. 105). p. 17
Livet en Drøm (se Nr. 141). p. 18
Nytaarsnat (se Nr. 23). p. 24
De tvende Grave (se Nr. 175). p. 26
Lille Viggo (se Nr. 197). p. 28
Hvad jeg elsker (se Nr. 110). p. 30
Til min Moder (se Nr. 34). p. 32
Stormen (se Nr. 126). p. 34
Iisfieldet (se Nr. 150). 38
Den femte Mai (se Nr. 198). p. 40
227. Paa Brocken den 26. Mai 1831. (Høit over Skyen staaer jeg her) (Tidl. trykt i Skyggebilleders 1831. - Saml. Skr. VIII, 48 - Saml. Skr. XII, 282 - Nr. 5 af 65 Smaavers). p. 43
Stanze (se Nr. 190). p. 44
Taaren (se Nr. 97). p. 45
Vuggevise (se Nr. 165). p. 46
228. Det syge Hjerte. (Hvad kommer Du fra Kirken her) (Tidl. trykt i Skyggebilleder 1831. - Saml. Skr. VIII, 32). p. 48
229. Til en ung Dame med et Eksemplar af mine Digte. (Naar Nattergalens Øine man udbrænder) p. 49 Dødsøieblikket (se Nr. 45). p. 50
Romanzer og fortællende Digte: p. 49
Soldaten (se Nr. 52). p. 53
Ørkenens Søn (se Nr. 136). p. 54
Lille Lise ved Brønden (se Nr. 86). p. 55
Bruden i Rørvig Kirke (se Nr. 112). p. 57
De to Fugle (se Nr. 212). p. 63
Mørket (se Nr. 180). p. 65
Tyveknægten (se Nr. 48). p. 69
Klintekorset paa Møen (se Nr. 57). p. 70
Phantasie og Vanvid (se Nr. 32). p. 76
Barnet ved Kirken (se Nr. 172). p. 80
Digteren og Amor (se Nr. 104). p. 83
Varulven (se Nr. 171). p. 85
Kunstner-Livet (se Nr. 31). p. 87
230. De to Ravne. (Der sidder to Ravne paa Træet hist)
(Tidl. trykt i Bruden fra Lammermoor 1832 - Saml. Skr. XII, 103). p. 93
Elbkongens Brud (se Nr. 163). p. 95
De Danske og deres Konge (se Nr. 67). p. 97
Kjærlighed (se Nr.130). p. 99
Skildvagten (se Nr. 88). p. 101
231. Tre Dage af en Tyveknægts Liv. (Den første Dag - jeg husker det godt)
(Tidl. trykt i Skyggebilleder 1831. - Saml. Skr. VIII, 120). p. 106
Snee-Dronningen (se Nr. 25). p. 108
Mosters Skjærmbrædt (se Nr. 65). p. 110
Jylland (se Nr. 115). p. 114
Havfruen ved Samsø (se Nr. 92). p. 117
232. Den blinde Moder. (Trommen hvirvler, De er' nær)
(Tidl. trykt i Skyggebilleder 1831. - Saml. Skr. VIII, 73). p. 122
Holger Danske (se Nr. 59). p. 124
Det Første og det sidste (se Nr. 138). p. 127
Tiggeren og hans Hund (se Nr. 164). p. 130
Den fremmede Fugl (se Nr. 111). p. 133
Drengen og Moderen paa Heden (se Nr. 123). p. 140
233. Invaliden. (Røgsky ved Røgsky over Marken laae)
(Tidl. trykt i Skyggebilleder 1831. - Saml. Skr. VIII, 74). p. 142
Spillemanden (se Nr. 117). p. 145
Blandede Digte:
Phantasie ved Vesterhavet (se Nr. 125). p. 149
Fyen (se Nr. 129). p. 151
Rosen (se Nr. 188). p. 152
Den 1ste August 1829 (se Nr. 35). p. 153
Studenter-Sang (se Nr. 149). p. 155
Længsel med Potterne (se Nr. 124). p. 159
Kjærligheds Vægtervers (se Nr. 194). p. 161
Stanzer for Musik (se Nr. 155). p. 164
Havblik (se Nr. 101). p. 165
Danmark og Kongen (se Nr. 179). p. 167
Luftaanden (se Nr. 113). p. 169
Visiteuren og Digteren (se Nr. 185). p. 171
Hytten (se Nr. 120). p. 172
Sjælen (se Nr. 17). p. 173
Sang ved Kronprindsessens Helbredelse (se Nr. 84). p. 177
Pauli 1. Cor. 15. 42 - 44 (se Nr. 139). p. 178
Prolog (se Nr. 79). p. 181
Graabrødrelille (se Nr. 140). p. 184
234. Impromtu. (Den grønne Skov saa ungdomsfrisk og fager) p. 186
Digterskibet (se Nr. 89). p. 187
Epigrammatiske Digte I-XIV p. 191
I. (Jeg slutter snildt af min Natur) (se Nr. 152). p. 191
235. II. (Ei Roes, ei Dadel standser Skjaldens Flugt) p. 191
III. (Hvad er vort Liv fra Vuggen til vor Baare) (se Nr. 41). p. 191
IV. (Derud i Verden Hjertet maa)(se Nr. 213). p. 191
236. V. Med et Eksemplar af Fodreisen. (Du som saa ofte læste i mit Hjerte) p. 192
237. VI. Med Digtene. (Hvad Hjertet drømte, hvad Øiet saae) p. 192
238. VII. Med Phantasier og Skizzer. (Skjaldens dybe Sorg og Lyst) p. 192
239. VIII. Med et Eksemplar af Bruden fra Lammermoor. (Lad ei vort Venskabs skjønne Drømmeland) p. 192
IX. Med Aarets tolv Maaneder. (Jeg drømmer stolt, vil De min Bog modtage) (se Nr. 216). p. 193
240. X. Med samme Bog. (Skjøn paa det, mens du har mig) p. 193
241. XI. I en Stambog. (Lad Tidens Ege kaste dunkle Skygger) p. 193
242. XII. (Min Tankes Tanke ene Du er vorden) (Tidligere trykt i Bruden fra Lammermoor 1832, 44. -Saml. Skr. XII, 67 - Hjertets Melodier Nr. IV). p. 193
XIII. I en Stambog. (Lad Hav og Søe os skille ad) (se Nr. 192). p. 194
XIV. (Af Faa et velment Raad jeg fik) (se Nr. 214). p. 194
Humoristiske Digte:
Østergade (se Nr. 26). p. 197
Grethes Glæde over Sommeren (se Nr. 184). p. 201
Avis aux lectrices (se Nr. 80). p. 204
Formens evige Magie (se Nr. 173). p. 206
Min Undskyldning (se Nr. 108). p. 211
Moder og Datter (se Nr. 189). p. 212
Ved en Tragedies Dødsfald(se Nr. 37). p. 213
Svinene (se Nr. 19). p. 214
Bøgetræet (se Nr. 96). p. 217
Hjertesuk til Maanen (se Nr. 15). p. 219
Det store Julebord (se Nr. 176). p. 221
Aftenen (se Nr. 11). p. 225
Amors Spillekort (se Nr. 68). p. 227
Recension (se Nr. 56). p. 228
Pjat! Pjat! (se Nr. 100). p. 229
Note til samme (se Nr. 127). p. 231
Dykkerklokken (se Nr. 16). p. 233
Jomfru Ellens Vise (se Nr. 158). p. 246
Reise-Capriccio (se Nr. 128). p. 247
Phantasiestykke i min egen Maneer (se Nr. 53). p. 248
Deviser med Presenter paa et Juletræ p. 250
Med en Ragekniv (se Nr. 142). p. 250
Med en Lygte uden Lys (se Nr. 144). p. 250
Med en Bog Skrivepapir (se Nr. 148) p. 250
Til en Dame med en mandlig Dukke (se Nr. 147). p. 251
243. Til en Herre med en qvindelig Dukke. (Jeg siger Dig og i alvorlig Tone) p. 251
En tydsk Ballade (se Nr. 73). p. 252
En fæl Historie (se Nr. 64). p. 259
En splinternye Dandsevise (se Nr. 1055). p. 261
Børnene og den graa Morlil (se Nr. 83). p. 264
Hjertesuk af en udtjent Damekjole (se Nr. 47). p. 267
Risens Datter (se Nr. 66). p. 268
Hende jeg mener (se Nr. 195). p. 271
Fastelavnsvise (se Nr. 221). p. 273
Cometen 1835 (se Nr. 78). p. 275
De tre Gaver (se Nr. 70). p. 280
Sprøiten (se Nr. 119). p. 282
Tanker ved en ituslagen Jydepotte (se Nr. 14). p. 284 244. Genre-Malerier:
Introduction. (En Forgrund med en Smule Grønt)
(Tidl. trykt i Skyggebilleder 1831. - Saml. Skr. VIII, 5 og i XII, 282 - Nr. 4 af 65 Smaavers). p. 289
Graatveir (se Nr. 39). p. 290
Studenten (se Nr. 43). p. 291
Et Vinterpartie (se Nr. 151). p. 293
Den jydske Hede i Regnveir (se Nr. 94). p. 295
Hvile paa Heden (se Nr. 122). p. 297
Malerie af Jyllands Vestkyst (se Nr. 90). p. 300
Veni creator (se Nr. 74). p. 303
Veirmøllen paa Bakken (se Nr. 98). p. 305
245. Bjerg-Situation i Harzen. (Du stolte Fjeld, hvor barsk Du truer der)
(Tidl. trykt i Skyggebilleder 1831. - Saml. Skr. VIII, 52). p. 308
246. Kulbrænderen. (Mellem Skovens Graner her)
(Tidl. trykt i Skyggebilleder 1831. - Saml. Skr. VIII, 45). p. 310
Moderen med Barnet (se Nr. 38). p. 311
Flyttedagen i April (se Nr. 60). p. 313
Skolemesteren (se Nr. 58). p. 314
Martsviolerne (se Nr. 62). p. 316
Aftenlandskab (se Nr. 36). p. 317
Studium efter Naturen (se Nr. 82). p. 319
Komiske Fortællinger:
Manden fra Paradiis (se Nr. 81). p. 323
Den rædselsfulde Time (se Nr. 12). p. 330
Underlige Drømme (se Nr. 99). p. 333
Morten Lange (se Nr. 69). p. 338
Kometen (se Nr. 55). p. 344
Hiertetyven (se Nr. 116). p. 350
Riimdjævelen (se Nr. 20). p. 354

(Bibliografisk kilde: HCAH 1955/16, anm.: A-728a)

Udgivet 20. august 1833
Sprog: dansk
Genre: Digtsamling
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:224
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 218
[Informationer opdateret d. 30.1.2012]

  top Top

Trochæer og Jamber. En poetisk Polemik af Fr. Paludan-Müller.

Digtsamling. C. A. Reitzel. Kjøbenhavn. 1837. Heri p. 49-52, "Noter" - Note 2:

"Og til Spiis- og Pulterkammer /For Alverdens Revl og Krat, /Som til Muser, til Madamer, /Har de Skuden overladt" o.s.v.

Den Mangel paa Eenhed og Holdning i Maanedsskriftets Virksomhed, hvortil henpeges i de to, forud for denne gaaende, Stanzer, har længe almindelig været erkjendt, og er kun en nødvendig Følge af, at ikke eet men femten Hoveder styrer Tidsskriftet, samt af en vis Universalitets-Lyst hos Redactionen til at udbrede sig over alt Trykt, hvad enten det kan henføres til Videnskab og Konst, eller blot henhører under Empiriens Gebeet. Denne mærkelige Lyst, som i den senere Tid især har grebet om sig, gaaer saavidt, at man ikke blot maa see Besparelses-Forslag for landets Finantser: f.Ex. til at sælge Prindsens Palais, til at nedlægge Seildugfabrikken, til at beklippe Pensionister o.s.v.o.s.v. paradere i denne videnskabelige Journal; men selv de syndige Runkelroer, der allevegne trænge sig frem og allevegne vises tilbage, have fundet et Asyl i Maanedsskriftet. - I den her citerede Stanze sigtes til den Ligegyldighed, hvormed saavel Recensenter udvælges som deres tilbudte Arbeider prøves. Jeg vil kun holde mig til de senere æsthetiske Recensioner, hvoraf med Undtagelse af en enkelt, hvilken ogsaaa var underskreven med Forfatterens Navn, næppe een vil kunne forsvare sin Plads i et fagkyndigt og humant Tidsskrift.
For at anføre et slaaende Exempel vil jeg her nævne den i August-Heftet for d.A. indførte Anmeldelse af de to Romaner: Improvisatoren og O.T. - I hvilken agtværdig Journal - den være sig inden- eller udenlandsk - har man seet en Recensent tillade sig slige Friheder mod den recenserede Forfatters Person? Forfatterens Mangel paa Forstand, høiere Dannelse og egentlig Studium, gjøres nemlig ikke alene til Gjenstand for Omtale, men hans Ulyst til det Sidste paaankes; gode Raad gives til fremtidig Flid og Studering; Trudsel med Kritikken anvendes, og endelig gives der Forfatteren Haab om, at kunne præstere noget Tilfredsstillende, naar han vil lægge Recensentens Raad paa Hjerte. Disse, og mange flere, de anmeldte Skrifter aldeles uvedkommende, og derimod deres Forfatter høist graverende Yttringer (hvoriblandt endog en indirecte Beskyldning for Utaknemlighed mod Velgjørere) tilsteder Redactionen af Maanedsskriftet en navnløs Recensent aldeles ugeneert at fremføre, og unddrager ham paa samme Tid, ved at kaste Anonymitetens Slør over ham, fra fortjent Revselse af den Fornærmede. Skulde man ikke troe, at Redactionen begunstigede samme Art af Kritik, som den man medrette bebreidede Baggesen, naar han, som dog var sit Navn bekjendt, i sine Recensioner optog personlige, for den Vedkommende krænkende, Sigtelser."

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1837
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 12139
[Informationer opdateret d. 20.11.2013]

  top Top

Une vie de poëte

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Udgivet Oktober 1837
Sprog: dansk, fransk, tysk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 10969
[Informationer opdateret d. 22.4.2013]

  top Top

H.C. Andersens ungdom. Hans første Digte.

Assens Amts Avis, 4. April 1905 fortæller om en lille Bog i Oktavformat, helt igennem skrevet med H.C. Andersens Haand. Han forærede selv Bogen i 1830'erne til daværende Politifuldmægtig Rist, og den ejes af dennes Søn, Oberst Rist. I den lille Bog finder man bl.a. nogle af Andersens første Digte, deriblandt et, som han kalder "Mit Liw" (!), og som er digtet 1822.
Taare trille naar jeg mindes / Barndom dig med al din Fryd. /Da var jeg saa rolig, Herrens Engle trolig, /Skjærmede om mig - - -
Naar Aftensolen hist i Vesten sank,/ Og Maanens Skive skinned klaer og blank, / Da kjærlig Moder tog sin lille Dreng / Og bragte ham til lune, bløde, Seng; / Og medens udenfor lød' Naattergale-Chor, / Hun lærte mig at bede Fader-vor. / Jeg ældre blev, stærk Phantasien ulmed', I Lue brøn den Gnist, som havde dulmet; / Nu lærte jeg at læse; hvilken Himmel / Laae ikke for mig, hvilken Blomstervrimmel! / Nu fulgte jeg Kong Lear paa nøgne Hede, / Og mødte Machbets Hexer, fæle, lede / Jeg med Niels Klim foer ned i Dybets Skjød / Og græd veemodig ved skøn Valborgs Død. / Nu var jeg fjorten Aar, mit Hjærte brændte, / Jeg Verden kun af Digterværker kjendte / Og var derfor saa lykkelig og fro, / Og ilede fra Barndoms søde Boe / Allene ud i Verden vide. /
Naadig Herren var og god, / Mig hans Engle fulgte, / De i Drømme gav mig Mod,/ Haabet ei sig dulgte. / Naar jeg i den dunkle Nat / Syntes mig saa rent forladt, / Knæled jeg paa Sengen, / Modig da jeg Harpen tog, / Strængene med Haanden slog, / Sang min Smerte, sang min Lyst, / Og det lindrede mit Bryst. /
Da hørte ædle Mænd de spæde Toner,/ Og lyttede til Barnets svage Sang; / De saae hvor Sjælen gennem Støvets Zoner / Til Trøstens Himmel barnlig fro sig svang. / Thi tog de Barnet fra sin raae Natur / Og satte ham bag Templets lune Muur, / Hvor Aanden kunde classisk dannes ud, / Og eengang kraftfuld stige mod sin God, /
Jeg græd af Glæde, / Mit Hjærte bævet (!) ; / Er Gud tilstæde?! / Hans Engle svæved' / Jo mildt om mig. / Sig Veien høiner / men Maalet øiner / Dog Sjælens blik. -
Heelt uvant var' de første Skridt at gaae, / Og nu jeg først min hele Svaghed saae: / Dog ei min Fryd, min Munterhed bortveeg / Før dybt i Sjælen denne Tanke steeg: / Mon ogsaa du har Kræfter værdig er, / Alt hvad der for dig Svage gjøres her?
Men snart en Klogskabs Stemme, / Den mørke Taage brød / o aldrig kan jeg glemme, / Hvad for mit indre lød. Nu har man planten prøvet, / Men den kun Ukrud er, / Thi har man den berøvet / Sit Haab, sit Stjerneskjær /
Fortvivlet drog jeg dag i Verden ud, / Og glemte Naadens store,milde Gud; / Da lød din Stemme faderlige Ven / Og atter mig til Livet kaldte hen; / Skjøndt vel jeg veed du Skuffes i din Tro, / At Evner end hos Ynglingen skal boe, / Men det er dog en sød en salig Trøst, / At høre venskabs vennehulde Røst, / jeg synker veed jeg - men med roligt Bryst, / Jeg gjorte hvad jeg kunde, er min Trøst. / Jeg var stupid, forvirret uden Sands, / Og derfor drømte om en Digterkrands.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 4. april 1905
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17194
[Informationer opdateret d. 1.6.2012]

  top Top

Danske Minder paa Capri.

Børge Janssen er på Capri, bor i Hotel Tagano. I Fremmedbogen: "H.C. Andersen, di Danimarca, 7. Marts 1834. (Camillo Federigo er en meget brav Fører og har selv dicteret denne Anbefaling)."
Jeg saae det Land, hvis Luft har himmelsk Lyst,
Hvor under Pinier Skiønheds Børn vi møde,
Hvor Ilden sprudler frem af Bjærgets Klyft
og Oltids Syner opstaaer fra de døde.
Farvel for tredie Gang Capri, den 29. Mai 1846.
H.C. Andersen fra Danmark.
Berlingske Tidende, 21. 7. 1926.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 21. juli 1926
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17489
[Informationer opdateret d. 31.8.2012]

  top Top

Facsimile af H.C. Andersens Digt, skrevet paa gult Papir.

Digt gengivet [facsimile], "Du saae de Land hvis Luft har himmelsk Lyst", Nysø den 20 Juni 1840. Brev Berlingske Tidende, 12.11. 1933.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 12. november 1933
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18320
[Informationer opdateret d. 9.12.2013]

  top Top

Da Thorvaldsen modellerede julekager.

Ikke blot ler og marmor, men også kagedejg fik liv under mesterens hænder. "Da Julen kom, tog vor muntre Gæst ivrigt Deel i alt, sang med, saa godt han kunde, og dandsede med Liv og Lyst. Til Julelystigheden bidrog han blandt andet ved med sin Modellérpind a tudskjære og tildanne en Mængde figurer udi Kagedejg, der siden bleve bagte og hængte paa Juletræet. De forestillede Dyr, Damer, Polichineller, Maccaronispisere og saa videre. [Christiane Stampe om Julen 1842.]
Desuden gengivelse af Marstrands tegning: Oehlenschläger er oplæser, Thorvaldsen er slumret ind, Gundtvig læner sig frem, og H.C. Andersen tager en pris tobak. Alt for Damerne, dec.1963.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet December 1963
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17448
[Informationer opdateret d. 16.8.2012]

  top Top

H.C. Andersen dedikationer.

Bøger på Frederiksbergs Auktioner, deriblandt til Eckardt Brev og Brev . Et brev til fru Heiberg som er usandsynligt, da det er skrevet med latinsk skrift og ikke gotisk håndskrift: "Modtag Frue! min hjertelige Tak. De lærte mig bedst - og saa inderligt klart - at forstaaae: "Ei blot til Lyst". Det er altså ikke af HCA! Berlingske Tidende, 17.8.1964.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 17. august 1964
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18326
[Informationer opdateret d. 9.12.2013]

  top Top

Blandet skræk og lyst. Danske digtere i Schweiz

Nielsen, Torben, Blandet skræk og lyst. Danske digtere i Schweiz I: Mægtige Schweiz.... Inspirationer fra Schweiz 1750-1850 . Thorvaldsens Museum, København 1973. Pp. 24-33, spec. pp. 31-32. - Udstillingskatalog. Fire HCA-tegninger omtales pp. 86-87. Tysk oversættelse af TN's artikel pp. 147-55, af omtalen af tegningerne pp. 180-81.
Udgivet 1973
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1969-1994:244   Bibliografi-ID: 4226
[Informationer opdateret d. 5.10.2010]

  top Top

Ej blot til lyst. En romanbiografi om H. C. Andersen

Rindel, Gerd, Ej blot til lyst. En romanbiografi om H. C. Andersen . Hans Reitzel, København 1990. 183 pp. - Skrevet for børn og unge. - Anm.: Jens Kistrup, Berlingske Tidende 21.12.1990; Marianne Rosen, Information 10.12.1990; Kristeligt Dagblad 24.7.1992; Weekendavisen 12.10.1990; Bent Mohn, Politiken 17.11.1990. - Cf. Bodil Hedeboe, "At drømme stort om sig selv", Dansk Noter, 1991, nr. 3. pp. 42-48.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1990
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1969-1994:1329   Bibliografi-ID: 5307
[Informationer opdateret d. 30.6.2010]

  top Top

Om Børns Morskabslæsning

Trier, Herman, Om Børns Morskabslæsning. I: Torben Weinreich (red.), Lyst og lærdom - debat og forskning om børnelitteratur . Høst & Søn, København 1996. Pp. 34-61, spec. pp. 44-47.

  top Top

Giuseppe Siboni (Han lyttede med sydlig ild og lyst)

Oversættelse til nudansk (anno 2000) af dr. phil. Johan de Mylius, H.C. Andersen-Centret v. Syddansk Universitet, i Johan de Mylius (udgiver): H.C. Andersen. Samlede digte , Aschehoug, København 2000, p. 430.
Udgivet Oktober 2000
Sprog: dansk
Genre: Enkelte digte
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
ISBN: 87-11-11339-1
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 8951
[Informationer opdateret d. 30.9.2003]

  top Top

Politiken ønsker H.C. Andersen tillykke med de 200!

Politiken sektionen Bøger, 2. april 2005. På forsiden: "Om Aartusinder". Fremtidsvision af H.C. Andersen. Bjørn Bredal: "Og så vid're ... det måtte jo være i Danmark, at Klods-Hans blev nationalhelt". Christian Graugaaard: "Himmelske Cowboy Andersen". Harold Bloom "Stol på fortællingen, ikke fortælleren". Anne Bech-Danielsen: "Åse Andersen-Skolen [i Vollsmose]". Bjørn Bredal: "Andersen uden omsvøb" (Anmeldelse af Johan de Mylius' "HCA - et livs digtning"). Michael Nielsen: "Dyst på barnlig uskyld" (anm. af Møllehave/Eskildsens bog "HCA svarer Neruda"). Bo Jørgensen: "Retorikerne trækker det længste strå" - om HCA som sprogdigter. Anne Vindum interviewer Dag Heede: "Asket hvad Kjønsdriften angår". Anette Dina Sørensen: "Queering kvæler dyden" - om Snedronningen på Østre Gasværk. Mikkel Bruun Zangenberg: "Koldkrigerisk seksualisering" - om Dag Heedes "Hjertebrødre" og H.C. Andersens "O.T." Susanne Bjertrup: "Eventyrlige billeder" - om Thorkild Borup Jensens eventyrudgave. May Schack: "Krage og paradisfugl" - om "Kun en Spillemand". Ib Spang Olsen: "Vild og uvorn, så det er en lyst" - om at illustrere "Billedbog uden Billeder". Niels Thorsen: "Vor udenlandsk berømte orangutang". Hans Hertel: "Andersens trækopfugl - HCA og folkeeventyrene - er det alkymien over for det ægte, oprindelige guld?" - om Jesper Tvedens "Hvad sproget gør". Prins Don Juan Manuel: "Hvad der overgik en konge som fik syet en dragt af tre bedragere" (oversat af Marisa Rey Henningsen). Bibliopaten: "Eventyris fra Søholm". Steffen Larsen: "Folkebog for småfolk" - om Eventyrudgave illustreret af Flemming B. Jeppesen; om H.C. Anderledes ill. af Rune T. Kidde - og om "Ni udvalgte eventyr", ill. af Malene Laugesen; Thomas Michelsen: "Håbløst sværmerisk" (om Inger Sørensens "H.C. Andersen og komponisterne" og Mogens Wenzel Andreasens "H.C. Andersen & musikken"; Karsten R.S. Ifversen: "O, vor Tid er Opfindelsernes Guldalder" - om Henrik G. Poulsens "Det rette udseende"; Bo Tao Michaëlis: "Forføreren i samtalekøkkenet" - om "Klods-Hans"; Mette Winge: "Solid brevudgave" om "H.C. Andersens brevveksling med Signe Læssøe"; Karsten R.S. Ifversen: "En perle blandt udenomsværker" - om Kjeld Heltofts "H.C. Andersen som billedkunstner"; Thomas Bredsdorff: "'Den lille Havfrue' i Disneyland"; Bettina Heltberg: "Fare, fare krigsmand - når statsministeren og Møllehave snakker eventyr"; Lasse Horne Kjældgaard: "Budskabet er hardcore evangelisk-luthersk!" - om Carsten Bach-Nielsen og Doris Ottosens "Andersen og Gud"; Genudgivelser: Bettina Heltberg: Om Ulrich Horst Pedersens "I H.C. Andersens verden" og Johan de Mylius': "Forvandlingens Pris"; Søren Vinterberg om Johan de Mylius: "Samlede Digte"; Steffen Larsen om "Improvisatoren", Susanne Bjertrup om "I Spanien"; Bo Jørgensen: "Ørerne lyver ikke - det er ganske vist".

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 2. april 2005
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13264
[Informationer opdateret d. 24.1.2011]

  top Top

Tilfældets poesi. H. C. Andersens forfatterskab.

Mortensen, Klaus P., Tilfældets poesi. H. C. Andersens forfatterskab. 2007. 304 s. (Indhold (forf.'s indledninger til de samlede værker, revideret og komponeret til en fortløbende fremstilling): "Den kolde muse. Selvbiografier", s. 15-49; "Begyndelser. Debutværker", s. 51-65; "I perpendiklens tegn. Rejseskildringer", s. 67-97; "Sjælens øje. Romaner", s. 99-133; "Ej blot til lyst. Skuespil", s. 135-79; "Billedmageren. Digte", s. 181-209; "Månefortælleren. Prosadigte", s. 211-21; "Den usynlige tråd. Eventyr og historier", s. 223-77; "Tilfældets poesi. Universalpoetik", s. 279-89.) - Anm.: Torben Brostrøm, Information 10.4.2007; Jacob Bøggild, Danske Studier , 2007, s. 166-69, Litteraturmagasinet Standart , 21:4, 2007, s. 58-59; Johs. H. Christensen, Jyllands-Posten 2.4.2007; Knud Bjarne Gjesing, Nordica , 24, 2007, s. 246-50; Dag Heede, Edda, 2010, Nr. 1; Kathrine Lilleør, Berlingske Tidende 2.4.2007; James Massengale, Scandinavian Studies , 79, 2007, s. 380-83; Doris Ottesen, Kristeligt Dagblad 26.4.2007; Liselotte Wiemer, Nordisk tidskrift för vetenskap, konst och industri , 2007, s. 312-14 og Weekendavisen 27.4.2007; Mette Winge, Politiken 2.4.2007.

(Bibliografisk kilde: HCAH: Edda-anm.)

Udgivet 2007
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1999-2006   Bibliografi-ID: 12292
[Informationer opdateret d. 19.1.2012]

  top Top

H.C. Andersen Festivals.

Særavis. Et frækt, verdensberømt grin løb med prisen. H.C. Andersen i nutiden: Hjørdis Plato har tegnet Hyrdinden og skorstensfejeren.
Malene Birkelund: Eventyr fortalt for alle sanser. Den lille hjemløse pige med ligtherne.
Ivar Juel Nordentoft: Fire knægte sætter futi festen. Four Jacks som teaterkoncert.
Rune Moesgaard: Magisk aften i Cohens have. Ivar Juel Nordentoft: Åbningsshow med glimt i øjet. Dukkefører for en dag - Nova, en blanding af H.C. Andersens figurer, kommer rundt i Odense.
Jesper Mads Eriksen: Den fæle lyst raser i mit bryst. I et mørkt rum i H.C. Andersens Hus er digterens kærlighedsliv sat i fokus. Send en sms til H.C.Andersen.
En excentrisk elegantier. Martin Hall har med afsæt i punken placeret sig som en form for avangardistisk aristokrat.
Fyens Stiftstidende, 19. august 2013.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 19. august 2013
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 19018
[Informationer opdateret d. 21.8.2013]

  top Top
Søgeord: giuseppe + siboni + han + lyttede + med + sydlig + ild + og + lyst. Ny søgning. Søg i resultater